Åbningsdebat på Lægedage manglede … debat

Det var på forhånd varslet, at årets debatpanel på Lægedage ville blive et decimeret ét af slagsen.

Lægedage 2022:

Find alle vores artikler fradækningen af dette års Lægedage her.

Fungerende sundhedsminister Magnus Heunicke (S), der sidste år gled ud af bagdøren efter sin åbningstale, havde i år meldt afbud til Lægedage. Væk var også flere af de sundhedsprofiler, som har præget den seneste valgperiode, og som nu helt er ude af Folketinget.

Det efterlod de to fungerende sundhedsordførere, Kirsten Normann Andersen fra SF og Per Larsen fra Konservative, til at yde de to lægeformænd for henholdsvis PLO og DSAM modspil på scenen. Og så Anders Kúhnau, formand for Danske Regioner.

Og det viste sig ret hurtigt ikke at være opskriften på en særligt interessant debat.

Guidelinetyranni og opgaveglidning

Bolette Friderichsen, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, havde ellers kort forinden kridtet banen op med en stærk åbningstale om et sundhedsvæsen, hvor hjælp til primærsektoren hurtigt bliver til nye pligter i almen praksis.

Hun talte passioneret om, hvordan guidelinetyranniet og opgaveglidningen fra sygehusene øger presset på den praktiserende læges beslutningstagen og skygger for patientens egentlige behov og ønsker. Eksemplificeret ved en 66-årig fisker hjemme fra Hobro-egnen, hvor Bolette Friderichsens er nedsat, som – foranlediget af en 25-år gammel hjerteundersøgelse og en guideline – nu var viklet ind i sygehusvæsenets finmaskede net og havde fået foretaget en unødvendig medicinjustering, der risikerede at blokere både for afføringen og evnen til at køre bil.

Men hverken tyrannerne fra Sundhedsstyrelsen, eller landets sygehuse var at finde blandt debatpanelets deltagere på Lægedage. Og det var en skam. I stedet fik Per Larsen den tvivlsomme ære af at bringe stafetten videre og levere en umiddelbar reaktion på DSAM-formandens sprudlende åbningstale, og mens han padlede afsted, faldt intensiteten i salen.

Det var kun Anders Kuhnaü, der kort efter dristede sig til at sige, at man skal passe på med at skabe en modsætning mellem lægerne i almen praksis og lægerne på sygehusene. »Fra regionernes side prøver vi at fokusere på at spille sammen,« som han understregede, selvom han da godt kunne genkende billedet af de mange guidelines.

PLO’s mærkesager i fokus

Da moderator Nynne Bjerre Christensen kort efter sporede debatten ind på PLO’s vigtige mærkesager, herunder bekæmpelsen af koncernklinikker/stråmandsklinikker og vigtigheden af kontinuitet i almen praksis – et pensum hun efterhånden kan til fingerspidserne efter at have ageret moderator på Lægedage i flere år – førte emneskiftet desværre ikke det fornødne stød af kraft og vitalitet med sig.

Havde arrangørerne af Lægedage ønsket en ordentlig debat om koncernklinikker, så kunne de passende have inviteret Thomas Helt, nu hvor den verserende regeringsdannelse har ageret benspænd for en bredere politisk deltagelse

»Jeg er mega bekymret for koncernklinikker,« slog Kirsten Normann Andersen hurtigt fast, mens Per Larsen fulgte trop med en påmindelse om, at han allerede havde fremsat et lovforslag, der havde til formål at bekæmpe ‘dette onde’, hvor private firmaer samarbejder med praktiserende læger om driften af lægeklinikker i Danmark. En model, der har vundet udbredelse på grund af lægemanglen, PLO’ernes geografiske præferencer og det faktum, at speciallæger i almen medicin kan eje op til seks ydernumre ifølge Sundhedsloven.

Anders Kuhnaü medgav også, at han foretrak den traditionelle model, hvor lægen køber ydernummeret og driver sin klinik med hjælp fra læger og personale. Men hvorfor blev Per Larsens lovforslag så ikke til virkelighed? Og hvem er villig til at udfylde hullet i lægedækningen, hvis én læge kun må eje ét ydernummer? De dilemmaer kunne man godt have ønsket at blive lidt klogere på, ligesom det også hører med til historien, at flere regioner for nylig helt har ændret måden, de udmønter nye ydernumre på.

Adgang forbudt

Havde arrangørerne af Lægedage ønsket en ordentlig debat om koncernklinikker, så kunne de passende have inviteret Thomas Helt, direktør i Alles Lægehuse, nu hvor den verserende regeringsdannelse har ageret benspænd for en bredere politisk deltagelse.

De seneste år har han tjent godt på at levere lægedækning i mest lægefattige områder af landet. Ligesom firmaet Nordic Medicare er han dog i dag forment adgang til Lægedage.

Det kunne have været interessant at høre Thomas Helt stå på mål for, hvad en vikarlæge i 14 dage i en af hans klinikker i Sønderjylland har af incitament for at rydde op efter sig selv og afslutte sine patientforløb. Eller Bolette Friderichsens uimodsagte observation af, at de patienter, som er tilknyttet koncernklinikkerne i Region Nordjylland, fylder uforholdsmæssigt meget, når hun er på arbejde i lægevagten.

Og måske Thomas Helt så efterfølgende kunne have givet nogle anderledes bud på, hvordan vi igen lokker læger ud i de områder af landet, hvor behovet blandt befolkningen er allerstørst.

5.000 praktiserende læger i 2035 er som bekendt allerede er en politisk vedtaget ambition, og som Jørgen Skadborg, formand i PLO, bemærkede, så taler de unge læger i dag ikke om work-life balance, men life-work balance. Mange vil ikke arbejde på samme måde som tidligere, og selvom Thy er et yndet PLO-eksempel på, hvordan udfordringerne med lægedækning i vandkanten kan løses, så er der ikke noget Cold Hawaii på hverken Vestsjælland, Lolland eller Falster.

Man kan håbe, at næste års åbningsdebat på Lægedage indeholder lidt flere kalorier og lidt flere forskelligartede synspunkter. Med over 2.400 deltagere fra almen praksis rækker trådene ud i samfundet bredt, og det udstillingsvindue virker for vigtigt til at lade passere.