Han gik i brechen for sine patienter, og det kostede ham jobbet

Han vidste godt, at det kunne ende grimt. Derfor havde han forsøgt at forberede sig på konsekvenserne, selvom han længe havde et håb om, at det aldrig ville nå dertil.

Men han havde ikke forventet, at det ville ende med hyppig hjertebanken, en sygemelding, og at han i sidste ende opsagde et job, som han elskede.

I slutningen af sidste år sendte overlæge Anders Møllekær sammen med sine kolleger på akutafdelingen et bekymringsbrev til ledelsen på Regionshospitalet Gødstrup i Region Midtjylland. Lægerne mente, at presset på akutafdelingen var blevet så voldsomt, at det ikke længere var forsvarligt. I sidste ende kunne det have fatale konsekvenser for patienterne, lød det.

Del din historie med os:

I den kommende tid sætter Dagens Medicin fokus på ytringsfrihed i det danske hospitalsvæsen. Vi kan ikke følge med i alt, der sker bag lukkede døre, og derfor har vi brug for dig, uanset hvilken stilling du har.

Har du en historie, du vil dele med os, så kontakt os på følgende mail: ytringsfrihed@Dagensmedicin.dk

Find alle artikler i serien her

Efterdønningerne bød på flere støttebreve fra andre faggrupper, på møder med ledelsen og senere på en udbredt mediedækning, hvor Anders Møllekær som talsmand for sine speciallægekolleger fandt sig selv i midten af manegen.

I starten af året blev han sygemeldt. Nu er han endt med at opsige sin stilling. Og han vil aldrig igen arbejde på et hospital, hvor ledelseskulturen er, som den er på Regionshospitalet Gødstrup.

»Jeg ville ønske, at det aldrig var nået hertil, og at vi kunne have løst det internt. Det har ikke været sjovt at stå frem i medierne. Det har ikke været sjovt at tage denne her kamp, men det er afgørende, at læger frit kan udtrykke deres faglige bekymringer,« siger han.

Alligevel stiller Anders Møllekær sig nu altså frem igen. Han har indvilliget i at fortælle om det forløb, der nu har fået ham til at tage et nyt job – i en anden region.

Han fortæller blandt andet om en ledelseskultur, der ikke kun eksisterer på Regionshospitalet Gødstrup, men som ifølge en ny undersøgelse for Dagens Medicin tilsyneladende præger hospitaler landet over.

En ledelseskultur, hvor mange medarbejdere af frygt for konsekvenserne ikke tør eller vil stå frem og fortælle om deres bekymringer i forhold til patientsikkerhed og dårligt arbejdsmiljø.

En ledelseskultur, hvor ansattes ytringsfrihed langt fra er fri.

Hospital med problemer fra fødslen

For at forstå, hvorfor Anders Møllekær og hans speciallægekolleger sendte et bekymringsbrev til hospitalsledelsen, er det nødvendigt at gå et par skridt tilbage.

I februar sidste år åbnede akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup ved Herning. Opførelsen af det storstilede supersygehus havde varet siden 2012, og det skulle afløse sygehusene i Herning og Holstebro.

Det nye sygehus skulle være åbnet i 2017, men blev forsinket 6 gange undervejs og endte med at koste 3,15 mia. kr. Netop derfor var forventningerne tårnhøje.

Men hospitalet stod med en stor opgave fra begyndelsen. Som der står i et referat fra Regionsrådet i Midtjylland fra oktober sidste år: Er Gødstrup ‘et hospital i økonomisk ubalance’.

Af flere årsager – nogle knyttet til selve flytningen fra de gamle sygehuse til det nye – var der et merforbrug på hospitalet, hvilket betød, at pengekassen skulle styres med hård hånd.

Nye tal viser, at sygehuset alene i 2022 havde et merforbrug på 161,7 mio. kr. Det er omtrent 60 mio. mere, end prognosen forudsagde i starten af sidste år, og det betyder, at Gødstrup nu har en gæld på 236 mio. kr. Det fremgår af et referat fra regionsrådet.

Derudover var der en anden udfordring på akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup og på andre akutafdelinger i regionen: Bemandingen.

I et referat fra et møde i forretningsudvalget i regionsrådet i oktober sidste år står der, at man ønskede fokus på en langsigtet ‘robustgørelse’ af akutområdet, herunder rekruttering og fastholdelse af personale.

Altså var der nærmest fra dag 1 for få penge og for få hænder med de rigtige specialer på akutmodtagelsen i Gødstrup.

Rullede i pressen

Ifølge Anders Møllekær, som var med, da Regionshospitalet Gødstrup slog dørene op, var situationen på akutafdelingen ustabil. De var for få læger – helt konkret 12 mennesker til at varetage 21 menneskers arbejde – oplyser han.

Det førte til lang ventetid for patienterne. Samtidig fik akutafdelingen at vide, at der skulle spares 6,5 mio. kr. på det i forvejen pressede afdelingsbudget.

Overlægerne var bekymrede for patientsikkerheden og frygtede, at folk ville ende med at dø, fordi de ikke nåede at tilse dem i tide.

Det er klart, at jeg blev nervøs for, at jeg skulle udsættes for samme tur

Anders Møllekær

Derfor gik de sammen og sammenlagde data, der en gang for alle skulle fastslå det, alle allerede vidste: At den var helt gal, og at der skulle ske noget.

Efterfølgende tog de Lægeforeningen med på råd – ifølge Anders Møllekær for at gøre det ‘ordentligt’:

»Jeg havde ikke stået i sådan en situation før: at have en lægefaglig bekymring, der kunne være farlig for patienterne. Hvad gør man? Jeg ville gerne gøre det på den rigtige måde, for jeg var ikke interesseret i at kaste med mudder eller komme med udokumenterede påstande. Alt, vi sagde, skulle være fagligt funderet, ellers skulle vi ikke sige noget,« siger han.

Han fortæller, at de sendte bekymringsbrevet gennem interne kanaler og fulgte kommandovejen, fordi det bedste ville være, at problemet blev løst internt på hospitalet.

Efter bekymringsbrevet var der flere møder med ledelsen, men ifølge Anders Møllekær blev det tydeligt, at parterne så forskelligt på problemet og på løsningerne.

Maksimal åbenhed

Hurtigt opstod der rygter på hospitalet. Folk begyndte at snakke i hjørnerne, og derfor valgte han sammen med sine kolleger i speciallægegruppen at offentliggøre alle mødereferater fra møderne med ledelsen med det formål at skabe gennemsigtighed for faggrupper tilknyttet akutafdelingen, siger han.

I den forbindelse fik pressen nys om sagen, og de første artikler blev offentliggjort i Herning Folkeblad 12. januar i år.

I artiklerne udlægger Anders Møllekær problemerne på akutafdelingen og udtaler blandt andet til avisen:

»Vi er nået til et punkt, hvor det er farligt for patienterne, og vi er nødt til at råbe vagt i gevær.«

Den daværende hospitalsdirektør, Poul Michaelsen, der siden februar har været koncerndirektør i Region Midtjylland, benægtede ikke, at der havde været potentielt farlige situationer og udtalte, at det blev taget ‘seriøst og meget alvorligt’, og at man endevendte de kritisable situationer, som var nævnt i bekymringsbrevet.

Efter artiklerne blev udgivet i Herning Folkeblad, gik andre medier ind i sagen.

»Og så rullede det pludselig helt vildt i pressen,« fortæller Anders Møllekær.

Management by fear

En måned efter at historien breakede, blev Anders Møllekær sygemeldt. Han tilbragte tiden sammen med sin familie og på at tænke over forløbet. I slutningen af februar førte det til, at han opsagde sin stilling.

Dagens Medicin kontaktede ham efterfølgende med henblik på et interview. Overlægen svarede, at han havde brug for mere tid, da hans overskud ‘var begrænset’. Fem uger senere, var han klar til at tale.

»Grunden til, at jeg medvirker nu, er, at jeg har modtaget en masse henvendelser fra folk. Ikke bare fra vores afdeling eller hospital, men fra både læger, ambulancepersonale, sygeplejersker og patienter rundt om i landet,« siger Anders Møllekær:

»Her er tale om et mønster, som mange andre kunne genkende.«

Når overlægen taler om et mønster, taler han om en hierarkisk ledelsesstruktur og kultur, hvor ledere direkte eller indirekte lægger et pres på deres ansatte, og som – igen direkte eller indirekte – indskrænker de ansattes ytringsfrihed.

Det er hård påstand. Ikke desto mindre er det sådan, virkeligheden ser ud fra hans stol.

Det er klart, at jeg blev nervøs for, at jeg skulle udsættes for samme tur. Efter bekymringsbrevet fik jeg ad omveje at vide, at der måske var en samtale under opsejling

Anders Møllekær

Han beskriver, hvordan han tidligt i forløbet fik at vide, at hvis han skulle udtale sig til medierne, skulle det ske gennem hospitalets kommunikationsafdeling.

»Og det er jo forkert. Sådan er reglerne ikke, sådan er lovgivningen ikke. Vi har ret til at udtale os. Vi har en loyalitetsforpligtelse, så vi skal oplyse ledelsen om det, men de skal jo ikke afgøre, om vi udtaler os, eller hvad vi udtaler os om,« siger han.

Opfordret til at holde mund

Senere fik han på møder med hospitalsledelsen at vide, at de gerne ville have, at han stoppede med at udtale sig.

Hans kollega, speciallæge i akutmedicin Jacob Juul Jensen, der for nylig har valgt at tage orlov, sad også med til møderne. Han bekræfter forløbet overfor Dagens Medicin:

»De (ledelsen, red.) sagde, at de jo ikke kunne bestemme over os, for vi har ytringsfrihed, men de syntes ikke, at vi skulle udtale os længere,« beskriver Jacob Juul Jensen.

Ifølge de to læger var hospitalsledelsen, HR-chefen og akutafdelingens chefsygeplejerske til stede. Kommentaren kom fra den lægefaglige direktør, Jens Friis Bak.

På et møde, hvor alle speciallægerne var indkaldt, havde ledelsen – ifølge Jacob Juul Jensen – desuden talt om loyalitet, og om hvor vigtigt det er at være loyal over for organisationen.

Han kalder det et eksempel på en ledelseskultur taget direkte fra en dårlig mafia-film.

»Hvor var patienternes interesse i denne loyalitet,« spørger han.

Anders Møllekær passer på med at kalde det censur, men:

»Det er en måde at regulere vores ytringsfrihed på og dermed begrænse vores mulighed for at tale patienternes sag,« siger han og tilføjer, at han godt kan forstå, at hans udtalelser skabte problemer for ledelsen.

Dagens Medicin har fremlagt kritikken for hospitalets lægefaglige direktør Jens Friis Bak.

»Der er meget af det her, jeg virkelig ikke kan genkende, så det er meget mærkeligt at læse. Vi har haft en konflikt, men sådan som den fremstilles her, svarer ikke til det billede, jeg har af det,« siger Jens Friis Bak.

Cheflæge forlader pludselig skuden

I samme periode kunne Anders Møllekær heller ikke lade være med at tænke på, at hans tidligere chef på akutmodtagelsen, Dea Kehler, i efteråret pludselig stoppede på afdelingen. Ifølge Anders Møllekær skete det ud af det blå, og uden at nogen rigtig kunne få at vide hvorfor.

Men forud for det havde hun fremført de samme bekymringer over for hospitalsledelsen, som senere stod i bekymringsbrevet, fortæller han.

Hendes afgang var med til at skabe en nervøsitet hos Anders Møllekær:

»Det er klart, at jeg blev nervøs for, at jeg skulle udsættes for samme tur. Efter bekymringsbrevet fik jeg ad omveje at vide, at der måske var en samtale under opsejling, som kunne få konsekvenser for min ansættelse og fremtidige karriere.«

Dea Kehler har i mange år arbejdet som læge og overlæge i Region Midtjylland. Hun har endda fået en pris for sin indsats som uddannelsesansvarlig overlæge på Regionshospitalet i Randers.

I 2021 blev hun ansat som cheflæge ved akutafdelingen i Herning og Holstebro med henblik på, at hun skulle bidrage til udviklingen af akutafdelingen på Gødstrup, når hospitalet åbnede.

»Jeg oplevede responsen fra ledelsen som intimiderende, og jeg lå vågen om natten og tænkte over, hvad der kunne ske,« siger Anders Møllekær.Foto: Jesper Balleby

Ifølge en aktindsigt som TV Midtvest har fået, slog Dea Kehler alarm flere måneder før, at bekymringsbrevet fra Gødstrup blev skrevet og sendt, og flere kilder siger til Dagens Medicin, at der allerede inden fusionen i Gødstrup var rejst bekymringsflag.

I september sidste år skrev Dea Kehler i en sms til den lægefaglig direktør, Jens Friis Bak, at patientsikkerheden var truet på afdelingen, fordi belastningen var for stor.

Hun beskrev, hvordan 14 patienter var på vej til afdelingen, mens 5 sad i venteværelset, men at der kun var 5 ledige pladser, skriver TV Midtvest.

Altså har ledelsen på Regionshospitalet Gødstrup været klar over problemerne, inden det stod skrevet i brevet.

Dagens Medicin har kontaktet Dea Kehler for en kommentar. Hun oplyser, at hun ikke kan udtale sig pga. sin fratrædelsesaftale.

Hvad skal der ske?

I medierne blev konflikten trukket skarpt op.

På den ene side stod Anders Møllekær og hans speciallægekolleger med et sæt påstande og et sæt data. På den anden side stod ledelsen med nogle andre påstande og nogle andre tal.

Når Anders Møllekær ser tilbage på det i dag, ærgrer det ham, at konflikten fjernede fokus fra, hvad sagen egentlig handlede om, nemlig patienternes sikkerhed. Mediebilledet blev mudret, og konflikten begyndte at påvirke ham på arbejdspladsen.

»Det, der pressede mig i den periode, var den intimiderende adfærd og ledelsens forsøg på at lukke os ned. Selvom vi generelt fik meget støtte fra kolleger, var der også nogle, der mente, at vi hellere bare skulle fokusere på vores arbejde,« siger han:

»Jeg begyndte at tænke: ‘Hvad sker der i dag? Hvad sker der i morgen?’ Jeg kunne mærke et stort pres, og jeg kunne mærke symptomer på overbelastning og stress. Jeg vidste godt, hvad det var udløst af, og det blev svært at være på arbejdet.«

I en helt ny spørgeundersøgelse blandt læger lavet for Dagens Medicin i starten af maj i år fremgår det bl.a., at 86 pct. af de mere end 1.300 læger, der har svaret på undersøgelsen, mener, at der er et generelt problem med lægers ytringsfrihed.

På spørgsmålet, om de selv har oplevet kritiske forhold på deres arbejdsplads, som offentligheden ‘burde få kendskab til’, svarer knap 7 ud af 10 (69 pct.) ja . Endvidere svarer 42 pct., at de har været i situationer, hvor de af frygt for konsekvenserne ikke har fortalt offentligt om problemer på arbejdspladsen.

Altså tyder undersøgelsen på, at læger rundt om i landet har haft samme overvejelser og bekymringer som Anders Møllekær og Jacob Juul Jensen på Regionshospitalet i Gødstrup.

Som at råbe i en pude

Når man som læge kæmper for patienterne på baggrund af sin faglighed, har man alt at miste, men ikke meget at vinde på det personlige plan, mener Anders Møllekær.

For med kritik følger en bekymring om egen jobsikkerhed og fremtidige karriere. Man begynder at spekulere på, hvad ens kolleger i virkeligheden tænker om, at man står frem, og på, om man måske har gjort sig uvelkommen på andre arbejdspladser.

Sådan var det i hvert fald for Anders Møllekær.

»Til sidst var det så voldsomt, så ubehageligt, at jeg ikke kunne være i det længere, så jeg kom til den konklusion, at jeg ikke ville blive syg af det her. For det er jo helt forkert, at man skal blive syg af at stå op for sine patienter,« siger han.

Nu har han fået en stilling på et andet hospital i en anden region.

»Det er min holdning, at den vigtigste interesse, vi skal varetage som læger, er patienternes. Derfor kom jeg frem til, at jeg ikke ville være på et hospital, hvor jeg ikke kunne rejse mine faglige bekymringer uden personlige omkostninger. Det ville jeg ikke. Men det var en svær beslutning, for jeg var glad for arbejdspladsen inden.«

Efter at have mærket konsekvenserne ved at åbne munden på egen krop forstår han godt, hvorfor mange af hans lægekolleger vælger ikke at stå frem med kritik. De personlige omkostninger er ganske enkelt for store.

»Jeg oplevede responsen fra ledelsen som intimiderende, og jeg lå vågen om natten og tænkte over, hvad der kunne ske,« siger Anders Møllekær.

»Nu sidder jeg tilbage og tænker: Ville jeg gøre det her igen? Det ville jeg, men det er ligesom at råbe i en pude. Der sker alligevel ikke noget for patienterne, for organisationen vil gøre alt, hvad den kan, for at opretholde status quo.«