20 anbefalinger skal forme fremtidens speciallæger

Den lægelige videreuddannelse skal moderniseres, og nu kommer Sundhedsstyrelsen med sit bud på, hvad der skal ændres.

Speciallæger skal i fremtiden skal have en tilstrækkelig faglig bredde og generalistkompetencer, så de kan arbejde alsidigt og forholde sig til en stor del af patienternes problemstillinger, der knytter sig til multisygdom.

Det er Sundhedsstyrelsens mål i rapporten ‘Fremtidens speciallæge — ændring af den lægelige videreuddannelse’, der omhandler ændringen af den lægelige videreuddannelse.

»Sundhedsvæsenet står over for en række udfordringer, der stiller særlige krav til, hvad kommende speciallæger skal kunne for at møde patienternes behov. Dygtige sundhedspersoner, herunder speciallæger, er centrale for et velfungerende sundhedsvæsen,« siger enhedschef Claus Malta Nielsen fra Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

»Derfor er omdrejningspunktet i de nye anbefalinger, hvordan den lægelige videreuddannelse kan ændres, så kommende speciallæger har tilstrækkelig faglig bredde til at kunne arbejde mere alsidigt og forholde sig en stor del af patienternes problemstillinger der knytter sig til multisygdom nu og i fremtiden,« uddyber han.

I rapporten kommer de med 20 anbefalinger med ændringer til den lægelige videreuddannelse, som skal sikre målet for fremtidens speciallæger.

Du kan læse de 20 anbefalinger her:

1. Kompetenceniveau for speciallægeanerkendelse

Efter afsluttet speciallægeuddannelse skal speciallægerne have kompetencer inden for alle syv lægeroller i et omfang der gør, at de selvstændigt kan varetage hovedparten af:

1. specialets kerneopgaver

2. relevante opgaver i beslægtede specialer

3. kliniske generalistopgaver

4. basale opgaver

Det nye kompetenceniveau implementeres ved gennemgribende revision af alle målbeskrivelser (anbefaling 5) på baggrund af udarbejdede specialebeskrivelser (anbefaling 4), hvori specialets kerneopgaver og relevante opgaver i beslægtede specialer beskrives.

2. Klinisk kompetenceprofil for nyuddannede læger og bevarelse af klinisk basisuddannelse

På tværs af medicinstudierne skal nyuddannede læger opnå samme kliniske kompetencer, så de har et fælles udgangspunkt ved start på videreuddannelsen.

Derfor etableres en national standard for nyuddannede lægers kliniske kompetenceprofil for at tydeliggøre, hvilke opgaver lægen forventes at kunne varetage, når de påbegynder den klinisk basisuddannelse.

Den kliniske basisuddannelse anbefales bevaret som et etårigt sammenhængende forløb, ligesom alle nyuddannede læger fortsat skal have ret til at tilmelde sig klinisk basisuddannelse.

3. Videreuddannelsens varighed

Varigheden af den lægelige videreuddannelse skal vurderes for alle specialer for at matche det nye kompetenceniveau og understøtte et effektivt uddannelsesforløb, hvor læring sker, når det er relevant.

I principperne for en ny vurdering af specialernes varighed skal inddrages følgende forhold:

• Der skal være sammenhæng mellem uddannelsens varighed, kompetencemål i relation til specialets kerneopgaver og relevante opgaver i beslægtede specialer. Uddannelsesvarigheden skal revurderes for alle specialer i forbindelse med revision af målbeskrivelserne. Generelt skal videreuddannelsen ikke være længere.

• Der er en hastig udvikling af viden og nye behandlinger, som risikerer at forælde og overflødiggøre kompetencer. Kompetencer bør læres tæt på det tidspunkt, hvor de skal anvendes, hvorfor efteruddannelse og livslang læring bør indtænkes i videreuddannelsen.

• Det nye kompetenceniveau for speciallægeanerkendelse kan for nogle speciallægeuddannelsers vedkommende medføre ændringer af varigheden.

• Længden af de kirurgiske og intern medicinske speciallægeuddannelser blev fastsat ved integrationen af grenspecialerne omkring årtusindeskiftet, mens de senere udviklinger i specialernes kerneopgaver ikke har medført en genvurdering af længden af speciallægeuddannelser, hvorfor det bør ske i forbindelse med revision af målbeskrivelserne.

Generelt bør introduktionsforløbet fortsat vare 12 måneder af hensyn til at give tilstrækkelig indsigt til at danne grundlag for specialevalg.

Som udgangspunkt skal alle ansættelser i uddannelsesforløb være af minimum seks måneders længde. I særlige tilfælde kan kortere ansættelser – ned til tre måneder med henblik på opnåelse af konkrete kompetencer – være tilstrækkeligt. * For almen medicin dog fortsat seks måneder såfremt den anden ansættelse under den kliniske basisuddannelse har fundet sted i almen praksis.

4. Nye nationale specialebeskrivelser

De nuværende beskrivelser af specialer (i specialevejledningerne) er kortfattede og ufuldstændige. Der er behov for en tydeligere definition af hvilke opgaver der unikt løses af de enkelte specialer, og hvilke opgaver der kan løses af flere specialer.

I nye nationale specialebeskrivelser skal specialernes kerneopgaver og fællesopgaver med beslægtede specialer fastlægges. Det er principielt et nyt redskab, der vil definere, hvilke opgaver speciallægeuddannelsen skal kvalificere lægerne til, og det bliver et centralt udgangspunkt for både specialeplanlægning og målbeskrivelser.

5. Nye målbeskrivelser, der styrker fælles kompetencer

Et nyt format og en ny proces for udarbejdelse af målbeskrivelser er centralt for at etablere et nyt kompetenceniveau for speciallægeanerkendelse og skabe flere fælles kompetencer på tværs af specialer.

Målbeskrivelserne skal udarbejdes med henblik på det nye kompetenceniveau for speciallægeanerkendelse, hvorfor der i målbeskrivelsen skal fremgå kompetencer med hensyn til:

• Specialets kerneopgaver, hvor kompetencemålene vil være specialespecifikke

• Relevante opgaver i beslægtede specialer, hvor kompetencemålene vil være fælles med ét eller flere andre specialer

• Generalistopgaver, hvor kompetencemålene vil være fælles for flere/alle specialer

Målbeskrivelserne skal indeholde få, konkrete og helt centrale kompetencemål, som skal være operationaliserbare og målbare for uddannelse og kompetencevurdering i kliniske enheder. Kompetencemål og læringsstrategier vælges på baggrund af behovsvurdering.

Der skal angives obligatoriske kompetencevurderingsmetoder og forslag til læringsstrategier. Kursusrækken skal fortsat fremgå af målbeskrivelsen.

6. Fleksibilitet og merit

Rammerne for at oprette og gennemføre videreuddannelsesforløb skal give mulighed for nytænkning og effektiv kapacitetsudnyttelse.

For at styrke uddannelsesfleksibilitet og udnytte uddannelseskapacitet fastholdes regionernes mulighed for at oprette introduktionsforløb udover maksimum.

Samtidig gives fortsat mulighed for at anvende fleksforløb indenfor en i dimensioneringsplanen nærmere angiven ramme.

Ved specialeskift skal der være mulighed for merit for allerede gennemførte uddannelseselementer og opnåede kompetencer.

Endelig gives mulighed for en mere udstrakt brug af ad hoc godkendte individuelle uddannelsesforløb for speciallæger, der ønsker ny yderligere specialeanerkendelse. Regionalt skal der kunne oprettes individuelle forløb, når en større andel af tidligere speciale kan meriteres. Det skal gøres muligt inden for rammerne af ad hoc godkendelse/erstatningsansættelse således, at disse uddannelsesforløb ikke indgår i dimensionering og ikke skal opslås. Sundhedsstyrelsen er ansvarlig for at tilpasse gældende regler.

7. Modernisering af de syv lægeroller

De syv lægeroller definerer roller og kompetencer, alle læger skal mestre. Beskrivelsen af lægerollerne skal moderniseres, så de rummer den udvikling, der er sket. Det forventes fremadrettet, at læger og speciallæger kan tilgodese befolkningens behov. En ny definition og beskrivelse af lægerollernes skal ske inden for en ramme, hvor lægerollerne bibeholdes med hensyn til antal og overordnet struktur af rollernes indbyrdes afhængighed og inddeling på individ-, gruppe- og samfundsniveau af den enkelte rolle.

Forventninger til anvendelsen af de syv lægeroller i forbindelse med jobansøgning o.lign. afklares af regioner og lægelige organisationer.

8. Nye kriterier for specialer

Specialets betydning for befolkningens sundhedsbehov skal indgå som kriterium for etablering eller bevarelse af specialer.

Konkrete vurderinger af specialer skal fremover ske ud fra følgende kriterier:

• Det lægevidenskabelige område udgør en tydelig og fagligt afgrænset enhed.

• Området skal have en vis størrelse med hensyn til (potentielle) speciallæger og patienter/forløb mv., således at der kan forudsættes aktivitet i hele landet og at den faglige udvikling og forskning kan varetages.

• Området understøtter løsningen af befolkningens og patienternes behov for sundhedsydelser.

• Området findes som speciale i sammenlignelige lande.

9. Oprettelse af funktionsmodel med fælles uddannelsesindhold for Klinisk biokemi, Klinisk immunologi og Klinisk mikrobiologi

Der er behov for flere laboratoriemedicinske generalistkompetencer og en styrkelse af den lægefaglige rådgivningsydelse.

Det anbefales, at der etableres en funktionsmodel for klinisk biokemi, klinisk immunologi og klinisk mikrobiologi med fælles adgangsgivende introduktionsstillinger og fælles uddannelsesindhold/ kompetencemål i introduktionsforløb, hoveduddannelsesforløb og fælles kurser.

Funktionsmodellen skal danne grundlag for laboratoriemedicinske generalistkompetencer såsom evidensbaseret anvendelse af laboratoriemedicin, viden og analyseprincipper og metodeudvikling, laboratorieledelse og kvalitetssikring.

Sundhedsstyrelsen tager initativ til at igangsætte arbejdet.

10. Modernisering af funktionsmodellen i intern medicin

Funktionsmodellen for intern medicin skal moderniseres med en markant styrkelse af fællesindholdet via specialebeskrivelser og målbeskrivelser. Alle nuværende specialer skal fortsat indgå i funktionsmodellen.

En moderniseret model skal udvikles på basis af:

• En afgrænsning af hvad der er fælles intern medicinske opgaver og hvad der er specialespecifikke opgaver på baggrund af aktuelle og forventede behandlingsbehov hos patienterne, med særligt fokus på varetagelse af behandling af patienter med flere samtidige medicinske sygdomme.

• En organisering, der understøtter, at de intern medicinske generalistkompetencer trænes sideløbende i hele speciallægeuddannelsen og bygger bro til målet om vedligeholdelse af kompetencerne efter speciallægeuddannelsen. Det anbefales derfor, at speciallægeuddannelsen som udgangspunkt starter og slutter i en enhed, hvor uddannelseslægen kan varetage brede interne medicinske opgaver.

• At speciallægeuddannelserne bør indeholde ophold af tilstrækkelig varighed på et akutsygehus for at opnå kompetencer indenfor behandling af akutte medicinske patienter. Sundhedsstyrelsen tager initiativ til at modernisere funktionsmodellen i intern medicin.

11. Flere fælles kompetencer i de kirurgiske speciallægeuddannelser

Behandlingskompleksiteten på de offentlige sygehuse øges og nogle basale indgreb varetages privat. Der er utilstrækkelige kompetencer til at varetage blandt andet ældre multisyge patienter med kirurgiske problemstillinger.

Det er et mål, at skabe en større fælles uddannelsesmængde mellem de kirurgiske specialer, herunder at den fælles uddannelsesmængde inddrager alle lægeroller og både kirurgiske og ikke-kirurgiske områder. Målet om flere generalistkompetencer, skal realiseres som en del af både introduktions- og hoveduddannelsen.

Derfor igangsættes en afdækning af opgavefællesskaber mellem de kirurgiske specialer samt fællesskaber med andre specialer. Her skal det blandt andet afklares, hvor der anvendes samme teknikker/procedurer, og den historiske og forventede fremtidige operative aktivitetsudvikling inddrages.

Afdækningen skal indgå som grundlag for:

• Forslag til fremtidige modeller for sammenhæng mellem speciallægeuddannelserne, herunder en styrkelse af generalistkompetencer både mellem de kirurgiske specialer og øvrige specialer.

• Modellerne skal være indenfor den nuværende specialestruktur, hvor der fastholdes ét niveau – grundspecialet – for speciallægeanerkendelse

• Nye specialebeskrivelser og målbeskrivelser for de fremtidige speciallægeuddannelser inden for de kirurgiske specialer.

Sundhedsstyrelsen tager initativ til igangsættelse af arbejdet

12. Det akutmedicinske speciale

Det er en udfordring at skabe robuste akutmodtagelser med sammenhæng til resten af sygehuset. Det kræver blandt andet speciallæger, der kan samarbejde og løse opgaver på tværs af specialer, sektorer og opgaveområder.

Der skal sættes en klar retning for specialet akutmedicin med det formål at styrke de fælles akutmodtagelsers sammenhæng og samarbejde med det øvrige sygehus, primær sektor og kommuner. Det skal ske ved at udarbejde nye speciale- og målbeskrivelser for specialet, hvor der tages højde for:

• Status på implementering af specialet akutmedicin og akutmodtagelsernes organisering. • Tiltag vedrørende rekruttering og fastholdelse af speciallæger og læger under uddannelse i akutmodtagelser.

• Fokus på snitflader med øvrige specialer med akutte patienter, herunder psykiatriske, intern medicinske og kirurgiske specialer mht. fælles uddannelseselementer ift. fremtidig opgavevaretagelse og samarbejde på tværs.

• Et betydeligt uddannelsesmæssigt overlap mellem akutmedicin, geriatri, psykiatri og almen medicin om behandling af akut syge ældre patienter.

• Dimensionering af specialet – og eventuelt andre specialer – som konsekvens af forslagene og fremtidigt behov.

Sundhedsstyrelsen tager initativ til igangsættelse af arbejdet

13. Efteruddannelse der styrker speciallægekompetencen

Efteruddannelse er en del af den overordnede strategiske planlægning for at sikre de nødvendige kompetencer for at imødekomme patienternes behov.

Alle speciallæger skal løbende vedligeholde og udvikle deres kompetencer. Der skal ske et paradigmeskifte i den lægelige efteruddannelse, som tilgodeser, at fremtidens speciallæger kan varetage specialets kerneopgaver, opgaver i beslægtede specialer, generalistopgaver og basale opgaver også i et længere tidsperspektiv. Formålet er at skabe bedre patientbehandling og patientforløb samt bedre brug af sundhedsvæsenets ressourcer.

Det er fortsat nødvendigt, at nogle speciallæger efteruddanner sig til ekspertniveau som led i deres faglige profilering inden for specialets opgaver, for at sundhedsvæsenet fortsat kan tilbyde behandling af høj kvalitet, herunder højt specialiseret behandling. Samtidig er det også nødvendigt, at nogle speciallæger efteruddanner sig inden for et fagområde i samarbejde mellem specialer.

Der er et betydeligt ledelsesmæssigt ansvar samt et kollektivt og individuelt ansvar hos speciallæger for at realisere denne ændring.

Det bør tilstræbes, at effekten af efteruddannelsesaktiviteten kan vurderes i klinisk praksis.

14. Fagområdeuddannelser og fagområdekriterier

Fagområder skal fremadrettet betegne tværgående områder/kliniske funktioner, hvortil speciallæger fra forskellige specialer kan rekrutteres til at varetage opgaver.

Følgende kriterier for fagområder skal bruges ved vurdering af, om et område mest hensigtsmæssigt placeres som et speciale eller som et fagområde:

• Fagområder er kendetegnet ved, at det er hensigtsmæssigt for varetagelsen af opgaverne, at der arbejdes tværfagligt.

• Fagområderne giver mulighed for at trække på og understøtte tværfaglighed ved at rekruttere erfarne og motiverede kliniske speciallæger fra forskellige specialer.

• Fagområdeuddannelser er markant kortere end speciallægeuddannelser, hvilket giver mulighed for at tilpasse kapaciteten af specialiserede kompetencer hurtigere end ved oprettelsen af et speciale.

• Et generelt hensyn til fleksibilitet i uddannelsesstrukturen, dynamiske karriereveje og hensyn til livsfaser samt en effektiv benyttelse af lægelige ressourcer, hvor fagområder giver mulighed for fleksibilitet.

15. Systematisk kompetencevurdering i alle videreuddannelsesforløb

Der skal være en markant forbedring i udbredelsen af systematisk kompetencevurdering, og det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse aftaler én eller flere fælles nationale indikatorer, som ressourceffektivt kan anvendes, til at følge op på i hvilket omfang kompetencevurdering sker systematisk og professionelt. Samtidig stilles krav til valg af operationelle mål og kompetencevurderingsmetoder i målbeskrivelsen (anbefaling 5) og der iværksættes tiltag, der styrker udvikling af de medicinsk-pædagogiske kompetencer (anbefaling 18).

16. Tilpasning af specialespecifikke og generelle kurser

Få kurser udvikles og afholdes på tværs af specialer, og de understøtter ikke et bredere fokus på patienten og de fremtidige behov. Derfor gennemføres en gennemgribende revision af både generelle og specialespecifikke kursers indhold, form, metoder og varighed ud fra følgende principper:

• Der skal være en struktureret tilgang til udvikling og gennemførelse af kursusaktiviteter.

• Nye og veldokumenterede metoder og læring som fx simulation skal anvendes for at kunne opnå effektiv uddannelse og god patientbehandling. Fælles nationale standarder for valg af metoder beskrives på baggrund af forskning, således at den mest effektive og patientsikre metode anvendes.

• Træning af procedurer, inden de udføres på patienter, bør fremmes.

• Varigheden af de generelle og specialespecifikke kurser skal – inden for en overordnet ramme – fastlægges efter en konkret vurdering af, hvor lang tid det vil tage at opnå specifikke kompetencemål med en bestemt læringsform.

• De mest effektive læringsformer skal prioriteres, og paradigmet bør være, at der foretrækkes en lidt kortere kursusrække af højere kvalitet.

17. Forskningstræning erstattes af kursus i anvendelse af forskning og kvalitetsarbejde

Det obligatoriske kursus i forskningstræning skal erstattes af et nyt kursus, som har til formål at give uddannelseslæger generelle kompetencer i kritisk anvendelse af videnskabelig litteratur, forskning, kvalitetsarbejde og datadrevet viden i den kliniske hverdag, herunder også processerne for de kliniske retningslinjer.

Kurset (inklusiv mål og metoder) udvikles af en arbejdsgruppe under det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse.

Et nyt kursus skal have mulighed for også at kunne afvikles i specialespecifik ramme.

18. Medicinsk pædagogisk understøttelse af uddannelsesopgaven

Der er behov for at udvikle og styrke den medicinsk pædagogiske understøttelse af uddannelsesopgaven. Regioner og de enkelte uddannelsessteder har ansvaret for at de nødvendige pædagogiske og uddannelsesledelsesmæssige kompetencer og rammer er til stede herunder også, at der er støttefunktioner (som den pædagogisk udviklende funktion) der kan medvirke til udvikling og kvalitet af videreuddannelsen.

Med henblik på at styrke den medicinsk pædagogiske understøttelse af uddannelsesopgaven igangsættes en national undersøgelse, hvor følgende temaer afdækkes:

• Modeller for og revurdering af videreuddannelsesregionernes samarbejde med universiteter og forskningsmiljøer.

• Vidensdeling mellem regioner med henblik på at skabe tættere landsdækkende samarbejde.

• Organisering og kompetencer der understøtter regionale perspektiver og fælles varetagelse af nationale opgaver, som fx udarbejdelse af målbeskrivelser

• Understøttelse af kvalitetssikring- og udvikling på uddannelsesstederne.

• Understøttelse og udbredelse af systematisk kompetencevurdering

19. Kvalitetsudvikling af den lægelige videreuddannelse i almen- og speciallægepraksis

Det er en udfordring for udvikling af kvaliteten i uddannelsen af speciallæger i almen medicin og de specialer, hvor speciallægepraksis indgår, at uddannelsesstederne ikke indgår i en mere struktureret, landsdækkende model for kvalitetssikring- og udvikling.

For at forbedre videreuddannelsen etableres derfor en ordning for kvalitetsudvikling af den lægelige videreuddannelse i almen- og speciallægepraksis.

En ny ordning skal være ressourceeffektiv, og kan være inspireret at de eksisterende kvalitetsklynger i almen praksis og speciallægepraksis.

20. Koordineret dimensionering og prognose

Det er hensigten, at der skal være en balance mellem antallet af nyuddannede læger fra universiteterne og antallet af uddannelsespladser i speciallægeuddannelsen. Derfor er der behov for koordination mellem optaget på medicinstudiet og den lægelige videreuddannelse. Både proces og grundlag for dimensionering skal styrkes med bedre data og metoder.

Det vurderes, at en central og national dimensionering af videreuddannelsen fortsat vil være mest hensigtsmæssig til at understøtte, at der uddannes det rette antal læger og speciallæger over hele landet.

Sundhedsstyrelsen skal udarbejde et fagligt oplæg som ramme for, hvor og hvor mange læger der uddannes i de enkelte specialer, der balancerer hensynet til, at der i fremtiden er tilstrækkeligt med læger og samtidig er knappe ressourcer til uddannelse og ansættelse af sundhedspersonale.

• Der udarbejdes forpligtende flerårige aftaler mellem regering og regioner om uddannelsesrammerne for at koordinere dimensioneringen af lægeuddannelsen og speciallægeuddannelsen med henblik på at uddanne det rette antal speciallæger

• Sundhedsstyrelsen udarbejder i samarbejde med Sundhedsdatastyrelsen forslag til modeller for henholdsvis udbuds- og efterspørgselsprognose for speciallæger, der kan udgøre et grundlag for dimensionering af uddannelserne af læger og speciallæger

Kilde: Sundhedsstyrelsen