Karriere
Aalborg Universitetshospital, KBU sommer 2025
Udgivet:
Kommentarer (0)
Aalborg Universitetshospital svarer på 22 spørgsmål om KBU.
1.Hvilke uddannelsesforløb har jeres sygehuse/afdelinger?
Aalborg Universitetshospital har 76 – 80 kliniske basisstillinger (KBU) årligt, hvor følgende specialer indgår: Akut og Traumecenteret (ATC), hæmatologi, medicinsk gastroenterologi, infektionsmedicin, nefrologi, lungemedicin, endokrinologi, mave-tarmkirurgi, urologi, ortopædkirurgi og neurologi.
Uddannelsesforløbene er en kombination af enten et medicinsk eller et kirurgisk speciale på hospitalet koblet med almen praksis. Hvert ophold er af 6 måneders varighed. Aalborg Universitetshospital har også KBU-stillinger i medicin i Thisted, samt i ortopædkirurgi i Hjørring – alle kombineret med almen medicin i samme område.
2. Hvorfor skal de unge læger vælge jeres sygehus?
På Aalborg Universitetshospital vægtes den kliniske uddannelse og uddannelsesmiljøet højt. Vi arbejder med at sikre rammer for en tryg overgang fra universitet til den kliniske hverdag ved at have speciel fokus på nyuddannede lægers læring og trivsel bl.a. ved en særskilt KBU-introduktion og månedlige KBU-forummer.
Vi har et innovativt uddannelsesmiljø, hvor du som klinisk basislæge har stor mulighed for at få indflydelse bl.a. via 3-timersmøder for uddannelseslæger. Se Lægers Uddannelsesforum: www.aalborguh.rn.dk/luf.
Hospitalet prioriterer uddannelse, struktureret supervision og feedback i klinikken, og mange afdelinger har ”dagens case” og journal club. Hospitalet har et moderne færdigheds- og simulationslaboratorium, NordSim, hvor man kan træne selvstændigt eller deltage i kurser – se www.nordsim.dk. Vi har attraktive forskningsmiljøer og en Innovationsklinik. Sidst men ikke mindst kan man fortsætte med en speciallægeuddannelse inden for alle specialer.
3. Hvad gør I for at sørge for, at KBU’erne kommer godt i gang på afdelingen?
Der lægges stor vægt på introduktion til både det faglige og det sociale. På Aalborg UH har vi udviklet et grundigt introduktionsprogram for KBU-lægerne, som sikrer, at man som KBU har kendskab til både afdelingen, hospitalet og til IT-systemerne, så man er rustet til at udføre de opgaver, der følger af ansættelsen.
Alle KBU-læger deltager i den obligatoriske ”KBU-Introduktionsdag– velkommen som forvagt på Aalborg UH”. Formålet med dagen er at give de nyansatte læger et fælles fagligt udgangspunkt og samtidig skabe et fællesskab på tværs af afdelingerne. Overordnet set er der fokus på ”need to know” og lokal ”know-how”, fællesskab og gensidig forståelse for samarbejdspartnernes arbejdsgange.
Når KBU-lægerne har haft de første uger i deres kliniske funktion, følger vi op med KBU- introdag II. Dette er et halvdags program, hvor læger fra udvalgte specialer underviser i klinisk håndtering af de hyppigste akutte problemstillinger som man kan støde på som forvagt.
Introduktionsdagene følges op af et månedligt ”KBU-forum”, hvor forskellige tematikker tages op, og hvor der samtidig lægges vægt på muligheden for refleksion og fællesskab på tværs af afdelingerne.
Derudover har afdelingerne individuelle introduktionsprogrammer, hvor KBU-lægen introduceres til patientgrupper, procedurer, konferering osv. Det fremgår af uddannelsesprogrammerne for det enkelte speciale.
Alle KBU-læger tildeles vejleder, og at der planlægges første vejledersamtale inden for de første 2 ugers ansættelse.
4. Hvor store er de mulige KBU-afdelinger i antal senge?
Antallet af sengepladser varierer fra speciale til speciale. De ”små” afdelinger har 12 sengepladser, hvor de ”store” afdelinger har op til 66 senge.
5. Har I supplerende tilbud til KBU’erne i form af børnepasning, bolig og transport?
Ja, som ansat uddannelseslæge i Region Nordjylland har du mulighed for at ansøge om lægebolig. Typer og størrelse er efter behov. Se nærmere information på Region Nordjyllands hjemmeside. Der er pasningsgaranti i alle nordjyske kommuner. Se mere på www.rn.dk/basislaege.
6. Er der specielle aftaler eller vilkår for gravide og folk med syge børn?
Sygdom hos personalets børn er lige som graviditet en naturlig del af dagligdagen på hospitalet. Begge dele håndteres iht gældende overenskomstaftaler.
7. Hvor mange dage går der før selvstændig vagt?
Man kan først gå selvstændigt i vagt, når man har haft og bestået de to første moduler i akutkurset (genoplivning og akut medicin). Disse ligger typisk inden for de første 14 dage.
8. Hvor mange og hvilke typer følgevagter har man før sin første selvstændige vagt?
Som KBU-læge har man ofte 1 – 2 følgevagter før første selvstændige vagt, og desuden skal man skal have godkendt de 2 første moduler af akutkursus, inden man kan gå selvstændigt i vagt.
9. Normeret og reelt antal læger i forvagtlag?
Antal normerede læger i forvagtslaget varierer fra speciale til speciale. Typisk er normeret minimum syv læger i forvagtslaget og i de større specialer 10 læger. Der optræder nu og da vakancer.
10. Hvor mange vagtlag er der?
Antal vagtlag varierer fra afdeling til afdeling.Akut- og Traumecenteret, Ortopædkirurgisk Afdeling og Mave-tarmkirurgisk Afdeling har tre vagtlag (forvagt, mellemvagt og bagvagt). Alle øvrige afdelinger har 2 vagtlag (forvagt og bagvagt).
11. Er der bagvagt/mellemvagt fysisk til stede hele døgnet?
Ja, i de specialer, hvor der er basislæger i deres første halvår, er der altid en senior læge tilknyttet i tilstedeværelsesvagt.
12. Er der fast tilrettelagt undervisning på afdelingen, og er der en uddannelsesansvarlig på afdelingen?
Ja, hver tirsdag fra 8-9 er der afsat tid til undervisning afdelingerne. Dette kan være i form af intern undervisning eller i form af ‘staff-meetings’, hvor oftest flere specialer går sammen om at beskrive et ‘caseforløb’ og afholder undervisning for hele hospitalet. Alle uddannelsesgivende afdelinger har mindst en uddannelsesansvarlig overlæge (UAO) og mindst en uddannelseskoordinerende yngre læge (UKYL).
13. Hvordan sikres det, at KBU’erne får fast og god supervision?
Hospitalet prioriterer uddannelse, struktureret supervision og feedback i klinikken – og den enkelte afdeling tager hensyn til dette i arbejdsplanlægningen. I akutmodtagelsen, hvor de fleste basislæger har deres gang, er der tilknyttet en døgndækket tilstedeværelsesvagt, som vejleder og uddanner alle yngre læger i akutte situationer ved 1:1 læringssituationer.
14. Hvilken form for karrierevejledning giver I?
Karrierevejledning indgår som en naturlig del af de obligatoriske vejledersamtaler i alle stillinger, og vi anbefaler redskabet ”Karriereværket” som supplement. I introduktionsstillingen formaliseres den yderligere som en del af vurderingen i forhold til det ønskede speciales profil. Derudover arrangeres der i Videreuddannelsesregion Nord hvert år et karriereorienterende arrangement, hvor alle KBU-læger i regionen inviteres.
15. Bliver kursusønsker efterkommet? Hvilke kurser tilbyder I, og hvordan er de særligt relevante for KBU’er?
Ja, i stor udstrækning. I Region Nordjylland tilbydes en række kurser, der har til formål at udvikle lægernes kompetencer i klinisk praksis. Kurserne er udviklet og inspireret af de syv lægeroller. En del af kurserne er samlet inden for medicinsk ekspert til en række akutdage med fokus på den tidskritiske patient. Kurserne er gratis for uddannelseslæger i Region Nordjylland.
Hospitalet har et moderne færdigheds- og simulationslaboratorium, NordSim, hvor du kan deltage i kurser, der retter sig mod uddannelseslæger – se www.nordsim.dk
16. Er der løn under kurser?
Ja. Hvis man ønsker at deltage i flere supplerende, ikke-obligatoriske kurser jf. ovenstående, kan det dog i en vis udstrækning være nødvendigt at bruge fridage.
17. Er der mulighed for uddannelsesdage på andre afdelinger?
Ja, de fleste afdelinger giver mulighed for 2 – 3 uddannelsesdage til ophold på andre afdelinger på Aalborg Universitetshospital.
18. Er der mulighed for at forske på afdelingen?
Ja – og forskningen i det enkelte speciale understøttes af en aktiv administration og et godt forskningsmiljø forankret i Forskningens Hus: www.forskningenshus.dk. På Aalborg Universitetshospital starter muligheden for forskning allerede i studietiden, hvor man kan søge forskningsvikariater.
19. Går KBU’er stuegang?
Ja – men der er stor variation med hensyn til tilrettelæggelsen afhængig af specialet.
20. Hvor mange aften-/nattevagter er der pr. måned?
Ca. to til tre pr. måned, men det varierer fra speciale til speciale afhængig af vagtlagets størrelse og organisering af vagten. Kan ændres i forbindelse med sygdom eller lignende.
21. Hvor mange pålagte vagter og overarbejde er der?
Ved sygdom vil afdelingerne ihærdigt prøve at finde en afløser. Det vil derfor være sjældent, at man som KBU-læge vil blive pålagt en vagt. Der kan forekomme overarbejde i perioder, fx ved sygdom blandt personale. Overarbejde afspadseres som regel inden for normperiode eller udbetales efter aftale med ledelsen.
22. Udbetales overarbejde?
Overarbejde forsøges afspadseret og udbetales kun undtagelsesvist.
Del artiklen: