Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Karriere

Ny undersøgelse: Pensionistlæger var gerne blevet i jobbet

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Vi ser 29 pct., som svarer, at hvis arbejdsvilkårene var bedre, kunne de forestille sig at blive på arbejdsmarkedet. Det er meget væsentligt, at arbejdsmiljøet betyder noget for lysten til at fortsætte for så stor en del,« siger Susanne Wammen.

Bedre arbejdsmiljø og større fleksibilitet kunne have fastholdt potentielt flere tusinde danske læger nogle år mere på arbejdsmarkedet, viser ny undersøgelse. I stedet er de nu gået på pension.


Godt 40 pct. af de pensionerede læger ville gerne være fortsat med at arbejde i flere år, hvis de havde haft større fleksibilitet i jobbet, havde kunnet få en seniorordning eller gå på nedsat tid.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Foreningen af Pensionerede Læger (FPL) og Lægeforeningen.

Undersøgelsen er foretaget på basis af 1.000 pensionerede læger, hvoraf 440 har svaret. Men står udsagnet til troende for samtlige medlemmer af FPL, ville det dreje sig om knap 2.700 læger, hvis fortsatte arbejdsindsats det danske sundhedsvæsen således er gået glip af i en tid med speciallægemangel.

Et bedre arbejdsmiljø og mere tid til kontakt med patienterne fremhæves som elementer, der kunne have fået de pensionerede læger til at udskyde tidspunktet for tilbagetrækning, som i gennemsnit er lige knap 69 år for landets læger.

Undersøgelsen omfatter også præ-pensionister defineret som læger over 60 år, der står foran at skulle tage stilling til pension inden for en ikke alt for fjern fremtid.

Her viser det sig, at præcis de samme elementer som blandt de allerede pensionerede kolleger kunne fastholde dem nogle år på arbejdsmarkedet, nemlig fleksibilitet, nedsat tid eller seniorordning.

Også i denne gruppe nævnes mere tid med patienterne og et bedre arbejdsmiljø som afgørende for at udskyde pensionstidspunktet.

I spil til overenskomstforhandlingerne

Undersøgelsens resultater flugter fint med den arbejdsvilkårsundersøgelse, som Overlægeforeningen foretager blandt sine medlemmer hvert tredje år. Her ses bl.a. på, om arbejdsmiljøet kan bidrage til at fastholde flere overlæger i jobbet.

»Vi ser 29 pct., som svarer, at hvis arbejdsvilkårene var bedre, kunne de forestille sig at blive på arbejdsmarkedet. Det er meget væsentligt, at arbejdsmiljøet betyder noget for lysten til at fortsætte for så stor en del,« siger Overlægeforeningens formand Susanne Wammen.

»Vi har allerede i overenskomsten retten til at træde ud af vagt, når man har nået en vis alder. Og vi har også mulighed for seniorordning. Men generelt vil vi bruge sådan nogle tal til at trække det frem i overenskomstforhandlingerne, at vi gerne vil forbedre arbejdsvilkårene for seniorerne.«

»Fleksibilitet er efterspurgt.«

Fra papir til virkelighed

Susanne Wammen peger også på, at nok så fine ordninger i overenskomsten ikke altid er lige nemme at omsætte i virkeligheden.

Vi satte undersøgelsen i gang, fordi vi havde en idé om, at nogle medlemmer havde det hårdt med at gå på pension, for livet ændrer sig meget, og det ville vi gerne grave mere i

Ole Nørskov, formand, FPL

»Hvis man f.eks. er på et sygehus eller en afdeling, hvor der er få specialiserede læger med vagtfunktion, så kan det være svært at træde ud af vagt. For man ved, at så skal de øvrige tage det mere vagtarbejde,« siger hun.

Også her kommer arbejdsmiljøet ind som en faktor.

»Det betyder noget, at der skal være opbakning til det og mulighed for det,« som hun siger.

Desuden bør den seniorsamtale for ældre medarbejdere, som overenskomsten også tilsiger, efter hendes mening i lige så høj grad dreje sig om fastholdelse på jobbet som afvikling af det.

»Man kan f.eks. se, at der, hvor der er mulighed for at få ældre læger til at uddanne og supervisere yngre kolleger, giver det stor tilfredshed i begge grupper. Det kunne man fokusere på i en seniorsamtale,« siger hun.

Livet som pensionist

Fra FPLs side giver undersøgelsens resultater først og fremmest anledning til tilfredshed.

Næsten alle respondenter melder om, at de trives ‘godt’ eller ‘meget godt’ som pensionister, og knap tre fjerdedele er af den overbevisning, at de hverken gik på pension for tidligt eller for sent, men på det tidspunkt, der føltes rigtigt for dem.

Det efterlader selvsagt et pænt stort mindretal, der – uanset at de trives godt som pensionister – har en anden mening. Og undersøgelsen viser da også, at 25 pct. af de nu pensionerede læger savner lægeligt arbejde.

Ønsket om en eller anden form for fortsat tilknytning til arbejdet kan også ses af det faktum, at ca. hver femte i et vist omfang har lægelige aktiviteter, som de får betaling for.

Ganske vist kan man ikke være medlem af FPL, hvis man har et egentligt job, men mindre omfattende aktiviteter er tilladt.

»Vi har en betingelse om, at man som medlem hos os ikke må tjene mere end højeste dagpengesats, og hvis man har et bijob, kan man godt ryge op over den. Men så må man være medlem i en af Lægeforeningens forhandlingsberettigede foreninger,« siger FPLs formand, Ole Nørskov.

Tænkeboks

Baggrunden for undersøgelsen var et ønske om at vide mere om medlemmernes – og kommende medlemmers – ønsker og behov. Foreningen vil nu bruge resultaterne til ideudvikling af de tilbud, som den stiller til rådighed for medlemmerne.

»Vi satte undersøgelsen i gang, fordi vi havde en idé om, at nogle medlemmer havde det hårdt med at gå på pension, for livet ændrer sig meget, og det ville vi gerne grave mere i,« siger han.

»Vores forening har til opgave at fastholde de pensionerede læger i deres lægerolle, og vi prøver at skabe gode omstændigheder for vores medlemmer i deres pensionistliv.«

Han og den øvrige bestyrelse vil nu gå i tænkeboks og vurdere, om den på baggrund af undersøgelsen kan indføre nye initiativer og tilbud til medlemmerne og muligvis også de kommende.


Om FPLs undersøgelse

De pensionerede læger:

41 pct. ville gerne have arbejdet i flere år, hvis betingelserne havde været bedre

25 pct. savner lægeligt arbejde

21 pct. har fortsat lønnet lægeligt arbejde i et vist omfang

97 pct. trives ‘godt’ eller ‘meget godt’ i deres pensionisttilværelse

74 pct. mener, at de gik på pension på det for dem rette tidspunkt

De kommende pensionerede læger:

83 pct. svarer, at fleksibilitet, nedsat tid eller seniorordning ville være de mest tungtvejende årsager til, at de blev flere år på arbejdsmarkedet

56 pct. forventer, at muligheden for fortsat lægearbejde i et vist omfang vil påvirke deres trivsel som pensionister i positiv retning.

48 pct. forventer, at lægeligt arbejde vil komme til at fylde i pensionisttilværelsen.

Undersøgelsen er foretaget af Foreningen af Pensionerede Læger (FPL) og Lægeforeningen blandt 1000 medlemmer af FPL og 1.000 medlemmer af Lægeforeningens forhandlingsberettigede foreninger (1487 fra FAS, 332 fra PLO og 181 fra YL).

Svarprocenten er 44 pct. i begge grupper.


Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere