Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Karriere

Aarhus Universitetshospital, KBU sommer 2025

Udgivet:
Kommentarer (0)

Aarhus Universitetshospital svarer på 22 spørgsmål om KBU.


1. Hvilke uddannelsesforløb har jeres hospital?

Aarhus Universitetshospital (AUH) har indmeldt 38 KBU-forløb i første del (seks mdr.) til start efterår 2025. Stillingerne har start pr. 1/8 og 1/11.

De KBU-forløb, der starter i efteråret, er med start 1/2 og 1/5.

Det tilstræbes at der altid er mindst to KBU-læger på hver afdeling.

Du kan ikke vælge en specifik medicinsk afdeling men kombinationen intern medicin og almen praksis. Efter at alle pladser er fordelt vil du få at vide hvilken intern medicinsk afdeling du skal starte på. Det vil dreje sig om enten Hormon- og Knoglesygdomme, Infektionssygdomme, Lungesygdomme, Nyresygdomme, Lever-, Mave og Tarmsygdomme eller Blodsygdomme. I Akutafdelingen omfatter arbejdet primært modtagelse af stabile kirurgiske patienter og skadestuepatienter. I Akutafdelingen vil KBU læge have nattevagter i skadestuen.

KBU-forløb på AUH efterår 2025:

  • Akutafdelingen – almen medicin

  • Intern Medicin- almen medicin

  • Mave- og Tarmkirurgi – almen medicin

  • Urinvejskirurgi – almen medicin

2. Hvorfor skal de unge læger vælge jeres hospital?

Alle involverede afdelinger på hospitalet har fokus på at etablere gode rammer for KBU-lægernes uddannelse. Alle afdelinger arbejder således kontinuerligt og målrettet på at udvikle og optimere KBU-uddannelsen.

KBU-uddannelsen koordineres på tværs af afdelingerne af hospitalets uddannelseskoordinerende ledende overlæger, der overordnet varetager kvalitetssikring af uddannelsen i samarbejde med de uddannelsesansvarlige overlæger fra afdelingerne.

AUH – er en meget spændende og stor arbejdsplads med rig mulighed for både generel og specialiseret faglig udvikling inden for alle lægelige specialer.

For de, der ønsker at komme i gang med forskning, er der rige muligheder for dette på alle afdelinger.

Se i øvrigt info om KBU og lægelig videreuddannelse på AUH.

3. Hvad gør I for at sørge for, at KBU’erne kommer godt i gang på afdelingen?

Der er planlagt et godt introduktionsprogram på alle afdelinger, som sikrer, at KBU-lægen bliver sat godt ind i afdelingens funktioner. Der er ligeledes aktuelt et KBU forum en gang om måneden hvor KBU-lægerne har mulighed for at mødes og netværke. Ligeledes er der etableret et tilbud med undervisning i ”need to know” inden for de parakliniske specialer.

Forud for deltagelse i en eventuel vagtfunktion er der følgevagter med introduktion til vagtarbejdet, og opstart i vagtfunktionen sker under tæt supervision.

KBU-lægen får fra starten af ansættelsen i afdelingen tildelt en uddannelsesvejleder (hovedvejlederen). Hovedvejlederen vil hjælpe med at lave plan for uddannelsen og få KBU-lægen godt i gang.

4. Hvor store er de mulige KBU-afdelinger i antal senge?

Akutafdelingen: To sengeafsnit med i alt 40 senge på Akut Voksenmodtagelse afsnit og 30 behandlingslejer i skadestue/traumecenter.

Blodsygdomme: 45 senge.

Hormon- og Knoglesygdomme: 28 senge fordelt på to teams á 14 senge.

Infektionssygdomme: 22 senge.

Lever-, Mave- og Tarmsygdomme: 26 senge.

Lungesygdomme: 19 senge.

Mave- og Tarmkirurgi: 59 senge.

Nyresygdomme: 22 senge.

Urinvejskirurgi: 29 senge.

5. Har I supplerende tilbud til KBU’erne i form af børnepasning, bolig og transport?

Bolig kan stilles til rådighed. Der er tale om flere typer af bolig og dermed også forskellige niveauer i husleje. HR-afdelingen (Assistent Bente G. Andersen, tlf. 78 45 06 44) kan kontaktes vedr. dette.

Aarhus Kommune har pladsgaranti. Ved henvendelse får man anvist plads senest tre måneder efter ansøgningen er modtaget. Der er ikke supplerende tilbud i forhold til transport.

6. Er der specielle aftaler eller vilkår for gravide og folk med syge børn?

Der kan indgås specifikke aftaler i forbindelse med graviditet afhængig af arbejdsbelastningen og den enkelte, ligesom det er muligt at indgå specielle aftaler i forbindelse med kronisk syge børn.

Disse aftaler indgås altid individuelt og følger såvel arbejdsretlige som uddannelsesmæssige regler.

7. Hvor mange dage går der før selvstændig vagt?

Dette vil variere, men altid minimum to uger.

8. Hvor mange og hvilke typer følgevagter har man før sin første selvstændige vagt?

Dette vil variere fra afdeling til afdeling.

9. Normeret og reelt antal læger i forvagtslag?

Akutafdelingen: Normeret 12 læger i forvagtslaget. Der er reelt mellem 11 og 13 læger. Der er dag-, aften- og nattevagter. Dagvagter er i skadestue og Akut Voksen. Aften- og nattevagter er med tjeneste i skadestuen. Der er speciallæge tilstede i afdelingen hele døgnet. Om natten er der dog ikke særskilt bagvagt i skadestuen og supervision foregår via bagvagt i Traumecenter. Det giver gode muligheder for at træne selvstændighed i klinisk beslutningstagning.

Blodsygdomme: Normeret otte læger i forvagtlaget, reelt otte læger.

Hormon- og Knoglesygdomme: Der er normeret fire KBU-læger i afdelingen. Disse indgår som forvagter i fællesvagten i Akutafdelingen samt i vagtfællesskab med Ældre- og Lungesygdomme i forlænget stuegangsfunktion kl. 15-21.

Infektionssygdomme: Normeret otte læger i forvagtlaget.

Lever-, Mave- og Tarmsygdomme: Normeret otte læger i forvagtlaget.

Lungesygdomme: KBU-lægerne indgår i dagarbejde og i enkelte aftenvagter (8-21) som led i fælles-vagtfunktion, der dækker Ældresygdomme, Hormon- og Knoglesygdomme samt Lungesygdomme. Der er normalt to KBU-læger i afdelingen ad gangen.

Mave- og Tarmkirurgi: Der er ikke et forvagtlag. KBU-lægerne har dagarbejde. Der er ind imellem stuegangsfunktion i weekenden sammen med en speciallæge.

Nyresygdomme: Normeret otte læger i forvagtlaget, reelt ti eller flere.

Urinvejskirurgi: Normeret ti læger i forvagtlaget, reelt tolv samt tre KBU-læger.

10. Antal vagtlag?

På Aarhus Universitetshospital er der dels vagtlag i egen afdeling, i vagtfællesskaber på tværs af afdelinger og med bidrag til vagtdækningen i Akutafdelingen. Hvor mange vagtlag den enkelte afdeling deltager i varierer.

Afdelingerne beskriver nedenfor, hvordan vagtforholdene er i den vagtstruktur, hvor KBU-lægerne arbejder og dermed hvilken sikring, der er for supervision og feedback i vagterne:

Akutafdelingen: KBU-lægerne udgør forvagtslaget og dækker funktioner i skadestuen og på Akut Voksenmodtagelse. KBU-læger har ikke vagter i Traumecenteret, der modtager ustabile patienter. Der vil være dagvagter i Akut Voksenmodtagelse med tæt supervision af speciallæge. I skadestuen vil der være dag, aften- og nattevagter, samt weekendarbejde. Vagthyppighed svarer til overenskomsten. Afdelingen giver således god mulighed for at prøve kræfter med selvstændigt arbejde, idet man arbejder i en selvstændig funktion om natten, dog således at der er mulighed for supervision af akutmedicinsk bagvagt til stede hele døgnet. I skadestuen vil der for ortopædkirurgiske problemstillinger være supervision ved ortopædkirurgisk mellemvagt om natten. Der er altid en speciallæge bagvagt i tilstedeværelsesvagt. Mellemvagtslaget bemandes af introduktionslæger i Akutmedicin, HU-læger i Almen medicin og Akutmedicin, som også kan være behjælpelige med supervision og feedback.

Blodsygdomme: KBU-lægerne har ikke aften-/nattevagter.

Hormon- og Knoglesygdomme: KBU-læger har vagt som en del af fællesvagten i Akutafdelingen. Der er udelukkende tale om dagvagter, og der er altid speciallæger til stede. Herudover indgår KBU-læger i vagtfællesskab med Ældre- og Lungesygdomme i forlænget stuegangsfunktion kl. 15-21 med samtidig tilstedeværelse af en bagvagt fra ét af de tre afsnit.

Infektionssygdomme: KBU-læger har kun funktion i tidsrummet kl. 7-23 Aftenvagten varetages kun i de sidste tre mdr. af ansættelsen.

Lever-, Mave- og Tarmsygdomme: KBU-læger arbejder ikke i nattevagt, men kan have vagter kl. 8-23. Fra kl. 18-23 er der aftale om supervision af læge med selvstændigt virke fra anden afdeling i tilstedeværelsesvagt. Rådighedsvagt ved speciallæge fra afdelingen er tilgængelig på telefon med tilkald fra kl.08.30-08.30.

Lungesygdomme: KBU-læger har vagt som en del af fællesvagten i Akutafdelingen. Der er kun tale om dagvagter, og der er altid speciallæger til stede. Desuden enkelte fællesvagter fra 8-21 hvor der altid er en senior kollega (HU-læge) til stede.

Mave- og Tarmkirurgi: KBU-læger har ikke aften-/nattevagter.

Nyresygdomme: KBU-læger indgår som forvagt og dækker udover nyremedicinsk sengeafsnit også infektionsmedicinsk sengeafsnit kl. 23-07. Man har som KBU-læge tidligst aften-/nattevagt efter tre måneders ansættelse. Der er aftale om supervision af læge med selvstændigt virke fra anden afdeling i tilstedeværelsesvagt. Der er 3 vagtlag: forvagt, bagvagt og speciallægevagt.

Urinvejskirurgi: KBU-læger er forvagter i dagtid på hverdage, hvor der ligeledes er en mellemvagt og en bagvagt. Der er enkelte mandage til kl. 20 samt stuegang i weekenden, hvor der altid er speciallæge til stede.

11. Er der bagvagt/mellemvagt til stede hele døgnet?

I Region Midtjylland er KBU-læger i første halvår aldrig alene i vagten. Der er derfor altid en læge med selvstændigt virke til stede på matriklen samtidigt. De af KBU-lægerne, der er ansat i Akutafdelingen, har adgang til supervision ved speciallæge i tilstedeværelsesvagt. KBU-læger fra andre afdelinger har kun dagvagter i Akutafdelingen.

Akutafdelingen: Der er altid speciallæge i tilstedeværelsesvagt.

Blodsygdomme: KBU-læger har ikke aften-/nattevagter.

Hormon- og Knoglesygdomme: KBU-læger har ikke nattevagter.

Infektionssygdomme: Der er infektionsmedicinsk bagvagt til stede i afdelingen kl. 8-18, herefter tilstedeværelse af læger i vagtfællesskab i AUH-SYD.

Lever-, Mave- og Tarmsygdomme: Ved vagt kl. 18-23 er der aftale om supervision af læge med selvstændigt virke fra anden afdeling i tilstedeværelsesvagt. Rådighedsvagt ved speciallæge fra afdelingen er tilgængelig på telefon med tilkald fra kl.08.30-08.30.

Lungesygdomme: KBU-læger arbejder primært i dagtid. Ved fællesvagten 8-21 er der altid en mere senior kollega i huset, dette i form at HU-læge eller speciallæge.

Mave- og Tarmkirurgi: KBU-læger arbejder kun i dagtid.

Nyresygdomme: KBU-læger indgår som forvagt i vagtfællesskab. Der er altid læge med selvstændigt virke til stede i vagtfællesskabet. Der er bagvagt i tilstedeværelse til kl. 18 og herefter i vagt fra bolig. Der er speciallægevagt i tilstedeværelse i dagtid og i telefonvagt resten døgnet.

Urinvejskirurgi: KBU-læger arbejder kun i dagtid. Der er enkelte dage til kl. 20 samt stuegang i weekenden. På disse tidspunkter er der altid en bagvagt tilstede.

12. Er der fast tilrettelagt undervisning på afdelingen og er der en uddannelsesansvarlig i afdelingen?

Der foregår fast tilrettelagt undervisning på alle afdelinger i stort og varierende omfang, dels i egen afdeling og ofte også på tværs af afdelinger. Uddannelsesteamet er overordnet ansvarlig for undervisningen i afdelingerne, mens ansvaret for indholdet ofte uddelegeres til en uddannelseslæge eller speciallæge i afdelingen. Det forventes, at alle læger inkl. KBU-læger deltager som undervisere i egen afdeling for at få træning i denne kompetence.

Hospitalet har desuden eget kursuskatalog med tilbud til alle ansatte.

13. Hvordan sikres det at KBU’erne får fast og god supervision?

I alle afdelingerne er der velfungerende uddannelsesteams med en eller flere uddannelsesansvarlige overlæger og tilsvarende uddannelseskoordinerende yngre læger.

Disse sikrer, i samarbejde med KBU-lægens hovedvejleder, at KBU-lægen løbende får supervision, feedback og kompetencevurdering således, at det sikres, at alle kompetencer opnås i forhold til afdelingens uddannelsesprogram og målbeskrivelsen.

14. Hvilken form for karrierevejledning giver I?

Karrierevejledning og vejledning om specialevalg er på alle afdelinger en fast del af vejledningssamtalerne, hvor lægen og hovedvejleder diskuterer planer og ønsker i udarbejdelsen af den individuelle uddannelsesplan.

Hovedvejleder vil hjælpe og fungere som sparringspartner i forhold til overvejelser om valg af fremtidigt speciale.

Den uddannelsesansvarlige overlæge i afdelingen kan desuden inddrages, hvis der er brug for yderligere karrierevejledning.

Der er på AUH et centralt tilbud om karrierevejledning til KBU-læger med mulighed for samtale med den KBU-ansvarlige uddannelseskoordinerende overlæge samt et regionalt tilbud via kontor for Sundhedsuddannelser.

15. Bliver kursusønsker efterkommet? Hvilke kurser og hvordan er de særligt relevante for KBU’er?

Alle ønsker om deltagelse i de obligatoriske kurser for KBU-læger efterkommes. Da omfanget af de obligatoriske kurser er betydeligt, vil yderligere ønsker om deltagelse i kurser blive vurderet individuelt efter begrundet ansøgning til afdelingens Cheflæge/Uddannelsesansvarlige ledende overlæge.

16. Er der løn under kurser?

Der er fuld løn under de obligatoriske kurser og eventuelt også ved deltagelse i de bevilgede kurser. I visse tilfælde bevilges enten frihed eller kursusgebyr.

17. Er der mulighed for uddannelsesdage på andre afdelinger?

Dette tilstræbes i alle afdelinger med henblik på at sikre bedst mulig karriererådgivning.

18. Er der mulighed for at forske på afdelingen?

Hospitalet er som universitetshospital kendetegnet ved stor forskningsaktivitet i alle afdelinger, og der vil derfor på alle afdelinger være mulighed for at komme med i forskningsprojekt.

Det aftales med hovedvejlederen, der kan hjælpe med at få kontakt til afdelingens forskningsansvarlige overlæge/professor eller andre relevante personer.

19. Går yngre læger stuegang?

Da stuegang er en lægelig basisfunktion, vil alle KBU-læger deltage i stuegangsfunktionen på alle afdelinger under supervision af ældre kolleger.

20. Hvor mange aften-/nattevagter er der pr. måned?

Akutafdelingen: KBU-læger har aften- eller nattevagt hver 6. døgn i gennemsnit over en normperiode. Der er et omfattende introduktionsprogram og på første vagt er man to læger. Der kan forventes weekendarbejde op til hver 2. weekend.

Blodsygdomme: KBU-lægerne arbejder kun i dagtid.

Hormon- og Knoglesygdomme: 2-3 aftenvagter pr. måned (forlænget stuegangsfunktion kl. 15-21). Ingen nattevagter.

Infektionssygdomme: Cirka fire vagter om måneden, primært i sidste halvdel af ansættelsen.

Lever-, Mave- og Tarmsygdomme: Tre til fire aftenvagter om måneden, ingen nattevagter.

Lungesygdomme: KBU-læger har 2 aftenvagter pr måned, som en del af fællesvagten 8-21.

Mave- og Tarmkirurgi: KBU-lægerne arbejder kun i dagtid.

Nyresygdomme: Tre til fire vagter om måneden.

Urinvejskirurgi: KBU-lægerne arbejder kun i dagtid. Hver anden mandag er der arbejdstid til kl. 20 og derudover er der stuegang ca. hver 4. søndag.

21. Hvor mange pålagte vagter og overarbejde er der?

Det tilstræbes at KBU-lægerne ikke pålægges ekstra vagter og overarbejde.

22. Udbetales overarbejde?

Det tilstræbes, at der ikke forekommer overarbejde, og at det overarbejde, der måtte komme, primært afspadseres.

Se andre KBU-forløb her.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere