Afdelingsledelse: Vi er nødt til at finde ud af, hvad de unge vil have

Afdeling for Kræftbehandling på 7. etage af Rigshospitalet ligner så mange andre hospitalsafdelinger. Her er både ambulatoriefunktion og sengeafsnit med 30 pladser, og godt 500 læger, sygeplejersker, radiografer, fysikere, teknisk personale, sekretærer, og andre medarbejdere har deres gang på afdelingen i dagtimer, om aftenen, om natten og i weekenderne.

Næsten helt for enden af en af gangene har Mette Misfeldt, der er chefsygeplejerske, og Ulrik Lassen, der er cheflæge, begge kontor, og det er her, Dagens Medicin møder dem til en snak om, hvordan afdelingen gerne vil fremtidssikre sig. Det handler blandt andet om at lytte efter behov, være fleksibel og indstillet på, at unge medarbejderes ønsker og krav til en arbejdsplads er anderledes end tidligere generationers.

»Vi har fokus på, hvordan vi som afdeling, speciale og hospital kan følge med udviklingen, uanset om det handler om den behandling, vi kan tilbyde patienterne, eller om de arbejdsbetingelser, vi kan tilbyde medarbejderne. Som ledelse er vi nødt til at være mere fleksible i vores tilgang, hvis vi skal blive ved med at være en attraktiv arbejdsplads,« siger Mette Misfeldt.

Flere på hospitalet var mest fokuseret på, hvordan vi får de ældre til at blive lidt længere på arbejdsmarkedet, men vi blev med det samme enige om, at vi også gerne ville have fokus på de yngste medarbejdere

Ulrik Lassen, cheflæge, Afdeling for Kræftbehandling på Rigshospitalet

I et sundhedsvæsen, der både er presset af flere patienter og mangel på de medarbejdere, der skal tage sig af dem, har ledelsen på Afdeling for Kræftbehandling fokus på, hvordan de bedst kan opfylde medarbejdernes behov for en god arbejdsplads. Der er konkurrence om sundhedspersonalet, og de vil gerne være på forkant.

Sygeplejersker har andre ønsker

Heldigvis oplever afdelingen ikke de store rekrutteringsproblemer, der næsten forkrøbler andre afdelinger, men det betyder ikke, at hverken cheflæge eller chefsygeplejerske læner sig tilbage i chefstolene.

»Da jeg kom hertil, sprang det mig virkelig i øjnene, at der er stor dedikation til specialet, stort engagement og en samarbejdskultur, der grundlæggende er med til at skabe stor arbejdsglæde. Det tænker jeg, at vi som ledelse skal værne om og understøtte,« siger Mette Misfeldt.

Hun er bevidst om, at de som ledelse er nødt til at tænke anderledes nu, hvis de skal kunne tiltrække arbejdskraft i fremtiden. Mette Misfeldt oplever allerede, at sygeplejersker og andet plejepersonale har så gode jobmuligheder nu, at de agerer helt anderledes end den generation, hun selv tilhører.

»Hvis de ikke er tilfredse, så er de ikke bange for at sige op uden at have en anden stilling på hånden, og når de kommer til jobsamtale, forhandler de langt mere om vilkårene end tidligere. De forhandler om løn og arbejdsvilkår, og de vil vide, hvilke udviklingsmuligheder der er fra starten af,« siger Mette Misfeldt.

Selvom afdelingen altså ‘ligger lunt i svinget’ sammenlignet med andre specialer, så kan hun i det små godt mærke, at det er blevet sværere at rekruttere, fordi de får færre ansøgninger, og fordi dem, de får, ofte kommer fra helt unge, nyuddannede, der har andre helt tanker om arbejdslivet. Det kræver noget af ledelsen.

»Vi kan ikke tillade os at læne os tilbage, vi er nødt til at være nysgerrige over for kommende medarbejderes behov, forventninger og krav. Og vi er nødt til at udfordre os selv med, hvordan vi kan indrette en arbejdsplads, som gør, at det også bliver attraktivt for den unge generation at være ansat hos os,« siger hun.

Rettet mod næste generation

Rigshospitalet har de sidste år haft et bredt fokus på både rekruttering og fastholdelse, og det er i den proces, at Ulrik Lassen og Mette Misfeldt for alvor har rettet blikket mod den generation, der skal overtage sundhedsvæsenet.

»Flere på hospitalet var mest fokuseret på, hvordan vi får de ældre til at blive lidt længere på arbejdsmarkedet, men vi blev med det samme enige om, at vi også gerne ville have fokus på de yngste medarbejdere, og hvordan vi kan gøre os selv attraktive for dem,« siger Ulrik Lassen.

• Den nysgerrighed blev til en undersøgelse lavet af en studerende på Institut for Folkesundhedsvidenskab, der brugte tre måneder på undersøgelsen som et eksamensprojekt. Undersøgelsen bestod af otte kvalitative interview med unge, nye medarbejdere i afdelingen – fire læger og fire sygeplejersker – med fokus på deres tanker og forestillinger om arbejdslivet, deres prioriteter, krav og ønsker til balancen mellem arbejds- og privatliv. Det afdækkede fem fokuspunkter:

• Der skal være et godt fagligt fællesskab på tværs af faggrupper, der understøtter en kultur, hvor der er fælles samarbejde og ansvar for arbejdsopgaver.

• At opgaverne svarer til kompetencerne, og at der er mulighed for kompetenceudvikling.

• At man har gode sociale relationer på arbejdet og føler sig inkluderet i det sociale fællesskab, der ikke kun handler om at være sammen på arbejdet.

• Forudsigelighed i arbejdet.

• En ledelse, der lytter.

Ingen af punkterne kom som en overraskelse for ledelsesteamet, men alligevel har det været vigtigt at få det bekræftet.

»Vi blev mindet om, hvor vigtigt det er, at vi er nærværende i den daglige ledelse,« siger Mette Misfeldt og bliver suppleret af Ulrik Lassen:

»Og så fik vi skærpet vores opmærksomhed på, hvor meget udviklingsmuligheder betyder for de yngre medarbejdere. Det er noget, der giver stor arbejdsglæde og kan være med til at holde på medarbejderne.«

Når der bliver mulighed for det på den travle afdeling, er der andre aspekter, som ledelsen gerne vil blive klogere på. For eksempel hvad der betyder noget i forhold til work-life-balance for de yngste ansatte, og hvordan arbejdspladsen bedst kan indrettes for eksempelvis børnefamilierne.

Læger har andre ønsker

Også på lægesiden er de stadig på nogenlunde fast grund. Ifølge Ulrik Lassen får de fortsat ansøgninger til alle stillinger, uanset om det er introduktionsstillinger eller speciallægestillinger. Men også her har forventningerne ændret sig.

»Inden for plejen har der været en mangeårig tradition for at arbejde mindre end fuld tid, mens der ikke har eksisteret den type stillinger for læger. Men inden for de seneste to-tre år er der kommet flere uddannelseslæger og nyansatte, der fra starten siger, at de for eksempel kun vil arbejde 80 pct. Det er noget, vi skal omstille os til, og vi er nødt til at fokusere på, hvordan vi kan indrette en arbejdsplads, hvor der er mulighed for en mere fleksibel arbejdstid for læger,« siger Ulrik Lassen.

Han tilhører selv en generation, hvor vilkårene var anderledes, men han vil gerne være med til at tilpasse sundhedsvæsenet til næste generation.

»Da jeg blev uddannet, skulle man helst være på operationsgangen 70 timer om ugen, hvis man ville være en god kirurg, men den tid er bare forbi. Og vi skal organisere os, så vi tilpasser os de krav, medarbejderne stiller, for ellers rejser de, og vi kan ikke undvære dem,« siger Ulrik Lassen.

Hvis man arbejder mindre end fuld tid under uddannelsen, så bliver uddannelsesforløbene samlet set forlænget, men det samme gør karrieren måske også. Det er i hvert fald håbet med mere fleksibilitet.

Fleksibilitet og særlige hensyn

Som ledelsesteam er Mette Misfeldt og Ulrik Lassen enige om, at de er nødt til at tage udfordringen op. Og det giver udfordringer, når flere er ansat på vilkår, der afviger fra den norm, der altid har været, uanset om det handler om at arbejde på nedsat tid, færre vagter eller fleksibilitet omkring livet som børnefamilie.

»Tidligere var det meget almindeligt at arbejde meget mere, hvor for eksempel forskning foregik om aftenen eller i weekenden, men der er flere forskellige prioriteringer i dag. Så vi er nødt til at tilpasse os,« siger Ulrik Lassen, der ser det mere som en selvfølge end en pligt.

Den helt store test bliver, om puljen af læger samlet set bliver stor nok til, at man kan dække de huller, som deltidsansættelser giver.

Mette Misfeldt, 52 år

Uddannet sygeplejerske i 1995

Chefsygeplejerske på Afdeling for Kræftbehandling siden 2021

Ulrik Lassen, 59 år

Uddannet læge i 1991

Cheflæge på Afdeling for Kræftbehandling siden 2017, men har samlet arbejdet i mere end 30 år i afdelingen.

»Hvis jeg ansætter fem yngre læger på 80 pct., så kan jeg ansætte en sjette for de samme penge. Men det kræver, at der er nok at ansætte af, og frygten er jo, at vi kommer til at mangle. Vi har allerede set sygeplejersker flygte fra deres fag, og selvom vi ikke har oplevet det på lægesiden endnu, så tænker jeg, at det er en reel risiko, hvis vi ikke gør noget nu,« siger Ulrik Lassen.

Kan man så blive ansat i en hoveduddannelsesstilling, hvis man ikke kan, eller vil, arbejde om natten? Og kan man få en i-stilling, hvis man skal gå tidligt hver torsdag? Eller hvad, hvis man kun vil arbejde hver fjerde weekend? På forhånd er der ikke noget, Ulrik Lassen vil sige nej til, siger han.

»Vi er nødt til at kigge på den enkelte og de årsager, der ligger bag. Hvis det er én, der er særligt sårbar, som man gerne vil hjælpe igennem en speciallægeuddannelse uden nattevagter, og det kan lade sig gøre uden at gå på kompromis med kompetencerne, hvorfor skulle vi så ikke gøre det? Der er brug for speciallæger, og vi uddanner jo ikke kun til os selv, så jeg synes, at vi bør strække os langt og finde en løsning.«

Det handler om gensidig forpligtigelse til at bidrage til fællesskabet.

»Vi skal selvfølgelig også stille krav til medarbejderne, for det kan være med til at give en følelse af, at alle er betydningsfulde, både over for patienterne, samarbejdet og egen udvikling.«

Skal fordeles bedre

Selvom medarbejderne generelt udviser stor forståelse for individuelle hensyn, så er der alligevel en tydelig kant på plejesiden.

»Når vi får ansøgere, der slet ikke vil arbejde om natten, så er vi simpelthen nødt til at sige nej, fordi det lægger et alt for højt pres på de resterende og gør systemet for sårbart. I stedet arbejder vi meget med at udligne forskellen i vagtbelastning mellem sengeafsnittene og ambulatoriefunktionerne, så de deler vagterne,« siger Mette Misfeldt.

Det kan godt gøre ambulatorierne mindre attraktive på kort sigt, men på længere sigt tror Mette Misfeldt, at det vil være med til at holde sygeplejerskerne på sengeafsnittene. Det gælder om at finde løsninger for nye medarbejdere, der også er spiselige for de dygtige, erfarne medarbejdere på afdelingen, og behovet for, at alle skal bidrage til fællesskabet.

»Der vil være behov for, at hvert enkelt afsnit forholder sig til, hvor langt de kan strække fleksibiliteten. Det afhænger af det enkelte afsnits situation og personalesammensætning. Men først og fremmest handler det om at komme ud af en vanetænkning om, at ‘når man er ansat her, arbejder man i det her tidsrum, har x-antal vagter og så mange weekendvagter’. Vi er i konkurrence med resten af arbejdsmarkedet, så vi er nødt til at finde ud af, hvad vi kan tilbyde, som de unge gerne vil have.«