Fyret som cheflæge: Jeg nægter at skamme mig

De seneste godt tre måneder har der været god tid til fuglekiggeri for den passionerede amatørornitolog Anders Bojesen.

Lidt for god tid. For egentlig ville han hellere stadig stå op hver morgen og følges med hustruen på cykelturen fra hjemmet i Brabrand til jobbet på Klinisk Genetisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, der dannede rammen om lange arbejdsdage som cheflæge.

Det er en kolossal ydmygelse og ret skamfuldt at blive fyret

Anders Bojesen, tidl. cheflæge

Sådan troede Anders Bojesen, at det skulle blive ved med at være, indtil den dag i december 2022, hvor han blev kaldt til samtale på hospitalsdirektørens kontor.

»’Hvad er det, du siger? Vil I fyre mig?’« kan Anders Bojesen huske, at han chokeret får spurgt i slutningen af samtalen.

Det kunne han ikke få et direkte svar på, men efter 13 år som chef vidste Anders Bojesen godt, hvad der skulle ske. Alligevel kom det bag på ham.

På trods af et længere forløb med utilfredse speciallæger, en klage over afdelingsledelsen og en konsulentrapport, var Anders Bojesen hele tiden overbevist om, at han skulle være en del af løsningen. I stedet blev han sendt hjem fra jobbet som cheflæge, før der blev indledt en fyringssag.

»Det er en kolossal ydmygelse og ret skamfuldt at blive fyret. Jeg har fået at vide, at jeg ikke er god nok til mit arbejde nu, og at de heller ikke tror, at jeg kan blive det i fremtiden, så derfor har de fyret mig. Det har jeg selvfølgelig været ramt og ked af, det er der ingen tvivl om,« siger Anders Bojesen.

Men dette er ikke en artikel om bitterhed eller vrede, hvor en fyret mellemleder peger fingre både opad og nedad i systemet. Det er en artikel om, hvordan det føles, når man pludselig bliver fyret og som 54-årig skal til at finde en ny karrierevej. For Anders Bojesen startede det med at nægte at skamme sig.

‘Jeg er ikke længere cheflæge’

På LinkedIn, hvor de fleste fejrer faglige bedrifter og nye job, handlede Anders Bojesens første indlæg om at være blevet hjemsendt, fyret og nu jobsøgende.

‘I starten af december havde jeg min sidste arbejdsdag på min afdeling, men nu er det efterhånden officielt – pr. 30. april er jeg ikke længere cheflæge i Klinisk Genetisk Afdeling, AUH,’ startede han indlægget.

Kladden havde ligget klar i uger og var blevet skrevet om igen og igen, mens han selv bearbejdede, hvad der egentlig var sket, og hvad han følte omkring det. Én ting var han dog sikker på. Han ville ikke ‘kravle ned i et musehul’.

»Normalt går man jo ikke ud og siger, at man er blevet fyret, fordi det er så skamfuldt. Man venter til, at man i stedet kan skrive: ‘Det er med stor glæde, jeg kan meddele, at jeg har fået et nyt job’, ikk’? Der havde jeg virkelig brug for at sige, at jeg skammer mig fandme ikke over det her. Jeg har gjort alt det, jeg kunne, og sammen med både mine medledere og resten af afdelingen har vi i løbet af de sidste seks år lavet en masse nye, spændende projekter og tiltag for at gøre tingene bedre. Det ændrer fyringen ikke på,« siger Anders Bojesen.

Han lyder mest af alt resigneret. Alligevel er det vigtigt for ham at understrege, at hverken denne artikel eller det oprindelige indlæg på LinkedIn skal læses, som om at han er bitter.

»Altså, jeg er indigneret over processen, og det må man gerne kunne fornemme, men jeg er mest af alt ked af forløbet. Da jeg blev opsagt, fik jeg tre dage til at aflevere mine arbejdsredskaber og de personlige ting, jeg havde på mit kontor, måtte jeg hente om aftenen, fordi jeg ikke måtte risikere at komme til at møde nogen. Jeg har ikke taget af kassen, jeg har ikke overtrådt reglerne, jeg har ikke krænket nogen. Derfor har jeg heller ikke haft lyst til at skamme mig,« siger Anders Bojesen.

Han husker selv, at indlægget på LinkedIn i redigeringsprocessen er gået fra at være lidt mere spidst og pege fingre af organisationen til at blive mere fokuseret på ham selv.

»Jeg har været vred og skuffet, men jeg fik hurtigt perspektiv på og lod være med at løbe med vreden,« siger Anders Bojesen.

Ikke en del af løsningen

Igennem længere tid havde der været utilfredshed blandt speciallægerne på afdelingen, der i alt har mere end 60 læger, uddannelseslæger, molekylærbiologer, lægesekretærer, sygeplejersker og bioanalytikere, og sidste efterår blev det til en officiel klage over afdelingsledelsen.

»Jeg kan godt forstå speciallægernes frustration, og jeg kan også godt forstå, at de har følt, at det var det eneste, de kunne gøre,« siger Anders Bojesen.

Set i retrospekt er det ikke personaleledelse, der driver mig, og det har jeg nok ikke været nok opmærksom på undervejs

Anders Bojesen, tidl. cheflæge

Han erkender, at det i nogen tid havde været et stort pres at skulle drive en afdeling under konstante besparelser, samtidig med at den teknologiske udvikling i rivende hast gav nye udredningsmuligheder for patienterne. Ventelisten blev længere og længere, og hverken læger eller sygeplejersker kunne presses mere, så noget var nødt til at blive ændret.

Konsulenter blev hyret ind til at lave en analyse af, hvad der var galt i afdelingen.

»Jeg havde hele tiden tænkt, at jeg skulle være en del af den løsning, de pegede på. Jeg troede, at rapporten ville blive en hjælp for mig i forhold til, hvad vi skulle arbejde på, men sådan gik det ikke. Jeg skulle ikke være en del af løsningen, for det var mig, der blev gjort til problemet,« siger Anders Bojesen.

Få dage efter blev han sendt hjem. Han forstår godt, at det er en del af processen, og at det er for at beskytte begge parter, for han har selv siddet på den anden side af bordet. Men det ramte ham hårdt at blive isoleret på den måde og få frataget retten til at fortælle sin egen side af historien.

»Det var virkelig ubehageligt på den måde at blive sat uden for døren, og det var ydmygende at blive frataget alle mine pligter og sendt hjem på den måde. Jeg har været leder af en afdeling og har hver eneste dag talt med mine medarbejdere og taget mig af stort og småt, men fra den ene dag til den anden blev jeg sendt hjem og måtte ikke tale med nogen,« siger Anders Bojesen.

Mere læge end personaleleder

Det var en tidligere chef, der fik Anders Bojesen ind på karrieresporet allerede et par år før, han blev færdig som speciallæge. Og et ledelsesafklaringskursus i Region Syddanmark gjorde ham sikker i sin sag.

»Jeg har altid søgt indflydelse, og siden jeg fik den første stilling som ledende overlæge på Klinisk Genetisk Afdeling på Vejle Sygehus, har jeg været optaget af at forbedre og udvikle, løfte kvaliteten og få fagligheder til at spille sammen, for at det skal lykkes. Det er det, der er mit drive som leder, meget mere end personalepleje. Det er måske også det, der har været mit problem i sidste ende,« siger Anders Bojesen.

Det er noget af det, han har haft tid til at tænke over, efter at han blev sendt hjem. Både i arbejdet med at finde ud af, hvad der egentlig var sket, og i processen med at finde ud af, hvad han skal i fremtiden.

»Set i retrospekt er det ikke personaleledelse, der driver mig, og det har jeg nok ikke været nok opmærksom på undervejs. At jeg har været mere optaget af udviklingen og det faglige, end jeg har været af personaleledelse. Jeg har været meget optaget af menneskene, og om de har haft det godt, bare ikke på et teoretisk og systematisk plan,« siger Anders Bojesen.

Han leder lidt efter ordene. Som om han stadig selv er ved at blive klog på, hvilken slags leder han egentlig har været. Men han ved i hvert fald, at han ikke er interesseret i at blive cheflæge på en afdeling med et helt andet speciale. Det faglige vægter langt højere end ledelse.

Fik ikke lov til at sige farvel

Selvom Anders Bojesen taler meget om faglig udvikling frem for personaleledelse, så er det klart medarbejderne, der vækker de største følelser. Det plager ham stadig, at han ikke fik lov til at sige farvel til det team, han havde stået i spidsen for i seks år.

»Jeg synes, at det er brutalt at blive sendt hjem og ikke få lov til så meget som at komme ind en formiddag og sige farvel til personalet. Give en krammer til dem, der ville, og måske græde lidt over det …«

Jeg har aldrig før haft svært ved at sove, men jeg havde nogle lange nætter, hvor jeg prøvede at finde ud af, hvilke muligheder jeg havde for at komme videre

Anders Bojesen, tidl. cheflæge

Det er første gang i samtalen, at Anders Bojesen afbryder sin egen talestrøm. Stemmen bliver grødet.

»Dét er nok det største savn, at jeg skulle sige farvel til alle mine dejlige medarbejdere uden i virkeligheden at få lov til at sige farvel til dem. Jeg er bare blevet lempet ud af bagdøren en aften, ikk’?«

Anders Bojesen har dog mødtes med de tætteste kolleger og fået sagt farvel over en frokost, men alligevel sidder den ubehagelige afsked stadig lidt i ham.

»Jeg ved godt, at det også har været for at beskytte mig, men det er fuldstændig misforstået, for i stedet blev jeg fuldstændigt isoleret, og det gjorde tingene meget værre, end de havde behøvet at være. Jeg har ikke opskriften på, hvordan man kunne gøre det bedre, men det kunne man helt sikkert.«

En uventet gave

Midt i søvnløse nætter, vrede, skuffelse og sorg var Anders Bojesen nødt til at forholde sig til fremtiden. Han og hustruen havde netop købt nyt hus, da fyringen kom, så der var ikke tid til at gå i følelsesmæssigt vinterhi.

»Jeg har aldrig før haft svært ved at sove, men jeg havde nogle lange nætter, hvor jeg prøvede at finde ud af, hvilke muligheder jeg havde for at komme videre nu. Men jeg er skruet sådan sammen, at jeg tænker, mens jeg taler, så jeg skal have nogen at snakke med, ellers bliver det ikke godt,« siger Anders Bojesen.

Én af dem, han talte med, var sin mor, der for mange år siden har arbejdet med ledelsesudvikling, og hun havde et mere positivt perspektiv på situationen.

Anders Bojesen, 54 år

2023: Selvstændig i AB genetik – lægefaglig rådgivning

2017-2022: Klinisk lektor, Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet

2016-2023: Cheflæge på Klinisk Genetisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital

2012-2016: Klinisk lektor, Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet

2011-2016: Ledende overlæge, Klinisk Genetisk Afdeling, Vejle Sygehus

2010: Speciallæge i klinisk genetik

2007: Ph.d., Aarhus Universitet

1996: Cand.med., Aarhus Universitet.

Privat bor Anders Bojesen i Brabrand sammen med sin hustru. Han har to voksne børn på 26 og 29 år og er en ivrig fuglekigger i fritiden.

‘Anders, du har fået en gave. Nu har du mulighed for at gøre noget andet i dit liv end det, du bare kørte i,’ lød det.

At blive fyret er måske ikke den gave, man ønsker sig allermest, men for Anders Bojesen blev det en lejlighed til at skifte retning.

»De sidste år har virkelig været op ad bakke. Det har været surt, og jeg har kæmpet og kæmpet og kæmpet for den afdeling, og alligevel var lægerne utilfredse. Hvis ikke jeg var blevet stoppet i det her, så var jeg bare blevet ved som de sidste år, hvor det har været arbejde og søvn, arbejde og søvn,« siger Anders Bojesen.

Og at komme videre var det andet motiv med at skrive om fyringen på LinkedIn.

»Jeg ville gerne sige farvel, og jeg ville gerne vise, at jeg ikke skammede mig, men jeg ville også gerne markedsføre, at jeg er ledig på markedet og klar til nye udfordringer. Det er klart.«

Hvad så nu?

Inden han officielt har haft sidste dag, har Anders Bojesen slået dørene op til ‘AB genetik – lægefaglig rådgivning’. I virksomheden skal han for eksempel rådgive virksomheder og organisationer om kliniske aspekter af genetik.

»Jeg ved, hvem spillerne på markedet er, og så må tiden vise, hvordan mit arbejdsliv præcis kommer til at se ud. Ud over at være cheflæge har jeg for eksempel også været leder af driftsrådet omkring Center for Sjældne Sygdomme på AUH og været laboratorieleder, så jeg har brede kompetencer inden for genetik og organisering af genetik. Så jeg tænkte, at der sgu må være nogen, der kan bruge de kompetencer til noget,« siger Anders Bojesen og fortsætter:

»Jeg er allerede blevet tilbudt arbejde, så jeg er meget positiv over for livet som selvstændig og uafhængig.«

Foreløbig er der sat et punktum for karrieren i det offentlige sundhedsvæsen for Anders Bojesen, der er mere end klar til et nyt kapitel.

»Jeg er ikke gået og har smækket med døren, men hvis jeg får succes med mit firma, og det bliver sjovt og spændende, er der jo ingen grund til ikke at fortsætte og se, hvilke nye døre der åbner sig.«