Kirurgi
Landets kirurger i fælles opråb over presset sundhedsvæsen
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Læger står nu og skal vælge mellem operation af en relativ akut kræftpatient og en patient, der kommer ind med en akut tilstand som en blødning eller et knivstik, der virkelig er livstruende,« siger Jens Hillingsø, formand for Dansk Kirurgisk Selskab, om den aktuelle situation på landets kirurgiske afdelinger.
Mangel på personale, sygeplejestrejke, flere års manglende kapacitet og en pukkel efter coronapandemiens første tid har presset sygehusvæsenet i knæ. Landets kirurger er nu et sted, hvor de er nødt til at prioritere mellem selv akutte patienter. Og det skal der, ifølge et brev fra Kirurgisk Forum, sættes en stopper for.
Hvem skal opereres først? Hende med en livstruende kræftsygdom eller ham med et akut stiksår? Det er sådanne svære valg, som landets kirurger hver dag i øjeblikket er tvunget til at træffe, og nu skal det være slut.
I et brev fra Kirurgisk Forum, der er underskrevet af formændene for 14 kirurgiske områder, slår landets kirurger i samlet flok alarm.
Situationen i det danske sundhedsvæsen er nu så presset, at kirurgerne tvinges til at vælge mellem, hvilke akutte patienter, der skal opereres først.
»Læger står nu og skal vælge mellem operation af en relativ akut kræftpatient og en patient, der kommer ind med en akut tilstand som en blødning eller et knivstik, der virkelig er livstruende,« siger Jens Hillingsø, der er formand for Dansk Kirurgisk Selskab, til TV2.
Bred opbakning fra lægeforeninger
Kirurgernes opråb møder støtte fra det øvrige sundhedsvæsen. Brevet fra Kirurgisk Forum er blevet sendt til Danske Regioner og landets lægeforeninger, hvor det møder opbakning af både Lægeforeningen, Yngre Læger, Overlægeforeningen og Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber (LVS).
I et svar til Kirurgisk Forum skriver lægeforeningerne og LVS i samlet flok bl.a.:
»Vi deler til fulde jeres bekymring – både for den aktuelle akutte situation på landets hospitaler og for udviklingen i sundhedsvæsnet i de kommende år.«
»En nøgle til at undgå, at arbejdsmiljøet presses helt i bund lige nu, er, at arbejdsgiverne og ledelserne på alle niveauer i hospitalsvæsnet tager ansvar for helt konkret prioritering af opgaver og udviser ordentlighed i vagtplanlægning og arbejdstilrettelæggelse i de kommende dage, uger og måneder – og derved viser i handling, at de har ledelsesansvar for et ordentligt og trygt arbejdsmiljø.«
Problemet bliver på længere sigt ifølge Jens Hillingsø blandt andet løst ved, at andre personalegrupper bliver uddannet til at varetage sygeplejerskernes arbejde. Ligesom han mener, at behandlingsgarantien bør nuanceres, så den ikke bare per automatik er ens for alle, uanset sygdom.
Del artiklen: