Karriere
Kravet om danskprøve for sygeplejersker fra tredjelande er nu droppet
Udgivet:
Kommentarer (0)
Sygeplejersker fra eller uddannet i lande uden for EU/EØS skal ikke længere bestå en danskprøve for at opnå autorisation i Danmark. Ændringen er netop trådt i kraft 19. juni 2023.
Det er fra dags dato ikke længere et krav at have bestået en danskprøve for at få autorisation som sygeplejerske i Danmark.
Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.
Lettelsen af sprogkravet, som indtil i dag var gældende for sygeplejersker fra tredjelande, er en del af aftalen om en akutplan, som Danske Regioner og Regeringen indgik 23. februar 2023 for at lette presset på de danske sygehuse.
Danskkundskaber fortsat nødvendige
Selvom der ikke længere er et krav at bevise sine danskkundskaber i en sprogprøve, er de dog stadig nødvendige for at kunne opnå autorisation til at arbejde som sygeplejerske i Danmark, understreger Styrelsen for Patientsikkerhed.
Hvis sygeplejersken får sin udenlandske uddannelse vurderet egnet i Danmark, skal vedkommende fortsat gennemføre en evalueringsansættelse på seks måneder, før det er muligt at opnå dansk autorisation.
Det er i den forbindelse arbejdsgivers ansvar at sikre, at en ansat sundhedsperson taler dansk på et ’tilstrækkeligt’ niveau.
Fortsat lang ventetid
I første omgang skal sygeplejersker fra tredjelande dog væbne sig med en del tålmodighed.
I øjeblikket behandler Styrelsen for Patientsikkerhed de ansøgninger, som fysisk blev modtaget i december 2021 fra udenlandske sygeplejersker, som ønsker deres uddannelse vurderet egnet i Danmark.
Ventetiden regner Styrelsen for Patientsikkerhed dog med at nedbringe over de kommende år, hvor der er blevet tilført flere midler til området.
Del artiklen: