»Kvinder begår sig godt i neurokirurgien«

Det faste mønster, hvor kvindelige læger typisk søger mod patientnære og kommunikative specialer, er – netop – særdeles faste.

Nogle gange er det bare nemmere at arbejde sammen med mænd

Helga Angela Gulisano, cheflæge på Neurokirurgisk Afdeling og formand for Dansk Neurokirurgisk Selskab

F.eks. kun 14 pct. af landets ortopædkirurger af hunkøn ifølge Lægeforeningens opgørelse over medlemmernes specialer. Og tallet for thoraxkirurger er næsten lige så lavt, nemlig 19 pct.

De kvindelige cand. med.’ers ulyst til at skære i patienterne går igen år efter år, også selv om kvinder efterhånden dominerer kraftigt på medicinstudiet.

Ser man på tildelingen af speciallægeanerkendelser fra 2000 til 2021, er der ikke et eneste år, hvor flere kvinder end mænd er blevet udklækket som speciallæger inden for f.eks. ortopædkirurgi.

Men kirurgien formår at vinde enkelte kvinder over. For eksempel Helga Angela Gulisano, som ud over at være cheflæge på Neurokirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital også er formand for Dansk Neurokirurgisk Selskab.

Kun 26 pct. af neurokirurgerne i Danmark er kvinder, og der uddannes fortsat flest mænd inden for specialet.

Siden 2000 er der flere eksempler på, at samtlige speciallægeanerkendelser inden for specialet det pågældende år gik til hankønsvæsener, selv om der er et enkelt år, hvor der var flest kvinder.

Specialet er lille i den forstand, at der ikke uddannes mange speciallæger inden for det, og derfor kan små afvigelser i antallet af hhv. mænd og kvinder give store udslag. Men det overordnede billede er fortsat, at mænd dominerer. Så hvordan er det at kvinde lige dér?

»Befriende«

Helga Angela Gulisano har ikke følt det som nogen belastning at være kvinde i et mandsdomineret fag, nærmest tværtimod.

»Det var snarere lidt befriende, at der ikke var så mange kvinder,« siger hun.

»Kvinde kan godt være kvinde værst. Nogle gange er det bare nemmere at arbejde sammen med mænd. De er nogle gange mere ærlige, og når de har sagt et eller andet (kritisk, red.), så er det glemt og bare videre. Kvinder har mere tendens til at bære nag og danne kliker,« siger hun.

Det betyder ikke, at hun er imod flere kvinder i specialet.

»Jeg tror, at det er godt med forskellige typer personligheder. Og hvis der er kvinder i en afdeling, så tror jeg også, at det kan give noget. Jeg tror, at diversitet er godt,« siger hun.

»Men jeg ville være ked af at være i et speciale, som er meget kvindedomineret. Et mix af forskellige typer og køn er fint.«

Hvad med kønsspecifikke, nedladende tiltaler af »lille De« eller »skat«-typen?

»Jeg er aldrig blevet talt ned til. Jeg har måske nok fået ‘tilbud’ på vejen som kvinde. Det, tror jeg også, gælder andre specialer,« siger hun.

Derimod har hun oplevet, at det kan være en kende op ad bakke at sætte sig i respekt andre steder end blandt de andre kirurger.

»Jeg vil sige, at hos operationssygeplejerskerne er det måske en fordel i starten, når man er helt ung, at man er en mand. Hvis der kommer en charmerende, ung fyr, er de lidt mere overbærende,« siger hun.

»Men så snart de finder ud af, at man kan noget, og at hænderne vender rigtigt, så får de respekt for én. De vil gerne fremme dem, der er gode til at operere, så det udligner sig hurtigt.«

Noget med hænderne

Helga Angela Gulisano fandt hurtigt vej til kirurgien.

»Jeg ville gerne lave noget med mine hænder. Jeg var god til at lave kreative ting med mine hænder, men jeg vidste også, at jeg ikke skulle stå og lave store hofteoperationer. Det skulle være finkirurgi,« siger hun.

Spørgsmålet var så, hvilken slags finkirurgi.

»Jeg tog beslutningen under medicinstudiet. Det var på tredje semester, og jeg overvejede thoraxkirurgi og neurokirurgi. Men på andet semester havde jeg været på et sommerferieophold på en thoraxafdeling og fandt, at det var det samme og det samme. Det var ensformigt, så jeg tænkte, at det så skulle være neurokirurgi. Jeg valgte det uden at have prøvet det,« siger hun.

Neurokirurger kommunikerer også

De fleste kvindelige læger vælger specialer, hvor omsorg, en tæt kontakt med patienten og kommunikation står i fokus, mens områder som f.eks. kirurgi i vid udstrækning nedprioriteres.

Helga Angela Gulisano undrer sig.

»Jeg ved ikke, hvorfor flere kvinder ikke umiddelbart vælger kirurgi. Det kan skyldes mangel på viden om, hvad det er. Der er andet end kirurgi i vores speciale. Vi har rigtig gode samtaler med patienter og pårørende. Det er langvarige og intensive forløb med megen kommunikation. Det er meget omfattende. Det spænder også vidt i patientgruppen fra små børn og unge til gamle,« siger hun.

»Jeg tror, der findes nogle specialer, som det er sværere at være kvinde i. Det kommer nok an på, hvad det er for mennesker, der vælger faget. Det betyder noget for kulturen i en afdeling. Men netop fordi man skal være en god kommunikator, begår kvinder sig godt i neurokirurgien, når de endelig kommer ind.«

Bedsteforældre i baglandet

Kvinder eller ikke kvinder. I øjeblikket lider neurokirurgien ikke af mangel på interesserede læger, der gerne vil i HU.

»Lige nu er neurokirurgi et meget populært speciale – vi har tit 16 ansøgere til tre stillinger på landsplan – så det lever vi højt på. Men jeg kan frygte, at det i den nye generation vil være sværere at tiltrække til subspecialer, der er mere hårdtbelastede i vagten,« siger Helga Angela Gulisano.

Det gælder naturligvis især, hvis man gerne vil stifte familie. Her har Helga Angela Gulisano et helt lavpraktisk råd til de kommende generationer.

»For læger generelt tror jeg, det er smart at flytte i nærheden af bedsteforældrene. Det er svært med institutioner, når man har vagter,« siger hun.

»Jeg fik børn sent, fordi jeg kørte karriere. Men jeg flyttede i nærheden af mine forældre, og jeg har en au pair. Hvis det ikke var for dem, så tror jeg ikke, det havde kunnet hænge sammen. Og så har jeg en mand, der har taget det meste af barslen begge gange. Det fylder også noget i et forhold.«

Afgørende med opbakning

I det hele taget er baglandet vigtigt.

»Det er et krævende speciale, og det er vigtigt med opbakning og støtte i baglandet, så man ikke skal kæmpe på to fronter. Man skal kunne være i sit speciale,« siger hun.

»Nogle gange er det hårde cases, og nogle gange er man nødt til at blive på arbejdet. Så man er nødt til at have en fleksibel ægtefælle, som forstår, at det nok ikke er et 8-16 job. Plus der er en del interessetimer, hvis man gerne vil være mere end en dygtig kirurg.«

Det gælder f.eks. forskning, men også helt enkelt, at de ‘interessante’ patienter – dem, man virkelig lærer af – ikke indfinder sig på klokkeslæt efter lægens kalender.

»Det er ikke bare forskning, men også specielle operationer. De kommer ofte akut, og så er man nødt til at være der, når de kommer. Det kræver fleksibilitet og støtte fra partneren. De kvinder, som er i neurokirurgien, har enten en mand, der selv er læge, hvor man trods alt møder en vis forståelse for arbejdsforholdene, eller en, der støtter meget op,« siger hun og fastslår, at stor opbakning på hjemmefronten er en forudsætning.

Mangel i rygkirurgien

At så få kvinder vælger den kirurgiske vej, kan bekymre hende. For med de mange kvinder på medicinstudiet, så er der jo nogle, der er nødt til at vælge de skærende specialer, hvis der ikke skal opstå lægemangel i dem.

»Vi mangler allerede neurokirurger især inden for rygkirurgien, som er mere fysisk hårdt. På det område kan jeg godt være nervøs for, om det bliver forværret,« siger hun.

»Man specialiserer sig inden for et lille område af neurokirurgien. I det vaskulære, som jeg er i, er der kun to kvindelige overlæger i landet ud af 14. Men nu må vi se. Det er stadig et populært speciale, så hvis vi havde flere stillinger, kunne vi måske tiltrække flere kvinder. Det er meget kompetitivt lige nu, og måske tænker nogle kvinder, at det er for kompetitivt, og at de ikke vil spilde et forsøg på det.«

Et andet element, der kan afskrække, er vagtbelastningen. Det afskrækker både mænd og kvinder.

»Der er nogle, der er hoppet væk fra specialet – også mænd – fordi familien syntes, at det krævede for meget,« fortæller hun.

»Der er nogle områder af neurokirurgien, hvor man kan blive kaldt i tide og utide. Det kan godt være lidt belastende, og det kan jeg godt være bekymret for. Jeg tænker, at der er en anden generation, som har mere fokus på work-life balance og på, hvad det er for et lægeliv, man får, i forhold til vagtbelastning og hvad man tilbydes.«

Nej til kvoter

Ligefrem at opfinde tiltag, der kan mere eller mindre lokke kvinder til kirurgien, tror hun ikke meget på. Hun opfatter heller ikke sig selv som nogen mentor for andre kvinder i faget.

»Nej, men jeg ved, at nogle siger, at jeg er et forbillede. Men jeg har ikke været mentor og synes heller ikke, at man skal opføre sig anderledes på grund af køn,« siger hun.

»Jeg ville være ked af at ansætte nogen, fordi de er kvinder. Jeg ser på, om de er gode kommunikatører, dygtige kirurger og gode kollegaer – og selvfølgelig alle tre egenskaber samtidigt. Det er de egenskaber, jeg synes, er vigtige.«

Læs også:

Morten Ørnstrup er en af de sjældne læger

Kønsroller præger stadig specialevalg

Kvinderne kommer – eller gør de nu også det?

Kvindelig læge i HU i kardiologi: »Jeg tænkte overhovedet ikke over, at det var et mandefag«

Leder: Sundhedsvæsenets XX Factor