Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Karriere

Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, KBU sommer 2025

Udgivet:
Kommentarer (0)

Bispebjerg og Frederiksberg Hospital svarer på 22 spørgsmål om KBU.


1. Hvilke uddannelsesforløb har jeres sygehuse/afdelinger?

Som KBU-læge kan du på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital (BFH) være ansat på følgende afdelinger: Hjertemedicinsk Afdeling, Ortopædkirurgisk Afdeling, Neurologisk Afdeling, Endokrinologisk Afdeling, Lunge og infektionsmedicinsk Afdeling, Geriatrisk og Palliativ afdeling samt Abdominalcenteret (Gastroenterologi og Hepatologi hhv. Kirurgi). Disse afdelinger varetager desuden intro- og hoveduddannelsesforløb.

2. Hvorfor skal de unge læger vælge jeres sygehus?

BFH er et af Region Hovedstadens fire Akuthospitaler. BFH betjener 455.000 borgere og er Danmarks næststørste akuthospital målt på optageområde. Desuden varetager hospitalet en lang række specialfunktioner for en endnu større befolkning. Hospitalet er bygget i 1913 og præget af unik og smuk arkitektur. Hospitalet indvier i foråret 2025 et nyt Uddannelsescenter og om nogle år tager vi vores nye akuthospital i brug. Vi er derfor i en rivende udvikling, som vi glæder os til at byde dig med i.

Som KBU-læge hos os bliver du een af i alt ca. 250 uddannelseslæger, idet BFH løbende varetager omkring 45 KBU-forløb, 83 intro- og 115 hoveduddannelsesforløb. Hospitalet har en stærk uddannelsestradition og kultur. I forlængelse heraf har BFH en ambition om at være kendt og anerkendt som regionens bedste uddannelseshospital og har derfor besluttet en strategi for lægers videreuddannelse på hospitalet – du kan finde strategien her.

3. Hvad gør I for at sørge for, at KBU’erne kommer godt i gang på afdelingen?

Som nyansat KBU-læge deltager du sammen med alle øvrige nyansatte læger i en generel introduktion til hospitalet af halvanden dags varighed. Afhængig af hvilken afdeling du er ansat på, vil der være yderlige centrale introduktionstilbud som fx individuel færdighedstræning i lumbalpunktur og en hel dag med casebaseret undervisning i akutte symptomkomplekser. Efter den centrale introduktion, får du introduktion til diverse praktiske forhold, uddannelsesforholdene og dine egne opgaver i den afdeling, du er ansat i.

4. Hvor store er de mulige KBU-afdelinger i antal senge?

Sengeantallet er ikke længere en stationær størrelse, da det justeres efter fx årstid og personaleressourcer. Cirka tal er:

  • Hjertemedicinsk afdeling: 48 senge.

  • Ortopædkirurgisk Afdeling: 71 senge.

  • Neurologisk Afdeling: 54 senge.

  • Endokrinologisk Afdeling: 20 senge.

  • Lunge og infektionsmedicinsk Afdeling: 34 senge.

  • Geriatrisk og Palliativ afdeling: 32 geriatriske senge.

  • Abdominalcenter Kkir (kirurgiske mave- og tarmsygdomme): 44 senge.

  • Abdominalcenter Kmed (medicinske mave- og tarmsygdomme): 20 senge.

5. Har I supplerende tilbud til KBU’erne i form af børnepasning, bolig og transport?

Nej.

6. Er der specielle aftaler eller vilkår for gravide og folk med syge børn?

Hospitalet har en graviditetspolitik, hvor gravide medarbejders mulighed for at arbejde vurderes ud fra en række arbejdsmiljøfaktorer og tilrettelægges herefter.

7. Hvor mange dage går der før selvstændig vagt?

Der går mellem to og fire uger, før du får din første selvstændige aften/nattevagt.

8. Hvor mange og hvilke typer følgevagter har man før sin første selvstændige vagt?

Du får min. to følgevagter før din første selvstændige aften/nattevagt, og der vil altid være en mere senior læge i vagt sammen med dig.

9. Normeret og reelt antal læger i forvagtlag?

Forvagtslagene er generelt fyldt op med minimum 8 læger. Som KBU-læger bliver du som regel indplaceret i forvagtslaget, men i visse tilfælde dvs. hvis der er plads, og du har de fornødne kompetencer, kan du i nogle afdelinger blive mellemvagt i slutningen af din KBU.

10. Hvor mange vagtlag er der?

Det varierer fra afdeling til afdeling, hvor mange vagtlag der er, men der er som minimum een forvagt og een bagvagt. I nogle afdelinger er der derudover én til to mellemvagter.

11. Er der bagvagt/mellemvagt fysisk til stede hele døgnet?

Ja, i alle afdelinger, hvor der er KBU-læger ansat. Som KBU-læge er du aldrig alene i vagt.

12. Er der fast tilrettelagt undervisning på afdelingen, og er der en uddannelsesansvarlig på afdelingen?

I alle afdelinger deltager du som KBU-læger i diverse konferencer (daglige) og formelle undervisningsseancer (ugentlige). På tværs af specialer er der desuden fælles undervisning for uddannelseslæger tirsdag morgen.

I alle afdelinger er der en til to uddannelsesansvarlig(e) overlæge(r), og en eller flere uddannelseskoordinerende yngre læger. Derudover har hospitalet en Chef for Lægelig Videreuddannelse.

13. Hvordan sikres det, at KBU’erne får fast og god supervision?

Som basislæge får du ligesom andre uddannelseslæger tildelt en hovedvejleder, der som minimum afholder tre vejledningssamtaler med dig i løbet af de seks måneder, du er ansat. I dit daglige arbejde, hvilket vil sige vagter, stuegang, ambulatoriefunktioner mv., får du supervision og feedback fra de tilstedeværende seniore kollegaer og i et vist omfang også fra f.eks. sygeplejerskerne. Du skal undervejs i forløbet have lavet ca. otte obligatoriske kompetencevurderinger. Det kan du læse mere om i uddannelsesprogrammet, som du finder her. Et par uger før du skal starte, vil afdelingen sende dig et mere specifikt uddannelsesprogram sammen med diverse praktiske oplysninger.

14. Hvilken form for karrierevejledning giver I?

Karrierevejledning får du formelt ved din hovedvejleder, som også hjælper dig med at udarbejde en karriereplan. Uddannelsesansvarlig overlæge kan også være behjælpelig med karrierevejledningen. Uformel karrierevejledning gives typisk ved kollegial snak med seniore kollegaer over frokosten eller i en stille vagt.

15. Bliver kursusønsker efterkommet? Hvilke kurser tilbyder I, og hvordan er de særligt relevante for KBU’er?

Som basislæge får du fri til de obligatoriske kurser, som du kan læse om her.

Derudover har vi nogle lokale kurser på BFH som f.eks. Hands-On-Lumbalpunktur Træning og CRASH. Ved ønske om andre relevante kurser foretages et konkret skøn.

16. Er der løn under kurser?

Ja, der er løn til obligatoriske og lokale kurser. Ved andre kurser kan der indgås særskilt aftale med afdelingsledelsen.

17. Er der mulighed for uddannelsesdage på andre afdelinger?

Der er ikke afsat et fast antal uddannelsesdage udover dine kursusdage. Hvis du har behov for at se nærmere på andre afdelinger, kan dette aftales med den uddannelsesansvarlige overlæge.

18. Er der mulighed for at forske på afdelingen?

Hospitalet prioriterer forskning højt. Forskningsstrategien lægger bl.a. vægt på at indtænke forskning direkte i klinikken og at give mulighed for at løse mindre forskningsopgaver i det daglige arbejde. Som KBU-læge vil du have gode muligheder for at blive tilknyttet forskningsprojekter i afdelingen eller andre steder på hospitalet afhængig af dit interesseområde. Der kan også laves særskilte aftale for videreførelse af igangværende forskning.

19. Går KBU’er stuegang?

Ja, som KBU-læge vil du skulle gå stuegang – flere stuegange, hvis du er ansat på vores medicinske eller neurologiske afdeling, og færre hvis du er ansat i Ortopædkirurgisk afdeling eller Abdominalcenteret. Din stuegang vil altid være superviseret. Der vil i de fleste afdelinger også være mulighed for, at du som KBU-læge prøver at have en ambulatoriefunktion, men den største del af dit arbejde vil typisk bestå i modtagelse og behandling af akutte patienter.

20. Hvor mange aften-/nattevagter er der pr. måned?

Vagtbelastningen (aften/nat) kan variere fra afdeling til afdeling men ligger i gennemsnit på fire-fem vagter pr. mdr. KBU-læger ansat i Endokrinologisk Afdeling, Lunge- og infektionsmedicinsk afdeling samt Abdominalcenter Kmed (medicinske mave- og tarmsygdomme) deltager i de sidste 4 mdr af KBU’en i et døgndækkende forvagtslag i vores Akutmodtagelse, hvor du ser et bredt spektrum af patienter under tæt supervision.

21. Hvor mange pålagte vagter og overarbejde er der?

Da forvagtslagene generelt er fyldt op, forventer vi ikke, at du får overarbejde.

22. Udbetales overarbejde?

I tilfælde af overarbejde aflønnes der i henhold til overenskomsten.

Se andre KBU-forløb her.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere