Karriere
Uddannelseschefen for det hele
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Jeg opfatter bogstavelig talt, at vores sundhedsvæsen kalder på, at vi skal tænke langt mere tværgående, vælge klogt og lave lean-processer med fokus på spild og dobbeltarbejde,« siger Dea Kehler(mf.).
I en helt ny konstellation skal overlæge Dea Kehler være uddannelseschef og leder af et nyt uddannelsescenter på Esbjerg og Grindsted Sygehus. Halvdelen af tiden skal hun arbejde med tværfaglig uddannelse og understøtte udviklingen fra regionshospital til universitetshospital og den anden halvdel af tiden skal hun arbejde med kerneydelsen i FAM.
Uddanner, leder og kliniker.
Der skal være plads til mange titler på Dea Kehlers visitkort i det nye job som uddannelseschef på Esbjerg og Grindsted Sygehus, hvor hun deler tiden ligeligt mellem uddannelse og arbejdet som akutmediciner i FAM.
Hendes to seneste stillinger som henholdsvis uddannelsesansvarlig overlæge på Akutafdelingen på Regionshospitalet Randers og cheflæge på Akutafdelingen i Hospitalsenheden Vest har tidligere gjort det svært for hende at vælge mellem ledelse og uddannelse. I den nye stilling bliver det ikke nødvendigt.
Uddannelse kræver gode, smidige relationer, og at man har et godt overblik over de forskellige kompetencer
Dea Kehlers, uddannelseschef, Esbjerg og Grindsted Sygehus
»Jeg skal både arbejde med uddannelse, ledelse og i klinikken tæt på patienterne, et drømmejob for mig. Men det er også et spændingsfelt, der kræver balancering mellem tre forskellige discipliner, hvilket jeg oplever som en positiv udfordring,« siger Dea Kehler, der havde første arbejdsdag i starten af juni.
Hun bobler næsten over af begejstring i telefonen, når hun skal tale om sit nye job, der er det første af sin art i Danmark.
»Det er typisk mig at blive tiltrukket af sådan et job, men det handler også om, at jeg synes, at det er fantastisk godt tænkt strategisk. Meget visionært.«
Ny stilling, ny region
Det er ikke kun en ny stilling, det er et nyt hospital og en helt ny region for Dea Kehler, der har arbejdet 25 år i Region Midtjylland. Hun er nødt til at starte langsomt, selvom hun allerede har rettet blikket mod målet.
»Uddannelse kræver gode, smidige relationer, og at man har et godt overblik over de forskellige kompetencer. Og selvom jeg har en ‘master plan’ oppe i mit hoved, så ved jeg også godt, at jeg ikke kan løse opgaven i en organisation, jeg ikke kender, så lige nu har jeg mest travlt med at komme ud på alle de forskellige afdelinger,« siger Dea Kehler.
Når hun er på besøg ude hos afdelingsledelserne for at introducere det nye uddannelsescenter og sig selv, har hun en samling hatte med, som de skal vælge fra. Idé-hatte kalder hun dem, fordi de skal fyldes med alle de uddannelsesideer, der er på afdelingerne. Når afdelingsledelsen og uddannelsesteamet har fyldt deres hat, skal den retur til Dea Kehler.
Sådan vil Dea Kehler skabe et godt læringsmiljø
Være kreativ og stimulere kreativiteten i huset både i forhold til engagement og de organisatoriske processer
Stimulere og udvikle den eksisterende værdibaserede kultur på sygehuset, så læringsmiljøet bliver attraktivt og psykologisk trygt.
Være nysgerrig og lyttende, som var man lige landet på en fremmed planet og skulle tage sine første skridt ind i en ny og ukendt verden
Tænke uddannelse, som noget alle kan bidrage til og på lige fod med drift og forskning
Skabe en feedbackkultur, der går begge veje
Det er nogle af de ideer, der skal bruges til at skabe et overblik over de uddannelsesbehov, der er på hospitalet, og danne fundament for arbejdet med uddannelse på tværs, så der både sker et samlet løft, samtidig med at hver afdeling og faggruppe bliver løftet, hvor de har behov for det.
»Jeg skal tage udgangspunkt i de behov, afdelingerne og de forskellige faggrupper har på uddannelsesområdet, samtidig med at jeg løser den opgave, direktionen har stillet mig. Det bliver min opgave at få de strategiske mål og de eksisterende behov til at smelte sammen i tværgående uddannelsesinitiativer,« siger Dea Kehler.
Helt lavpraktisk forestiller hun sig for eksempel, at beslægtede afdelinger kan samles om de uddannelseselementer, der går igen på tværs af specialer og faggrupper.
Men i et større perspektiv er der tale om en stor omstilling, der kræver, at uddannelseschefen hurtigt finder allierede, når hun dag for dag skal opbygge sit netværk.
»Dem, der allerede arbejder med uddannelse ude på afdelingerne, er ofte meget kreative, når det kommer til forandringer. De formelle og uformelle uddannelsesambassadører skal jeg i tæt dialog med, for de skal være med til at få det her projekt til at lykkes med deres viden, erfaring og begejstring for uddannelse,« siger Dea Kehler.
Turen rundt på afdelingerne skal også give hende værdifuld viden om, hvad der virker, og hvad der udfordrer, og hvilke behov der er både her og nu og i et fremtidsperspektiv.
Fællesskabet er en del af løsningen
Kernen i uddannelsesvisionen i det sydvestjyske er tværfaglighed, og det var en vigtig del af grunden til, at Dea Kehler smed sit eget lod i hatten.
»Stillingen som uddannelseschef trak i mig, fordi jeg længe har set det tværgående arbejde som en del af løsningen på de udfordringer, vi har i sundhedsvæsenet. Jeg har altid været optaget af fællesskabet, både i den lille gruppe, på hospitalsniveau og tværsektorielt. Jeg tror på, at det kan være med til at frigive tid, minimere dobbeltarbejde og spild, skabe mere arbejdsglæde, og fremme, at vi vælger klogt, hvis vi griber uddannelse an i arbejds- og værdifællesskaber,« siger Dea Kehler.
Jeg ser frem til, at vi tænker tværfaglighed ind i læring, og jeg tror, at vi kan have glæde af at gøre ting både på tværs af faggrupper og specialer
Jarl Sigaard, UKO, Esbjerg og Grindsted Sygehus
Som uddannelseschef med personaleansvar for 12 medarbejdere og ledelsesansvar for uddannelse på hele hospitalet, er hun på niveau med afdelingsledelserne og refererer direkte til direktionen. Det betyder, at hun har mulighed for at skabe forandringer på et helt andet niveau, end hun kunne som uddannelsesansvarlig overlæge. Og hun ser forandringerne klart for sig.
»Jeg opfatter bogstavelig talt, at vores sundhedsvæsen kalder på, at vi skal tænke langt mere tværgående, vælge klogt og lave lean-processer med fokus på spild og dobbeltarbejde. Det vil skabe rum for mere uddannelse og dermed bedre drift, fordi vi bliver dygtigere. I forhold til uddannelse er det nødvendigt, fordi vi skal sikre samme høje faglighed i alle faggrupper, hvis vi skal lykkes med at løse opgaven,« siger hun.
På samme måde som teams er fundamentet for god patientbehandling, skal de også være det for god uddannelse.
»Vi skal teame kompetencer op med hinanden og skabe fællesskaber, hvor vi deler viden og arbejder sammen om uddannelse med dem, vi også arbejder sammen med i hverdagen.«
Hun glæder sig til at have muligheden for at kunne bidrage til at forandre nogle af de strukturer og overbevisninger i sundhedsvæsenet, der har stået i stampe i mange år. Det gælder for eksempel silotænkning og fokus på patienten i egen afdeling frem for at se på hele patientforløbet.
»Vi er nødt til at arbejde innovativt med den måde, vi organiserer os på i sundhedsvæsenet. Vi skal skabe en kultur, hvor vi tænker sammen baseret på et fælles værdisæt, selvom vi måske ikke udspringer fra den samme uddannelse.«
Læring og produktion skal gå hånd i hånd
Én af dem, der allerede har arbejdet med uddannelse i rigtig mange år på Esbjerg og Grindsted Sygehus, og som glæder sig til den nye udvikling, er 67-årige Jarl Sigaard, der er uddannelseskoordinerende overlæge (UKO) på Bedøvelse og Intensiv.
Speciallægen i anæstesiologi har blandt andet været uddannelsesansvarlig overlæge, inspektor og pædagogisk lektor, og skal altså nu til at tænke uddannelse meget mere tværfagligt, end han tidligere har været vant til.
Jarl Sigaard håber, at den nye, samlende uddannelsesfunktion kan være med til at sikre, at gode tiltag bliver bredt ud, og at der bliver udvekslet flere erfaringer. Og så ser han frem til et bredere samarbejde.
Dea Kehler er ny uddannelseschef på Esbjerg og Grindsted Sygehus.Foto: Robert Attermann
»Vi får sat et andet fokus på uddannelse og ovenikøbet i et tværfagligt perspektiv. Med uddannelsescentret ser jeg også, at der kommer lidt mere udfarende kraft, hvor man ellers lidt har siddet som en enmandshær i funktionen i hver vores afdeling,« siger Jarl Sigaard.
Han håber, at der bliver en synergieffekt af at samle indsatsen og skabe teams omkring uddannelse.
»Jeg ser frem til, at vi tænker tværfaglighed ind i læring, og jeg tror, at vi kan have glæde af at gøre ting både på tværs af faggrupper og specialer. Men jeg håber også, at der kommer lidt mere muskelstyrke til nogle af de mere administrative opgaver, som vi måske kan løse mere fælles.«
Og så deler han uddannelseschefens begejstring for at tænke i nye løsninger.
»Jeg synes, at det er spændende og visionært at gøre det her, fordi det gør uddannelse til et ben i det at drive sygehus, på lige fod med forskning og klinisk arbejde. Det samler nogle ressourcer mere strategisk og giver måske mulighed for at lave opgavefordeling, så vi ikke hver især sidder og laver det samme i hvert vores hjørne, men i stedet gør det sammen.«
Data skal drive udviklingen
Som noget af det første større organisatoriske arbejde vil Dea Kehler skabe en samlet kvalitativ og kvantitativ monitorering af uddannelse på hospitalsniveau. Det skal gøre det muligt løbende at vurdere effekten og kvaliteten af forskellige uddannelsesmæssige tiltag.
Der bliver allerede indsamlet mange data på hospitalerne gennem for eksempel uddannelsesevalueringer, kompetencegodkendelser, 360 graders-evalueringer og medarbejder- og patienttilfredsheds-undersøgelser, men de bliver ikke monitoreret på hospitalsniveau.
»Jeg vil simpelthen arbejde med datadrevet uddannelsesledelse, som en del af mit ledelsesgrundlag. Fremadrettet skal vi både samle de nuværende data og tilføje nye indikatorer og informative effektmål for uddannelse, så vi virkelig får fingeren på pulsen og kan se om vores uddannelsesmæssige aktiviteter bidrager til den kvalitet i patientbehandlingen, vi forventer,« siger Dea Kehler.
Data er vigtige, fordi hun gerne vil være sikker på, at de eksisterende, tværfaglige og tværgående uddannelsesaktiviteter på Esbjerg og Grindsted Sygehus, også er dem, der virker.
»Når vi samler flere data, så behøver vi ikke ‘at synes noget’. Vi kan implementere på tre afdelinger og så bruge data derfra til at vise, hvorfor vi skal implementere det bredt, eller hvorfor vi ikke skal.«
Selvom man godt kan have fornemmelsen af, at hun helst vil træde speederen helt i bund, så har hun en helt jysk, langsommelig strategi.
»Vi skal arbejde med at implementere på afdelinger én ad gangen i stedet for hele sygehuset på én gang og have både medarbejderne fra uddannelsescentret og fra afdelingerne, hvor det tidligere er implementeret med, så udviklingen bliver understøttet af klinikkere, som man kan spejle sig i. Så kan vi vidensdele det sure med det søde og lære af vores fælles erfaringer og forfine uddannelsesaktiviteten i en bølgebevægelse gennem hospitalet.«
Det skal inspirere arbejdet
Der er især to steder, begge i USA, som Dea Kehler vil hente inspiration fra til at løse den opgave, de står med på Esbjerg og Grindsted Sygehus.
»Jeg er meget inspireret af Stanford University, der har en meget lang uddannelsestradition og historisk set har været gode til at tænke nye tanker på uddannelsesområdet. Men de har også taget compassion til sig, ligesom Esbjerg og Grindsted Sygehus, og jeg tænker, at der er rigtig meget at hente i mit netværk der. Jeg ser også frem til at tage en uddannelse i compassion, og hvis muligt også en master i uddannelse og innovation på Stanford University.«
»Og så er jeg inspireret af Mayo Healthcare System. De laver ambitiøse didaktiske uddannelsesprogrammer i de enkelte specialer, der er gennemtænkte, og som lægger op til, at alle bidrager. I alle programmer indgår der tværgående uddannelsesaktiviteter. De laver netværk på tværs og løfter på den måde uddannelse i fællesskab. Alt hvad der foregår, hviler på en fælles værdikultur, som man tager meget alvorligt. Desuden er jeg særdeles inspireret af, hvordan de på Mayo sætter ressourcer af til uddannelse ud fra ben tanke om, at når man vander og dyrke uddannelse, så får man bedre drift for færre penge, et mere effektivt samarbejdende sygehus, større arbejdsglæde og gladere patienter.«
Del artiklen: