Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Kirurgi

Håb for kroniske smertepatienter: Cryoneurolyse har et kæmpe potentiale

Udgivet:
Kommentarer (0)

Cryoneurolyse går ud på at fryse de sensoriske nerveender, der er årsagen til kroniske smerter, og dermed skabe en kontrolleret nerveskade på aksonerne. Efterfølgende begynder nerven at nedbryde sig selv. Efter nogle uger vokser nerven ud igen, men smerten vender ikke altid tilbage.

Både på Gastrokirurgisk Afdeling på Amager og Hvidovre Hospital og på Afdeling for Urinvejssygdomme på Herlev og Gentofte Hospital henviser kirurgerne patienter til cryoneurolyse for at få bugt med patienternes kroniske smerter. Erfaringerne er gode, og nu er lægerne begyndt at indsamle data for effekten.


Brugen af cryoneurolyse vinder frem på kirurgiske afdelinger rundt om i landet, hvor læger henviser patienter til behandlingen for kroniske smerter.

Det er en succesoplevelse, fordi vi taler om patienter, som har været meget svært ramt

Mikkel Fode, overlæge og professor, Afdeling for Urinvejssygdomme, Herlev og Gentofte Hospital

Det gælder blandt andet på Gastrokirurgisk Afdeling på Amager og Hvidovre Hospital, hvor overlæge Morten Stadeager opererer patienter for lyskebrok.

Han fortæller, at omkring 12.000 danske mænd hvert år bliver opereret for lyskebrok, og at ud af dem udvikler omkring tre pct. efterfølgende svære kroniske smerter.

Siden 2021 har Morten Stadeager henvist patienter til cryoneurolyse.

»Vi kan se, at flere af vores patienter med kroniske smerter efter lyskebrokkirurgi har gode resultater af behandlingen, men det er vi selvfølgelig nødt til at have reelle data for. Dem er vi derfor begyndt at indsamle. Kan vi vise, at behandling med cryoneurolyse virker, som vi tror, har det et meget stort potentiale, idet omkring 20 mio. mennesker hvert år bliver opereret for brok på verdensplan. Hvis tre pct. af dem udvikler kroniske smerter, er det et meget stort antal, der kan få gavn af denne behandling,« siger Morten Stadeager.

Nogle patienter har fantastisk effekt

Et andet sted, hvor cryoneurolyse er blevet en del af tilgangen til patienter med kroniske smerter, er på Afdeling for Urinvejssygdomme på Herlev og Gentofte Hospital.

Her er Mikkel Fode overlæge og professor, og han beretter om gode erfaringer med cryoneurolyse til behandling af mænd med smerter i testiklerne.

Mikkel Fode fortæller, at ved testikelsmerter, hvor lægerne ikke kan finde den underliggende årsag, har kirurgerne traditionelt tilbudt at fjerne den smerteramte testikel eller bitestikel.

Erfaringer med det kirurgiske indgreb er dog ikke særligt gode, idet det kun hjælper omkring 50 pct. af patienterne, mens lægerne står tomhændede tilbage i forhold til at kunne hjælpe den anden halvdel, der fortsat har smerter.

»Det er en situation, jeg bryder mig meget lidt om. Nu har vi imidlertid fået muligheden for at henvise til cryoneurolyse, og vores oplevelse er, at nogle af disse patienter, som vi ikke har kunnet hjælpe før, opnår en god effekt. Det er en succesoplevelse, fordi vi taler om patienter, som har været meget svært ramt,« forklarer Mikkel Fode.

Morfin er et ringe alternativ

Morten Stadeager vurderer, at behandling med cryoneurolyse har været livsændrende for nogle af hans patienter med lyskebrok.

En gennemsnitlig patient, der bliver opereret for kroniske smerter efter lyskebrokkirurgi, er 50 år gammel, har kone og børn og er stadig aktiv på arbejdsmarkedet.

I de sværeste tilfælde af kroniske smerter efter behandling for lyskebrok kan patienten ende med at være afhængig af morfin for at få hverdagen til at hænge sammen.

Overlæge Mikkel Fode forventer, at cryoneurolyse på sigt vil blive en mere rutinemæssig behandling. Foto: PrivatFoto: Privat

Morten Stadeager fortæller, at tidligere erfaringer har vist, at det for nogle patienter kan hjælpe at skære de involverede sensoriske nerver til lysken over, men at det bestemt ikke altid ender med det ønskede udfald.

»Det er ikke gratis at skære nerverne over. Afhængig af, hvor det gøres, kan det påvirke muskulaturen i lysken, som så ikke fungerer og buler ud. Uafhængigt af, hvor det gøres, kan der også dannes en nerveknude, som vedligeholder smerten. Med cryoneurolyse bevarer man nervens isolering, så der ikke kommer arvævsudvikling, og desuden kan vi lave indgrebet på nerven uden at lave et operativt indgreb med de risici, som det indebærer,« siger han.

Patienter udfører spørgeskemaer før og efter cryoneurolyse

Mikkel Fode vurderer, at 20 til 30 patienter på Afdeling for Urinvejssygdomme på Herlev og Gentofte Hospital årligt kandiderer til behandling med cryoneurolyse.

I takt med at flere og flere patienter bliver henvist til behandlingen, beder lægerne også patienterne om at besvare spørgeskemaer vedrørende deres smerter før og efter behandlingen.

Disse spørgeskemaer kommer til at være en del af den dataindsamling, som er nødvendig for at kunne stå på helt fast videnskabelig grund, når man henviser patienter til behandlingen.

»Vi har på fornemmelsen, at behandlingen virker rigtig godt, og det skal vi selvfølgelig have evidens for. Der er også patienter, for hvem behandlingen ikke virker, eller som bliver sendt hjem igen uden at være blevet behandlet, fordi det bliver vurderet, at cryoneurolyse ikke vil virke for dem. Men jeg tillader mig at være positivt indstillet over for behandlingen. Det er ingen mirakelkur, men jeg vil tro, at vi kommer til at bruge behandlingen rutinemæssigt på sigt,« siger Mikkel Fode.

Er selv begyndt at behandle med cryoneurolyse

Den samme melding kommer fra Gastrokirurgisk Afdeling på Amager og Hvidovre Hospital og Morten Stadeager.

Også her følger man patienterne nøje og systematisk for at få et overblik over, hvem behandlingen hjælper, og hvem den ikke hjælper.

»Vi ser, at ikke alle bliver hjulpet, men af dem, som bliver hjulpet, har en stor del ikke brug for yderligere behandling efter cryoneurolyse, og det er meget positivt,« siger Morten Stadeager.

Faktisk har erfaringerne med cryoneurolyse været så positive, at den afdeling, hvor Morten Stadeager er overlæge og kirurg, har indgået et samarbejde med narkoselægerne på hospitalet, om at de nu også kan gennemføre indgrebet.

Det er selvfølgelig sket efter grundig oplæring.

Tanken bag selv at benytte cryoneurolyse i hospitalsregi er, at det også skal bidrage til dataindsamling.

»Vi tror nok på behandlingen til, at vi nu grundigt undersøger effekten. Det er min vurdering, at omkring 150 lyskebrokpatienter årligt vil have gavn af behandlingen i Danmark, men før det kan blive aktuelt, skal vi have solide data for effekten, og til hvem vi bedst benytter cryoneurolyse,« siger Morten Stadeager.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere