Karriere
Regionshospitalet Nordjylland, KBU sommer 2025
Udgivet:
Kommentarer (0)
Regionshospitalet Nordjylland svarer på 22 spørgsmål om KBU.
1. Hvilke uddannelsesforløb har jeres sygehus?
Regionshospital Nordjylland består af fire matrikler fordelt ud over den nordlige del af Region Nordjylland. Hovedmatriklen befinder sig i Hjørring.
I Hjørring er der klassificerede uddannelsesstillinger til klinisk basisuddannelse (KBU) placeret ved Akutafdelingen, Kirurgisk Afdeling og Ortopædkirurgisk Afdeling. Anden del af ansættelsen af KBU-forløbene, er placeret i almen praksis i forlængelse af hospitalsansættelsen.
Ortopædkirurgisk afdeling er en del af Aalborg Universitetshospital, hvorfor det kun er uddannelsen på Akutafdeling og Kirurgisk afdeling, der beskrives i denne guide.
2. Hvorfor skal de unge læger vælge jeres sygehus?
Regionshospital Nordjylland er kendt for at være en god arbejdsplads, hvor den enkelte medarbejder får gode muligheder for uddannelse, udvikling og erhvervelse af erfaring med de mest almindelige sygdomme. Der er et godt samarbejde mellem de enkelte læger, mellem afdelingerne og mellem de forskellige personalegrupper. Hospitalet har en størrelse, organisering og sammensætning af patienttyperne, der gør det muligt for KBU-lægerne at se, og få erfaring med mange forskellige sygdomme. Dette giver lægerne en rigtig god ballast med den nødvendige erfaring og erhvervelse af kompetencer, der er grundlæggende for det videre arbejde som læge.
Der er store muligheder for at opleve de forskellige specialer under ansættelsen i Akutafdelingen. Alle KBU-læger får tildelt uddannelsesdage (1 uge), som de kan bruge på en anden afdeling efter eget valg og efter individuel aftale. Opholdet kan ved behov også deles op på flere afdelinger (f.eks. 2 dage Urologi plus 3 dage Gynækologi). Dette anskues som en del af karrierevejledningen til de yngre læger. Der er daglig undervisning enten i form af dagens case, tværfaglig teamtræning, journal Club eller formaliseret undervisning. Herudover er der mulighed for klinisk sparring og deltagelse til herniekonference på Kirurgisk afdeling.
Vi ved, at en god introduktion til arbejdet som læge på hospitalet er vigtigt. Derfor er der også udarbejdet et omfangsrigt introduktionsprogram for alle KBU-læger, der begynder på matriklen.
På Regionshospital Nordjylland har vi oprettet et simulations- og færdighedstræningscenter (VenSim), med mulighed for yngre læger at øve sig i det praktiske. Det begynder med simple ting som venflon, arteriepunktur og anlæggelse af blærekateter til avanceret færdigheds-træning (f.eks. laparoskopi) og avanceret teamtræning via simulationsscenarier (avanceret genoplivning, rødt medicinsk kald, traume-teamtræning, modtagelse af sygt barn m.v.). Mave- og Tarmkirurgisk Afdeling afholder suturkursus og basis laparoskopi.
Regionshospital Nordjylland er i øvrigt beliggende tæt på flot natur og i et område med masser af kulturelle og sportslige fritidsaktiviteter, hvor specielt Skagen, Lønstrup og Løkken-Blokhus området ved Vesterhavet kan nævnes.
3. Hvad gør I for at sørge for, at KBU’erne kommer godt i gang på afdelingen?
Regionshospital Nordjylland byder dig velkommen med en informationsmappe og med velkomstmails. KBU-lægerne deltager i 3 fælles introduktionsdage – hvorefter KBU lægen kommer på deres respektive afdelinger. Hver læge får tildelt en hovedvejleder, som følger lægens uddannelse og som ved behov også er med til at lave individuelle uddannelsesplaner. KBU-lægen bliver løbende evalueret i samarbejde med de uddannelsesansvarlige overlæger og vejledere. På afdelingerne vil mere erfarne læger være med til at vejlede, støtte og supervisere.
Afdelingerne har egne uddannelsesansvarlige overlæger og uddannelseskoordinerende yngre læger.
4. Hvor store er de mulige KBU-afdelinger i antal senge?
Akutmodtagelsen har på nuværende tidspunkt 22 senge i modtagelsen og 15 senge i akut sengeafsnit.
Kirurgisk afdeling 32 senge fordelt på to afsnit.
5. Har I supplerende tilbud til KBU’erne i form af børnepasning, bolig og transport?
Der er pasningsgaranti i alle nordjyske kommuner. Der stilles bolig til rådighed efter behov og ønsker fra de yngre læger. Vi har forskellige typer af boliger – såvel værelser som lejligheder. Huslejen (og størrelse af bolig) følger overenskomstens bestemmelser. Det er i øvrigt relativt billigt at købe og leje bolig sammenlignet med resten af landet. Kontaktperson er Dorthe Ræstad: dora@rn.dk, send hende gerne en sms på 2263 7455 ellers ring på 97 64 80 30.
6. Er der specielle aftaler eller vilkår for gravide og folk med syge børn?
Graviditet og sygdom hos børn håndteres efter de vanlige regler på arbejdsmarkedet. Ved betydelige gener i forbindelse med graviditet er hospitalet indstillet på at finde de gode løsninger (f.eks. vagtfrihed). På Kirurgisk Afdeling er der gennemført KBU-forløb, efter ønske, med nedsat tid. Det vil altid være en individuel aftale, som skal føres inden start.
7. Hvor mange dage går der før selvstændig vagt?
I Akutafdelingen går der ca. 2-3 uger. Før første vagt skal lægen have gennemført Akutkurset, deltaget i introduktionsforløbet og haft sine følgevagter. KBU-lægerne i Akutafdelingen er altid på arbejde sammen med mindst én forvagt mere, og der er altid en mere erfaren læge fysisk til stede i Akutmodtagelsen døgnet rundt.
På kirurgisk afdeling findes der ikke et forvagtslag, da afdelingen er normeret til 2 KBU-læger. Man vil dog få mulighed for følgevagter sammen med kirurgisk mellemvagt. Ved interesse, og efter aftale med afdelingen, kan KBU-lægen muligvis rykkes op til mellemvagtsfunktion i dagtiden – altid under bagvagtens supervision.
8. Hvor mange og hvilke typer følgevagter har man før sin første selv-stændige vagt?
På Akutafdelingen har KBU lægerne først 3 introduktionsdage, herefter går de med på 1-2 følgevagter fra kl. 8.00-17.30. Derefter får de et par dagvagter, først uden og så med ansvar for forvagts telefonen. Herefter går de i aften-nat, de første par gange sammen med en mere erfaren forvagt. Der er altid 2 forvagter på aften-nat og en mellemvagt.
For KBU- læger på kirurgisk afdeling. se punkt 7.
9. Normeret og reelt antal læger i forvagtlag
I Akutafdelingen er der 21 læger i forvagtslaget. Der stræbes altid efter at normering i forvagtslaget er dækket, i perioder, af medicinstuderende. Arbejdstiden i Akutafdelingen er dagvagt fra kl. 8-17.30, senvagt fra kl. 12-21 og aften/nattevagt fra kl. 16-08.45. Overlappet gør, at travlheden om eftermiddagen bliver fordelt på flere skuldre.
På Kirurgisk Afdeling er der 2 KBU-læger, som generelt har dagfunktion. Mht. vagtfunktion se punkt 7.
10. Hvor mange vagtlag er der?
I Akutafdelingen i Hjørring er der 2-3 læger i forvagt hele døgnet i akutmodtagelsen. Mellemvagtslaget er om dagen dækket af læger i Introduktions- og Hoveduddannelse til Akutmedicin og læger i Hoveduddannelse til Almen Medicin. Bagvagten er i dagtiden bemandet af speciallæger i Akutmedicin, og i vagten af en medicinsk- og en kardiologisk bagvagt.
På Kirurgisk afdeling i er der to vagtlag. En mellemvagt og en bagvagt, begge i tilstedeværelsesvagt. Er bagvagten en læge i Hoveduddannelse, er der derudover også en speciallæge i bag-bagvagt på tilkald. I weekender møder alle læger ind til vagtaflevering, stuegang, tilsyn og akutte operationer. KBU-lægen har dagsfunktion, her deltager man ved operationer, varetager ambulatoriefunktion under supervision, og går stuegang.
11. Er der bagvagt/mellemvagt til stede hele døgnet?
Ja.
12. Er der fast tilrettelagt undervisning på afdelingen, og er der en uddannelsesansvarlig på afdelingen?
Ja, der foreligger formaliserede undervisningsprogrammer for læger under uddannelse. På hver afdeling etableres der intern undervisning for afdelingens læger i umiddelbar tilslutning til morgenkonferencen. På Kirurgisk Afdeling afholdes der herudover undervisning med særlig fokus på kirurgiske lidelser/behandlinger målrettet afdelingens yngste læger 1-2 gange pr. måned.
Hver 2. onsdag er der fælles undervisning for KBU-lægerne på Akutafdelingen og Kirurgisk afdeling. Emner er forskellige akutte kirurgiske tilstande.
Alle afdelinger, der har KBU-læger, har ansatte uddannelsesansvarlige overlæger og uddannelseskoordinerende yngre læger.
13. Hvordan sikres det at KBU’erne får fast og god supervision.
Gennem kvalificeret vejledning og døgndækkende tilstedeværelse af læger med højere charge.
14. Hvilken form for karrierevejledning giver I?
Karrierevejledningen er en naturlig del af introduktions-og midtvejs- og slutsamtalen. I øvrigt er det en løbende proces i ansættelsesforløbet. Derudover arrangeres der i Videreuddannelsesregionen hvert år et karriereorienterende arrangement, hvor alle KBU-læger i regionen inviteres. De 5 uddannelsesdage, eller en uges fokuseret ophold på en afdeling efter eget valg ses som en fast del af karrierevejledning. Her har KBU lægen mulighed for at ”afprøve” et speciale for både at se, om forventninger matcher, men også for at oprette den nødvendige kontakt, når man skal ud og søge introduktionsstillingen senere hen.
15. Bliver kursusønsker efterkommet?
Under KBU-uddannelsen deltager alle KBU læger i de obligatoriske kurser: Akutkursus, kursus i kommunikation, behandling og transport Læringskursus og Kommunikationskursus. På sygehuset tilbydes herudover simulations- og færdighedstræning. Øvrige relevante kurser herudover kan tilbydes ved speciel interesse i faget efter aftale.
16. Er der løn under kurser?
Ja, når de findes relevante for uddannelsen.
17. Er der mulighed for uddannelsesdage på andre afdelinger?
For alle KBU-læger på Regionshospital Nordjylland, Hjørring tilbydes 1 uges fokuseret ophold på en anden afdeling efter eget valg. Hvis KBU-lægen ønsker det, kan ugen deles op i 2 ophold på 2+3 dage på to forskellige afdelinger. Der er nu også aftalt, at det drejer sig om alle afdelinger på sygehuset samt også på Psykiatrisk Afdeling i Brønderslev.
18. Er der mulighed for at forske på afdelingen?
Ja, Regionshospital Nordjylland har oprettet en forskningsenhed, Center for Klinisk Forskning. I forskningscentret kan yngre læger få inspiration, blive vejledt og motiveret, hvis de har en særlig interesse for forskning. Der er desuden etableret et forskningskursusforløb ”Fra idé til projekt” på hospitalet. Forskningsresultaterne fremlægges ved Forskningens dag 1 gang årligt. På Kirurgisk afdeling er der ansat en forskningsansvarlig overlæge, der ved interesse gerne tilbyder hjælp med forskning.
19. Går KBU’erne stuegang?
Ja, som en naturlig del af deres uddannelse. For lægerne i Akutafdelingen foregår denne på AMA (akut sengeafsnit). For lægerne på Kirurgisk afdeling foregår den på Kirurgisk sengeafsnit. Lægerne er også velkomne til at gå med bagvagten til stuegang på intensiv- og, intermediær afdelingen eller på Afdelingen for Børn og Unge som led i uddannelsen.
20. Hvor mange aften-/nattevagter er der pr. måned?
KBU-lægerne på Akutafdelingen har i gennemsnitligt fire til fem vagter pr. måned.
KBU-lægerne på Kirurgisk afdeling har primært dagsfunktion.
21. Hvor mange pålagte vagter og overarbejde er der?
På Akutafdelingen deler 21 KBU-læger et 16-ugers rul. Det vil sige, at i løbet af 16 uger har de hver:
14 aften nattevagter kl. 16.00-08.45.
14 dagvagter i Akutmodtagelsen kl. 8.00-17.30.
4 dagvagter weekend kl. 8.00-17.30.
3 senvagter kl. 12.00-21.00
10 dagtider, stuegangsfunktion kl. 8.00-17.30.
37 fridage dagtid +
De arbejder i alt 6 af 16 weekender.
Der er meget sjældent overarbejde, kun ved sygdom, kurser osv.
På Kirurgisk Afdeling følger KBU-lægerne primært dagsfunktion, men kan i uddannelsesøjemed få mulighed for følgevager sammen med kirurgisk mellemvagt.
22. Udbetales overarbejde?
Vi tilstræber som udgangspunkt en gennemsnitlig arbejdsuge på 37 timer, men såfremt der efter normperioden opgøres evt. overskud af timer som overarbejde, udbetales disse. Der er dog indgået aftale om, at der ved vakance og lignende kan besluttes at foretage direkte udbetaling af overarbejde.
Se andre KBU-forløb her.
Del artiklen: