Hvad blev der af Ulrich?

Der er en sær stemning på et idrætsstadion, når der ikke spilles kampe. Som om der er ekstra øde, netop fordi der er et vældigt leben i forbindelse med selve sporten.

Den dag, Dagens Medicin aflægger besøg, hviler der netop en sådan trykkende stemning over det næsten folketomme Ceres Park og Arena i Aarhus. Nogle få håndværkere er i gang, og en enkelt varebil kommer med leverancer. Men ellers er der intet liv at øjne ude i det fri, og de højloftede bygninger rummer kun en ganske lille stab på tre-fire mennesker ovre i det hjørne, hvor Stadionklinikken holder til.

Ny serie om karrierekolbøtter

Karrierekolbøtter, dvs. omvæltninger i ens arbejdsliv, som man ikke selv har planlagt eller ønsket, kommer nogle gange som en bombe, andre gange mere snigende, men under alle omstændigheder skal de håndteres, ikke mindst mentalt. Vi har talt med en række læger om tiden op til og efter kolbøtten, og hvor de er i dag.

Tidligere artikler i serien:

Peter Christian Gøtzsche, dr.med., blev bragt 29. april.

Anne Møller Nielsen, international medical director, Novo Nordisk Transformational Research Unit, blev bragt 27. maj.

En af dem er Ulrich Fredberg. En væver mand med en imødekommende udstråling, hang til hurtig tale og en vis fasthed, for ikke at sige stædighed, i sit væsen.

Han etablerede klinikken, der beskæftiger sig med sportsmedicin, tilbage i 1996 sammen med en partner, som også fortsat er med, og den har været en konstant i Ulrich Fredbergs lægeliv, som har mange facetter, og som på det seneste har været noget bevæget.

I april 2020 forlod Ulrich Fredberg under stor mediebevågenhed og til mange kollegers bestyrtelse sit job som ledende overlæge i Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg, en stilling, han havde haft i over 20 år.

Det skete på, skal vi diplomatisk sige, ‘opfordring’ fra ledelsen på Hospitalsenhed Midt, som Regionshospitalet Silkeborg og dermed også det diagnostiske center er en del af. Formelt indgik de to parter en fratrædelsesordning. Ulrich Fredberg selv kalder det en fyring.

Tumultarisk var det. Baggrunden var Ulrich Fredbergs medvirken til at indføre lavdosis CT-skanning af lungerne i stedet for røntgen af patienter, der var henvist fra almen praksis med minimal mistanke om lungekræft som mulig differentialdiagnose.

Men set fra Ulrich Fredbergs synspunkt var der i realiteten tale om noget nærmest uafvendeligt, der havde været planlagt, eller i det mindste forberedt længe, og hvor lavdosis CT-skanningen blot blev fyringens udløsende faktor. For han havde længe været på kant med ledelsen.

»Derfor kom det ikke som nogen overraskelse, men det gjorde begrundelsen om lavdosis. Det var jo reelt en stor succes,« siger han.

Gik ind i politik

Den faglige kerne i Silkeborgsagen ufortalt, så er Ulrich Fredbergs case et eksempel på, hvad der kan ske, hvis man som læge er meget vokal i sin kritik af ledelsen. Og det var Ulrich Fredberg. Først og fremmest kritiserede han selve kulturen i regionsledelsen, f.eks. da hele to hospitalsdirektører fra netop Hospitalsenhed Midt blev fyret, efter at de havde kritiseret regionsledelsens spareplaner. Det var i foråret 2018.

I hans optik var den slags handlinger udtryk for en bestemt ledelsesstil, som han mildt sagt ikke brød sig om.

»Det startede, da Leif Vestergaard Pedersen holdt op (som direktionsmedlem i Region Midtjylland med ansvar for sundhedsområdet, red.) i 2010. Så fik de en ny type, som indførte en ny politik, som formanden for Overlægeforeningen (Erik Kristensen, red.) kaldte ‘management by fear’, og som bevirkede, at man blev fyret, hvis man protesterede mod noget,« siger Ulrich Fredberg.

Han besluttede sig til ikke blot at lufte sin kritik, men også at følge den op politisk og blev i 2017 valgt ind i Region Midtjyllands regionsråd for Venstre.

Der er ikke forskel på ledelse på et lille og et stort hospital

Ulrich Fredberg

»Jeg blev af flere opfordret til at gå ind i politik og gøre noget ved det. Men jeg blev også meget kraftigt advaret om, at hvis jeg udfordrede regionsledelsen, så kunne det koste mig jobbet,« siger han.

»Men jeg var nået en alder – jeg var 62 år dengang – hvor det ville påvirke mig mere at gå og bide det i mig end at blive fyret.«

De advarende røster fik ret. Som han selv siger:

»Det var først, da jeg gik ind i politik, at det blev rigtig slemt. Da følte ledelsen sig presset, for ellers var jeg bare en overlæge, der brokkede sig.«

»Det var voldsomt«

En aften i april 2020 begyndte journalister at ringe til Ulrich Fredberg for at få en kommentar i kølvandet på, at hospitalsledelsen havde sendt en pressemeddelelse ud om, at den påtænkte at afskedige ham.

»Jeg er givet den eneste i landet, der nogensinde er blevet offentligt fyret i en pressemeddelelse,« som han siger.

Udviklingen kom egentlig ikke som nogen overraskelse. Ikke desto mindre indebærer enhver ufrivillig tilbagetræden fra en post eller et job en form for skuffelse.

Men det hjalp, at kolleger både fra Silkeborg og andre steder i landet og ikke mindst de lokale borgere bakkede op om ham. Umiddelbart efter hans fratrædelse var der ligefrem støttedemonstrationer for ham på torvet i Silkeborg.

»Det gjorde det nemmere for mig. Det er altid den, der står forrest, som har det nemmest. Men min familie havde det ikke godt med, at ledelsen sendte en pressemeddelelse ud, hvor der nærmest blev sagt, at jeg slog folk ihjel,« siger han.

»Der var en periode, hvor min kone ikke ville gå uden for huset. Det var voldsomt.«

Uden job som 62-årig

Hvad mange måske ikke ved, så var Ulrich Fredberg målmand på Skovbakkens divisionshold i 1970’erne. Interessen for idræt dyrkede han siden hen på medicinstudiet, hvor han blev speciallæge i reumatologi, ligesom han fra 1989-2006 var chefholdlæge for AGF’ mandskab i Superligaen.Foto: Kåre Viemose

Da det umiddelbare stormvejr havde lagt sig en kende, meldte sig så naturligvis spørgsmålet ‘hvad nu’? Ulrich Fredberg havde sit ‘på det tørre, også økonomisk’, som han siger, men hvad skulle han give sig til?

Også den situation havde Ulrich Fredberg forberedt sig på.

»Min store interesse er jo idrætsmedicin. Jeg var selv aktiv fodboldspiller på divisionsplan, og da jeg fik for mange skader til at kunne blive ved med det, kastede jeg mig over idrætsmedicin. Det var derfor, jeg blev reumatolog, for det hører idrætsmedicin under,« fortæller han.

»Vi havde en af landets to største idrætsmedicinske klinikker i Silkeborg, hvor jeg var en dag om ugen i ambulatoriet, også selv om jeg havde lederjobbet på Diagnostisk Center. Jeg har også sagt til andre, at de måtte endelig sørge for at have en dag i klinikken om ugen. Det giver en noget, og hvis man vil væk fra ledelse en dag, eller bliver tvunget væk, så er man stadig skarp på området.«

Faktisk er han ikke bleg for at mene, at enhver leder på nok så store hospitaler ville kunne gøre det.

»Der er ikke forskel på ledelse på et lille og et stort hospital. Det drejer sig om det samme: at skabe gode arbejdsmiljøer. Hvis man gør det og stimulerer medarbejderne, så er det dem, der kommer med gode ideer og udvikling. Man skal ansætte nogle, der kan både udfordres og udfordre – nogle engagerede, som brænder igennem. Og det gør de kun, hvis de får lov til det,« som han siger.

Nej tak til adskillige job

For Ulrich Fredbergs vedkommende skulle hans insisteren på at holde sig fagligt ajour vise sig at give pote.

Hvis det var op til mig, så skulle alle læger tre måneder på en psykiatrisk afdeling. Det ville gøre dem til bedre læger uanset speciale, for der er psykiatri i alle patienter

Ulrich Fredberg

»Jeg var rimeligt sikker på, at jeg nok skulle finde et job, hvis det var det, jeg ville. Og allerede dagen efter fyringen fik jeg en henvendelse om et job. Der var sågar en i Region Midtjylland, som tilbød mig et job,« siger han.

»Jeg tænkte: ‘Han er ikke bange af sig’!«

Ulrich Fredberg takkede dog nej, bl.a. fordi han mente, at det ville give problemer for et hospital i netop Region Midtjylland at ansætte ham.

Han takkede også nej til et tilbud fra Grønland, som han har en tilknytning til i forvejen, idet han flere gange har undervist i ultralyd der.

Han var til samtale i en anden region, hvor han endte med at trække sin ansøgning tilbage, efter at han fik det indtryk, at det nye sted frygtede at få problemer med det tværregionale samarbejde, hvis han blev ansat der.

Derimod takkede han ja til en deltidsstilling på Institut for Idrætsmedicin på Bispebjerg Hospital, hvor forskningen fylder meget.

Ulrich Fredberg, som tidligere var ledende overlæge på Diagnostisk Center i SilkeborgFoto: Kåre Viemose

»Det er det ultimative, man kan ønske sig. Instituttet er kåret to gange som de bedste til forskning (af Shanghai Ranking, red.) og er et af kun ni steder i verden, som har Den Olympiske Komités godkendelse (som olympisk forskningscenter, red.),« siger han.

Han takkede også ja til et andet deltidsjob, nemlig som overlæge på det nystartede Sportsmedicinsk Center ved Regionshospital Nordjylland i Hjørring.

Han har også en – ulønnet – stilling som adjungeret professor i idrætsmedicin og ultralydsskanning på Syddansk Universitet i Odense.

Og endelig har han Stadionklinikken i Aarhus, hvor han er et par gange om ugen.

Og så er han forresten også stadig regionsrådsmedlem i Region Midtjylland.

Nu også Folketinget

Det lyder som en hel del, men Ulrich Fredberg er vant til en arbejdsindsats på efter eget udsagn over 90 timer om ugen. Så på trods af de mange nye job føler han det stadig, som om at han har fået masser af fritid.

Så nu overvejer han at stille op til Folketinget, forudsat at Venstre også synes, at det er en god ide. Lykkes det, vil han f.eks. have det som en mærkesag, at psykiatrien får mere plads i sundhedspolitikken – bl.a. er han fortaler for, at alle unge læger kommer i KBU i psykiatrien.

Det spørgsmål afgøres ikke i Folketinget, men en plads på tinge giver en platform, hvor det er muligt at præge en dagsorden.

»Hvis det var op til mig, så skulle alle læger tre måneder på en psykiatrisk afdeling. Det ville gøre dem til bedre læger uanset speciale, for der er psykiatri i alle patienter. Måske ikke medicinkrævende, men der er altid en psykologisk/psykiatrisk fortolkning af patienten,« siger han.

»Desuden skaber det mulighed for, at de psykiatriske afdelinger kan rekruttere læger. Det er svært, hvis de yngre læger aldrig kommer på afdelingen.«

Og endelig har forebyggelse, som f.eks. højere tobakspriser, en fremtrædende plads i hans katalog af mærkesager.

Nok ikke i 40’erne

Jeg fik en helt fantastisk opbakning, og den oplevelse ville jeg nødig have været foruden

Ulrich Fredberg

Efter den voldsomme omkalfatring af arbejdslivet i 2020 er Ulrich Fredberg således landet ganske pænt, også arbejdsmæssigt.

»Jeg er ikke bitter, og jeg fortryder ikke noget,« siger han.

Det gælder både den faglige kerne, som handler om brugen af lavdosis CT-skanninger ved vage lungesymptomer, der måske-måske ikke kan skyldes lungekræft.

Og det gælder også hans hyppige og insisterende kritik af forhold, han havde svært ved at forlige sig med.

Men han understreger, at man skal tænke sig godt om, inden man går ud med kras kritik af sine foresatte. Han selv kan sagtens forestille sig en situation, hvor han havde handlet anderledes.

»Hvis jeg havde været midt i 40’erne, så er jeg ikke helt sikker på, at jeg havde udfordret ledelsen så meget. Jeg tror, at det ville have været for voldsomt at stå midt i 40’erne og ikke kunne blive ansat noget sted i en hel region,« siger han.

Til gengæld er der også elementer af ‘Silkeborgsagen’, der decideret har været positive for ham. Et eksempel:

»Dagen efter min fyring kom ledelsen for at fortælle de ansatte om den. Så spillede personalet en video fra den scene i filmen ‘Dead Poets Society’ om skolelæreren, der blev fyret, hvor alle eleverne rejste sig op og stillede sig op på stolene. Og så rejste personalet sig op og gik,« fortæller han.

»Jeg fik en helt fantastisk opbakning, og den oplevelse ville jeg nødig have været foruden.«