Kultur
Dansende læge bruger skønlitteratur til at lære patienter bedre at kende
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Jeg bruger kultur til at koble af. Opleve en anden verden. Smile. Vække minder. Kultur lærer mig noget om andre,« siger Andreas Pihl, læge og medical & scientific affairs lead i Roche Diagnostics. Foto:
KULTURKANYLEN Andreas Pihl vil gerne skubbe til en kulturændring, hvor det er nemmere for sundhedssektoren at komme i gang med at anvende digitale løsninger. Skønlitteratur gør ham klogere på hans patienter, og så tager han gerne en dans i sin stue til R’n’B eller rap for fuld udblæsning mellem dagens digitale møder.
Hvad betyder kultur for dig?
»Kultur er en måde, hvor jeg kan genfinde livets dimensioner efter en lang dag i klinikken eller til videomøder. Jeg læser og hører meget skøn- og faglitteratur og hører og danser til meget musik. Livet uden kultur ville være gråt og kedeligt, dødssygt. Kultur giver et liv med nuancer, refleksioner og glæde. Jeg elsker at læse værker af andre læger, fordi der er så meget genkendelse, og fordi livet som læge er et liv med patienthistorier. Det er altid rørende og indholdsrigt at læse om, men jeg er også vild med at læse om ting, der er helt fjerne fra min identitet. Som eksempelvis en middelalderlig ridderroman eller om at være en kvinde i 1800-tallet.«
Jeg forsøger at bryde lange mødedage op med høj musik og dans. Gerne black music: R’n’B eller rap for fuld udblæsning kl. 11 om formiddagen
Hvad holder du især af?
»Jeg elsker, når en god bog kan drage mig ind i en anden verden i en anden tid eller give mig en anden identitet. Omvendt er jeg for tiden ikke i humør til at læse værker, der har for meget mørke. Jeg måtte lægge ‘Forbrydelse og Straf’ fra mig halvvejs, og jeg kæmper lige nu med ‘Stormfulde Højder’, der til trods for den rørende kærlighedshistorie fremstiller så grum en verden, at det er svært at klare. Den er simpelthen for ‘sad’. Der er så mange dystre nyheder i denne tid med pandemi og krig, så der er brug for lyspunkter og andre input. Og det kan man bl.a. få fra bøger.«
»Jeg er sikker på, at skønlitterære bøger også gavner mine kommunikative færdigheder som læge. Når man skal diagnosticere, udrede og behandle en patient, er det altid nemmere, hvis man kender sygdommen eller patientrejsen godt. Ved at læse bøger kan jeg få en indsigt, som gør det nemmere for mig at sætte mig i patientens sted, ligesom det også er nemmere at sætte sig ind i patientens sygdom, når det er en sygdom, man selv har haft, eller man kender en, der har haft. Jeg synes, at det er fantastisk, at man kan få den erfaring ved at læse en bog. Det er en indsigt, som man ikke kan få ved at læse en masse fysiologi- og anatomibøger.«
»De skønlitterære bøger fortæller en, hvad sygdommen gør ved familien. Ved børnene. Den viden kan man også få ved enten selv at have haft sygdommen, eller måske efter man har behandlet tilpas mange patienter. Det er bl.a. også baggrunden for faget Narrativ medicin på Syddansk Universitet. Forskerne bag metoden påstår, at man kan blive mere empatisk som læge. Det kan man godt forestille sig, for det giver en anden viden om sygdommen, som måske gør, at man kan kommunikere bedre med patienten og dermed være mere empatisk.«
Andreas Pihl, 34 år
Er læge (uddannet 2017), debattør, forfatter og far til tre drenge.
Har siden 2021 arbejdet som medical & scientific affairs lead i Roche Diagnostics og ved siden af også som læge i almen praksis.
Udgav i 2020 debatbogen ‘Doktor Hansen har set sin sidste patient’ i samarbejde med læge Michael Hejmadi og Frederik Lindhardt.
Aktuelt er han i gang med endnu en debatbog, denne gang om digital sundhed og hvad fremtiden bringer for sundhedsvæsenet i de kommende år.
Er du selv kreativ?
»Som dreng sang jeg i Københavns Drengekor. Jeg gik på Sankt Annæs Gymnasiums folkeskole og gymnasium. Fra jeg gik i 3. klasse, og frem til at min stemme gik i overgang i ca. 8. klasse, turnerede jeg rundt i verden med koret og lærte en masse om at performe og optræde og at bruge stemmen som instrument. Jeg husker især en turné i USA, som var lige efter terrorangrebet mod World Trade Center. Vi sang i en kirke, der lå lige ved siden Ground Zero. Der var intet sket med kirken, ikke så meget som en rude var knust. Det var ret utroligt og gåsehudsfremkaldende at stå der og synge ‘The Star-Spangled Banner’ for fuld udblæsning i den lille gotiske kirke. Folk græd, og det var meget rørende.«
Andreas Pihl anbefaler
Som sundhedsfaglig at læse ‘When Breath becomes air’ (dansk udgave: ‘Før jeg forsvinder’) af Paul Kalanithi fra 2016, ‘House of God’ (dansk udgave: ‘House of God) fra 1978 af Samuel Shem eller litteratur om den patientgruppe, man behandler. Ikke faglitteratur, forstås.
Hvis man ikke har hørt nok om pandemier og mikrober, kan jeg varmt anbefale at læse ‘Station Eleven’ (2014) af Emily St. John Mandel. Hun beskriver meget tankevækkende og nervepirrende, hvordan en meget dødelig pandemi kunne tage sig ud. Den er også lige kommet som HBO-miniserie.
Hvilke kulturoplevelser har du senest haft?
»Jeg forsøger at bryde lange mødedage op med høj musik og dans. Gerne black music: R’n’B eller rap for fuld udblæsning klokken 11 om formiddagen. Det kan bare noget. Væk er musearmen og computerøjnene, og så er det bedre end at ’doomscrolle’ Instagram eller LinkedIn.«
»Da jeg læste medicin, arbejdede jeg på Medicinsk Museion som omviser. De er begyndt at have litteratursaloner, og det var meningen, at jeg skulle have været til den første i marts, der handlede om den første kvindelige læge, Nielsine Nielsen, og om de udfordringer, der er ved at være kvinde i forskning. Men så lagde hele min familie sig med influenza, og jeg kom ikke afsted. Det er min plan at gå til den slags arrangementer fremover sammen med min hustru, der er ph.d. i litteraturvidenskab.«
Hvad bruger du kulturoplevelser til?
»Jeg bruger kultur til at koble af. Opleve en anden verden. Smile. Vække minder. Kultur lærer mig noget om andre. Og den ’søvn’, man får til en koncert med et stort symfoniorkester eller en opera, er uovertruffen og helende. Jeg kan synke helt hen og drømme mig over i en anden verden.«
Har du noget kultur på tapetet, som du skal opleve i år?
»Ja, i den populære boldgade glæder jeg mig til at se ‘Black Panther 2’, og ‘Avatar 2’ kommer sidst på året.«
Læs tidligere KulturKanyler her
I 2020 konkluderede den europæiske del af WHO, at kultur kan bruges som supplement til den biomedicinske behandling.
I serien KulturKanylen zoomer vi ind på de oplevelser, som læger har, når de tager deres ’egen medicin’ i form af en kulturel indsprøjtning i hverdagen.
Del artiklen: