Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Kirurgi

Kirurger i nødråb til sundhedsministeren om forholdene på landets sygehuse 

Udgivet:
Kommentarer (0)

I et direkte brev til sundhedsministeren udtrykker landets kirurger en stor bekymring for de patienter, der hver dag får aflyst og udskudt vigtige kirurgiske behandlinger på grund af den akutte mangel på personale på landets sygehuse.


Midt i valgkampen sendte Kirurgisk Forum på vegne af alle landets kirurger i går et brev til sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og Folketingets sundhedsordførere. Brevet er et nødråb om et akut behov for hjælp til at løse den omfattende krise, som det danske sundhedsvæsen står over for.

Det skriver DR.dk.

Ifølge Kirurgisk Forum er den nuværende situation på operationsgangene på landets sygehuse langt fra holdbar, og der skal ske markante ændringer nu.

Der er alt for lidt personale, og det betyder, at patienter skal vente i alt for lang tid for at få den rette behandling. Operationer ender med at blive udskudt, fordi akutte patienter skal prioriteres, og det medfører store omkostninger for patienterne.

»Når patienterne skal vente, risikerer de at blive dårligere af deres sygdom og skal måske have lavet en større operation, fordi de har ventet meget længere, end de burde ud fra vores lægefaglige vurdering,« fortæller Helga Gulisano, der er talsperson for Kirurgisk Forum, til DR.

Behandlingsgarantien bør nytænkes

I brevet skriver kirurgerne blandt andet, at der er behov for bedre arbejdsvilkår, flere ressourcer til de mest syge samt en differentieret behandlingsgaranti.

Særligt har kirurgerne et ønske om, at der ændres på behandlingsgarantien, så den kan differentieres alt efter behandling. På nuværende tidspunkt har alle patienter uanset, hvad de fejler, ret til behandling inden for 30 dage.

Den akutte mangel på arbejdskraft betyder dog, at de 30 dages behandlingsgaranti ikke kan overholdes. Den gennemsnitlige ventetid på alle typer af planlagt behandling er ifølge tal fra Danske Regioner og Sundhedsministeriet steget fra 31 dage i første kvartal 2020 til 45 dage i andet kvartal 2022. Og ser man udelukkende på tallene for i år, forventes ventetiderne kun at stige.

Med en differentieret behandling vil det være muligt for lægerne at prioritere de patienter, som har mest brug for det og lade dem komme til først. Det vil ifølge Helga Gulisano sikre langt bedre vilkår for både personale og patienter. Samtidig kan det være med til at behandlingsgarantien rent faktisk overholdes.

Konsekvenser for fremtiden

Manglen på både kirurger og plejepersonale er ikke kun et aktuelt problem, men det er en krise, der kan strække sig langt ud i fremtiden. Personalemanglen betyder nemlig, at operationer flyttes til privathospitalerne, hvilket medfører en økonomisk straf for den pågældende afdeling på sygehuset, skriver Kirurgisk Forum i brevet.

Når operationerne flyttes fra sygehusene giver det også en problematik for uddannelsen af nye kirurger. De kommende kirurger får således ikke mulighed for at oplæres i indgreb, fordi disse behandlinger er flyttet til privathospitalerne, hvor der ikke er uddannelsesforpligtigelse.

Ifølge Kirurgisk Forum er der altså tale om krise af større kaliber, og det vil kræve en yderst målrettet indsats at komme på rette spor. Også Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm udtalte til DR tidligere på året, at der ifølge ham er tale om den største krise i de seneste 30 år i forhold til at få sundhedsvæsenet til at hænge sammen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere