Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Karriere

Novo Nordisk lokker med lukrative vilkår: Flere af fremtidens specialister forlader hospitalerne

Udgivet:
Kommentarer (0)

Frederik Persson (tv.), cheflæge ved Steno Diabetes Center Copenhagen, og Peter Lommer Kristensen, ledende overlæge på Endokrinologisk Afdeling ved Nordsjællands Hospital.

Bedre lønninger og færre vagter gør medicinalindustrien til et attraktivt karrierevalg for læger, som sundhedsvæsenet selv har uddannet. Der er tale om en stigende tendens, som cheflæge og ledende overlæge kæmper med.


Pharmaindustrien og specielt Novo Nordisk suger læger og sygeplejersker væk fra hospitalsgangene med tilbud om bedre lønninger og arbejdsvilkår uden weekendvagter og patientkontakt.

Det oplever Frederik Persson, cheflæge ved Steno Diabetes Center Copenhagen, og Peter Lommer Kristensen, ledende overlæge på Endokrinologisk Afdeling ved Nordsjællands Hospital.

»Vi oplever, at vores personale skifter til pharmaindustrien, særligt til Novo Nordisk. Flere af vores ph.d.-studerende, der færdiggør deres studier her, vender aldrig tilbage til det kliniske arbejde hos os,« siger Frederik Persson.

Cheflægen og den ledende overlæge mærker konsekvenserne af den stigende tilstrømning af læger og sygeplejersker til Novo Nordisk fra deres respektive afdelinger. For flere læger og sygeplejersker ser skiftet til medicinalindustrien som en attraktiv mulighed for at anvende deres faglighed i nye rammer.

Konsekvensen er, at det offentlige sundhedsvæsen har brugt tid og ressourcer på at uddanne speciallæger og ph.d.-studerende uden at få gavn af de erhvervede kompetencer.

»Det er altid ærgerligt, når vi mister folk, der har opbygget en enorm viden om specifikke emner, som de kunne bidrage med til sundhedsvæsenet,« siger Peter Lommer Kristensen og tilføjer:

»Deres viden er ikke tabt for samfundet, for de bidrager også i pharmaindustrien. Men vi mister kompetencer og arbejdskraft i det offentlige system.«

Rekrutteringsproblemer

Det er ikke kun de endokrinologiske afdelinger, som oplever, at deres medarbejdere søger mod Novo Nordisk, det er også en udfordring for andre afdelinger, fortæller Frederik Persson og Peter Lommer Kristensen.

»Novo Nordisk tilbyder vilkår, som vi ikke kan konkurrere med – højere løn, færre vagter og et arbejdsliv uden patienter. For nogle er det en attraktiv løsning,« siger han og understreger, at han personligt mener, at folk skal følge deres arbejdsliv i den retning, der passer dem bedst.

Peter Lommer siger, at det typisk er læger, der vælger at forlade sundhedsvæsenet til fordel for pharmaindustrien. Tendensen er ifølge ham med til at forværre de allerede eksisterende rekrutteringsproblemer, der er i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Når vi mister 12 dygtige ph.d.-studerende over en årrække, så er det folk, der kunne være blevet dygtige speciallæger

Frederik Persson, cheflæge, Steno Diabetes Center Copenhagen

»Hvis vi havde haft flere speciallæger i hovedstadsområdet, ville det måske have tvunget flere til at søge mod Region Sjælland,« siger Peter Lommer Kristensen.

Regeringens nye sundhedsreform lægger op til at sikre flere speciallæger og dermed bedre lægedækning til patienter i hele landet. I den forbindelse håber Peter Lommer Kristensen, at Sundhedsstyrelsen også er opmærksom på, at flere og flere potentielle speciallæger vælger at søge mod pharmaindustrien.

»Når man dimensionerer speciallægeuddannelserne, har man måske ikke altid været gode nok til at tage højde for, at pharmaindustrien trækker en stigende mængde af vores talenter til sig,« siger han.

Frederik Persson stemmer i.

»Det har ikke tidligere været et problem. Men i dag er der altså folk, som bliver færdige og forsvinder ind i andre karrierer. Når vi mister 12 dygtige ph.d.-studerende over en årrække, så er det folk, der kunne være blevet dygtige speciallæger,« siger han.

I en kort kommentar til Dagens Medicin oplyser Sundhedsstyrelsen, at industriperspektivet bestemt indgår i prognose og dimensioneringsarbejdet.

Geografiske forskelle

Det er ikke relevant for læger og sygeplejersker i alle landets afkroge at kigge mod pharmaindustrien. Når Frederik Persson taler med sine kolleger i Jylland, kender de for eksempel ikke til udfordringen med, at kolleger tager til medicinalgiganten, fortæller han.

Det udsagn bekræfter Liselotte Fisker, der er cheflæge på Steno Diabetes Center Aarhus.

»Det er ikke en udfordring, vi ser hos os. Jeg tror også, at det er geografien, som spiller en rolle,« siger hun.

Frederik Persson og Peter Lommer Kristensen oplever ikke en aggressiv headhunting-proces fra Novo Nordisk, hvor medicinalgiganten kommer og prikker deres kollegaer på skulderen.

»Det er typisk, når man bliver træt af hverdagen, at muligheden for at skifte til Novo Nordisk ligger og rumsterer, især hvis man arbejder i Region Hovedstaden,« siger Frederik Persson.

Den samme fornemmelse har Peter Lommer Kristensen:

»Vi føler ikke, at Novo Nordisk går på rov, men vi kan konstatere, at de slår stillinger op, som tiltrækker de folk, vi har uddannet,« siger han.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere