Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Kultur

Cannabislæge Tina Horsted vil dele kulturoplevelser med andre

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Jeg er meget optaget af det æstetiske, i alt hvad jeg foretager mig. Sanserne skal tilfredsstilles, både når jeg selv er i mit hjem, og når mine patienter kommer i klinikken,« siger Tina Horsted.

KULTURKANYLEN: For Tina Horsted, der er speciallæge i anæstesiologi og indehaver af to smerteklinikker, handler kultur om at få oplevelser sammen med andre, om det er med en god ven i biografen eller på ski med hele familien.


Speciallæge Tina Horsted behandler patienter med svære smerteproblematikker i sine smerteklinikker Min Smerte og Horsted Institute, hvor hun er en del af forsøgsordningen med medicinsk cannabis. Hendes omgivelser skal helst være æstetiske, det gælder både i klinikken på Christianshavn og sommerhuset i Lumsås i Odsherred.

Hvad betyder kultur for dig?

»For mig er kultur mange ting. I min lægefaglige karriere har jeg været meget engageret i arbejdskulturen. Jeg var 39 år, da jeg blev uddannet som læge og var dermed også en del ældre end de andre, og når jeg kom ud på afdelingerne, oplevede jeg, at kulturen var dårlig. Derfor valgte jeg at blive aktiv i Yngre Lægers bestyrelse og har også været tillidsrepræsentant, hvor jeg har arbejdet med, hvordan vi kan blive bedre til at tale pænt og lytte til hinanden, så tonen ikke bliver så hård.«

»Jeg er meget optaget af det æstetiske, i alt hvad jeg foretager mig. Sanserne skal tilfredsstilles, både når jeg selv er i mit hjem, og når mine patienter kommer i klinikken. Jeg har et sommerhus i Lumsås, der ligger ned til vandet, som jeg holder meget af at være i. Når man har en stresset hverdag med mange patienter, giver det mig en ro og indre healing, at jeg kan tage op i sommerhuset og kigge ud over vandet.«


Tina Horsted, 63 år

Speciallæge i anæstesiologi

Nordisk Diplomuddannelse i Avanceret Smertebehandling ved SSAI, maj 2016

Indehaver af smerteklinikkerne Min Smerte (ydernummerklinik) og Horsted Institute (privatklinik)

Tidligere overlæge på flere hospitaler i hovedstadsområdet

Privat: Gift og har to voksne børn

Tina Horsted anbefaler:

Bogen ‘How to Change Your Mind’ af Michael Pollan – findes også som serie på Netflix

Den latinamerikanske restaurant ‘Donda’ på Christianshavn – anbefaler drinken ‘Paloma’

Lær at stå på ski – fantastiske bjerge og god motion


»Jeg interesserer mig også for kunst, og i klinikken har jeg investeret i malerier og skulpturer lavet af mine patienter. Jeg bliver enormt glad, når mine patienter inviterer mig til deres atelier og vil vise deres kunst.«

Hvorfor har du valgt at have dine patienters kunst i klinikken?

»Fordi jeg kan lide værkerne, men også af respekt for dem. Jeg er stolt af at vise deres kunst frem i klinikken, det skaber en anderledes samtale, og jeg ser dem ud over deres sygdom.«

»Når jeg investerer i kunst, skal det passe ind i klinikken, der er meget rolig og naturfarvet – det ligner ikke en typisk hvid lægeklinik. Vi har lange florlette gardiner, dæmpet lys og ambient musik, som er med til at skabe en afslappet stemning, der smitter af på patienterne. Det er som at komme ind i en varm dyne, der giver dig et stort kram.«

Hvordan bruger du kultur i hverdagen?

»Jeg går i biografen og ser gode film, jeg kan godt lide at gå i en god biograf, sidde i mørket og være spændt. Jeg kigger på kunst i gallerier. Jeg er selv et videnskabsmenneske men synes, det er spændende at forstå, hvad kunstneren vil fortælle gennem kunsten. Jeg er vildt fascineret af, hvordan nogen kan omsætte tanker til et maleri eller en figur, som vi andre så kan gå på opdagelse i og reflektere over.«

»For mig handler kultur om at få en oplevelse og gerne en oplevelse, jeg kan dele med familie og venner. Jeg besøgte f.eks. Nationalmuseet med mine børnebørn, da der var en stor udstilling om vikingetiden. Pigerne er syv år og var meget nysgerrige på, hvordan man levede for mange år siden. Det giver en samhørighed, at vi får fælles oplevelser, som vi kan tænke tilbage på, mindes og snakke om, når vi ses.«

Har du nogle kulturelle begivenheder i kalenderen?

»Kulturelle oplevelser planlægges mest spontant, og så bliver jeg ofte inspireret af mine venner. En tilbagevendende begivenhed er CHART, som er en kunstmesse på Charlottenborg Kunsthal i København, hvor alle mulige kunstnere er repræsenteret.«

»Jeg glæder mig meget til at se filmen ‘Dune 2’ i biografen. Bogen er fantastisk, og jeg er vild med science fiction. Det er sådan lidt et spacy eventyr, der samtidig behandler aktuelle temaer som krig, sammenhold og klimaforandringer. Jeg synes klart, det er en film, der skal ses i biografen på et stort lærred.«

»Jeg skal snart på skiferie i Schweiz med hele min familie. Min mand bor dernede og så kommer min datter og min søn med hans kone og to børn. Det bliver super hyggeligt at være samlet. Jeg elsker at være på ski, det er fantastisk at være højt oppe i bjergene med den klare himmel, lyset og knitren i sneen.«

»Til sommer glæder jeg mig til at høre neofolk-bandet ‘Heilung’ på Roskilde Festival. Jeg er dybt fascineret af musik, der kommer fra vores forfædre- og mødre.«

Læs tidligere KulturKanyler her

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere