Karriere
»Vi vil skabe et Top Gun for akutlæger«
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Som leder af en akutafdeling handler det ikke kun om at have øje på alle de patienter, der er i varetægten hos mine kolleger lige nu, men også om at have øje på dem, der kommer i morgen og i overmorgen, om et år og om ti år,« siger Ulf Hørlyk, der siden 1. maj har stået i spidsen for den fælles akutmodtagelse på Sydvestjysk Sygehus
For et par måneder siden offentliggjorde Ulf Hørlyk, at han forlod stillingen som cheflæge for den fælles akutmodtagelse i Horsens, fordi han ikke kunne blive enig med ledelsen om retningen. Nu skal han stå i spidsen for udviklingen af fremtidens akutmodtagelse på Sydvestjysk Sygehus på et fundament af alt det, der gik både godt og skidt i Horsens.
I Esbjerg lystbådehavn har en ny båd lagt til. Den tilhører cheflæge Ulf Hørlyk, der siden 1. maj har været ansat på Sydvestjysk Sygehus’ fælles akutmodtagelse.
Det gav genklang i hele det danske akutmedicinske miljø, da Ulf Hørlyk for et par måneder siden offentliggjorde, at han ville forlade sit hjertebarn, den fælles akutmodtagelse (FAM) på Regionshospitalet Horsens, efter mere end fem år som ledende overlæge. Afdelingen, som han havde været med til at sætte på landkortet og sætte de ambitiøse rammer for, skulle køre videre uden ham.
Ulf Hørlyk beskrev det selv som en hjertesorg, men det kunne ikke være anderledes, for han og ledelsen sled for hårdt på hinanden. Det kommer vi tilbage til, for Ulf Hørlyk har allerede kastet sin kærlighed på en ny akutmodtagelse. Det er endnu et ‘lægefagligt udviklingsprojekt’, men han er ikke i tvivl om vejen derhen.
Der er ingen, der har lavet den store strategi for Danmark på akutområdet, så hvorfor skulle det ikke være os, der skabte den rigtige model?
Ulf Hørlyk, cheflæge, FAM, Sydvestjysk Sygehus
»Vi leder ikke efter mennesker, der drømmer om at træde ind i en vagtplan. Vi leder efter dem, der har lyst til at lave vagtplanen. Vi vil skabe et Top Gun for akutlæger, hvor du skal kunne det hele og ville være blandt de bedste,« siger Ulf Hørlyk.
Man kan høre på hans ordvalg, at han har haft travlt med at rekruttere den seneste måned og har forfinet salgstalen. Han har travlt med at sætte det hold, der vil være med til at udvikle Fælles Akutmodtagelse på Sydvestjysk Sygehus (SVS).
Fremtidens akutafdeling
Med kun en måned i sædet på chefstolen er der stadig meget, Ulf Hørlyk ikke har styr på, men retningen er ikke én af dem.
»Vi skal skabe en akutafdeling, som kan række ind i fremtiden. Jeg får lov til at sammensætte et hold nu, der skal være med til at designe akutmodtagelsen i en proces de næste år. Det er et sindssygt privilegium,« siger Ulf Hørlyk.
Og det, som speciallæger, introlæger og hoveduddannelseslæger skal skabe, er et Kinderæg: patientbehandling i høj kvalitet døgnet rundt. En fødekæde for fremtidens akutmedicinere, akutsygeplejersker og akutsekretærer. En velfungerende akutmodtagelse, der ikke belaster specialerne unødigt.
Ulf Hørlyk, har siden 1. maj stået i spidsen for den fælles akutmodtagelse på Sydvestjysk SygehusFoto: Kåre Viemose
»Akutmedicin er også at give de andre specialer tid til at gøre det, de er bedst til, så f.eks. kirurgerne får tid til at operere i stedet for at vurdere abscesser i modtagelsen eller trykke på maver, der bare er forstoppede. Vi skal finde ud af at lave akutmedicin, der både giver mening for alle specialisterne og for alle patienter, ikke kun de akutte,« siger Ulf Hørlyk.
En nødvendig skilsmisse
Det var ikke en beslutning truffet i affekt, da Ulf Hørlyk opsagde sin stilling i Horsens. To gange i månederne forinden var han gået i gang med at skrive sin opsigelse, før han afleverede en endelig version i slutningen af marts. I den forbindelse skrev han på LinkedIn: ‘Det føles, som da jeg som ung slog op med min kæreste – uvirkeligt, tungt og trist. Men dengang var jeg også i et forhold, der ikke kunne fortsætte’.
Den dag Dagens Medicin fanger ham på turen hjem fra Esbjerg til hjemmet i Aarhus, er han helt høj af begejstring over sit job som ledende akutmediciner. Han har tilbragt dagen i akutmodtagelsen.
»Det fede ved at være leder på mit niveau er vekselvirkningen mellem at være sammen med patienter og kolleger, og så at kunne kravle op i fyrtårnet og lægge planer, der passer til udsigten.«
Hvordan balancerer du mellem akutmedicineren Ulf, der brænder for patienter og udvikling, og lederen Ulf, der skal tænke på økonomi, budgetter og sin egen leder?
»Ja, det har jeg jo lige bevist, at jeg ikke er så god til. Jeg har lige sagt en stilling op, fordi vi endte i en meget lang og udtrættende konflikt om, hvad det rigtige var for patienter, medarbejdere og ledere. Og jeg har ikke helt knækket koden til, hvordan jeg undgår at ende dér.«
Hvordan vil du så prøve at sikre, at det ikke går på sammen måde i Esbjerg?
»Det var ikke kun kampen mellem, hvad der skal til for at drive en akutafdeling, og hvilke ressourcer der er til det, der sled mig op. Jeg kan holde til meget, der er svært i en god relation, men her havnede jeg i en så stram uenighed, at jeg til sidst gik i stykker. Jeg endte i en svær relation til min egen direktør, som jeg ikke havde det godt i, og jeg kunne ikke se anden vej ud end at afslutte relationen.«
Vi har bygget sygehuse med centrale akutmodtagelser, så skal vi ikke se at få dem brugt optimalt? Det synes jeg er politisk og økonomisk sund fornuft
Ulf Hørlyk, cheflæge, FAM, Sydvestjysk Sygehus
Er der kampe, du har kæmpet i Horsens, som set i bakspejlet ikke var det værd?
»Nej. De ting, jeg kæmpede for i Horsens, dem kæmper jeg også for her. Men min forberedelse er anderledes, fordi jeg efterhånden ved, hvor det kan køre af sporet. Måske ville jeg for meget for tidligt i Horsens, hvor jeg meget satsede på, at der skulle være et højt antal speciallæger, der kunne dække hele døgnet. Det var nok for ambitiøst for tidligt, og det kostede noget på rejsen. Jeg er slet, slet ikke uden skyld i, hvordan vi endte i Horsens, men nu ved jeg, hvor jeg skal være meget forsigtig, når jeg lægger skinnerne for fremtiden.«
Hvad kunne have forhindret det i at køre af sporet i Horsens?
»En tydelig vision og en tydelig strategi, lagt sammen med hospitalsledelsen. Det er den store forskel, jeg oplever nu. Vi har kigget direktionen dybt i øjnene og aftalt, at vi til efteråret lægger en strategi for udviklingen af specialet og laver et blueprint med milepæle. Der er ingen diskussioner om, hvorvidt det er et speciale i sin egen ret. Processen er meget mere tydelig, end jeg nogensinde før har prøvet. Dialogen med direktionen er tydelig, både omkring visionen og strategiprocessen. Det gør mig tryg i min rolle som cheflæge og projektudvikler.«
Ambitionerne skal tilpasses
I nærmest samme åndedrag, som Ulf Hørlyk erkender, at han måske var for ambitiøs i Horsens, forsikrer han, at ambitionsniveauet er det samme: et ensartet tilbud til de akutte patienter med speciallæger i front døgnet rundt.
»Målet om, at akutmodtagelsen skal være dækket af akutmedicinere, er uændret, og der er rimelig evidens for, at organisering med akutlæger i front 24/7 forbedrer overlevelsen for patienterne. Øvelsen bliver at tilpasse ambitionerne efter vores rammer,« siger Ulf Hørlyk.
Samtidig har han fået øjnene op for, hvordan lige præcis dén model kan have en tendens til at isolere akutafdelingerne som øer i sygehusene, så han vil holde et vågent øje med, hvad det kan komme til at betyde for overgangene for patienterne. Men først og fremmest handler det om et langt, sejt træk.
»Jeg prøver at gøre det anderledes denne her gang. Ambitionerne skal matche setuppet, og jeg skal ikke prøve at æde for meget for hurtigt. Her er jeg i tæt dialog med ledelsen om, hvad ambitionerne er, og vi er enige. Det er en stor forskel. De skinner, vi lægger ud nu, kommer akutafdelingen måske først til at køre helt stabilt på om tre cheflæger fra nu,« siger Ulf Hørlyk.
Skynde sig langsomt
»Som leder af en akutafdeling handler det ikke kun om at have øje på alle de patienter, der er i varetægten hos mine kolleger lige nu, men også om at have øje på dem, der kommer i morgen og i overmorgen, om et år og om ti år,« siger Ulf Hørlyk, der siden 1. maj har stået i spidsen for den fælles akutmodtagelse på Sydvestjysk SygehusFoto: Kåre Viemose
Ulf Hørlyk siger, at han er afklaret med, at det er en proces, men samtidig snubler ambitionerne ud af munden på ham i hver anden sætning.Du har tidligere fortalt, at du var løbet ud over stepperne med en god idé, men da du så vendte dig om, var du alene. Du havde ikke fået dine medarbejdere med dig. Hvordan sikrer du, at det ikke sker på SVS?
»Det ligger i min natur at løbe med en idé, og det prøver jeg at være helt vildt forsigtig med nu. Jeg skal ikke lave et design, som de andre læger skal arbejde i – jeg skal skabe en proces, der inkluderer alle i udviklingen af designet. Jeg prøver meget at skynde mig langsomt, så jeg ikke ender langt ude foran, kigger tilbage og tænker: ‘Kan I ikke fatte det geniale i det, jeg laver?’. Det er nu, jeg skal bevise, at jeg har lært det. Også overfor mig selv. Det er svært, for jeg har jo klare og tydelige billeder af, hvad der vil være det helt rigtige at gøre, men jeg ved også, at det vil være forkert at gøre det alene. På de gode dage ved jeg det.«
Er du klar til en driftsopgave i fremtiden, eller er det udviklingsprocessen, der trækker?
Jeg har flyttet min båd herned, så jeg kan sove på den, hvis det er nødvendigt
Ulf Hørlyk, cheflæge, FAM, Sydvestjysk Sygehus
»Det kan sagtens være, at jeg er bedre til at udvikle end til at drifte, men jeg håber da på, at vi kommer til et punkt, hvor vi drifter i en sund udvikling. Det var heller ikke driftsopgaven i Horsens, der tog pippet fra mig – det var en langvarig uheldig relation, hvor vi var uenige om sammenhængen, og jeg savnede både fælles mål og strategi. Der vil altid være ting, jeg er nødt til at gøre, selvom jeg er uenig, men hvis vægten kommer til at ligge på beslutninger, jeg mener er menneskeligt, udviklings- eller driftsmæssigt forkerte, så dør jeg. Det vil jeg nok gøre, uanset hvor du placerer mig.«
De rette folk til opgaven
Ulf Hørlyk ved godt, at Esbjerg og Sydvestjylland ikke nødvendigvis er et salgsargument i sig selv, når der skal rekrutteres, men samtidig vil han heller ikke nøjes. FAM på SVS skal have de rigtige folk med fra starten.
»Hvis du skal være en glad hoveduddannelseslæge på SVS, så skal du ville faget akutmedicin med hud og hår. Samtidig skal du være klar på at indgå i et kollektiv, hvor vi ser mindre seriøst på hierarkiet og ser meget seriøst på, at du bidrager til designprocessen,« siger Ulf Hørlyk.
Men det kræver lidt mere end at slå stillingerne op og ellers vente på, at indbakken bliver fyldt med ansøgninger, det ved han godt.
»Heldigvis er der mange, der ringer, fordi de har hørt, at der skal ske noget nyt hernede. Men hvis man skal køre halvanden time til arbejde, skal man være ret glad for sit job, og vi har lange samtaler med rigtig mange unge læger for at afklare, om det er noget for dem,« siger Ulf Hørlyk.
Han pendler selv fra Aarhus fire dage om ugen, så om nogen forstår han, hvad det er for en beslutning at træffe for de fire HU-læger og fem introlæger, der i første omgang er brug for. De erfarne kræfter er ved at være på plads, hvis de kan blive enige om kontrakterne.
»Vi har nogle solide faglige profiler, der har lysten til at skabe en akutmodtagelse og være en del af en mere end gennemsnitlig dedikeret kultur. Vi bliver en gruppe hernede på forskellige uddannelsesniveauer, der har det tilfælles, at vi brænder for akutmedicinen. Og de erfarne læger kommer til at rejse lige så langt som uddannelseslægerne for at dyrke den type akutmedicin, de brænder for,« siger Ulf Hørlyk.
Onsdage skal han arbejde fra Aarhus, men i de resterende dage skal han både nå 10-15 timer i klinikken og en fuld cheflægestilling. Han får travlt, det ved han godt, men det er prisen.
»Jeg har flyttet min båd herned, så jeg kan sove på den, hvis det er nødvendigt,« siger Ulf Hørlyk.
Tre typer af organisering:
Virtual: En akutmodtagelse uden speciallæger i akutmedicin, men i stedet drevet af fastansatte sygeplejersker og læger er på udlån fra deres stamafdelinger.
Hybrid: En akutmodtagelse, der i dele af døgnet er drevet af fastansatte akutmedicinere sammen med sygeplejersker, men hvor læger stadig er på udlån fra deres stamafdelinger for at sikre fuld dækning (som regel nat og/eller weekend).
Independent: Speciallæger i akutmedicin i front hele tiden uden hjælp fra de øvrige afdelinger.
Efterlyser 10-årsplan
Akutmedicin blev i 2017 et lægefagligt speciale efter flere års kamp, men i de fem år, der er gået, er specialet løbet i mange forskellige retninger, samtidig med at der endelig er blevet uddannet speciallæger i akutmedicin. Men Ulf Hørlyk kunne have ønsket sig højere ambitioner højere oppe i systemet.
»Jeg kunne have drømt om, at man fra centralt hold havde sagt, at der skulle være et ensartet koncept på alle akutafdelinger. Jeg har savnet en politisk strategi, der sikrer patienterne en ensartet kvalitet,« siger Ulf Hørlyk.
Han drømmer om en langsigtet 10-årsplan med en tydelig strategi og udvikling af en model, der kan fungere på alle 21 hospitaler med akutmodtagelser, der sikrer ensartet kvalitet med akutmedicinere i front i hele landet.
»Vi har bygget sygehuse med centrale akutmodtagelser, så skal vi ikke se at få dem brugt optimalt? Det synes jeg er politisk og økonomisk sund fornuft. Så i mine øjne skal politikerne bede Sundhedsstyrelsen om at lave en national 10-årsplan med en tydelig vision og en endnu tydeligere strategi for, hvordan vi kommer derhen.«
Men apropos at løbe i forvejen, så har Ulf Hørlyk ingen ambitioner om at vente på en 10-årsplan.
»Der er ingen, der har lavet den store strategi for Danmark på akutområdet, så hvorfor skulle det ikke være os, der skabte den rigtige model? Vi er så megalomane på SVS, at det tror vi godt, vi kan. Der er indtil videre ikke nogle andre, der gør det for os, så det er vi nødt til.«
Del artiklen: