Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Karriere

Når man ikke vil være chef for hele samfundet, men alligevel er på en samfundsopgave

Udgivet:
Kommentarer (0)

Ulla Toft startede som chef for Afdeling for Forebyggelse, Sundhedsfremme og Samfundet på Steno Diabetes Center Copenhagen 1. oktober sidste år.

Som sundhedsfremme- og forebyggelseschef på Steno Diabetes Center Copenhagen skal Ulla Toft sætte turbo på det tværsektorielle samarbejde. Forskningen skal ud over rampen og sikre sammenhængende patientforløb.


Da Ulla Toft indtog chefstolen på den nyetablerede Afdeling for Forebyggelse, Sundhedsfremme & Samfundet på Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) 1. oktober, var hendes børn behørigt imponerede.

»Wauw: Chef for samfundet,« lød det fra dem.

Ulla Toft griner lidt, da hun fortæller historien. Men egentlig er betydningen nok bare ‘samfund’. For hele samfundet er trods alt en meget stor opgave. Når det så er sagt, så er det en ret stor opgave, hun har kastet sig ud i.

Afdelingen tæller 67 forskere i flere forskellige forskningsgrupper og beskæftiger sig med alt fra børn, unge og familier, psykosocial sundhed, lighed, til brugere og bæredygtige byer. Tidligere hed afdelingen Enhed for Sundhedsfremmeforskning, men med den nye direktør Magnus Jensen, der kom til i november 2022 og med Ulla Tofts tiltrædelse, skal der ske mere.

Meningen er, at der for alvor skal sættes turbo under Stenos fokus på det tværsektorielle område, det nære sundhedsvæsen og patientinddragelse. Der skal bygges bro mellem forskning og praksis. Og så skal forskningen ud over rampen og spilles ind i de politiske dagsordener.

»Vi skal udvide perspektivet, så vi i højere grad får det gode og sammenhængende patientforløb som centrum i vores blik på sundhedsvæsenet. Og så skal vi blive en langt mere aktiv stemme i debatten på sundhedsområdet. Det er her, det med samfundet for alvor kommer ind. For eksempel når vi kan se, at en stor gruppe af patienterne med type 2-diabetes ikke tilses, som de skal ifølge standarderne hos de praktiserende læger. Så kan vi gøre opmærksom på det og bidrage til at udvikle nye innovative og bæredygtige løsninger til gavn for patienter og borgere,« fortæller Ulla Toft i sit kontor på SDCC ved Herlev Hospital lidt vest for København.

Store muskler

Selvom det er lidt over to år siden, at SDCC rykkede fra den gamle adresse i Gentofte til den nye i Herlev, fremstår domicilet stadig nyt og moderne, hvilket understreger fornemmelsen af de nye friske vinde, der blæser over centret.

»Fordi klinikken er en integreret del af stedet her, samtidig med at vi bedriver forskning og udvikling, så har vi en særlig mulighed for at få forskningen og klinikken til at spille sammen. Vores forskning kan langt bedre komme ud at leve, og jeg brænder meget for, at den forskning, vi laver, kommer ud til gavn for patienterne, vores sundhedsvæsen og samfundet i det hele taget,« siger Ulla Toft.

Samtidig har SDCC en stor ti-årig bevilling, hvilket giver store muskler og flere ressourcer, end man normalt har på et offentligt hospital til at afprøve forskellige ting.

Bevillingen blev givet, da Novo Nordisk tilbage i 2017 overdrog Steno Diabetes Center til Region Hovedstaden. Med i ryggen fik centret 2,95 mia. kr. fra Novo Nordisk Fonden og 1,35 mia. kr. fra regionen.

Siden er Steno Diabetes Center desuden blevet etableret i de fire andre danske regioner og i Grønland og på Færøerne.

»Vi kan fungere som udviklingshospital, hvor vi afprøver ting i mindre skala, og er det noget, der virker, kan vi udbrede det og lave en national implementering, fordi vi har et stærkt samarbejde på tværs af Steno-centrene. Det er en stor styrke,« mener Ulla Toft.

Udbygger netværket

Øverst på dagsordenen står et tættere samarbejde med både kommuner og de praktiserende læger. Tværsektorielt samarbejde er højt prioriteret for at lave bedre patientforløb med fokus på den enkelte patients behov, ressourcer og sygdomsbillede.

Det bliver en belastning for patienten, når det er deres ansvar at viderebringe informationer fra den ene til den anden instans

Ulla Toft, chef, Steno Diabetes Center Copenhagen

»Vi vil gerne udvikle nogle nye modeller for, hvordan man samarbejder på tværs af sektorer og skaber bedre og mere sammenhængende patientforløb. Så vi udbygger vores netværk og har for eksempel et ønske om at etablere strategiske samarbejder med udvalgte kommuner, hvor vi inkluderer hele økosystemet med almen praksis, kommunen og hospitalet, så vi med udgangspunkt i det fælles populationsansvar kan bidrage til at udvikle nye veje til effektiv forebyggelse for alle samt gode patientforløb for vores patienter,« siger Ulla Toft.

Særligt vil hun gerne knække koden til i højere grad at arbejde sammen med almen praksis, hvor centret har en forpligtelse til at bidrage til at løfte diabetesbehandlingen.

»Det er de praktiserende læger, der er tætte på borgerne, ser patienterne med jævne mellemrum og kender familierne. Vores indsats i sundhedsvæsenet rykker jo mere og mere ud i det nære sundhedsvæsen, så mindre og mindre skal foregå her på Steno for eksempel. Derfor skal vi samarbejde med en bred gruppe aktører og ikke mindst almen praksis.«

Derfor afholder man på Steno for eksempel også Store Diabetesdag, hvor almen praksis har mulighed for at blive klogere på diabetesdata, fodsår, diabetesstress og andre ting relateret til sygdommen.

Digitale løsninger

Afdeling for Forebyggelse, Sundhedsfremme og Samfundet er i samarbejde med Steno Diabetes Center Aarhus og Steno Diabetes Center Sjælland også klar til at afprøve et digitalt system, hvor kommune, almen praksis og hospitaler kan gå ind på samme platform og se alle data for en patient, så det er muligt at få et samlet overblik over den samlede behandling.

»Det bliver en belastning for patienten, når det er deres ansvar at viderebringe informationer fra den ene til den anden instans, og vi vil gerne udvikle nogle nye måder for instanserne at kommunikere på for også at styrke samarbejdet mellem dem. Det er der allerede folk, der arbejder på, men vi skal gerne være sådan nogle, hvor vi relativt hurtigt kan gå fra at afprøve ting til, at den viden kommer i spil,« forklarer Ulla Toft.

Afdelingen skal fra efteråret også bidrage til det såkaldte StenoLife.

»Det er en ny måde at gå til behandlingen på, hvor alt det, der kan gøres digitalt, skal gøres digitalt, hvor de patienter, der i virkeligheden har det bedst med at være hjemme, og som er velregulerede, ikke skal herind fire gange om året til tjek. Dem vil vi hellere give en digital løsning og så lade dem tjekke ind med en læge eller sygeplejerske virtuelt en gang imellem,« forklarer Ulla Toft.

Der handler det også om at forstå, at patienterne er meget mere end lige netop deres langtidsblodsukker eller det tal på vægten, der viser deres overvægt, som måles til en kontrol.

»Vi vil gerne se på det hele menneske og deres hverdagsliv. Hvilke udfordringer de har. Det kan være svært at forstå, hvorfor en patient er dårligt reguleret, når man synes, man har forklaret, hvad de skal gøre. Der handler det om at forstå, hvad der er på spil for patienten, så man måske kan gribe ind andre steder.«

Derfor har centret udviklet nogle dialogværktøjer, som lægerne kan bruge til at kortlægge, hvad der egentlig er på spil for patienten. For eksempel hvis de har et barn, der mistrives, og derfor ikke har overskud til at tage hånd om sig selv.

Ikke en naturlov

I Ulla Tofts optik er der behov for en populationsbaseret tilgang til diabetes.

Det vil sige, at man skal sikre nemme, sunde valg for den brede befolkning, inden de udvikler overvægt og diabetes. Og der skal arbejdes med den primære forebyggelse som for eksempel at indrette gode cykelstier, sikre bevægelse i skolerne.

»Når det gælder diabetes, kigger vi jo ind i nogle kurver, som bare stiger og stiger, og prognoserne er, at det kommer til at stige endnu mere. Blandt andet fordi overvægten stiger. Derfor er vi nødt til at arbejde med den brede population, før de udvikler overvægt og diabetes,« siger Ulla Toft.

Hun mener ikke, det er en naturlov, at der skal være en stigning i diabetes.

»Vores gener har ikke ændret sig. Det er fordi, vores samfund er bygget op om en industri, der skal sælge rigtigt meget. Og som forbrugere skubbes vi mod et merforbrug og kalorietætte fødevarer. Det er vi nødt til at forholde os til.«

Derfor har SDCC blandt andet et projekt, der hedder Generation Sunde Børn på 12 såkaldte interventionsskoler fordelt i hele landet, hvor man arbejder med sund skolemad, bevægelse, skærme og søvn.

»Det handler om at engagere både skolen, lokalsamfundet omkring børnene og familien, så vi kan fremme en sund vægtudvikling og trivslen hos børnene.«

Meningsfuld opgave

Det er derfor, det virkelig er en stor opgave, som Ulla Toft er kommet på. For hendes børn har ret: I virkeligheden handler det jo faktisk om at forholde sig til hele samfundet.

Ansvaret tynger hende dog ikke.

»For mig er det centralt ikke bare at se passivt til, men at gøre noget proaktivt. Og det skal ske gennem forebyggelse hos dem, der er i høj risiko,« siger hun.

Hvordan føles sådan en stor opgave?

»Meningsfuld. Selvom det her ikke er noget, hverken jeg eller SDCC kan gøre alene, så kan vi være en vigtig brik i det store puslespil. Det, at vi skal udbygge perspektivet for en allerede meget stærk forskergruppe og skabe bro for at påvirke praksis, det giver mig rigtigt meget energi,« siger Ulla Toft.

For hende er det netop meningsfuldt at få skabt bro mellem forskningen og det praktiske liv, og hun ser frem til det nye bud på, hvordan det danske sundhedssystem skal skrues sammen.

»Det bliver meget interessant, hvad Sundhedsstrukturkommissionen kommer med. Jeg ønsker mig især noget, der gør samarbejdet med almen praksis lettere. Der er gode lokale eksempler på den slags samarbejder, men der er ikke en samlet struktur for at arbejde sammen med alle landets mange lægepraksisser. Det er jo selvstændige erhvervsvirksomheder, hvor vi i dag skal finde løsninger med hver enkelt. Der vil det være dejligt med en samlet ledelsesstruktur til at udrulle nogle modeller til alle på én gang,« lyder ønsket fra Ulla Toft.


Ulla Toft: Blå bog

Oktober 2023-: Afdelingsleder for Forebyggelse, Sundhedsfremme og Samfundet, Steno Diabetes Center Copenhagen

2020-: Klinisk professor i Sundhedsfremme og Forebyggelse på Københavns Universitet

2018-2023: Sektionschef og forskningsleder, Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Bispebjerg Hospital

2016-2018: Sektionschef og forskningsleder, Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Glostrup Hospital

2010-2016: Ekstern ernæringskonsulent, Hjerteforeningen

2008-2016: Post doc og seniorforsker ved Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Glostrup Hospital

2005-2008: ph.d.-studerende i folkesundhed, Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Glostrup Hospital

2002: Uddannet cand. scient. i human ernæring fra Københavns Universitet

Født 1973

Gift og har tre børn


Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere