Karriere
Hospitalsdirektør går på pension
Udgivet:
Kommentarer (0)
Til foråret går Bente Ourø Rørth på pension, og dermed bliver stillingen som hospitalsdirektør på Nordsjællands Hospital ledig.
69-årige Bente Ourø Rørth takker af efter 11 år på posten som hospitalsdirektør på Nordsjællands Hospital, når hun går på pension til foråret
Nordsjællands Hospital skal finde en ny hospitalsdirektør.
Det står klart, efter at hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth har meddelt, at hun går på pension i foråret 2025. 69-årige Bente Ourø Rørth har været på Nordsjællands Hospital i knap 20 år, først som vicedirektør og sidenhen som hospitalsdirektør.
Selvom det er vemodigt, ser Bente Ourø Rørth det som et naturligt generationsskifte
»Det er tid for en ny leder at sætte sig i spidsen for det meget store arbejde. Og jeg ser tilbage på et enestående arbejdsliv, hvor jeg har fået mulighed for at lede store organisationer og udvikle tilbuddene til borgerne på mange niveauer i hospitalsvæsenet. Jeg er taknemmelig for den store opbakning, jeg har oplevet gennem årene,« siger Bente Ourø Rørth i en pressemeddelelse.
For regionsdirektør Jens Gordon Clausen, er der ikke andet end flotte superlativer at sætte på Bente Ourø Rørth og hendes lange karriere.
»At Bente har valgt at stoppe som hospitalsdirektør, er afslutningen på en flot og bemærkelsesværdig livslang karriere som leder i sundhedsvæsenet. Jeg vil gerne takke Bente for at have stået i spidsen for Nordsjællands Hospital, hvor hun har ledt et veldrevet hospital og evnet at være nysgerrig og fundet på nye løsninger til gavn for patienter og medarbejdere. Og hun har lagt nogle markante spor for, hvordan sundhedsvæsenet skal se ud og drives i fremtiden bl.a. med det enestående og nytænkte hospitalsbyggeri, der tages i brug inden for få år,« fortæller han.
Hvad fremtiden bringer for Bente Ourø Rørth vides ikke, men hun ser frem til at kunne bruge mere tid med familie og venner og dyrke hendes interesser som cykling, opera og kunst.
Alt imens går processen med at finde hendes afløser i gang med det samme, så der kan ske en glidende overgang til den nye hospitalsdirektør.
Blå bog
Bente Ourø Rørth, 69 år
2013: Hospitalsdirektør Nordsjællands Hospital
2007: Vicedirektør, Nordsjællands Hospital
2004: Sygeplejedirektør, Frederiksborg Amts Sundhedsvæsen
2000: Chefsygeplejerske, Hillerød Hospital
1987: Oversygeplejerske, Kbh. Amtssygehus i Gentofte, hjerte-lungekir. afd.
1985: Afd. sygeplejerske Kbh. Amtssygehus i Gentofte, hjerte-lungekir. afd.
1983: Afd.sygeplejerske, Finsen Inst., Radiumstationens afd. for brystkræft
1982: Sygeplejerske, Finsen Inst., kirurgisk afdeling og Radiumstationen
1978: Sygeplejerske, Rigshospitalet
Del artiklen: