Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Karriere

Yngre Lægers medlemmer stemmer ja til ny overenskomst

Udgivet:
Kommentarer (0)

Den nye overenskomst indeholder mange gode elementer, og derfor er det dejligt, at så mange medlemmer stemmer for aftalen, mener Helga Schultz, forperson for Yngre Læger.

Historisk høj stemmeprocent blandt yngre læger ender i et ja til ny overenskomst. Aftalen ventes at give en reallønsfremgang på næsten fire pct. i den kommende overenskomstperiode.


Et flertal på 67 pct. af Yngre Lægers medlemmer har stemt ja til den nye overenskomst ved en urafstemning, som sluttede i sidste uge. Stemmeprocenten var på 59 og er blandt de højeste i Yngre Lægers historie. Dermed kan Yngre Lægers godt 16.000 medlemmer se frem til en ny overenskomst pr. 1. april 2024.

Resultatet glæder Yngre Lægers forperson, Helga Schultz.

»Jeg er meget glad for, at et flertal af medlemmerne har valgt at stemme ja til overenskomsten, for jeg synes, at den indeholder mange gode elementer, som vi vil få glæde af både nu og i fremtiden,« siger Helga Schultz i en pressemeddelelse fra Yngre Læger, og fortsætter:

»Den høje stemmeprocent på 59 vidner om et stort engagement blandt vores medlemmer, og det er altafgørende i en fagforening som vores. Mange har deltaget aktivt til medlemsmøder og i debatten, hvilket er godt og sundt for medlemsdemokratiet. Så jeg er virkelig glad for den historisk høje stemmeprocent, som er den højeste, vi har set siden 1981.«

Lønforhøjelser på vej

Med overenskomstfornyelsen kan læger i regionerne se frem til en lønforhøjelse på 5,76 pct. allerede i år, hvoraf de 4 pct. kommer 1. april. Læger i staten får en lønforbedring på 5,89 pct. 1. april 2024. I alt forventes en reallønsfremgang for hele den kommende overenskomstperiode på 3,9 pct.

Overenskomstfornyelsen sikrer også en pensionsforhøjelse for uddannelseslægerne, så alle fremover vil få en pension på 19,36 pct.

Derudover indeholder overenskomsten en række elementer, som udvikler afdelingslægestillingen: Et markant løft i ulempetillægget, en bonus for seniorer og nye, frivillige arbejdsformer i form af plustid, merarbejde og køb af vagttjeneste for de speciallæger, der ønsker nye vilkår.

I alt afgav 9.371 medlemmer af Yngre Læger deres stemme.

Læs også:

26. februar 2024: Få overblikket: Overenskomstaftale for hospitalslæger er på plads

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere