Dagbog: »Jeg har det faktisk godt med at blive kastet direkte ud i ledelsesmæssige beslutninger«

Mandag d. 9. august

»Første dag på mit nye job. Stod tidligt op, mens resten af familien fortsat sov. Børnene har sommerferie nogle dage endnu, mens min hustru, som er jordemoder, skal i aftenvagt. Har god tid over kaffen samt i bilen mod Randers til at reflektere over, at jeg i dag starter på et helt nyt kapitel af mit arbejdsliv. At min hverdag fra nu på nærmest alle planer bliver anderledes end gennem alle årene som kliniker.

Møder mine nye kolleger til morgenkonferencen, hvor der som velkomst er sat flag op. Har arbejdet sammen med langt størstedelen af mine kolleger i andre sammenhænge før, så det er kendte ansigter. Varm velkomst, hvor de giver udtryk for, at de har set frem til, at jeg skulle starte – følelsen er gengældt, idet jeg siden jobsamtalerne i marts har vidst, at jeg skulle starte til august.

Efter konferencen mødes jeg med min kollega i afdelingsledelsen, chefjordemoder Lone Neumann, og sammen gennemgår vi ugens mødeprogram. Herefter er der 30-40 minutter uden skemalagt program, hvor jeg kan sidde på mit kontor, få logget ind med mit nye regions-ID og finde mig til rette. Der ligger allerede en hel del mødebookinger og venter i kalenderen.

Grundet den verserende sygeplejerskestrejke og et særdeles stort pres på Akutmodtagelsen over flere dage, er der overbelægning på tværs af hele regionshospitalet. Der indkaldes til ekstraordinær kapacitetskonference om eftermiddagen, hvor jeg får lejlighed til at møde mange af mine ledelseskolleger fra de øvrige afdelinger.

Jeg har det faktisk godt med at blive kastet direkte ud i ledelsesmæssige beslutninger. Det afspejler den hverdag, man kommer til at navigere i, så det er bare om at smøge ærmerne op og komme i gang med at sætte sig ind i strukturen af hospitalets afdelinger.

På vej hjem i bilen har jeg en god følelse af at være kommet godt i gang.

Tirsdag d. 10. august

Dagen igennem er der planlagt møder med de forskellige faglige områder på vores afdeling, hvor vi gennemgår organiseringen med de forskellige aktører. Vi kommer også ind på vores udfordringer, hvor nogle vakancer i speciallægegruppen gør, at vi må tilpasse arbejdsplanen hyppigt for at nå at dække alle funktioner. Det gælder f.eks. indenfor det føtalmedicinske område, hvor vi mangler både læger og sonografer.

Som jeg vidste, allerede inden jeg startede her, så er det ét af mine vigtigste indsatsområder: at få optimeret både arbejdsmiljø og arbejdsplanlægning, så vi forbedrer rekrutteringsmulighederne. Der arbejdes allerede målrettet med at få uddannet flere sonografer, men det er desværre en meget ressourcekrævende opgave. Jeg har allerede en del hoveduddannelseslæger i tankerne, som snart bliver færdige som speciallæger. Skriver allerede til de første par stykker her på dag 2.

Endnu en ekstraordinær kapacitetskonference forsøger at løse den massive overbelægning. Desværre har alle andre matrikler og naboregioner også overbelægning, så der er ikke mulighed for at omdirigere patienter. Der er kaldt flere ind på vagt, men sygeplejerskestrejken sætter også her sine begrænsninger.

Kører hjemad. I bilen på vej hjem mod Aalborg taler jeg med en god ven og lægekollega om min start i den nye rolle. Han spørger interesseret til flere aspekter, idet han også overvejer at søge mod ledelsesfunktioner. Vi taler om dét at forlade sit kliniske virke, og at man som kirurg formentligt i løbet af nogle år mister sine håndværksmæssige kompetencer. Dermed er der formentligt et vindue på to-tre år, hvor man reelt ville kunne vende tilbage som kliniker, hvis ledelse ikke viser sig at være lykken alligevel.

Heldigvis bekræfter vi hinanden i, at et godt lægeliv har mange aspekter, og at god ledelse er en essentiel hjørnesten i den kliniske hverdag.

Min hustru er igen i aftenvagt, så det føles allerede som meget lang tid siden, vi sidst spiste aftensmad som en samlet familie.

Onsdag d. 11. august

Jeg er forbi kontoret hos den ledende overlæge på kirurgisk afdeling, idet vi allerede har korresponderet om flere forskellige sager, så det er rart at se personen fysisk. Desuden var hun med i ansættelsesudvalget, da jeg blev ansat, så det er en kærkommen lejlighed til at vende processen med hende. Hun har selv taget springet til ledelse for nogle år siden, så vi taler om hendes erfaringer fra den transition.

Tilfældigvis kommer også den ledende overlæge fra ortopædkirurgisk afdeling forbi. Han har tidligere været involveret i fagforeningspolitik parallelt med mig, så vi kender hinanden derfra. Hospitalet har brugt en slags mentorordning blandt nyankomne ledende overlæger, så vi taler om det hensigtsmæssige i at kunne sparre med en mere erfaren kollega på tværs af afdelingsstrukturen.

Ved middagstid har jeg møde med hospitalets lægefaglige direktør, Lone Winther Jensen, hvor også direktøren Jonas Dahl kommer forbi og hilser. Vi taler om det onboarding-program, man har tilrettelagt for mig, samt berører de mest presserende opgaver på mit skrivebord. Forlader mødet med en rigtig god fornemmelse af, at jeg virkelig kan hente backup flere steder i huset, hvis jeg kommer på dybt vand i min nye rolle.

Slutter arbejdsdagen af med den tredje ekstraordinære kapacitetskonference på tre dage. Her får vi reallokeret nogle af børneafdelingens modtagestuer til Akutmodtagelsen, som fortsat er hårdt presset.

Min hustru skal først møde i nattevagt, så vi kan lave mad sammen og få vendt mine første dage i den nye stilling. Hun synes, at det er dejligt for mig endelig at være kommet i gang med jobbet, men spørger også til, om jeg allerede savner at operere. Måske vil det rykke lidt i mig, når jeg går forbi operationsstuerne engang imellem, men heldigvis fornemmer jeg også allerede nu, at springet til ledelse føles rigtigt i maven.«

Læs også:

Fremtidens sundhedsvæsen kræver nyt syn på ledelse: »Man går ikke over til ‘the dark side’«

»Vi skal ikke bare stemple ind som lønmodtagere, men have ambitioner på faget og patienternes vegne«

»Hele mit lægeliv har jeg været draget mod det organisatoriske”