Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Karriere

Der er verdenspremiere, når de musikalske læger besøger Danmark

Udgivet:
Kommentarer (0)

World Doctors Orchestra optrådte i 2022 i den verdensberømte Concertgebouw i Amsterdam.

World Doctors Orchestra spiller for første gang i Danmark. Mød to af de danske orkestermedlemmer og hør, hvorfor orkestret er noget helt særligt for dem.


Kitler bliver byttet ud med violiner og fløjter til en vaskeægte verdenspremiere i september.

Det er nemlig første gang, symfoniorkestret World Doctors Orchestra optræder i Danmark. Orkestret består af udelukkende læger fra mere end 60 forskellige lande, som spiller klassisk musik og donerer overskuddet fra koncerterne til velgørende formål. Både København og Odense får besøg af de musikalske læger hhv. 9. og 10. September.

For de to danske orkestermedlemmer Ann Christine Waarkjær Olsen og Helene Grønning betyder orkestret, at de kan kombinere deres passioner for lægefaget og musikken. Noget, som ellers kan være svært i lægerollen, der fylder så meget mere end et arbejde.

Før medicinstudiet studerede Helene Grønning 3 år på musikkonservatoriet, indtil hun fandt ud af, at karrierevejen skulle være medicin. Hun har dog aldrig sluppet musikken i fritiden.Foto: Privat

»Selvfølgelig er medicin og musik to forskellige verdener. Men for mig har fagene det til fælles, at det gælder om at fokusere og være på. Og musikken giver mig et frirum, hvor jeg er hundrede procent til stede og lukker den travle hverdag ude,« siger Helene Grønning, der udover at spille fløjte i orkestret er børne- og ungepsykiatrisk overlæge.

Billetter til de to danske koncerter i København og Odense kan købes her.

Velgørende koncerter

World Doctors Orchestra er grundlagt af den tyske læge og dirigent Stefan Willich og har siden 2008 afholdt 70 velgørenhedskoncerter i hele verden, hvor de har indsamlet mere end to mio. euro til velgørende formål. Orkestret ønsker at øge fokus på global sundhed som en grundlæggende menneskeret for alle. Der er 1.800 læger tilknyttet orkestret, men det varierer, hvor mange der optræder. Som regel er det omkring 100, hvilket også bliver tilfældet for koncerterne i Danmark, som bliver spillet i Konservatoriets Koncertsal i København og i Odense Koncerthus.

Til de danske koncerter optræder orkestret med blandt andre Carl Nielsens Symfoni nr. 2, mens Peter Qvortrup Geisling er konferencier. Overskuddet går til MusikBeRiget og Center for Mental Sundhed. Begge er organisationer, der arbejder for at styrke mental sundhed.

Mere end musik

Rejsen, opholdet og alt derimellem finansierer lægerne selv, når de rejser ud i verden for at optræde. De skal også være villige til at rive en uge ud af kalenderen. Og så skal noderne være øvet og sidde lige i skabet, inden orkestret mødes – lægerne har nemlig blot et par dage sammen i øvelokalet til at få det hele til at svinge.

Selvom det kræver en del, er det en interessant måde at rejse og opleve destinationer, der ellers ikke havde været på radaren, fortæller Helene Grønning, der har spillet fløjte i orkestret siden 2013. Hun har blandt andet besøgt lande som Japan, Canada, Schweiz og Italien på orkesterrejser.

En særligt stor oplevelse var en rejse til Rumænien for nogle år siden.

»Lægerne fra Rumænien havde arrangeret spændende aktiviteter, hvor vi fik et enestående indblik i rumænsk kultur, jeg aldrig havde fået ellers. Var det ikke for orkestret, var jeg nok ikke rejst til Rumænien i den nærmeste fremtid, men det viste sig at være en fantastisk oplevelse,« siger Helene Grønning.

Jeg ser World Doctors Orchestra som en enestående mulighed for at dyrke musik og lægefaglighed

Ann Christine Waarkjær Olsen, orkestermedlem, World Doctors Orchestra

Og så var der sidste års koncert, hvor orkestret spillede i et af verdens mest anerkendte koncertsale Concertgebouw i Amsterdam. En chance fløjtespillende Helene Grønning, der før lægestudiet studerede på musikkonservatoriet, kun havde drømt om at få.

»Vi var 130 læger, der spillede Gustav Mahlers (østrigsk komponist, red.) 6. Symfoni. En oplevelse, som jeg aldrig glemmer,« siger hun.

I år er det første gang, orkestret spiller i Danmark. Faktisk i hele Norden. Det betyder, at Helene Grønning for første gang i sin 10-årige lange karriere i World Doctors Orchestra har mulighed for at invitere kolleger, venner og familie til koncerten.

»Det er helt særligt at få lov til at spille for så mange, jeg kender, og samtidig vise, hvad orkestret står for, og hvad jeg har brugt så meget tid på. Det glæder jeg mig utroligt meget til,« siger hun.

En enestående mulighed

For anæstesilæge Ann Christine Waarkjær Olsen bliver koncerten i København hendes debutkoncert. Det meste af livet har hun spillet violin, men hun har i lange perioder tilsidesat det, fordi medicinstudiet og lægearbejdet har slugt det meste tid.

»Jeg ser World Doctors Orchestra som en enestående mulighed for at dyrke musik og lægefaglighed. Selvom jeg er nervøs, glæder jeg virkelig meget til at møde de andre læger og spille sammen,« siger Ann Christine Waarkjær Olsen.

Det fælles udgangspunkt og faglige forståelse sætter Helene Grønning også stor pris på.

»Selvom det er musikken, der er i fokus, har vi som læger en unik forståelse for hinanden. Og så er det jo også en spændende mulighed for at møde læger fra alverdens felter og høre om, hvordan de arbejder i de mange forskellige lande,« siger Helene Grønning.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere