Katharina forlod lægelivet og genfandt arbejdsglæden i en cirkusvogn

Det har ikke været en nem beslutning, og det er det stadig ikke, men 10 år efter at Katharina Oravsky Sandström blev læge, har hun forladt lægelivet. Et liv, der aldrig blev, som hun havde håbet.

Hun leder lidt efter ordene, fordi hun vil være sikker på at blive forstået, men hendes stemme er afklaret og sikker. For de følelser, hun skal sætte ord på, har hun brugt mange år på at forstå.

»Jeg tænkte, at lægeuddannelsen ville åbne mange døre, men ret tidligt følte jeg, at jeg ikke passede ind. Jeg oplevede det som et meget konkurrencepræget og hårdt miljø, og jeg følte mig aldrig rigtig hjemme.«

Katharina Oravsky Sandstöms cv er nærmest en fysisk oversigt over hendes søgen efter et sted at høre til. Hun har zigzagget sig mellem ansættelser i forskellige specialer og har både arbejdet i klinik og med forskning. Og selvom hun aldrig fandt det rigtige match, blev hun ved med at prøve.

Det har været en lang og hård vej med flere sygemeldinger undervejs frem til den endelige beslutning, men for Katharina Oravsky Sandstöm er det ikke en trist historie. Hun har nemlig endelig fundet et arbejdsliv, der gør hende glad og giver hende følelsen af at være landet på den rette hylde. Det kommer vi tilbage til.

Det svære lægeliv

Når Katharina Oravsky Sandström taler om sit lægeliv, er det svært ikke at blive lidt forpustet, for det lyder som et maraton, hvor målstregen hele tiden er blevet flyttet. Det betød også, at hun konstant var fokuseret på næste mål og aldrig for alvor overvejede at skifte retning, selvom hun fik afbræk i studiet med både orlov og barsel.

»Jeg har lukket ret meget af og bare tænkt, at jeg skulle holde ud, indtil jeg var færdig med eksamnerne og KBU, og jeg selv kunne vælge, hvad jeg skulle. Men under KBU’en gik det op for mig, at den drøm, jeg havde om at arbejde på deltid, var svær at få opfyldt,« siger Katharina Oravsky Sandström.

Blå bog

Katharina Oravsky Sandström, 39 år.

Blev cand.med fra Københavns Universitet i 2013. Er nu under uddannelse til parterapeut og sexolog.

Har haft ansættelser i almen praksis, voksenpsykiatri, børne- og ungdomspsykiatri og arbejdsmedicin som læge og forsker. Hun har også været underviser på et kursus om work/life-balance under Yngre Læger.

Arbejder som selvstændig og driver Befrisind Terapi og Sexologi.

Har skrevet bøgerne ‘Flamingokvinden’ (2021), ‘Hun’ (2022) og ‘Verden ifølge Mark’ (2024), og har også en forfatterblog, hvor hun løbende publicerer tekster.

Bor sammen med sin mand og tre børn, hund og kat i et hus på Midtsjælland. Har høns og bier i den samme baghave, hvor hun har terapeutpraksis i en gammel cirkusvogn.

Hun havde ikke lyst til at gøre karriere med interessetimer og en 50 timers arbejdsuge, for hun ville også gerne have tid til familie og til andre interesser. Blandt andet havde hun en forfatterdrøm i maven. Men da Katharina Oravsky Sandström blev færdig med sin KBU i 2014, var det en anden virkelighed, der mødte hende.

»Jeg troede i mit naive sind, at det ville være muligt at arbejde deltid som læge, men på det tidspunkt var det nærmest umuligt. Der var ikke ret mange, der var på deltid – og slet ikke i begyndelsen af karrieren.«

Der er sket meget siden, siger Katharina Oravsky Sandström, men for godt ti år siden var vilkårene anderledes.

»Jeg spurgte i min første introstilling, om jeg kunne arbejde 30 timer, men fik et blankt nej. Det kunne jeg ikke, hvis jeg skulle blive speciallæge, var beskeden.«

Det var et slag for hende, fordi hun allerede på forhånd følte, at hun ikke levede op til den formel, der var for en god læge, men alligevel prøvede hun igen i den næste ansættelse.

»Jeg skulle virkelig ‘kvinde mig op’ til at spørge, for jeg følte, at de ville tænke, at jeg var uambitiøs i forhold til mine kolleger. Men heldigvis blev det taget godt imod, og jeg blev der i flere år. Primært på grund af arbejdsforholdene, men også fordi jeg ikke kunne se, at jeg kunne være andre steder.«

Et uventet spejl

I én af sine sidste ansættelser som læge arbejdede Katharina Oravsky Sandström i et team for autisme og ADHD hos voksne. For at forberede sig læste hun op på nyere forskning om ADHD – især hos kvinder. Men hun var ikke forberedt på, at hun pludselig genkendte sig selv.

»Jeg mødte hurtigt mange kvindelige patienter i 20’erne, 30’erne og 40’erne, som jeg følte fortalte forskellige versioner af min historie. Derfor vendte jeg tilbage til den psykiater, der tidligere havde behandlet mig for depression og sagde, at jeg troede, vi havde overset noget. Det førte til, at jeg fik stillet ADHD-diagnosen,« siger Katharina Oravsky Sandström.

Egentlig har hun ikke specielt meget lyst til at tale om den ADHD-diagnose, hun fik for halvandet år siden. Den seneste debat om ADHD, blandt andet fremført af andre læger hos Dagens Medicin og Ugeskrift for Læger, har ramt hende, og hun har ikke lyst til at skulle forsvare sig selv.

Hun skammer sig ikke over diagnosen, men det påvirker hende at føle, at hun og andre med ADHD bliver udskammet i medierne og på sociale medier. Det er tydeligt at høre på hendes stemme, at hun bliver bevæget.

»Så snart man siger de fire bogstaver, er der nogen, der ikke tager en seriøst, og der er mange, der taler om, at det er en modediagnose, som folk gerne vil have. Derfor har jeg det alligevel, som om at jeg skal skamme mig over, at jeg ikke kan leve op til de samme krav som andre eller have siddende på mig, at jeg bare faker diagnosen. Jeg kan ikke overskue flere af de kommentarer, og jeg kan godt mærke, at jeg bliver ked af det,« siger hun.

Læger skal være mere nysgerrige

Ud over selv at blive ramt af stigmatiseringen er hun også ked af at læse i debatindlæg, medier og på sociale medier, at læger, der arbejder i psykiatrien, nogle gange møder patienter, som de skal udrede og behandle, med så stor skepsis.

Jeg kan godt føle mig egoistisk, fordi jeg har fået en rigtig dyr uddannelse af det danske samfund, der mangler læger nu, og så har jeg valgt noget andet

Katharina Oravsky Sandström, parterapeut og sexolog

»I stedet for at fokusere på, at der er flere, der får diagnoser, så skulle man se på årsagen til, at folk lider. Jeg ville ønske, at især læger var mere nysgerrige på årsagerne til, at mennesker har det svært. Der forventer jeg nok lidt mere nuancering af debatten af psykiaterne end af mennesker på Facebook, der også mener, at jorden er flad,« siger Katharina Oravsky Sandström.

Hun griner lidt, før hun igen bliver alvorlig.

»Jeg synes, at det er vigtigt at debattere emnet, men man skal virkelig passe på ikke at udskamme dem, der beder om hjælp, for det er faktisk rigtig svært at bede om hjælp. Lige nu føler jeg, at jeg burde skamme mig for at have bedt om at blive kigget på og få den rigtige hjælp. Det synes jeg er virkelig uhensigtsmæssigt.«

For Katharina Oravsky Sandström har ADHD-diagnosen betydet, at hun har skiftet anti-depressiverne ud med medicin for ADHD. Det har løftet hendes livskvalitet og givet hende mindre uro i kroppen, så hun blandt andet har fået skrevet en bog færdig, der ellers havde ligget ufærdig i fire år.

At give slip på lægelivet

På trods af de svære arbejdsbetingelser og følelsen af ikke at høre hjemme har Katharina Oravsky Sandström været glad for at være læge. Hun elsker kontakten med patienterne og følelsen af at gøre en forskel for dem. Og som årene er gået, er ‘læge’ blevet en del af hendes identitet.

»Selvom jeg ikke trivedes, var det svært at give slip på forestillingerne om, hvem jeg var som professionelt væsen. De forestillinger var meget tæt knyttet til lægetitlen, det faglige fællesskab og en pligtfølelse i forhold til at bruge uddannelsen og gøre min samfundsmæssige pligt – især fordi der er lægemangel,« siger Katharina Oravsky Sandström.

Derfor har det også taget hende mange år at blive moden til at træffe beslutningen. Det gjorde hun endelig sidste år, hvor hun sagde sit daværende lægejob op uden en plan.

Det har været en lettelse, men lettelsen er ikke kommet uden en pris. Skyldfølelse.

Katharina Oravsky Sandström ville ønske, at nogle af hendes erfarne kolleger eller ledere havde set, at hun havde det svært og måske taget hende lidt i hånden, så hun ikke havde følt sig så alene. Det havde givet hende bedre odds for at blive i sundhedsvæsenet.Foto: Joachim Rohde

»Jeg synes, at det er svært at tænke på, at jeg ville kunne bidrage som læge, og jeg lever med at føle skyld over det. Jeg kan godt føle mig egoistisk, fordi jeg har fået en rigtig dyr uddannelse af det danske samfund, der mangler læger nu, og så har jeg valgt noget andet. Men samtidig ved jeg, at jeg ikke har noget valg, for jeg har jo prøvet i mange år. Det er ikke sådan, at jeg ikke har prøvet,« siger hun og understreger:

»Jeg har prøvet i så mange år, fordi jeg godt kunne li’ det.«

Farvellet til lægelivet er også et farvel til den stress, Katharina Oravsky Sandström har følt, siden hun startede på medicinstudiet som 21-årig. Alligevel ville hun ønske, at der havde været bedre plads til hende i sundhedsvæsenet.

»Jeg ville ønske, at vi havde et sundhedsvæsen, hvor der var bedre plads til alle slags medarbejdere. Mennesker med diagnoser, forskellige seksualiteter, kulturer og identiteter. Personligt synes jeg, at det har givet mig noget i patientkontakten, at jeg har nogle andre erfaringer, så jeg synes, at det er ærgerligt, hvis nogle bliver filtreret fra, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal håndtere dem.«

En ny karrierevej

Da Katharina Oravsky Sandström opsagde sin stilling, brugte hun et halvt år på at mærke efter, hvad hun virkelig havde lyst til – fri fra pligtfølelse og andres forventninger.

En aften på sofaen foran yndlingsserien ‘Couples Therapy’, som hun har set flere gange, gav hende pludselig svaret. Hun har altid interesseret sig meget for relationer og hørt mange podcasts om parterapi, og pludselig blev hun så misundelig på terapeuten på skærmen, at hun bare ville have hendes job.

»Og så fik jeg pludselig en indsigt: ‘Pling! Jeg kan jo få hendes job!’ Det havde jeg aldrig tænkt over før, men det var så åbenlyst, at jeg selvfølgelig skulle det!«

En uge senere var Katharina Oravsky Sandström optaget på en uddannelse, og til foråret bliver hun færdig som parterapeut og sexolog med eksistentiel psykologisk baggrund. I sin praksis har hun særligt fokus på bl.a. klienter med ADHD og sundhedsprofessionelle, og på den måde bruger hun mange af de erfaringer, hun allerede har tilegnet sig.

En selvstændig karriere

Hvor hendes lægeliv i mange år var styret af et system og rammer udenfor hendes påvirkningskraft, er hendes arbejdsliv nu det stik modsatte.

Jeg ville have noget, der var separat, og noget, der var så ikke-klinisk som muligt. Det skulle være rart, hyggeligt og ufarligt. Det skulle indbyde til tryghed, hvilket jeg ikke synes, hospitaler gør

Katharina Oravsky Sandström, parterapeut og sexolog

»Jeg er vild med det. Det er mit ansvar, at noget sker, og det motiverer mig virkelig meget. Jeg kunne aldrig blive motiveret af, at en hel afdeling skulle løftes, for jeg kunne bare skiftes ud med en anden. Men her kan jeg ikke skiftes ud. Det er mig, der bærer det, og mig, der bliver kritiseret, hvis noget ikke fungerer. Jeg har en helt anden motivation og glæde ved arbejdet.«

De fleste ville måske blive lidt stressede over manglen på en fast indtægt, men Katharina Oravsky Sandström siger, at lægelivet og den medfølgende stress slet ikke var pengene værd. Og selvom hun allerede har nye projekter i støbeskeen og så mange bolde i luften, at det er svært at følge med, så er der ingen sammenligning for hende.

»Jeg har aldrig været stresset af arbejdsmængden, men over måden arbejdet var indrettet på. Det er jo blandt andet det, der er misforstået i forhold til mennesker med neurodiversitet på arbejdspladser. Det er alle de forstyrrelser, man bruger energi på, der gør, at man måske ikke kan få lavet det, man skal lave. Det har jeg filtreret fra nu. Jeg arbejder hjemmefra, er meget alene og kan tage pauser, når det passer mig. Det er nøglen til et arbejdsliv, der hænger sammen for mig.«

Langt fra det klinisk hvide

Som terapeut er hendes job markant anderledes, end det var som læge, og det oplever hun som en befrielse.

»Som læge er man lidt sat i verden for at løse et problem, det gør jeg slet ikke som terapeut. Det er klienten, der er ekspert på sig selv, og mit job er at guide dem. Jeg leder ikke efter et svar eller en diagnose, jeg fisker ikke. Det er en helt anden måde at være i rummet på, som er meget mere mig,« siger hun.

Det er ikke kun arbejdet, der har ændret sig, det er i høj grad også rammerne. Katharina Oravsky Sandström arbejder nemlig fra en gammel cirkusvogn, der er blevet indrettet til klinik og står i baghaven i Roskilde. Det er vigtigt for hende at kunne arbejde hjemmefra, men ikke i sit eget hus, og cirkusvognen giver hende den mulighed.

»Jeg ville have noget, der var separat, og noget, der var så ikke-klinisk som muligt. Det skulle være rart, hyggeligt og ufarligt. Det skulle indbyde til tryghed, hvilket jeg ikke synes, hospitaler gør. Det er helt klart en modreaktion, men det her er mig.«

Vognen er indrettet med brændeovn, lænestol, sofa, gulvtæppe, blomster og billeder. Man kan nærmest ikke komme længere væk fra hospitalsstemningen. Men selvom hun ikke længere arbejder som læge, er det ikke let at ændre identitet.

»Jeg er meget optaget af ordentlighed, og jeg vil ikke give råd, medmindre det er funderet i viden. Jeg har stadig et lægeligt blik og er stadig meget opmærksom på, om der kan være andet på spil, som for eksempel depression, så jeg kan guide klienter videre. Jeg synes, at min sundhedsfaglige baggrund er en stor fordel som terapeut,« siger Katharina Oravsky Sandström.

Der er stadig så meget læge i hende, at hun heller ikke vil afvise, at hun engang tager et lægejob igen. Hvis det er det helt rigtige.

»Jeg kunne godt se mig selv blive fristet til at tage et lægejob i udlandet, for eksempel i Grønland, men jeg har svært ved at se mig selv tilbage på en hospitalsafdeling i Danmark.«