Karriere
Psykiatrien Region Midtjylland, KBU sommer 2025
Udgivet:
Kommentarer (0)
Psykiatrien i Region Midtjylland svarer på 19 spørgsmål om KBU.
1. Hvilke uddannelsesforløb har jeres sygehuse/afdelinger?
I Psykiatrien Region Midtjylland har vi indmeldt 8 KBU-forløb i alt. En andel af disse vil være med 1. delansættelse på AUH til opstart i sensommeren/efteråret. De resterende KBU-forløb i Regionspsykiatrien Midt vil være i 2. delansættelse til opstart i vinter/forår.
Alle KBU-forløbene, hvori Psykiatrien indgår, er kombineret med en delansættelse i Almen Praksis.
KBU-forløb i Psykiatrien Region Midtjylland:
Afdeling for depressionog Angst AUH Psykiatrien (6 mdr.) – Almen Praksis (6 mdr.
Afdeling for Psykoser AUH Psykiatrien (6 mdr.) – Almen praksis (6 mdr.)
Almen Praksis (6 mdr.) – Regionspsykiatrien Midt (6 mdr.)
Du kan finde mere information om KBU, lægelig videreuddannelse i Psykiatrien og afdelingerne på Psykiatriens hjemmeside.
2. Hvorfor skal de unge læger vælge jeres sygehus?
Du skal tage din KBU i Psykiatrien, fordi det er stort og spændende speciale, hvor det hele menneske er i fokus. Du vil her blive en del af et fællesskab med andre KBU-læger, I-læger og H-læger.
Afdelingerne er fokuseret på at skabe de bedst mulige rammer for KBU-lægernes forløb. KBU-uddannelsen koordineres på tværs af hospitalet ved uddannelseskoordinerende ledende overlæge samt i hospitalets videreuddannelsesråd, som består af de uddannelsesansvarlige ledende overlæger fra alle hospitalets afdelinger.
Psykiatrien i Region Midtjylland er et hospital, hvor der både er plads til generel og specialiseret faglig udvikling samt et stort fokus på tværfagligt samarbejde.
3. Hvad gør I for at sørge for, at KBU’erne kommer godt i gang på afdelingen?
Hos os vil du få et tilrettelagt introduktionsprogram. Det skal sikre, at du føler dig godt klædt på til dine arbejdsopgaver.
Du vil også deltage i vores fælles introduktionsdag for nyansatte læger i Psykiatrien. Her vil du også møde lægekollegaer fra andre psykiatriske afdelinger og uddannelsesniveauer samt få introduktion til og indblik i psykiatrisk behandling og relevant lovgivning i forbindelse med arbejdet i Psykiatrien.
Vagtplanen vil altid sikre, at du som KBU-læge i 1. delansættelse ikke er alene på arbejde. Som KBU-læge i Psykiatrien vil du altid have en mere erfaren lægekollega, som du vil kunne spare med og som kan tage beslutninger.
4. Udbetales overarbejde?
Der forsøges generelt at planlægges efter, at du ikke får overarbejde. Vil du som KBU-læge alligevel gerne have overarbejde, kan dette afregnes ved betaling i stedet for at blive afspadseret jf. overenskomstens § 26.
Afdeling for Depression og Angst og Regionspsykiatrien Midt udbetaler som udgangspunkt ikke overarbejde, så det afholdes som afspadsering.
5. Afdelingers størrelse (antal senge) på de mulige KBU-afdelinger:
Regionspsykiatrien Midt:
Du vil hos Regionspsykiatrien Midt blive tilknyttet et alment sengeafsnit. Regionspsykiatrien Midt har tre sengeafsnit med 14 pladser og et sengeafsnit med 17 pladser.
Afdeling for Depression:
Du vil som KBU-læge blive tilknyttet et af Afdeling for Depression og Angsts sengeafsnit. Afdeling for Depression og Angst består af tre sengeafsnit med 24 senge og et sengeafsnit med 16 senge.
Afdeling for Psykoser:
Du vil som KBU-læge blive tilknyttet et af Afdeling for Psykosers akutafsnit. Afdelingen består af fire sengeafsnit, heraf tre akutafsnit med hhv. 2×24 pladser og 1×13 pladser samt et afsnit med rehabilitering med 11 pladser.
6. Har I supplerende tilbud til KBU’erne i form af børnepasning, bolig og transport?
Bolig:
Afdeling for Depression og Angst og Afdeling for Psykoser:
Der er mulighed for at få stillet en bolig til rådig under dit KBU-forløb. Der er tale om flere typer af bolig og dermed også forskellige niveauer i husleje.
HR-afdelingen ved Aarhus Universitets Hospital, Assistent Bente G. Andersen, tlf. 7845 0644 kan kontaktes vedrørende dette.
Transport:
Regionspsykiatrien Midt:
Bor du i Aarhus, kan du tage vores Psykiatribus frem og tilbage på arbejde. Psykiatribussen letter pendlertiden, hvor du kan bruge trafiktiden som arbejdstid. Med andre ord kan du komme i gang med dagens opgaver allerede inden, du når frem til din arbejdsplads i Regionspsykiatrien Midt i Viborg.
Bussen kører alle hverdage mellem Storcenter Nord i Aarhus og Regionspsykiatrien Midt i Viborg. Læs mere om Psykiatribussen på Psykiatriens hjemmeside.
7. Er der specielle aftaler eller vilkår for gravide og folk med syge børn?
Der kan indgås specifikke aftaler i forbindelse med graviditet afhængig af arbejdsbelastningen og den enkelte, ligesom det er muligt at indgå specielle aftaler i forbindelse med kronisk syge børn.
Disse aftaler indgås altid individuelt og følger såvel arbejdsretlige som uddannelsesmæssige regler.
8. Hvor mange dage går der før selvstændig vagt?
Afdeling for Depression og Angst og Afdeling for Psykoser:
Den første måned er vagtfri. 2. måned indeholder følgevagter. 3. – 4. måned introduceres dagvagter og i 5. – 6. måned vil du indgå i dag- og aften-/nattevagter. Planen kan eventuelt fremskyndes, hvis du ønsker det, og den faglige vurdering tillader det.
Regionspsykiatrien Midt:
De første 2 måneder er du som KBU-læge fast på sengeafsnittet og går ikke i vagt. På den måde kan du få fodfæste i afdelingen og kendskab til psykiatrien, inden vagtarbejdet begynder.
Herefter vil du indgå i vagterne i hverdagene kl. 8-21, hvor du altid vil være sammen med en anden læge.
Hvis der er ønsker om at komme hurtigere i vagt, kan der laves individuelle aftaler.
9. Normeret og reelt antal læger i forvagtlag?
Afdeling for Depression og Angst og Afdeling for Psykoser:
Antallet af læger i forvagtslag varierer og er afhængig af antallet af I-læger, H-læger og AP læger.
Regionspsykiatrien Midt:
Antallet af læger i forvagtslag afhænger af antallet af I-læger, H-læger og AP-læger. Vi har generelt en lav vagtbelastning.
10. Antal vagtlag?
Der er i Psykiatrien Region Midtjylland op til tre vagtlag, hhv. et forvagtslag, et bagvagtslag og et overlægebagvagtslag.
11. Er der bagvagt/mellemvagt til stede hele døgnet?
Der vil i alle døgnets timer være minimum en til to forvagter til stede på afdelingerne. Derudover vil der i store dele af døgnet være en bagvagt med tilstedevær, foruden at der i dagtimerne i både hverdag og weekend vil være en overlægebagvagt til stede. Når bagvagten ikke er til stede på matriklen, vil denne være på tilkald.
12. Er der fast tilrettelagt undervisning på afdelingen, og er der en uddannelsesansvarlig på afdelingen?
Afdeling for Depression og Angst:
I Afdeling for Depression og Angst er der en fast undervisningseftermiddag om onsdagen mellem kl. 13 -15 og to morgener med 30 min. morgenkonference. Uddannelsesteamet består af to uddannelsesansvarlige overlæger samt to uddannelseskoordinerende yngre læger.
Afdeling for psykoser:
I Afdeling for Psykoser er der fast undervisning tre morgener om ugen i 20 – 30 min. i forlængelse af morgenkonferencen samt hver onsdag eftermiddag fra kl. 13 – 15.30. Uddannelsesteamet på afdelingen består af en uddannelsesansvarlig ledende overlæge, en uddannelsesansvarlig overlæge og to til tre uddannelseskoordinerende yngre læger.
Regionspsykiatrien Midt:
I Regionspsykiatrien Midt er der fast undervisning flere gange om ugen. Der er et uddannelsesteam med uddannelsesansvarlig ledende overlæge og tre uddannelseskoordinerende yngre læger. Alle går meget op i, at der både er et godt uddannelses- og arbejdsmiljø på afdelingen.
13. Hvordan sikres der at KBU’erne får fast og god supervision?
I Psykiatrien lægger vi stor vægt på at tale med hinanden om de komplekse problemstillinger, vi møder – både for at patienterne får gode forløb, men også med henblik på læring.
Den daglige supervision sikres på det afsnit, KBU-lægen er tilknyttet. Her får du som KBU læge supervision og sparring af kolleger, som er på et højere uddannelsestrin eller er speciallæger.
14. Hvilken form for karrierevejledning giver I?
Afdeling for Psykoser og Afdeling for Depression og Angst:
Der gives både formel karrierevejledning ved vejledningssamtaler og uformel karrierevejledning gennem daglige samtaler og kollegial sparring.
Regionspsykiatrien Midt:
Der gives karrierevejledning ved hovedvejleder. Det vil også være muligt at deltage i Karrierecafé som arrangeres af somatikken (Hospitalsenhed Midt). Derudover vil der på det uformelle plan være masser af muligheder for at tale med andre yngre kolleger om deres valg og overvejelser angående karriere.
15. Bliver kursusønsker efterkommet? Hvilke kurser og hvordan er de særligt relevante for KBU’er?
Generelt i Psykiatrien i Region Midtjylland imødekommes kursusønsker, som har relevans for ansættelsen.
16. Er der løn under kurser?
I Psykiatrien Region Midtjylland er der fuld løn under de obligatoriske kurser. Derudover givers der løn på hverdage ved godkendte kurser.
17. Er der mulighed for at forske på afdelingen?
Afdeling for Depression og Angst:
Der er mulighed for at forske efter aftale med afdelingsledelsen og/eller uddannelsesansvarlig ledende overlæge.
Afdeling for psykoser:
Der er mulighed for at forske eller deltage i mindre projekter efter aftale med afdelingsledelsen og/eller uddannelsesansvarlig ledende overlæge og i samråd med professor og forskningsenhed.
Regionspsykiatrien Midt:
Ved interesse vil det være muligt at deltage i kvalitetsarbejde, udarbejdelse af instrukser eller lignende forskningsrelaterede aktiviteter.
18. Går KBU’er stuegang?
På tværs af Psykiatrien i Region Midtjylland deltager KBU-læger i stuegangsfunktionen under supervision af ældre kolleger.
Stuegang er det centrale arbejde på en psykiatrisk afdeling. I starten vil der være mulighed for at gå stuegang under supervision af ældre kolleger. Derefter får KBU-lægen stuegangsopgaver, der passer til kompetenceniveauet. Løbende vil der gå ældre kolleger med, så stuegangen superviseres for at sikre læring og udvikling.
19. Hvor mange aften-/nattevagter er der pr. måned?
Afdeling for Depression og Angst og Afdeling for Psykoser:
Antallet kan variere afhængig af, hvor mange vagtbærende læger, der er i den formaliserede vagt. Aktuelt er gennemsnittet 2 – 4 aften-/nattevagter pr. måned.
Regionspsykiatrien Midt:
Antallet kan variere afhængig af, hvor mange vagtbærende læger, der er i den formaliserede vagt.
Del artiklen: