Karriere
Herlev og Gentofte Hospital, KBU sommer 2025
Udgivet:
Kommentarer (0)
Herlev og Gentofte Hospital svarer på 22 spørgsmål om KBU.
1. Hvilke uddannelsesforløb har jeres sygehuse/afdelinger?
Herlev og Gentofte Hospital er et højt specialiseret hospital, hvor en af hovedopgaverne er uddannelse. Stort set alle afdelinger varetager speciallægeuddannelse af fremtidige kolleger fra introduktionsuddannelse til hoveduddannelse. Hospitalet har omkring 50 KBU-forløb fordelt på følgende afdelinger:
Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme
Afdeling for Led- og Knoglekirurgi
Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme (kirurgisk og medicinsk)
Afdeling for Medicinske Sygdomme
Afdeling for Urinvejssygdomme
2. Hvorfor skal de unge læger vælge jeres sygehus?
Herlev og Gentofte Hospital er et af Danmarks største hospitaler med 6.700 ansatte og aktivitet på to matrikler. Hospitalet er regionens største akuthospital (Herlev) og har den største elektive kirurgiske funktion (Gentofte). Vi har regionens største medicinske funktion og Nordens største urologiske funktion. Derudover er vi et af regionens kvinde/barn-hospitaler og et at seks nationale kræftcentre. Næsten alle specialer er repræsenteret på hospitalet, så der er rig mulighed for at stifte bekendtskab med lige netop det speciale, du nu eller senere måtte ønske at bruge dit lægeliv på.
Udover kvalitet i patientbehandlingen fokuserer hospitalet på høj kvalitet i uddannelse og forskning. Der er både på hospitals- og afdelingsniveau stort fokus på uddannelse og videreudvikling af uddannelsesområdet.
På Herlev og Gentofte Hospital har vi en ambition om at skabe sammenhæng og tryghed for patienterne, så de føler sig godt behandlet. Det samme gælder for personalet, som også skal føle sig godt behandlet, når de er på arbejde.
3. Hvad gør I for at sørge for, at KBU’erne kommer godt i gang på afdelingen?
Afdelingerne har et fast introduktionsprogram som supplement til hospitalets overordnede introduktionsprogram, og der udarbejdes et individuelt tilpasset introduktionsprogram for den nye læge i tæt dialog med vejlederen.
4. Hvor store er de mulige KBU-afdelinger i antal senge?
Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme er placeret på Herlev matriklen og har ca. 40 sengepladser fordelt på et strokeafsnit, en almen neurologisk afdeling og i Akutmodtagelsen samt flere ambulante enheder, der tager sig af henholdsvis epilepsi, hukommelsessygdomme, multipel sklerose, neurologiske bivirkninger til immunterapi og blandede neurologiske lidelser herunder neuroinfektioner.
Afdeling for Led- og Knoglekirurgi har 52 sengepladser på Herlev matriklen, der varetager akut ortopædkirurgi. Derudover har afdelingen 47 sengepladser på Gentofte matriklen, hvor den elektive ortopædkirurgi varetages.
Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme har ca. 100 sengepladser på Herlev matriklen, heraf 24 i et akutkirurgisk sengeafsnit og 23 medicinske senge. Afdelingen har et tilhørende endoskopiafsnit, ambulatorium og egen UL-enhed.
Afdeling for Medicinske Sygdomme:Fra midten af november 2024 samles den akutte del på Herlev matriklen, hvor afdelingen vil have 120 sengepladser fordelt på lungemedicinsk, ældremedicinsk, infektionsmedicinsk, endokrinologisk og korttidsmedicinsk afsnit samt en betydelig aktivitet i Akutmodtagelsens medicinske team. Afdelingen har ambulatorier og forskningsaktivitet i alle fire specialer samt medicinsk daghospital, infiltrat enhed og diagnostisk enhed.
Afdeling for Urinvejssygdomme har 36 senge på Herlev matriklen og 22 senge på Gentofte matriklen. Der er yderligere dagskirurgiske sengepladser på både Herlev og Gentofte.
5. Har I supplerende tilbud til KBU’erne i form af børnepasning, bolig og transport?
Gentofte matriklen har flere daginstitutioner tilknyttet, som personalet har fortrinsret til. Pladsanvisningen sker gennem Gentofte Kommunes pladsanvisning. Hospitalets medarbejdere bosiddende i og uden for Gentofte Kommune har fortrinsret til ledige pladser. Når dit barn skrives op til en af de tilknyttede institutioner, skal du huske at nævne, at du er ansat på Herlev og Gentofte Hospital og eventuelt sende dokumentation om din ansættelse.
6. Er der specielle aftaler eller vilkår for gravide og folk med syge børn?
Herlev og Gentofte Hospital følger de arbejdsretlige regler i forbindelse med graviditet og barns sygdom. Specielle aftaler vil bero på individuel vurdering.
7. Hvor mange dage går der før selvstændig vagt?
Der går normalt omkring to uger.
8. Hvor mange og hvilke typer følgevagter har man før sin første selvstændige vagt?
Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme: 1-2 følgedagvagter. Før første aften-nattevagt har man minimum en selvstændig dagvagt. To KBU-læger planlægges ikke til aften-nattevagt sammen.
Afdeling for Led- og Knoglekirurgi: Introduktionen tæller de første 10 hverdage, hvor der er generel introduktion de første 5 dage og følgevagter de næste 5 dage.
Afdeling for Urinvejssygdomme: Der er planlagt følgevagt i Akutmodtagelsen, i ambulatoriet og i elektiv journalskrivning.
Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme: Som ny KBU-læge har man mindst to følgevagter i Akutmodtagelsen. Ambulatorie- og stuelægefunktion indføres man i ved sidemandsoplæring.
Afdeling for Medicinske Sygdomme: Som ny KBU har man 1-2 følgevagter og en selvstændig dagvagt før den første nattevagt. På vagt vil man være del af et team af med mere erfarne læger, der er til stede hele natten.
Afdeling for Urinvejssygdomme: Det tilstræbes, at nye KBU-læger får 2 følgevagter med en erfaren forvagt i dagstid, og at der går mindst 2 uger før man går i nattevagt. Som KBU er man aldrig eneste forvagt. Der forsøges yderligere at give følgevagt i ambulatoriet og elektiv funktion.
9. Normeret og reelt antal læger i forvagtlag?
Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme: 10-12 læger i hvert forvagtlag.
Afdeling for Led- og Knoglekirurgi: 17 læger afhængigt af antallet af forløb tildelt afdelingen, idet både KBU-læger og HU-læger til Almen Praksis fungerer som forvagt.
Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme: Kirurgisk sektion har 16 for- og 16 mellemvagter; medicinsk sektion har otte forvagter.
Afdeling for Medicinske sygdomme: Har minimum 8 læger i forvagtslaget. Ny vagtstuktur er på vej, hvor man forventer, at forvagter har vagt til midnat.
Afdeling for Urinvejssygdomme: Er normeret til 21, og reelt er der ca. 19 læger i forvagtlag, men der dækkes dagligt 3 funktioner af medicinstuderende.
10. Hvor mange vagtlag er der?
Afdeling for Hjerne og Nervesygdomme: To forvagtlag døgnet rundt i toskift-vagt, én gennemgang- og tilsynsvagt, én sweepervagt, én speciallæge i front (i Akutmodtagelsen) og én bagvagt med tilkaldevagt fra hjemmet efter kl. 21.00.
Afdeling for Led og Knoglekirurgi: For-, mellem- og bagvagtlag. Desuden en fast-track læge som superviserer i Akutmodtagelsen alle dage fra 8-23.
Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme, kirurgisk sektion: For-, mellem- og bagvagtlag. For- og mellemvagt er dubleret kl. 16-08. Medicinsk sektion: forvagt, medicinsk bagvagt har vagt fra bolig fra kl. 18.
Afdeling for Medicinske Sygdomme: Et forvagtslag, fem mellemvagtslag, en bagvagt i Akutmodtagelsen og fire speciale bagvagter.
Afdeling for Urinvejssygdomme: På Herlev matriklen har vi 4 vagtlag: et forvagtslag bestående af 2 forvagter (uklassificerede, KBU’er og introduktionslæger), og tre bagvagtslag: 1 hoveduddannelsesvagtlag, 1 afdelingslægevagtlag og 1 overlægevagtlag.
På Gentofte matriklen har vi et vagtlag bestående af overlæger og afdelingslæger.
11. Er der bagvagt/mellemvagt fysisk til stede hele døgnet?
Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme: Mellemvagt til stede fra kl. 8-18, bagvagt til stede fra kl. 08-21, herefter på tilkaldevagt.
Afdeling for Led- og Knoglekirurgi: Minimum én mellemvagt til stede hele døgnet. Der er fast-track læge i Akutmodtagelsen fra 8-23 alle dage som superviserer og bagvagt tilstede fra 7.45-21.00 alle dage.
Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme: Kirurgisk sektion: For-, mellem- og bagvagt hele døgnet. Kl. 8-15 er der en ekstra bagvagt i Akutmodtagelsen. Der er altid mindst én mellemvagt i Akutmodtagelsen. Yderligere en overlæge-bagvagt har tilkaldevagt fra kl. 22.00. Medicinsk sektion: Der er ingen medicinsk bagvagt i aften-nattetimerne til stede, men medicinsk forvagt superviseres af og konfererer med sine kolleger i kirurgisk sektion.
Afdeling for Medicinske Sygdomme: har fem mellemvagtslag (tre døgndækkende, en kun nattevagt, en kl. 15-24), en bagvagt i Akutmodtagelsen med tilstedevær hele døgnet samt 4 speciale bagvagter, der fra kl. 18-20 har vagt fra hjemmet.
Afdeling for Urinvejssygdomme: Der er en hoveduddannelses-bagvagt til stede hele natten. Afdelingslæge-bagvagten går hjem kl. 23:00, mens der er en overlæge på tilkaldevagt på Herlev. På Gentofte varetager en overlæge eller en afdelingslæge på tilkald vagtfunktionen.
12. Er der fast tilrettelagt undervisning på afdelingen, og er der en uddannelsesansvarlig på afdelingen?
Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme har formaliseret undervisning hver morgen fra 08.20-08.55: undervisning ved afdelingens læger, eksterne undervisere, klinikpatient etc. Der er én uddannelsesansvarlig overlæge og to uddannelseskoordinerende yngre læger (UKYL) i afdelingen.
Afdeling for Led- og Knoglekirurgi har i semestermånederne fem minutters undervisning tirsdag, torsdag og fredag morgen samt en time onsdag morgen. Tredje onsdag i måneden er der YL-møde med tillids- og arbejdsmiljørepræsentanterne. Der er én uddannelsesansvarlig overlæge, en UKAL og en UKYL.
Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme tilbyder korte undervisningssessioner to gange ugentligt, fælles undervisning hver onsdag, og eftermiddagsundervisning i forskellige specialerelevante emner samt kirurgiske færdigheder (suturkursus, basal ultralyd (teori og praktisk)). Der er to uddannelsesansvarlige overlæger og to UKYL’er i kirurgisk sektion, samt en uddannelsesansvarlig overlæge og en UKYL i medicinsk sektion.
Afdeling for Medicinske Sygdomme, har fast undervisning ved morgenkonferencen – journal club, dagens case, ekstern undervisning, undervisning i internmedicinske sygdomme for YL og yngre læge-møde. Om fredagen er der simulationstræning i Akutmodtagelsen for vagtholdet. Flere gang om året afholder afdelingen tværfaglige temadage og gå-hjem-møder med foredrag samt forskningsoplæg/temadage inden for de fire specialer på afdelingen. Der er en ledende uddannelsesansvarlig overlæge, fem uddannelsesansvarlige overlæger og 7 UKYL’er.
Afdeling for Urinvejssygdomme tilbyder undervisning om morgenen for yngre læger ’5 faglige minutter’ hver tirsdag og torsdag, samt 1 times undervisning hver onsdag. Der er simulationstræning i Akutmodtagelsen de fleste fredage og oplæring i cystoskopi på CAMES. Derudover arrangeres frivillig eftermiddagsundervisning flere gange årligt. Der er tre uddannelsesansvarlige overlæger (en fast på Herlev, en fast på Gentofte og en der er begge steder) og der er to UKYL’er (en fast på Herlev, en der er begge steder).
13. Hvordan sikres det, at KBU’erne får fast og god supervision?
Afdelingerne opfylder kravene til den obligatoriske vejlederfunktion.
KBU-lægerne får tildelt en fast hovedvejleder og i vagterne er der altid en seniorlæge til stede, som kan supervisere. Supervision er et fokusområde i flere afdelinger, hvor der fx arbejdes med en fast skemalagt supervisorfunktion, superviseret stuegang og mentorfunktion.
14. Hvilken form for karrierevejledning giver I?
Karrierevejledning er en del af vejledersystemet og er en naturlig del af de vejledersamtaler, der afholdes i løbet af uddannelsesforløbet på alle afdelinger.
15. Bliver kursusønsker efterkommet? Hvilke kurser tilbyder I, og hvordan er de særligt relevante for KBU’er?
Alle afdelinger yder fri med løn til obligatoriske kurser. Øvrige relevante kurser bliver efterkommet i den udstrækning, arbejdstilrettelæggelsen tillader.
16. Er der løn under kurser?
Alle afdelinger yder fri med løn til obligatoriske kurser. Ved relevante kurser gives der tilskud eller fri med løn i det omfang, det er muligt.
17. Er der mulighed for uddannelsesdage på andre afdelinger?
Der kan være mulighed for uddannelsesdage på andre afdelinger, hvis arbejdstilrettelæggelse tillader det (ikke alle afdelinger, der tilbyder det). Dette aftales individuelt.
18. Er der mulighed for at forske på afdelingen?
Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme giver mulighed for forskning. Afdelingen har én professor og flere lektorer, forskningsårsstuderende og ph.d.-studerende. Der er mange igangværende projekter.
Afdeling for Led- og Knoglekirurgi har én professor (på Gentofte), tre forskningslektorer,en forskningsansvarlig uddannelseslæge (p.hd) på Herlev matriklen flere ph.d.-studerende (på Gentofte) og ca. ti yngre læger og studerende tilknyttet forskningsprojekter. Der er rig mulighed for forskning i fx børnetraumatologi, ortopædkirurgiske infektioner (på Herlev) og alt indenfor elektiv ortopædkirurgi (på Gentofte).
Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme har tre professorer og flere ph.d.-studerende. Der er god mulighed for forskning og mange af afdelingens læger deltager i den kliniske forskning.
I Afdeling for Medicinske Sygdomme er der generelt rigtig gode muligheder for både monofaglig, tværfaglig og tværspecialiseret forskning og alle tilbydes forskningsintroduktion. Herlev har eget forskningslaboratorium. Afdelingen har tre professorer, flere forskningslektorer og et større antal ph.d.-studerende.
Afdeling for Urinvejssygdomme tilbyder gode muligheder for at forske. Afdelingen har en forskningsenhed med 2 professorer, ph.d.-studerende samt flere forskningsaktive læger. Ved introduktionen bliver alle tilbudt kontakt til forskningsenheden.
19. Går KBU’er stuegang?
Alle afdelinger har KBU-læger til at gå stuegang med mulighed for supervision.
20. Hvor mange aften-/nattevagter er der pr. måned?
Ca. fire – med lidt variation afdelingerne imellem.
21. Hvor mange pålagte vagter og overarbejde er der?
På alle afdelinger tilstræbes det, at der ikke forekommer overarbejde, ligesom pålagte vagter så vidt muligt undgås.
22. Udbetales overarbejde?
Overordnet søges alt overarbejde afspadseret. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, udbetales overarbejde i henhold til overenskomstmæssig aftale mellem Yngre Læger og Danske Regioner.
Se andre KBU-forløb her.
Del artiklen: