Karriere
Sygehus Sønderjylland, KBU sommer 2025
Udgivet:
Kommentarer (0)
Sygehus Sønderjylland svarer på 22 spørgsmål om KBU.
1. Hvilke uddannelsesforløb har jeres sygehus?
Aktuelt foregår de kliniske basisforløb på Sygehus Sønderjylland i en af følgende afdelinger:
Fælles Akut Modtagelse, Aabenraa
Hjertesygdomme, Aabenraa
Kirurgi, Aabenraa
Ortopædkirurgi, Aabenraa
Medicinske sygdomme – forløb i både Sønderborg og Aabenraa
Forløbene er sammensat med et halvt år i almen praksis i en af de sønderjyske kommuner: Aabenraa, Haderslev, Sønderborg og Tønder.
2. Hvorfor skal de unge læger vælge jeres sygehus?
Ved Sygehus Sønderjylland får man som KBU-læge rig mulighed for selvstændigt arbejde med behørig støtte i ryggen, hvor erfaringsbaseret læring er i højsædet.
Man kan forvente at have indflydelse på afdelingen – vi er både interesseret i din arbejdskraft og dine meninger.
Bred uddannelse med stort akut og uselekteret indtag af patienter.
Obligatoriske kurser i sygehusets Lærings- og Forskningshus (simulationstræning).
Gode muligheder for efterfølgende speciallægeuddannelse.
Gode muligheder for at indgå i forskningsmæssige og internationale sammenhænge, hvis man ønsker dette.
3. Hvad gør I for at sørge for, at KBU’erne kommer godt i gang på afdelingen?
Hver ansættelse starter med et introduktionsprogram, der strækker sig over de første 14 dage, heri indgår bl.a. Akut kursus, Læringskursus og kommunikationskursus.
Ved start introduceres KBU-lægerne i de mange muligheder sygehuset tilbyder i form af fyraftensmøder, særlige kurser (fx. suturkursus, undersøgelsesteknikker, UL-diagnostik, kursus i basal kardiologi) samt refleksionsgrupper, hvor KBU-lægerne har mulighed for at diskutere, hvordan de har oplevet deres start som læge.
4. Hvor store er de mulige KBU-afdelinger i antal senge?
FAM: 42 senge
Hjertesygdomme: 23 senge
Kirurgi: 28 senge
Medicinske sygdomme, Sønderborg-matriklen: 64 senge
Medicinske sygdomme, Aabenraa-matriklen: 34 senge fordelt på to afsnit
Ortopædkirurgi: 21 senge i Aabenraa (+ 10 i Sønderborg)
5. Har I supplerende tilbud til KBU’erne i form af børnepasning, bolig og transport?
De yngre læger får tilbudt en bolig, hvis de ønsker det.
Sygehuset råder over 61 lægeboliger med tilskud (regulativ boliger) samt boliger til markedsleje, fordelt på adresser i henholdsvis Sønderborg og Aabenraa. Boligerne er varierende i størrelse og stand. Der findes både to-, tre- og fireværelses lejligheder samt rækkehuse. Der er venteliste til rækkehusene. Alle lejlighederne er umøblerede. Som boligberettiget læge kan man ønske bolig på en bestemt matrikel, men ikke påregne at få dette, idet Sygehus Sønderjylland betragtes som ét sygehus fordelt på flere matrikler. Det betyder, at man tilbydes en bolig der, hvor der er en ledig bolig. Hvor det overhovedet er muligt, prøver vi naturligvis at tage hensyn til de ønsker, den enkelte måtte have.
Der er børnepasningsgaranti. Nogle af kommunerne har tilmed pasningsgaranti fra dag til dag.
Der er etableret en privat døgnåben vuggestue/børnehave umiddelbart ved siden af sygehuset i Aabenraa. Se mere på hjemmesiden her. Institutionen er efterspurgt, og der kan desværre forekomme ventelister. Ønskes der børnepasning i Børnehuset Evigglad er det vigtigt at gøre børnehavnen opmærksom på, at man er uddannelseslæge ved Sygehus Sønderjylland. Dette er dog stadig ingen garanti for en plads.
Børnehuset Bakkebo i Aabenraa er en kommunal aldersintegreret daginstitution, som ligeledes ligger relativ tæt på sygehuset.
6. Er der specielle aftaler eller vilkår for gravide og folk med syge børn?
Sygehuset har selvsagt forståelse for, at syge børn skal passes og at graviditet kan kræve specielle hensyn.
7. Hvor mange dage går der før selvstændig vagt?
Der går ca. to uger før man går selvstændigt i vagt. Man vil typisk gå følgevagt før man går i selvstændig vagt.
8. Hvor mange og hvilke typer følgevagter har man før sin første selvstændige vagt?
FAM: Man har 3-4 følgevagter som forvagt, heraf 1 følgevagt aften samt en enkelt følgevagt til stuegang.
Hjertesygdomme: Typisk 2-3 følgevagter i dagtid samt 2 følgevagter aften og nat samt 2 følgevagter i FAM.
Kirurgi: Til vagtfunktionen: 2 vagter, hvor man følger/arbejder sammen med vagthavende.
Til ambulatoriefunktionen: 2 vagter, hvor man følger/arbejder sammen med den yngre læge i ambulatoriet. Desuden reduceret program de to dage med følgevagt samt de første to ambulatoriedage man har selvstændigt.
Til stuegangsfunktionen: i starten et begrænset antal patienter – altid sammen med en speciallæge.
Ortopædkirurgi: Typisk har man 4 følgevagter i skadestuen og 2 i ambulatorierne.
Medicinske Sygdomme, Sønderborg-matriklen: KBU-lægen har en følgevagt til hver funktion. Dvs. en følge dagvagt, en følge aftenvagt, en følge aften ”sweeper” vagt og en følge dag til stuegang. Sweeper funktionen hjælper med akutte problemstillinger i sengeafsnittene, men med mulighed for konference med bagvagt.
Medicinske Sygdomme, Aabenraa-matriklen: KBU-lægen har 2 følgevagter i FAM. Følgevagter som medicinske forvagt i dag- og aftenvagt. Herudover en følgedag til stuegang på hvert af de to sengeafsnit.
9. Normeret og reelt antal læger i forvagtslag?
I de afdelinger, som varetager kliniske basisforløb, fordeler antallet af normerede og reelle antal læger i forvagtslag for nuværende på følgende måde:
FAM: KBU-lægerne indgår i det medicinske forvagtslag, hvor der i alt er ca. 10-12 læger.
Hjertesygdomme: Ca. 10 læger i forvagtslaget.
Kirurgi: Ca. 10 læger i forvagtslaget
Ortopædkirurgi: 7
Medicinske sygdomme, Sønderborg-matriklen: Forvagtslaget er dækket ift. belastning.
Medicinske sygdomme, Aabenraa-matriklen: Forvagtslaget er dækket ift. belastning. Vagtarbejdet foregår i FAM
10. Hvor mange vagtlag er der?
FAM/Medicin: Akutmedicinsk forvagt og bagvagt 1 hele døgnet. Desuden en ekstra bagvagt kl. 08-18 hverdage (08-16 i weekenden) og en ekstra forvagt 08-23 alle dage.
Hjertesygdomme: To vagtlag, forvagt og bagvagt
Kirurgi: To vagtlag
Ortopædkirurgi: Tre vagtlag
Medicinske sygdomme, Sønderborg-matriklen: Dobbeltbesat forvagt kl. 23.30 samt bagvagt i hele døgnet.
Medicinske sygdomme, Aabenraa-matriklen: Dobbeltbesat forvagt til kl. 23.
11. Er der bagvagt/mellemvagt fysisk til stede hele døgnet?
Der er bagvagt på næsten alle afdelinger døgnet rundt.
Kardiologisk bagvagt på 30 min. tilkald fra kl. 21-08. Medicinsk bagvagt er back-up
12. Er der fast tilrettelagt undervisning på afdelingen, og er der en uddannelsesansvarlig på afdelingen?
Der er tilrettelagt fast undervisning i alle afdelinger hver onsdag (med interne og eksterne undervisere).
Der foregår desuden ofte case-baseret undervisning i forbindelse med morgenkonferencerne.
Alle afdelinger med KBU-læger har en uddannelsesansvarlig overlæge.
Der afholdes desuden fyraftensmøder for alle KBU-læger (også for dem, der er i praksis) én gang om måneden, hvor diverse emner tages op.
13. Hvordan sikres det, at KBU’erne får fast og god supervision?
FAM
Det daglige arbejde foregår i tæt dialog med speciallæger, som vejleder og superviserer patienthåndteringen. Vi stiler mod vejledersamtaler hver måned. Der er let tilgængelige kompetencevurderingsskemaer. Alle KBU-læger får et heldagskursus i akutmedicinsk ultralydsdiagnostik.
Hjertesygdomme
De får tildelt en vejleder før start. Der er skemalagte vejledersamtaler 3 gange i forløbet og der afholdes et møde med vejlederen hver måned. Desuden er der superviseret stuegang. Efter aften/nattevagt er der frivillig superviseret gennemgang af vagten med tilgående bagvagt. Der er daglig middagskonference.
Kirurgi
Hver KBU-læge har en vejleder. Der er altid en speciallæge, der fungerer som daglig vejleder, tilstede ved alle KBU-lægens funktioner (FAM, ambulatorium, stuegang)
Ortopædkirurgi
Alle KBU-læger får tilknyttet en hovedvejleder. Der vil løbende tilbydes justeringssamtaler, karrierevejledning, læringsplaner og til sidst i forløbet evalueringssamtale. Ortopædkirurgisk afdeling har de senere år haft fokus på læring og supervision af de yngre læger. Under vagtarbejde i skadestuen arbejder de tæt sammen med vores FAM-bagvagtslag, og vagtholdet har fokus på at stå til rådighed for de yngre læger.
Der er oprettet KBU-ambulatorier i Sønderborg, hvor hovedparten af afdelingens speciallæger er ansat, for at kunne tilbyde en bred ortopædkirurgisk uddannelse med relevant og bedst faglig supervision.
Medicinske sygdomme, Sønderborg-matriklen
Der er en speciallæge ved siden af på alle dage – uanset om man går i vagt eller går stuegang på afsnittene. Denne læge udgør en ”daglig vejleder”. Der er også mulighed for faglig sparring med vagthavende nefrolog, endokrinolog eller lungemediciner. Nefrologisk speciallæge har beredskabsvagt hver dag (også weekender samt helligdage). Endokrinolog og lungemediciner kan træffes telefonisk hverdage mellem kl. 8-15.24. Herudover skemalægges 3 vejledersamtaler i forløbet.
Medicinske sygdomme, Aabenraa-matriklen
På begge afsnit er der konference om morgenen, hvor patienter fordeles og der laves en foreløbig plan for patienterne med deltagelse af minimum 1 speciallæge. Herudover er der på begge afsnit middagskonference, hvor problematikker kan drøftes og yderligere supervision aftales. Det er altid muligt at få kontakt til en speciallæge, hvis der opstår problematikker, der ikke kan vente til formaliseret konference. Der skemalægges herudover 3 vejledersamtaler i forløbet.
14. Hvilken form for karrierevejledning giver I?
Vi bruger ”Karriereværket”, hvis formål er at give yngre læger en bred karriereforståelse og støtte den enkelte læge i at træffe et strategisk og oplyst karrierevalg så tidligt som muligt. Karrierevejledning er ofte også et fast punkt ved vejledersamtalerne.
15. Bliver kursusønsker efterkommet? Hvilke kurser tilbyder I, og hvordan er de særligt relevante for KBU’er?
FAM
Ud over de obligatoriske kurser holder vi et heldags ultralydskursus for KBU-læger. Man kan ansøge om andre kurser, og det bliver oftest imødekommet.
Hjertesygdomme
Kurser som er relevante som KBU-læge, bliver efterkommet.
Kirurgi
Alle relevante kursusansøgninger ud over de obligatoriske kurser bliver imødekommet.
Ortopædkirurgi
Alle KBU-læger opfordres til at tilmelde sig YODA skadestue kurser, som betales af afdelingen.
Medicinske sygdomme, Sønderborg og Aabenraa
Kurser godkendes af afdelingsledelsen. Alle obligatoriske kurser efterkommes – øvrige ansøgninger vurderes individuelt.
16. Er der løn under kurser?
Ja, under alle obligatoriske kurser. For andre kurser aftales nærmere.
17. Er der mulighed for uddannelsesdage på andre afdelinger?
Alle KBU-læger får mulighed for praktisk karriereafprøvning gennem femdages fokuseret ophold på en anden afdeling på Sygehus Sønderjylland med afsæt i egne ønsker i forhold til karriereovervejelser. Der er tale om arbejdsdage, som sygehuset betaler for
18. Er der mulighed for at forske på afdelingen?
Ja, forskning er et højt prioriteret område på Sygehus Sønderjylland, og der er gode muligheder for at forske.
Du kan forske i egen afdeling eller i et speciale på en anden afdeling efter din interesse. Der er aktive forskningsenheder på næsten alle afdelinger.
Tal med den forskningsansvarlige overlæge på din afdeling om mulighederne, eller kontakt Klinisk Forsknings Afdeling (KFA).
Du kan også i KFA bede om at få karrierevejledning med henblik på at kunne kombinere klinik og forskning.
Med et ønske om at være med i front har vi etableret en særlig afdeling Klinisk Forskningsafdeling (KFA). Her få du vejledning og støtte til mange forskellige dele af forskningsprocessen, herunder projektbeskrivelse og protokoludformning, databaser, fondsansøgning, statistik, søgning efter vejledere og hjælp til at komme videre med at få knyttet de rigtige kontakter.
Sygehus Sønderjylland har i alt 60 personer, der beskæftiger sig med forskning, heraf er 25 ph.d.–studerende, 9 professorer og 9 lektorer/post. Doc.
Der er gode muligheder for at søge økonomisk støtte til medfinansiering af ph.d.-forløb, eller andre forskningsprojekter.
De ph.d.–studerende har etableret en ph.d–klub, som med henblik på netværksdannelse afholder en række arrangementer af både faglig som social karakter.
Sygehus Sønderjylland er i dag en del af Syddansk Universitetshospital og samarbejder med Syddansk Universitet (SDU) gennem Institut for Regional Sundhedsforskning (IRS).
Kontakt Forskningschef, professor Christian Backer Mogensen for yderligere information (CBM1@rsyd.dk)
19. Går KBU’er stuegang?
FAM
Ja, under supervision af speciallæge
Hjertesygdomme
Ja, sammen med speciallæge.
Kirurgi
Ja, sammen med en speciallæge. Ud over stuegang har KBU-læger funktioner i FAM, ambulatoriet og operationsgangen.
Ortopædkirurgi
KBU-læger kan gå stuegang, superviseret af en ældre erfaren læge.
Medicinske Sygdomme, Sønderborg-matriklen
Ja, KBU-læger går stuegang under supervision af speciallæge.
Medicinske Sygdomme, Aabenraa-matriklen
Ja, KBU-læger går stuegang under supervision af speciallæge.
20. Hvor mange aften-/nattevagter er der pr. måned?
FAM: 3-5 aften/nattevagter pr. måned.
Hjertesygdomme: 3-4 pr. måned (de sidste 4,5 måneder af opholdet).
Kirurgi: I gennemsnit tre til fire.
Ortopædkirurgi: KBU-læger har dagvagt 8-16 og aftenvagt 15.30-23.30. Fire til seks aftenvagter om måneden.
Medicinske Sygdomme, Sønderborg-matriklen: 3-4 aften/nattevagter pr. måned
Medicinske Sygdomme, Aabenraa-matriklen (i FAM): 3-4 aftenvagter pr. måned.
21. Hvor mange pålagte vagter og overarbejde er der?
FAM: Pålagte vagter forekommer næsten aldrig. Vi kan som regel finde en anden løsning. Der er mulighed for frivilligt overarbejde (fx ekstravagter).
Hjertesygdomme: Forekommer typisk ikke.
Kirurgi: Vi har ikke pålagte vagter, vi aftaler tingene. Eventuelt overarbejde kan afspadseres.
Ortopædkirurgi: Det er kun ifm. sygdom, at man vil få ekstra vagter.
Medicinske Sygdomme, Sønderborg matriklen: Forekommer typisk ikke. Det er kun ved sygdom, hvor der kan være behov for ekstra vagter.
Medicinske Sygdomme, Aabenraa matriklen (på FAM): Forekommer typisk ikke. Det er kun ved sygdom, hvor der kan være behov for ekstra vagter.
22. Udbetales overarbejde?
Ja selvfølgelig, hvis det ikke kan afspadseres.
Se andre KBU-forløb her.
Del artiklen: