Holland tur-retur: Mahican Gielen er blevet uddannelsesansvarlig overlæge i Hjørring

»Første dag tilbage, og det føles bare godt.«

Sådan lød et tweet fra Mahican Gielen postet 1. juni i år.

Efter to år i limbo har hun landet en fast stilling som radiolog og uddannelsesansvarlig overlæge på Regionshospital Nordjylland, Hjørring. Meget er sket på kort tid, og hun tager al bagagen, også den tunge del, med sig og er klar til at starte forfra.

Forhistorien er den, at Mahican Gielen i efteråret 2020 fik et uønsket afbræk i en karriere, der ellers kørte på skinner.

Et år forinden var hun blevet udnævnt til ledende overlæge for Røntgen og Skanning på Regionshospitalet Randers, men en septemberdag blev hun uden forvarsel indkaldt til tjenstlig samtale af hospitalsledelsen. På mødet blev hun reelt fyret med begrundelsen ‘samarbejdsproblemer’, og hun var dermed fortid i Randers.

Flyttede familien til Holland

De første måneder gik hun derhjemme, mens COVID-19 rasede, efterfulgt af et vikariat på Regionshospital Nordjylland, Hjørring.

Vi tænkte hurtigt, at vi håbede, at det gik, for man flytter jo ikke tilbage efter tre måneder

Mahican Gielen

Men hun sagde nej til et fast job på hospitalet, og i stedet traf familien den store beslutning at flytte tilbage Holland, hvor Mahican Gielen har boet, siden hun var spæd, og hvor hendes mand, Willem Gielen, er født.

»Der var mange ting, der spillede ind. På grund af corona havde vi ikke set vores familie (i Holland, red.) i to år, og så var der selvfølgelig alle tingene omkring Regionshospitalet i Randers. Men jeg blev også tilbudt et rigtig godt job, og timingen virkede perfekt. Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at jeg bare havde brug for at komme væk,« siger Mahican Gielen om beslutningen om at flytte familie inklusiv fire børn sydpå.

Det er en noget mere afdæmpet version af Mahican Gielen, som Dagens Medicin taler med, end den Mahican Gielen, der stillede op til interview i december 2020. Da var hun stadig ved at finde mening i, hvad der var sket i Randers, og hvad det ville betyde for hendes liv og karriere.

Men det krævede altså en omvej til Holland for at finde ud af, at hendes plads stadig er i det danske sundhedsvæsen.

Svært familieliv i Holland

Selvom stillingen i Holland, der ellers ikke mangler radiologer, virkede som noget nær perfekt, så passede det hollandske lægeliv ikke særligt godt med familielivet.

»Sidst vi arbejdede i Holland, var vi kun os to, men nu er vi en familie med fire børn, og det var hårdt for dem. Vi arbejdede nemt 50 timer om ugen, og jeg kom ofte først hjem kl. 19, så vi havde meget lidt tid sammen. Men børnene er også danske, og selvom de kan forstå hollandsk, så var det svært for dem at forstå den hollandske kultur og måde at opføre sig på,« siger Mahican Gielen og fortsætter:

»Vi tænkte hurtigt, at vi håbede, at det gik, for man flytter jo ikke tilbage efter tre måneder.«

Men det blev kun til otte måneder i det hollandske, før familien besluttede sig for at vende tilbage til Danmark. Hjem.

»Det var dejligt at være tæt på familien (i Holland, red.), vores job var okay, og vi tjente mange flere penge, end vi ville gøre i Danmark. Men vi kunne bare mærke på vores børn, at det fungerede bedre i Danmark, og samtidig vidste vi, at vi havde muligheden for at flytte til Nordjylland, hvor de havde sagt, at jeg altid var velkommen tilbage,« siger Mahican Gielen.

I Holland er der ingen ‘barns første sygedag’, og det var svært at finde et godt tilbud til familiens yngste, der lider af autisme. Og børnene savnede Danmark så meget, at da familien skulle holde ferie sammen i februar, var der kun ét land, de ville til.

»Børnene er danske, og da vi kom på ferie i Danmark, var det ligesom at falde i et varmt bad. Vi var alle sammen glade for at være tilbage, og når ingen af os var rigtig glade for at være i Holland, gav det ikke mening, at vi blev ved med at prøve,« siger Mahican Gielen.

Fortiden er stedt til hvile

Forløbet omkring hele hendes afskedigelse i Region Midtjylland var smertefuldt og kunne følges for åbent tæppe på Mahican Gielens egen Twitterkonto. Hendes historie er kendt, og hun har erfaringerne med sig.

Jeg har lært at se mig selv gennem andres øjne og prøver at være opmærksom på, hvornår min entusiasme virker negativ på andre

Mahican Gielen

»Jeg har lært en masse, og det, der skete, var hårdt. Når jeg ser tilbage, tænker jeg, at når der er to, der skændes, så er der to, der har fejl. Sådan var det også i mit tilfælde, men nu har jeg lagt det bag mig og accepteret, at det var et dårligt match. Jeg forstår alle sider, og nu har jeg fundet fred med det, der skete. Det var ikke et godt match, det gik galt, og alle gjorde, hvad de kunne for at komme ud af det. Men nu må jeg videre,« siger hun.

Hendes stemme lyder lige så afklaret som ordene. De to år har skabt en afstand til fyringen og det forløb, der var så følelsesmæssigt hårdt.

»Det har taget lang tid at komme igennem det, fordi det skabte en masse tvivl i mig om, hvem jeg er, og hvad jeg havde gjort forkert. Men i sidste ende ved jeg, at jeg gjorde mit bedste og med de bedste intentioner, og det er dét. Jeg kan ikke og vil ikke længere prøve at forklare, hvad andre har gjort eller hvorfor. Jeg kan kun fokusere på mig selv,« siger Mahican Gielen.

Klogere på sig selv

Hun er mere end klar til en frisk start, og kanterne er blevet slebet lidt mere til de seneste år.

»Jeg er blevet mere opmærksom på andres behov og på at lytte til dem, jeg arbejder sammen med, så jeg ikke bliver misforstået i det, jeg siger og gør. Jeg har lært at se mig selv gennem andres øjne og prøver at være opmærksom på, hvornår min entusiasme virker negativ på andre. Nu har jeg fundet et sted, hvor jeg har det virkelig godt og arbejder med uddannelse, som jeg elsker. Jeg er virkelig glad for, at de har givet mig en chance, og den griber jeg med begge hænder,« siger hun.

Hun glæder sig til at skulle være med til at skabe et uddannelsesmiljø i Hjørring, hvor der skal være plads til, at uddannelseslægerne både kan lære af deres fejl og finde sig selv i lægelivet.

»For mig handler det om at støtte uddannelseslægerne og hjælpe dem med at få det bedste ud af det, de kan og vil.«

Tilbage på sporet

Mahican Gielen har altid været ambitiøs og optaget af at opnå sine karrieremæssige mål. Nu er hun ansat som uddannelsesansvarlig overlæge og har ikke travlt med at kravle op ad karrierestigen.

»Det er en god afdeling, et godt sygehus, gode mennesker, og min stilling passer godt til mig. For nogle år siden ville jeg så gerne være cheflæge, men ledelse kan foregå på alle niveauer, det handler bare om at involvere sig. Så jeg vil ikke forcere noget – hvis det sker, så sker det. Det er ikke afgørende for, at jeg er tilfreds i mit job,« siger hun.

Hun er ellers typen, der har så meget drive, at man næsten bliver suget med ind bare ved at være i nærheden, men prioriteterne har ændret sig for overlægen. Hun har opdaget andre ting i livet, der er langt vigtigere og har et helt andet karriereperspektiv.

»Jeg er glad, og jeg håber, at jeg kan blive gammel i Hjørring,« siger hun.

I det hvide hus i byen, hvor familien har bosat sig, har børnene allerede slået rod og fået venner. Ude var ikke lige så godt som hjemme.

Mahican Gielen fortæller, at familiens yngste, der havde massive søvnproblemer i Holland, nu igen sover godt om natten. Og den ro kan hun også selv mærke.

»Det var her, vi hele tiden skulle være.«

Læs også Dagens Medicins interview med Mahican Gielen fra december 2020:

»Jeg skal nok komme mig, også hvis jeg aldrig får arbejde som radiolog igen«