En seriemisbrugers bekendelser

Du siger, at du er seriemisbruger. Hvordan viser det misbrug sig?

»For os med et lidt større misbrug har coronapandemien været en kærkommen lejlighed til at kunne gå til bunds. Når jeg har tiden, elsker jeg at bruge tid på serie-streaming, både som inspiration og nok også som en slags selvmedicinering – for at slukke for hjernen og slappe af. Der er meget godt at sige om epidemiens afslutning, men jeg kommer nok til at se ind i en tid, hvor det bliver svært at holde misforbruget på helt samme niveau.«

»Jeg har set mange af de nyere, store serier som ‘Top of the Lake’, ‘Big Little Lies’ (HBO Max) og ‘Mare of Easttown’ (HBO Max). Og selvfølgelig også opfølgningen på ‘Sex and the City’ (HBO Max), og jeg synes, som mange andre, at den skuffer. Og alligevel har jeg set alle afsnit. Jeg har desuden genset nogle af klassikerne under pandemien.«

Hvilke klassiske serier har du set?

»F.eks. ‘The Sopranos’ (HBO Max), som er en meget gammel sag, der blev produceret i perioden 1999 til 2007. Serien foregår i New Jersey og handler om en mafiaboss og hans problemer med at holde styr på sin klassiske forbryderorganisation i et moderne USA. Meget ubelejligt rammes han af angstanfald og må i al hemmelighed gå i psykoterapi. Det er noget, han må gå meget stille med for ikke at underminere sin position som psykopatisk, magtfuld machomand. Serien handler grundlæggende om magtens psykologi i brydningsfeltet mellem en klassisk og traditionsbunden kultur og så et moderne samfund, hvor de tilegnede psykologiske kompetencer erstatter de nedarvede privilegier og positioner.«

Jeg har ikke mødt så mange andre med lige den interesse, men jeg tilbringer gerne nogle dage af min ferie med at traske rundt i Ruhr og se på gamle kulminer

Birgitte Hysse Forchhammer, direktør i Hjernesagen

»En anden klassisk serie, jeg har genset, er ‘The Wire’ (HBO Max), som giver en fantastisk skildring af byen Baltimores fald fra blomstrende industriby i begyndelsen af forrige århundrede til en forarmet og kriseramt by, hvor arbejdsløshed, narkokriminalitet og korruption gør det næsten umuligt at overleve som menneske. Serien er båret af helt utroligt gode skuespilpræstationer, hvoraf flere af de medvirkende faktisk ikke er professionelle skuespillere, men folk, der levede på gaden i det virkelige Baltimore, som seriens producenter hyrede til at spille med. Selvom der er langt fra Baltimore til Region Sjælland, så er den grundlæggende problemstilling ikke helt usammenlignelig: Hvordan opretholder vi fornuftige livsbetingelser, lægedækning og liv i gågaden i områder, hvor den klassiske industri og dermed arbejdspladser lukker ned?«

Ser du også serier, der viser livet i sundhedssektoren?

»Der findes jo et hav af serier, som udspilles i sundhedssektoren. Et hospital, en læge- eller psykologpraksis er jo et minisamfund, som giver alletiders ramme for fortællingen. Jeg kan godt lide at finde nogle mindre serier. Der er to sundhedsserier, som jeg gerne vil anbefale. Den ene hedder ‘Getting On’ (HBO Max) og er en satirisk serie, der foregår på en geriatrisk afdeling. Man følger det, man kunne kalde en nedbrændt stammekultur, og den viser konflikter blandt medarbejderne, som både foregår internt på afdelingen mellem faggrupper, men også er rettet mod de andre afdelinger på hospitalet. Forskning er noget, den ledende overlæge primært laver for at slippe væk fra hverdagens trummerum, og som kan give hende anledning til måske at komme afsted på en eller anden geriatrisk kongres om sære hudlidelser. Den sætter tingene på spidsen, men vil for mange have en grad af genkendelighed.«

»Så er der en anden meget fin serie, som hedder ‘Nurse Jackie’ (Paramount+). En amerikansk serie, der handler om en sygeplejerske, der kæmper for at få livet til at hænge sammen med multisyge patienter, konflikter med teenage-børnene og et eskalerende oxycodon-misbrug. På trods af dette dystre setup er serien meget velspillet og sjov. Den giver et indblik i livet i den nederste del af den amerikanske middelklasse og en del af det amerikanske sundhedsvæsen, som jeg i hvert fald ikke kendte til før.«

Birgitte Hysse Forchhammer

2019-: Direktør i Hjernesagen

1995-2019: Ledende neuropsykolog på Gentofte Hospital og Rigshospitalet i Glostrup fra.

1995: Ph.d.-afhandling om livskvalitet og kronisk sygdom

1986: Uddannet cand.psych.

Har du andre kulturinteresser?

»Jeg holder meget af at gå på museer. Det er en luksus at bruge en halv dag på at vandre rundt på Statens Museum for Kunst eller Louisiana. Jeg kan egentlig godt lide malerier fra mange forskellige kunsthistoriske perioder og har svært ved at vælge en bestemt kunstner frem for andre. Jeg har for nylig genset nogle af de vilde malere fra 1980’erne, og de holder, også i dag.«

»Og så har jeg en helt særlig passion for industrihistoriske museer. Jeg har ikke mødt så mange andre med lige den interesse, men jeg tilbringer gerne nogle dage af min ferie med at traske rundt i Ruhr og se på gamle kulminer. Et af de største museer i området hedder Zeche Zollern. Det er tegnet af arkitekten Rem Koolhaas, der også har tegnet BLOX i København. Hvor BLOX måske er malplaceret ved havnefronten, så passer hans lidt brutalistiske æstetik fint midt i et nedlagt minelandskab. Mit næste mål er Danfoss Museum i Nordborg på Als, men det er sjovt nok ikke lykkedes at lokke nogen af mine veninder med – endnu.«

Læser du også bøger?

»Jeg både læser bøger og lytter bøger. Jeg har altid været glad for at læse canadiske Alice Munros bøger, dem kan man godt genlæse flere gange. For at varme lidt op til det franske valg forsøgte jeg mig med ‘Sérotonine’ af Michel Houellebecq. Men han er simpelthen for sort og dystopisk for mig. En ny forfatter som Thomas Korsgaard og hans ‘Man skulle nok have været der’ synes jeg lover godt.«

Du kredser om skift og nye perspektiver?

»Ja, det kan du godt have ret i. Det er jo også på mange måder det, mit arbejde i Hjernesagen går ud på. Arbejdet i en patientorganisation handler også om at finde nye veje og være med til at bidrage til at udvikle vores velfærdssamfund. Jeg tror, at vi står over for at skulle styrke samarbejdet mellem de forskellige samfundssektorer og civilsamfundet på nye måder. Og ligesom vi skal sikre grøn omstilling, så står vi også over for en kæmpe udfordring med at få forløst det enorme potentiale, som nye teknologiske løsninger repræsenterer i vores ældrepleje, rehabilitering og i det hele taget i sundhedssektoren. Løsningerne findes, men det er ikke nemt at få dem implementeret i praksis, bl.a. fordi både social- og sundhedssektoren er bærer af en anden kultur og organisering. Man kan ikke direkte sammenligne med Baltimores forfald eller skiftet fra kul til vedvarende energi, men når det gælder psykologiske og samfundsmæssige udfordringer, er der alligevel lighedspunkter.«

Læs tidligere KulturKanyler her

I 2020 konkluderede den europæiske del af WHO, at kultur kan bruges som supplement til den biomedicinske behandling.

I serien KulturKanylen zoomer vi ind på de oplevelser, som læger har, når de tager deres ’egen medicin’ i form af en kulturel indsprøjtning i hverdagen.