»Spørg mig om hvad som helst, så har jeg et system. Det er en del af den coping mechanism, jeg har opbygget for at kunne håndtere livet«

På reposen uden for den lille lejlighed på 4. sal på Nørrebro har Cecilie Refsager tilbragt mange aftener opløst i gråd. Splittet mellem sit eget behov for ro og samværet med familien. For da først en søn og siden en datter kom til og larmede og skabte den slags kaos, som kun børn kan, blev hendes tålmodighed strakt alt for tynd.

»Jeg var ikke glad i mange år … Nu siger jeg, ‘siden min søn blev født’, og det lyder rigtig grimt. Men det har været nogle svære år for mig og for os som familie. Selvfølgelig har der været momenter, hvor jeg har været glad, men der har også været mange aftener, hvor jeg var ked af det og frustreret, fordi der var for meget larm inde i lejligheden, og jeg skulle have ro i hovedet. Og så sad jeg ude i trappeopgangen alene og græd om aftenen i stedet for at være sammen med min familie. Jeg synes heldigvis, at det er blevet meget bedre,« siger Cecilie Refsager.

Hun er blevet klogere på sig selv og sine reaktioner på verden, og nu vil hun gerne gøre verden klogere på dem, der ikke er helt ligesom alle de andre. Derfor står aftabuisering øverst på den mentale prioriteringsliste, da hun inviterer Dagens Medicin indenfor til en snak.

Gemte sig bag søns diagnose

Til hverdag er hun uddannelseslæge i fase tre, og hun bliver færdiguddannet som speciallæge i almen medicin i slutningen af 2022. Hun har været lidt længere tid undervejs end de fleste, fordi hun for nogle år siden søgte om og fik bevilget at kunne fortsætte sit uddannelsesforløb på deltid. Officielt, fordi hendes hendes førstefødte er diagnosticeret med autisme og har særlige behov.

Jeg syntes, at det sociale var svært. De ­andre kendte hinanden, da jeg startede, fordi de havde været på en rustur, som jeg ikke kunne overskue at deltage i

Cecilie Refsager, læge

»Men jeg kan jo godt se, at det også var mit behov at få mere plads til mig selv, så jeg ikke skulle ende mine aftener ude på trappeopgangen,« siger Cecilie Refsager.

Hun beskriver sig selv, som en ‘pige med det højeste snit i gymnasiet’, og selvom hun altid har haft brug for at kompensere for følelsen af at være lidt anderledes end de andre, stiller hun tårnhøje krav til sig selv. Det var svært at skulle indrømme, at hun ikke kunne klare både hoveduddannelse og familieliv på fuld tid.

»Men så havde jeg jo min søn at hænge det op på, ik’? Det var jo også det, jeg sagde til folk: ‘Det er, fordi jeg har en søn derhjemme, der er autist’. Og det var sådan set ikke forkert, men senere har jeg måttet indse og indrømme, at det lige så meget handlede om mit eget behov,« siger Cecilie Refsager.

Og det behov er der flere gode grunde til: I forsommeren fik Cecilie Refsager nemlig sat navn på lydfølsomheden, det store behov for hvile, alle sine mange systemer og udfordringerne med at trives i det kaos, som en børnefamilie kan være: autisme.

Altid anderledes

Det kan lyde som en kliche, men Cecilie Refsager har altid følt sig anderledes. Tidligere tilskrev hun sit behov for at sortere alting i kasser sin opvækst i en kristen familie med tilknytning til en frikirke. Det var en helt naturlig forklaring på, at sociale sammenhænge ofte drænede hende, og at hun havde så svært ved at forstå spillereglerne, for hun var jo vant til, at ikke-kristne var noget, man ‘skulle passe lidt på, fordi de kunne finde på at være uforudsigelige og lidt farlige’.

Cecilie Refsager, 38 år

Bor i en lejlighed på Nørrebro sammen med sin mand, Michael, en datter på 5 år og en søn på 10 år.

Arbejder 25 timer om ugen i praksis. Synger i kor, interesserer sig for teater og har en Instagram-profil, hvor hun deler livet som læge, mor og tanker om autisme

I skolen var Cecilie Refsager at finde med næsen begravet i en bog, mens de andre børn indtog skolegården. Hun trivedes fagligt, så det var først, da hun som 24-årig begyndte på medicinstudiet, at hun oplevede at skulle kæmpe med sin natur.

»Jeg syntes, at det sociale var svært. De andre kendte hinanden, da jeg startede, fordi de havde været på en rustur, som jeg ikke kunne overskue at deltage i. Det var svært at finde ud af, hvor jeg kunne passe ind, og jeg var ikke rigtig med i basisgrupperne. Jeg ville bare gerne det faglige, så jeg kom til forelæsningerne, og så tog jeg hjem igen,« siger Cecilie Refsager.

Undervejs fandt hun dog sammen med en lille gruppe, der blev venner. Men medicinstudiet var ikke den oplevelse af at finde sin plads i verden, som andre omkring hende havde. Hun gjorde ikke væsen af sig på gangene, og hun sad altid ved bordet længst væk i et hjørne af læsesalen for at få mest mulig ro.

»Jeg syntes ikke, at det var let at finde min plads. Det var ikke, fordi jeg mistrivedes, det var bare ikke … jeg var nok lidt ved siden af alle de andre. Sådan følte jeg det i hvert fald,« siger hun.

For første gang i sit liv oplevede Cecilie Refsager, at det faglige ikke bare kastede 10- og 12-taller af sig, men i stedet gav sved på panden, inklusiv det allerførste 2-tal. Det var ikke kun det sociale, der var en udfordring.

»Fagligt blev jeg udfordret helt ekstremt meget, og jeg havde meget travlt med at læse. Jeg har aldrig nogensinde haft svært ved at tilegne mig stof på den måde, så selvom jeg klarede den uden at skulle til re-eksamen, var det hårdt,« siger Cecilie Refsager.

Det var stolthed og de patienter, der ventede efter bacheloren, der på Københavns Universitet er meget fokuseret på det akademiske, der fik hende igennem alligevel.

Ikke det logiske valg

Cecilie Refsager siger selv, at almen medicin måske ikke er det mest intuitive valg for en læge med autisme, men som det ofte går, kom det til at handle om tilfældigheder.

»Egentlig havde jeg fuldstændigt afskrevet almen praksis, fordi jeg havde været et rigtig dårligt sted, da vi havde to uger i praksis på kandidaten. Men så kom jeg i KBU i en praksis i Kokkedal, og derude oplevede jeg så, hvordan almen medicin også kan være. At have de samme patienter og se dem flere gange af forskellige årsager. Det syntes jeg var vildt fedt, og jeg oplevede, at jeg var god til det og havde en ret god kontakt med patienterne. Den meget firkantede ramme, hvor jeg vidste, hvad jeg skulle lave hver dag, møde kl. 8 og gå hjem kl. 16. Det var virkelig rart. Gode arbejdsforhold og en patientkontakt, jeg også var rigtig glad for,« siger Cecilie Refsager.

Du siger ‘firkantede rammer’, men i almen praksis skal man jo kunne lidt af det hele, og man ved aldrig, hvad patientens mavesmerte betyder, så hvordan håndterer du det?

»Jeg laver systemer for alting. Spørg mig om hvad som helst, så har jeg et system – det er en del af den coping mechanism, jeg har opbygget for at kunne håndtere livet. Det har jeg også i forhold til patienterne, og det jo alligevel ret firkantet, for når man har taget anamnesen, peger det jo i en retning. Så er det rigtig nok, at patienterne tit har dørhåndtags-spørgsmål, hvor de på vej ud af døren også lige spørger, men de fleste ting i almen praksis kan godt vente to eller tre uger, så jeg synes egentlig, at det er firkantet.«

Hvad ved patientkontakten er anderledes end andre ‘sociale’ sammenhænge?

»Det er mig, der styrer. Jeg har ansvaret for konsultationsprocessen, jeg ved, hvor vi skal hen, og jeg kan sige farvel og slutte af. Så jeg kan sagtens sidde med en patient og have en god samtale uden nogen problemer, så længe jeg har min struktur: en indledning, en anamnese og en afslutning. Til gengæld kan jeg godt have det svært nogle gange, når vi skal spise frokost, for der er den sociale sammenhæng lidt mere løs, og der bliver talt om mange forskellige ting i forskellige samtaler på hver sin side af bordet. Så zoomer jeg nogle gange lidt ud.«

Cecilie Refsager har et helt livs erfaringer med at opbygge systemer, der får hendes hverdag til at hænge sammen. Alle scenarier er gennemspillet i hovedet, og det er hende, der altid kommer en halv time for tidligt, fordi ét af systemerne er, at hun altid skal have tid til at håndtere det uforudsete.

Valgte at stå frem

Da diagnosen endelig blev stillet, var Cecilie Refsager også forberedt, selvom det var noget af et kontroltab undervejs.

Cecilies ønsker til omverdenen:

Vær ikke bange for at spørge ind til autisme eller andre psykiatriske diagnoser.

Vær nysgerrig og åben over for, hvad det kan give af både fordele og ulemper hos din kollega, ven, studiekammerat, eller hvem du end møder, der er ‘neurodivergerende’.

Vær opmærksom på, at autisme er et spektrum og ikke en lineær skala, hvor man er enten ‘meget’ eller ‘lidt’ autist. Det er en cirkel, hvor man kan slå ud på forskellige måder på forskellige tidspunkter alt efter situation og overskud.

Vær rummelig og find ud af, hvordan andre fungerer bedst, hvad enten det handler om sociale eller arbejdsmæssige sammenhænge.

»Jeg har altid haft et billede af mig selv som den, der holdt sammen på familien, men det kan man jo ikke, hvis man er autist? Men der blev jeg klogere, og det med at holde sammen på familien handler nok i virkeligheden mest om mit behov for kontrol, kan jeg se i dag,« siger Cecilie Refsager.

Hendes blik strejfer det store ur på køkkenvæggen for tredje gang på lige så mange minutter. Det er sikkert ubevidst, men et af hendes systemer er blevet aktiveret, for om en time kommer hendes søn hjem, og selvom hun har sat god tid af til interviewet, er hun opmærksom på det.

Og med sine systemer har hun fået en hverdag stykket sammen, så de fleste bliver overrasket, når hun fortæller, at hun er autist.

Hun havde ikke behøvet at sige det til nogen, men alligevel satte hun sig en septemberdag til tastaturet og skrev på sin Instagram-profil, ‘doktormor’, hvor hun har 634 følgere og en åben profil, som alle kan læse med på:

»Der er sket noget nyt og stort i mit liv, som jeg gerne vil fortælle om. Det er lidt med bævrende hånd, at jeg skriver dette opslag, for lige så snart jeg fortæller, hvad det handler om, vil der myldre en masse fordomme frem, uanset om man vil eller ej. Sagen er den, at jeg er autist …«

Vil bryde tabuer

Selvom diagnosen stadig er ny for Cecilie Refsager, er fordommene og stigmatiseringen det ikke. Både mennesker med psykiatriske lidelser og dem, der med et lidt udskældt ord er neurodivergerende, møder dem hele tiden. Det vil hun gerne gøre sit til at ændre.

»Det stereotype billede af en autist er ofte en infantil autist uden sprog med lav intelligens og uden sociale færdigheder, og det billede kan jeg godt være nervøs for. Også ved at stille op til det her interview. For stereotypen lever i bedste velgående, også hos læger og psykiatere, der måske ikke interesserer sig særlig meget for autisme. Det er vigtigt for mig at bryde tabuet og starte samtalen, for det skal være okay at tale om og okay, at der for eksempel bliver taget særlige hensyn,« siger Cecilie Refsager.

Er du bange for konsekvenserne ved at stå frem med din diagnose?

»Ja, det er jeg da helt sikkert … Men jeg er ikke så bange, at jeg ikke har lyst til at snakke om det.«

Hvad er det værste, der kan ske, når denne her artikel udkommer?

»Det værste, jeg kunne forestille mig, der sker, er, at jeg bliver fravalgt til et arbejde pga. min diagnose. Men så tænker jeg også, at hvis det sker, så var det måske heller ikke et sted, jeg havde lyst til at arbejde.«

Og hvad med de patienter, der nu kan google sig frem til det?

»Jeg har selvfølgelig tænkt over det. Men patienterne må sådan set gerne finde ud af det, det er jeg ikke bange for. Jeg er ikke bange for at tale med folk om det. Og hvis de først har mødt mig, og vi har skabt en relation, tror jeg ikke, at problemet vil være særlig stort. For nogle kan det endda være relationsfremmende, at de ved, at de kommer op til en læge, der forstår, hvordan det er at være anderledes.«

»Der kan være nogle situationer i almen praksis, hvor jeg oplever, at kommunikationen bliver svær, hvis jeg ikke får greb om problemstillingen. Og af og til går noget skævt, uden at jeg forstår, hvad der er sket. Det har jeg da tænkt nok skyldes autismen, men så taler jeg med mine kolleger og så viser det sig, at nøjagtigt det samme sker for dem. Man kan sagtens være autist og en god læge.«