Karkirurgi
RKKP skal stå for national analyse af amputationer og forebyggende behandlinger
Udgivet:
Kommentarer (0)
Region Midtjylland har bedt RKKP om at stå for analyse, som skal bruges til at planlægge udviklingen af karkirurgien i regionen.
Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) går nu i gang med dataanalyser af, i hvor stort omfang samtlige landets fem regioner foretager amputationer på patienter med dårligt blodomløb i benene, samt analyser af regionernes brug af karkirurgiske, amputationsforebyggende behandlinger.
Aftalen om, at RKKP skal foretage analysen for Region Midtjylland, kom i stand i går onsdag, og blev tidligere bebudet i den redegørelse for varetagelse af karkirurgien i Region Midtjylland, som regionen mandag afleverede til Sundhedsstyrelsen.
I en skriftlig udtalelse fra RKKP fremgår det, at RKKP skal gennemføre dataanalyser, ‘der søger at svare på følgende spørgsmål: Hvad er incidensraterne, standardiseret for alder og køn, af amputationer i Danmarks regioner og i landet som helhed? Hvad er incidensraterne, standardiseret for alder og køn, af karkirurgiske forebyggende behandlinger i Danmarks regioner og i landet som helhed?’
I redegørelsen til Sundhedsstyrelsen pointerede regionen flere gange, at præsentationen og sammenstillingen af data i den eksterne analyse, som blev offentliggjort i slutningen af april, og som i sidste uge førte til fyringen af koncerndirektør Ole Thomsen, var gjort på en ny måde, som normalt ikke bruges til kvalitetsopfølgning på hospitalerne og i regionsledelsen.
Og at det derfor var ‘særligt påkrævet at skabe yderligere indsigt’ via en national analyse, som regionen formulerede det i sin redegørelse til Sundhedsstyrelsen.
Ny brug af data
Hospitalernes kvalitetsarbejde er normalt baseret på indikatorer fra den nationale kvalitetsdatabase på området, i dette tilfælde Landsregistret Karbase.
I Karbase indgår kvalitetstal for bl.a. antallet af amputationer inden for et år efter forebyggende behandling for iskæmi i benene. Derimod fremgår det ikke af Karbases indikatorer, i hvor stort omfang de patienter, der ikke er blevet vurderet af en karkirurg, efterfølgende ender med at få en amputation på grund af blodprop eller åreforkalkning i benet.
Den eksterne analyse, som konkluderede, at Midtjylland har en væsentligt højere amputationsrate end naboregionerne, var baseret på data fra regionerne Midtjylland, Nordjylland og Syddanmark for amputationer på grund af iskæmi i benene. Disse data indgår ikke i de kliniske kvalitetsdatabasers årsrapporter.
RKKP’s analyse skal baseres på landsdækkende data fra Landspatientregistret og den kliniske kvalitetsdatabase for karkirurgi, Landsregisteret Karbase.
»Der skal i analysen tages højde for forskelle i befolkningstal og alderssammensætning, og det skal søges vurderet, om der er case-mix forskelle i regionernes patientpopulationer,« skriver RKKP.
Analyse klar inden sommerferien
Når analysen er klar, vil den ifølge Region Midtjyllands redegørelse til Sundhedsstyrelsen give regionen ‘et bedre grundlag at stå på i forhold til, hvilke indsatser der skal iværksættes for at understøtte den langsigtede udvikling af karkirurgien i Region Midtjylland’.
Læs Dagens Medicins dækning af amputationssagen i Midtjylland
RKKP forventer ifølge Dagens Medicins oplysninger at kunne afslutte arbejdet med analysen omkring 1. juli.
Resultaterne af analysen vil efterfølgende blive drøftet med Dansk Karkirurgisk Selskab, Dansk Ortopædkirurgisk Selskab samt forfatteren til den eksterne analyse professor i karkirurgi, ledende overlæge på Kolding Sygehus Kim Houlind, inden den offentliggøres, fremgår det af regionens redegørelse til Sundhedsstyrelsen.
Region Midtjylland, som bestiller og betaler analysen, vil med andre ord ikke være en del af den kreds, som resultaterne skal drøftes med inden publicering.
Del artiklen: