Mangel på sygeplejersker går ud over uddannelsen af speciallæger

Skaf flere sygeplejersker eller få privathospitalerne til at deltage i lægers kirurgiske videreuddannelse.

Sådan kan man opsummere det nødråb, som hele 12 læger, lektorer, forskere og professorer kommer med i debatindlægget ‘Vi visiterer kirurgiske patienter til privathospitalerne, men glemmer uddannelsen’ i denne udgave af Dagens Medicin.

Vi har reduceret vores operationskapacitet voldsomt på grund af personalemangel, især på sygeplejersker, og vi har slet ikke den operationsaktivitet, som vi plejer

Lars Tue Sørensen, cheflæge, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Indlægget beskriver en ond, nedadgående spiral i den offentlige sygehussektor på grund af den grasserende mangel på først og fremmest anæstesi- og operationssygeplejersker.

For personalemanglen tvinger hospitalerne til at mindske deres egen kapacitet og sende flere kirurgiske indgreb i udbud blandt de private hospitaler, som i forvejen modtager mange patienter fra det offentlige som følge af 30-dages behandlingsgarantien. Hertil kommer en del forsikringskunder og naturligvis selvbetalere.

Men når der placeres flere og flere operationer hos privathospitalerne, forsvinder også dele af uddannelsesmulighederne for kommende speciallæger. For de private sygehuse deltager ikke systematisk i lægers uddannelse.

Indlæggets 12 forfattere udgør styregruppen for Dansk Herniedatabase, og de har problemet tæt inde på livet.

»Det er så grelt, at man nu på Bispebjerg Hospital er stoppet med at ansætte læger i introduktionsstillinger i kirurgi, idet man ikke kan tilbyde en sufficient kirurgisk uddannelse,« skriver de bl.a.

Slut med introlæger

Det kan Lars Tue Sørensen tale med om. Han er cheflæge på Abdominalcenter K på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og ser for tiden ikke skyggen af en introlæge.

»Vi har ansættelsesstop på introstillinger, fordi vi ikke foretager nok brokoperationer, som introlæger skal udføre under supervision. Men dem har vi stort set ikke haft det seneste års tid,« siger han.

»Vi har reduceret vores operationskapacitet voldsomt på grund af personalemangel, især på sygeplejersker, og vi har slet ikke den operationsaktivitet, som vi plejer.«

Når det er operationer som f.eks. brok, der sendes i udbud, skyldes det, at der primært er tale om elektive indgreb, og at de i vid udstrækning er rutineoperationer.

Dermed står de offentlige hospitaler tilbage med de akutte tilfælde, de meget syge patienter og de vanskelige operationer. Men det nytter ikke for de kommende kirurger kun at lære den slags.

»I uddannelsen skal man øve sig eller læres op i nogle indgreb, som er standardiserede og ret enkle,« forklarer Lars Tue Sørensen.

Udbud med uddannelse

Problemet har været erkendt et stykke tid. Region Hovedstaden har forsøgt sig med en mulig løsning i form af en option i det seneste offentlige udbud af bl.a. brokoperationer, der gør det muligt for privathospitaler at tilbyde sig som uddannelsessted.

Ifølge Lars Tue Sørensen er der drøftelser i gang om at iværksætte den del af udbudsaftalen. Men optionen om uddannelse vedrører alene hoveduddannelsesstillinger, og den løser dermed ikke problemet med introstillinger.

Dem øjner Lars Tue Sørensen ikke nogen løsning for lige p.t. Et forsøg sidste år på at lave en uddannelsesaftale med et privathospital for disse helt grønne læger løb ud i ingenting.

Ifølge ham fordi det pågældende privathospital skønnede, at den tid, det skulle bruge på kirurgisk oplæring af introlægerne, ville kræve så mange ressourcer, at det ville påvirke hospitalets indtjening negativt.

Alle de ‘skærende specialer’

Abdominalkirurgien er ikke ene om at døje med at kunne løfte uddannelsesforpligtelsen. Faktisk er stort set alle de såkaldt skærende specialer berørt.

Man kan skælde folk ud for, at de vil arbejde på deltid, men man kan også se på, hvorfor så mange ikke ønsker fuld tid. Man kan se på arbejdsforholdene

Jens Hillingsø, cheflæge, Rigshospitalet

»Det gælder ortopædkirurgien, øre-næse-halskirurgien, i et vist omfang gastrokirurgien, og det har også spillet en rolle for øjenkirurgien, ligesom jeg tænker, at gynækologien er påvirket,« siger formanden for Dansk Kirurgisk Selskab, Jens Hillingsø, som er cheflæge på Afdeling for Organkirurgi og Transplantation på Rigshospitalet.

Han er næstformand i regionens sundhedsfaglige råd for kirurgi, hvor uddannelsesdelen i udbudsaftalen om bl.a. brokoperationer blev udklækket.

»Vi havde fokus på hoveduddannelseslægerne i galdekirurgi og brokkirurgi, fordi det er områder, hvor der i hoveduddannelsen er krav om, at man skal have gennemført et vist antal operationer,« siger han.

»Aftalen omfatter 25 superviserede operationer i dagkirurgi, som skal udføres inden for 3 måneder. Vi flytter ikke uddannelsespladser, men vi prøver at sikre, at der foretages nogle superviserede indgreb, som så ikke bliver superviseret på hospitalet (det offentlige, red.), men på et privathospital.«

Der er fortilfælde, f.eks. inden for ortopædkirurgi og øre-næse-hals operationer, hvor indgreb er blevet lagt ud til privatpraktiserende speciallæger, som så har varetaget en uddannelsesfunktion. Derimod er det ikke sædvanlig praksis at inddrage privathospitalerne.

Jens Hillingsø regner med, at uddannelsesdelen i udbudsaftalen kan effektueres ‘her i efteråret’, som han siger, men det udløsende problem – manglen på sygeplejersker – udestår jo stadigvæk.

Men omvendt ville personalemangelen ikke presse systemet helt så meget, hvis det ikke var for behandlingsgarantien på 30 dage. Som så mange andre læger går Jens Hillingsø ind for en mindre rigid ordning, så ordningen blev begrænset.

»Der er visse livstruende eller tidskritiske sygdomme, hvor det er en god ide at have garantier,« siger han.

Og så kunne Jens Hillingsø godt tænke sig noget mere faktuel viden om sygeplejerskemanglen. Ellers er det svært at imødegå den, mener han.

»Jeg vil gerne plædere for, at man laver en uvildig undersøgelse. Hvor er de blevet af? Er det de ældre sygeplejersker, der er gået på efterløn? De yngre, der ikke kan lide vilkårene«?, spørger han retorisk.

Det ses tit i debatten, at mange sygeplejersker kun arbejder deltid, men Jens Hillingsø vil gerne vide hvorfor.

»Man kan skælde folk ud for, at de vil arbejde på deltid, men man kan også se på, hvorfor så mange ikke ønsker fuld tid. Man kan se på arbejdsforholdene,« foreslår han.

Ud fra bedre funderet viden kunne man så begynde at arbejde med tiltag, der kunne løse manglen.

Få de private ind

Indtil den skønne dag, hvor et run på ledige sygeplejerskestillinger måtte indfinde sig, må der imidlertid findes andre løsninger for at få uddannet de kommende speciallæger.

I debatindlægget ‘Vi visiterer kirurgiske patienter til privathospitalerne, men glemmer uddannelsen’ plæderer de 12 forfattere for, at privathospitalerne ikke alene bør få muligheden for at tilbyde uddannelse som f.eks. i Region Hovedstadens broklicitation, men at de får pligt til det.

»Det er … helt afgørende, at man gentænker samarbejdet med de private sygehuse. Der skal ikke være en uddannelsesoption i et udbud, men derimod et uddannelseskrav,« skriver forfatterne bl.a.

»Vi havde rammerne klar, men… «

Formelt er der ikke noget i vejen for, at private hospitaler kan påtage sig en uddannelsesforpligtelse. Det er bare ikke sket i videre omfang.

Hvis vi skal kaste os mere ind i uddannelserne, skal vi have et grundlag at stå på, der er langsigtet

Jacob Rixen, politisk chefkonsulent, Sundhed Danmark

»Samarbejde med privatpraktiserende speciallægepraksis – øre-næse-halslæger, hudlæger og øjenlæger – har vi haft fast, men vi har ikke de store erfaringer med privathospitalerne,« siger Mads Skipper, sekretariatschef og kontorchef i Videreuddannelsesregion Nord.

»Det blev drøftet for nogle år siden i Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse, hvor man sagde, at der ikke var noget til hinder for at lave aftaler, men at det var vigtigt, at alle vanlige formalia var i orden. Det vil sige at der skal være vejledninger; målbeskrivelserne skal efterleves; der skal være uddannelsesplaner og uddannelsesansvarlige til at sikre kompetencerne og ikke kun inden for rollen som medicinsk ekspert, men også de andre lægeroller. Alle de kvalitetskriterier skal være i orden.«

Dernæst kommer naturligvis det økonomiske aspekt, for et sådant setup er jo ikke gratis. Og nok så vigtigt er, hvad man måske kan kalde forsyningssikkerheden.

»Vi gjorde os nogle erfaringer på et tidspunkt inden for urologi. Vi havde rammerne klar og var på vej til at sende uddannelseslæger ud (på privathospitaler, red.), men så blev operationerne trukket tilbage til de offentlige hospitaler igen, og så var det ikke længere aktuelt,« fortæller Mads Skipper.

Måske er Region Hovedstadens ide med en uddannelsesklausul i udbuddet den model, der lige i øjeblikket er mest gangbar. Som Mads Skipper siger:

»Jeg synes, at det på forsøgsbasis er en god ide at afprøve det. Bl.a. for at få testet, hvor hurtigt man kan lave sådan nogle aftaler ad hoc.«

Privathospitalerne vil gerne

Egentlig kan det undre, at privathospitalernes deltagelse i uddannelsen af de kommende speciallæger har været så træg at få i gang, for de har i årevis sagt, at de gerne vil deltage. Det vil de stadig gerne.

»I et bredere perspektiv vil vi meget gerne være en større del af uddannelsesfunktionerne. Hverken principielt eller i praksis er der juridiske begrænsninger – vi har f.eks. tidligere varetaget uddannelsesforpligtelser af ortopædkirurger,« siger Jakob Rixen, politisk chefkonsulent hos Sundhed Danmark, der er privathospitalernes interesseorganisation.

Skal her-og-nu aftaler og ad hoc-aftaler afløses af en mere fast ramme, kræver det dog planlægning med et langt sigte, mener privathospitalerne.

»Hvis vi skal kaste os mere ind i uddannelserne, skal vi have et grundlag at stå på, der er langsigtet. Når de enkelte medlemmer opbygger uddannelsesfunktioner, skal det ikke bare være en engangsaffære. Den sikkerhed er det, vi har manglet,« siger Jakob Rixen.

Dimensioneringsplanen

Allerhelst ville privathospitalerne inddrages i dimensioneringsplanen, som Sundhedsstyrelsen udarbejder, og som fastlægger, hvor mange speciallæger, der uddannes hvor.

I en opstartsfase kunne vi måske køre med løntilskud som det offentlige, og på længere sigt kunne vi se på, om der skulle en tillægstakst til

Jacob Rixen, politisk chefkonsulent, Sundhed Danmark

Det ville skabe stabilitet, men ville også cementere de private hospitalers rolle som fast element i det danske sundhedsvæsen, og det er der ikke nødvendigvis politisk enighed om.

»Det er mange af disse her ting, der er udtænkt i en tid, hvor der kun var én aktør på markedet. Og mange steder skal der nok en gennemgribende kulturændring til,« som Jakob Rixen siger.

Indtil en sådan måtte indfinde sig, er Sundhed Danmark positivt indstillet over for ad hoc-løsninger som den, der p.t. tegner sig i Region Hovedstaden vedrørende bl.a. brokoperationer.

»Vi ser helst nogle langsigtede nationale aftaler. At komme med i dimensioneringsplanen vil være det bedste, men indtil da vil vi ikke være afvisende overfor, at det andet kunne være interessant,« siger Jakob Rixen.

En anden model kunne være at lægge billet ind på enkeltelementer af uddannelsen – lidt ligesom de enkelte afdelinger på de offentlige hospitaler.

»Der er mange hoveduddannelser, hvor man skal omkring forskellige hospitaler, og der vil vi kunne byde ind på en del af den opgave,« siger Jakob Rixen.

Dem, der betaler – dvs. skatteborgerne – må dog være indstillet på, at der er en pris.

I øjeblikket kan de private hospitaler tilbyde tiltrækkende priser på typisk standardiserede operationer, bl.a. fordi de ikke skal tage sig af ting som akutte patienter, langtidsindlæggelser og uddannelse af læger.

»Tilbagemeldingen fra vores medlemmer er, at de vil være villige til at uddanne for samme beløb, som de regionale hospitaler får. Der skal være en afregning, så det ikke er en underskudsopgave, men det er heller ikke noget, vi skal tjene penge på,« siger Jakob Rixen.

»I en opstartsfase, og indtil alting er udbygget, så kunne vi måske køre med løntilskud som det offentlige, og på længere sigt kunne vi se på, om der skulle en tillægstakst til, hvis vi har uddannelsesforløb.«

Læs også:

Vi visiterer kirurgiske patienter til privathospitalerne, men glemmer uddannelsen