Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Karriere

Nye cheflæger kastet ud i svære valg

Udgivet:
Kommentarer (0)

Thea Heide Faaborg har som ny cheflæge for en lungemedicinsk afdeling særligt interesseret sig for, om kontroller i højere grad skal styres af patientens behov frem for guidelines.

Tre relativt nytiltrådte cheflæger fortalte på årsmødet i Lægevidenskabelige Selskaber om de svære valg og prioriteringer, de hurtigt er blevet kastet ud i.


Hvordan tackler tre nytiltrådte cheflæger at navigere i et vanskeligt farvand mellem pres fra politikere, administratorer og patienter, og på samme tid tænke konstruktivt og kreativt i forhold til at prioritere opgaver og patienter?

Det var ét af de spørgsmål, som Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) søgte svar på, da LVS torsdag holdt årsmøde, hvor tre unge cheflæger var inviteret til at beskrive deres situation som nye i cheflaget.

Vi skal stoppe med at skubbe opgaver frem og tilbage over sektorgrænserne i sundhedssektoren. Det er afgørende med en velfungerende forbindelse mellem regioner, kommuner og almen praksis

Kristian Bergholt Buhl, cheflæge, OUH

Prioritering er langt fra så enkel en proces, som det nogle gange fremstilles som. Den erfaring har cheflæge Simon Hyttel-Sørensen, Afdeling for Intensiv Behandling på Rigshospitalet gjort sig i sin tid som afdelingsleder. Det er ikke ‘bare’ et spørgsmål om at bruge energien på det, der giver gavn for patienterne.

»Tingene er komplekse. Det er ikke så enkelt at sige, at vi kun skal gøre det, der gavner. Hvis det var så enkelt, ville vi hurtigt kunne gøre det,« sagde Simon Hyttel-Sørensen.

En del af problemet med at tilbyde stadigt mere opstår nemt i dialogen med patienter, og for intensivlægernes tilfælde naturligt nok især de pårørende.

»Men vi kan ikke lindre ved at tilbyde patienten endnu en behandling. Ønsket om at gøre mere og mere er en kultur, som også skabes allerede på lægeuddannelsen. Måske burde vi snarere bruge mere tid på at forberede de kommende læger til det sundhedsvæsen, de skal ud i, og være bedre til at give dem nogle redskaber til at håndtere patienter og pårørende, der er i sorg,« sagde Simon Hyttel-Sørensen.

Bøn om kunstig intelligens

Kristian Bergholt Buhl tiltrådte sidste år som cheflæge for Geriatrisk Afdeling på Odense Universitetshospital. Med udsigt til, at gruppen af +80-årige i befolkningen alene i perioden frem til 2033 ventes at vokse med 47 pct. – og med 112 pct. frem til 2055 – brugte han sit indlæg til at komme med en bøn.

»Vi skal stoppe med at skubbe opgaver frem og tilbage over sektorgrænserne i sundhedssektoren. Det er afgørende med en velfungerende forbindelse mellem regioner, kommuner og almen praksis. Vi skal forholde os til en stor stigning i antallet af over 80-årige i befolkningen inden for relativt få år. Samtidig er der langt færre sengepladser, men det er svært at reducere antallet af sengedage for de ældre patienter og samtidig optimere kerneydelsen,« sagde Kristian Bergholt Buhl.

Han kom med et forslag til, hvordan indlæggelser af ældre kan forebygges:

»Vi ved, at 80 pct. af alle ældre over 80 år, der indlægges akut, allerede havde kontakt med deres bopælskommune i ugerne op til indlæggelsen. Hvis vi kunne bruge kunstig intelligens til at udvikle alarmsystemer, som kan registrere øget tidsforbrug hos borgeren, kunne det bruges til at tilbyde vedkommende et forebyggende besøg inden der bliver behov for indlæggelse.«

Se på patientens behov

Thea Heide Faaborg står som nytiltrådt cheflæge for Lungemedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital i spidsen for en mindre gruppe speciallæger i lungemedicin. Hun har af den årsag spørgsmålet om prioritering tæt inde på livet i sit daglige arbejde.

Et af de områder, hun har interesseret sig for i den sammenhæng er, om kontroller i højere grad skal styres af den enkelte patients behov, frem for guidelines.

»Vi skal måske stille spørgsmålstegn ved, om guidelines for f.eks. kontrolforløb giver mening for den enkelte patient, eller om det måske ville være bedre at give støtte fra afdelingen til, at patienten kan følges af egen læge i stedet,« sagde Thea Heide Faaborg, der konstaterede, at »det kræver mindre evidens at indføre en behandling, end at afskaffe den.«

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere