Karriere
»Mit ambitionsniveau har ikke rykket sig en tøddel«
Udgivet:
Kommentarer (0)
Henrik Sillesen har forladt Rigshospitalet, men ambitionerne har han taget med sig til jobbet som medical director hos Novo Nordisk Fonden.
Da Henrik Sillesen sidste år i en alder af 65 år stoppede som karkirurgisk klinikchef på Rigshospitalet, var det ikke for at gå på pension. Det var for at gå en helt ny karrierevej. Nu er han medical director hos Novo Nordisk Fonden, hvor han står i spidsen for et nyt fokusområde, og vejen til indflydelse er lidt længere, end han har været vant til.
På et tidspunkt i livet, hvor det havde været helt rimeligt at tænke på sit otium, gik Henrik Sillesen i stedet med overvejelser om en ny karrierevej. Efter mere end 20 år som karkirurgisk klinikchef på først Gentofte Hospital og siden Rigshospitalet var han klar til at prøve noget nyt, og det var ikke pensionisttilværelsen.
Jeg har altid haft det bedst med at lede tæt på fagligheden og få indflydelse på anden vis, eksempelvis i ledelsen af internationale videnskabelige selskaber
Henrik Sillesen, medical director, Novo Nordisk Fonden
»Jeg startede med at være med til at åbne en ny afdeling i Gentofte, måske den mindste i landet, og rejste fra verdens største karkirurgiske afdeling på Rigshospitalet,« siger Henrik Sillesen.
Selvom Rigshospitalet har været hans andet hjem, så var han ikke i tvivl om, at det var tid til at komme videre.
»Efter 23 år med varieret indhold, men samme stillingsbetegnelse, syntes jeg ikke, der var mere at komme efter. Samtidig ramte COVID-19 og fjernede fokus fra mange af de ting, jeg syntes var sjovt, eksempelvis blev forskning og udviklingsprojekter sat på pause. Det gav mig et meget klart perspektiv på, at hvis jeg nogensinde skulle noget andet, så skulle det være nu,« fortæller Henrik Sillesen.
Fysisk er rejsen foreløbigt endt hos Novo Nordisk Fonden i jobbet som medical director. Da han tager imod Dagens Medicin i fondens domicil i Tuborg Havn, er han netop ved at have fundet sig tilpas efter et hæsblæsende første halve år.
Overvejelser om næste skridt
Ved siden af jobbet som klinikchef har han bl.a. været formand for Hjerteforeningen, generalsekretær og præsident for The European Society of Vascular Surgery, deltaget i Sundhedsstyrelsens arbejde med den første specialeplan og forsket i samarbejde med pharma- og medtechindustrien.
Det dér med bare at slappe af, smække benene op og nyde resultatet af hårdt arbejde, er ikke en idé, der overhovedet appellerer til Henrik Sillesen.
Så pension var ikke en del af hans overvejelser. Slet ikke. Men samtidig var han heller ikke interesseret i at stige yderligere i graderne inden for sundhedsvæsenet.
»Flere har spurgt mig, om jeg ikke skulle være sygehusdirektør eller lægefaglig direktør, men det appellerede ikke til mig i et politisk styret system. Her har jeg altid haft det bedst med at lede tæt på fagligheden og få indflydelse på anden vis, eksempelvis i ledelsen af internationale videnskabelige selskaber,« siger Henrik Sillesen og fortsætter:
»Jeg har også været med til at starte og rådgive private virksomheder, og her er ledelsesdelen superspændende.«
Da han havde besluttede sig for at stoppe som klinikchef, var bestyrelsesarbejde, hvor han kunne bruge sin erfaring i både store og små virksomheder, det første, han tænkte på. Planen var en turné rundt i netværket for at høre, om det mon var en holdbar plan, men han nåede kun til andet stop på turen, som var Mads Krogsgaard Thomsen, direktør i Novo Nordisk Fonden. Henrik Sillesen ville snakke om mulighederne i den farmaceutiske branche.
»Han mente absolut godt, jeg kunne bruges, sagde han. Men han mente også, jeg kunne bruges i Novo Nordisk Fonden, hvis jeg var interesseret i det,« siger Henrik Sillesen.
Den snak fortsatte de hen over nogle måneder for at sikre sig, at de var det rette match.
Jeg har aldrig arbejdet et sted med så mange idéer og ambitioner. Midlerne er nok flere, men der er også mange støtteværdige formål. Så jeg skal finde ud af, hvordan jeg får gennemført de idéer, jeg har
Henrik Sillesen, medical director, Novo Nordisk Fonden
»Det var jo ikke min plan A, så jeg skulle også lige tænke efter. Og jeg havde egentlig lyst til at arbejde med sundhed og sundhedsvæsenet på en mere fremsynet måde,« siger Henrik Sillesen åbent.
En helt anden verden
Selvom der geografisk ikke er lang afstand fra den hverdag, han havde på Rigshospitalet, så er det en helt anden verden, Henrik Sillesen befinder sig i nu.
»Processerne her er længere og afhængige af, om man f.eks. vil lave et nyt åbent kald eller en strategisk satsning, men jeg har fået mulighed for at gavne sundhed, forebyggelse og behandling med flere kræfter bag. På lidt større afstand,« siger Henrik Sillesen.
Han er stadig ved at finde ud af mekanismerne i den store fond, der har en målsætning om at skulle nå op på at uddele 10 mia. kr. om året i løbet af de kommende år.
»Det har taget mere tid, end jeg havde troet, at forstå maskinrummet, og hvordan de mange forskellige instrumenter fungerer. Samtidig har jeg også fået nogle store arbejdsopgaver, der har taget meget af min tid. Men det er superspændende, og mit ambitionsniveau har ikke rykket sig en tøddel, siden jeg forlod sygehuset,« siger Henrik Sillesen.
En ny strategi
Da Novo Nordisk Fonden for nylig præsenterede strategien for 2030, var det bl.a. med et fokus på forebyggelse, diagnostik og behandling af kardiometaboliske sygdomme, og det er det kardiovaskulære område, Henrik Sillesen er hyret ind til at være med til at forme.
»Selvom det er en mindre virksomhed end den, jeg kommer fra, så arbejder vi på en større skala i den forstand, at fonden har fokus på forsknings- og udviklingsprojekter, der kan gavne forebyggelse, behandling, undgå ulighed i sundhed, og i det hele taget lever op til den brede strategi på samfundsniveau,« siger Henrik Sillesen.
De første fire måneder af ansættelsen var meget af hans tid fokuseret på processen omkring at bidrage til en strategi, både for hele Novo Nordisk Fonden og på hjerte-kar-området.
»Jeg var den første til at fokusere på dette område i fonden og har bare måttet prøve at råbe op i alle de kroge, jeg er kommet i. Men jeg er jo kun en enkelt stemme, og selvom man altid kunne ønske sig mere, så er jeg godt tilfreds med den plan, der er blevet lagt,« siger Henrik Sillesen.
Han kalder sig selv for ‘skabskardiolog’, fordi han i mange år har haft en særlig interesse for forebyggelse af åreforkalkning, som er skyld i den største del af hjerte-kar-sygdomme. Så Henrik Sillesen føler sig godt klædt på til det brede område, men det er også ham, der skal have fingeren på pulsen på Novo Nordisk Fondens vegne.
»Lige da jeg tiltrådte, var jeg på en lille Danmarksturné for at få en fornemmelse af den brændende platform inden for behandling og forskning i kardiologien, neurologien og karkirurgien. Det er f.eks., at det er svært at rekruttere patienter til forskning, fordi patienter meget hurtigt bliver udskrevet fra de specialiserede afdelinger og flyttet til hospitalet, de kom fra,« siger Henrik Sillesen.
Danmarksturnéen forvandlede han til et 40 siders dokument med bl.a. idéer til indsatsområder, virkemidler og strategier. Ved siden af det kardiovaskulære område er han også blevet tovholder på de seks Steno Diabetes Centre. Henrik Sillesen ved godt, hvad han skal få tiden til at gå med i de fem år, hans kontrakt med fonden løber, selvom han netop har fået ansat en yngre lægelig postdoc til at hjælpe, foruden andre dygtige medarbejdere i hans team og afdeling.
Lidt længere til indflydelse
Som klinikchef befandt Henrik Sillesen sig i en evig kamp om ressourcer, men havde relativt stor indflydelse. Nu er situationen på en måde vendt på hovedet, og han er på udebane.
»Jeg har aldrig arbejdet et sted med så mange idéer og ambitioner. Midlerne er nok flere, men der er også mange støtteværdige formål. Så jeg skal finde ud af, hvordan jeg får gennemført de idéer, jeg har for det kardiovaskulære område,« siger Henrik Sillesen.
Henrik Sillesen, 65 år
Dr.med. i 1990
Speciallæge i karkirurgi 1995
Professor i karkirurgi, Københavns Universitet 2012-2021
Generalsekretær og præsident for The European Society of Vascular Surgery hhv. 2004-2009 og 2017-2019
Formand og næstformand i Dansk Selskab for Karkirurgi 2001-2005
Formand og næstformand for Hjerteforeningen 2004-2008
Han har været vant til at være tæt på beslutningerne og hurtigt kunne føre idéer ud i livet, selv med kampen om ressourcerne. Han har allerede lært, at der fra en tanke opstår, til pengene bliver tildelt, nemt kan gå et år.
»Længere skal der ikke gå, før jeg er i mål med det første, hvis du spørger mig,« siger Henrik Sillesen.
Når man sidder over for ham, er der ingen tvivl om, at han stadig har et drive i forhold til at rykke sin afdeling, få gennemført sine idéer og være med i de vigtige møder.
»Jeg er gået fra at være leder og ekspert til at være ekspert og ansat. Det var en kalkuleret risiko, jeg tog, men jeg vidste jo ikke, om jeg ville synes om det. Som ansat ser jeg ind i det samme, som jeg altid har gjort. Jeg vil gerne have indflydelse og være med i diskussionerne om beslutningerne,« siger han.
Han har ikke fortrudt skiftet sent i karrieren.
»Jeg savner cykelturen om morgenen, og Rigshospitalet har været mit ’hjem’ i mange år, så jeg er da også stadig i jævnlig kontakt. Men det var tid til at komme videre, og her kan jeg stadig være med til at designe forskning, der kommer til at blive rullet ud på Rigshospitalet eller et andet hospital. Det er det ultimative succeskriterie,« siger Henrik Sillesen.
Del artiklen: