Ledende overlæge opfordrer til at være nysgerrig på Generation Z

Supervision var kun noget man fik, hvis man efterspurgte det, da den nu 50-årige David Levarett Buck fik sin autorisation i 2005 og selv kom ud i sundhedsvæsenet. Og det var dengang, at cheflægen var den ubetingede leder. David Levarett Buck hvilede i, at det var et hårdt job fyldt med svære beslutninger, og at han skulle spørge om hjælp, hvis han havde brug for det.

Men meget har ændret sig siden, og han oplever, at især unge læger har helt andre forventninger til deres arbejdsplads.

»De får ofte skyld for at være lidt sarte og besværlige, fordi de stiller individuelle krav til arbejdspladsen. Og jeg har da også oplevet kolleger, der har været frustrerede over, at unge læger hele tiden vil have supervision og har svært ved at træffe selvstændige beslutninger. Men det er jo os, min generation, der har skabt dem, så jeg synes, at vi er nødt til at være mere nysgerrige og prøve at forstå dem,« siger David Levarett Buck.

Vi er nødt til at erkende, at den nye generation af læger i høj grad vælger deres arbejdsplads efter, hvor de kan få et fællesskab og en nær relation til deres leder

David Levarett Buck, ledende overlæge, Intensiv/Opvågningsafsnittet på Holbæk Sygehus

Til dagligt er han ledende overlæge på Intensiv/Opvågningsafsnittet på Holbæk Sygehus, og da han i 2023 skulle skrive masterafhandling, valgte han netop at undersøge Generation Z, og hvad der motiverer dem. Det gjorde han bl.a. for at blive inspireret til at tænke og handle anderledes som leder.

»I stedet for at være frustreret over, hvordan unge er i dag, så skulle vi måske prøve at gøre noget andet? Jeg tror, at vi som ledere skal gå forrest i det her arbejde og finde ud af, hvordan vi skal møde denne her generation, der har nogle andre krav og mere brug for guidning end før i tiden.«

En anden tilgang

Gennem læsning af teori og kvalitative interviews med unge læger er David Levarett Buck blevet klogere på, hvad der motiverer Generation Z i deres arbejde, og hvad de forventer af deres leder.

»De har meget mere brug for en rollemodel eller en coach, så jeg skal give mere af mig selv i relationen. Jeg er ikke selv bange for at indrømme fejl eller tale om det, der er svært, men jeg og andre ledere skal være meget mere åbne. Vi er nødt til at erkende, at den nye generation af læger i høj grad vælger deres arbejdsplads efter, hvor de kan få et fællesskab og en nær relation til deres leder,« siger David Levarett Buck.

Han erkender åbent, at selvom Generation Z-lægerne først for alvor er ved at gøre indtog nu, så har der været episoder, hvor han selv er blevet frustreret over, at skulle forklare, hvorfor en opgave, der ikke gav den enkelte læge værdi, alligevel skulle løses.

»Jeg har da tænke, at ‘nu må du lige …’ Men de er selvrealiserende på en helt anden måde, og som leder er man nødt til at hjælpe dem til at forstå, at selvom den enkelte opgave måske ikke giver noget personligt, så er den vigtig for hele patientforløbet eller hele afdelingen. Det der med at sige ‘Nu skal du bare gøre det’, det virker slet ikke. Man skal møde dem et helt andet sted.«

Det er særligt fællesskabet, at kunne gøre en forskel og de personlige relationer, der motiverer Generation Z. Det er anderledes i forhold til dengang David Levarett Buck trak i kitlen, hvor hierarkiet var lidt stejlere og chefen lidt længere væk.

»De har virkelig brug for, at have nære relationer i deres arbejde og det er vigtigt, at vi har øje for at skabe organisationer, hvor de kan føle sig som en del af arbejdsfællesskaber.«

Skal mødes på midten

Som anæstesiolog og ledende overlæge på et intensiv afsnit, er David Levarett Buck meget opmærksom på, at et vagttungt speciale måske ikke er i højeste kurs hos Generation Z, der er mere fokuseret på at passe arbejde ind i deres liv end omvendt. Det har hele tiden ligget i baghovedet. Men ligesom de øgede krav kan udfordre, så kan de også være med til at skabe nødvendige ændringer i sundhedsvæsenet.

Hvis vi ikke fokuserer på dem og giver dem de rette betingelser, så risikerer vi, at de forsvinder

David Levarett Buck, ledende overlæge, Intensiv/Opvågningsafsnittet på Holbæk Sygehus

»Vi skal jo have læger og sygeplejersker hele døgnet, også nytårsaften og juleaften, så jeg har nok tænkt, at det kan blive svært at få dem til at købe ind på det. Jeg ser det som en kvalitet, at de kræver noget mere af os, men det kræver mere af både lederen og hele organisationen. Vi kan godt tilpasse os deres behov, men omvendt skal de også forstå, at der er nogle præmisser, der ikke er til diskussion,« siger David Levarett Buck.

Han har selv en 17-årig og en 19-årig derhjemme og kan godt grine lidt af, at han selv har været med til at opdrage Generation Z til at forvente indflydelse og mulighed for at stille krav. Det gør ledelsesopgaven til en anden.

»Der er stadig en produktion, der skal køre nat og dag, og det vilkår skal vi hjælpe dem med at forstå. Men vi skal nok også skabe en fladere struktur med kortere vej til nærmeste leder, og måske skal vi på en eller anden måde relancere sundhedsvæsenet, så det bliver tydeligere, at de kan gøre en forskel, og der er mening med det, de laver.«

Nødvendigt for at fastholde

Selvom der er tydelige forskelle, så er David Levarett Buck opmærksom på, at linjerne mellem generationerne ikke bliver tegnet så skarpt op, at det bliver en generationskamp mellem ‘dem og os’, men i stedet et redskab til at forstå hinanden og udnytte ressourcerne bedre.

»Vi har allesammen brug for at føle os kompetente og at vi har det godt på arbejdspladsen, men det er bare meget vigtigere for unge. De er bedre til at stille individuelle krav til arbejdspladsen, end vi har været, men hvis vi skal kunne tilbyde dem det, de har brug for og holde på dem, så kræver det måske en anden organisering at kunne tilbyde dem det, de har brug for. Det er vi nødt til at tale om,« siger David Levarett Buck.

Og selvom der er rigeligt af opgaver i sundhedsvæsenet og mængden kun vokser, så ser han det som en skal-opgave at skabe de rette betingelser for den unge generation.

»Alternativet er, at vi mister dem. Hvis vi ikke fokuserer på dem og giver dem de rette betingelser, så risikerer vi, at de forsvinder. Så jeg vil sige, at vi ikke har råd til at ikke tænke i nye baner, for når man ser på sygeplejerskerne og andre plejegrupper, så er det tydeligt, at vi skal gøre noget andet, end det vi gør, for det virker i hvert fald ikke.«

Han ser et stort potentiale i den unge generation, fordi de ser nogle mønstre og tænker anderledes end tidligere generationer. Og han opfordrer sine lederkolleger til at være nysgerrige på, hvad de kommer med og hvordan de kan bidrage i en organisation. Også selvom de agerer på måder, der kan virke frustrerende og provokerende.

»Hvis vi bare bliver de der gamle, sure mennesker, der sidder og siger ‘de unge i dag, nu må de tage sig sammen’, så misser både vi og sundhedsvæsenet noget.«