Markante regionale forskelle på indsats for patienter med åreforkalkning i benene

Hvis alle patienter med åreforkalkning i benene blev behandlet på samme måde, som det sker på de karkirurgiske afdelinger, der bruger forebyggende behandlinger mest effektivt, vil der være et betydeligt potentiale for at reducere patienternes risiko for en amputation.

Men resultaterne af en nyligt publiceret dansk undersøgelse viser, at der er betydelige regionale forskelle på, hvordan patienter med åreforkalkning behandles i det danske hospitalsvæsen. Undersøgelsen omfatter de flere end 10.000 patienter med åreforkalkning i benene, der i perioden 2009-2014 fik deres første revaskulariserende behandling.

Læs Dagens Medicins dækning af amputationssagen i Midtjylland

Forskellen på den afdeling, der havde laveste revaskulariseringsrate af patienter, og den afdeling, der havde den højeste, var relativt mere end 50 pct. Risikoen for amputation inden for et år efter revaskularisering varierede fra 11 til 16 pct. i absolutte tal.

Bag undersøgelsen står professor i sundhedsøkonomi Rikke Søgaard, SDU, læge, ph.d. Louise Londero og professor i karkirurgi Jes Lindholt, SDU.

»Patienter med åreforkalkning i benene har som udgangspunkt samme behov for undersøgelse og behandling for at forebygge yderligere komplikationer eller amputation, men vores undersøgelse viser, at de forebyggende behandlingstilbud varierer betydeligt fra afdeling til afdeling, og med varierende grad af effektivitet,« siger Rikke Søgaard.

Problemer går langt tilbage

Den analyse af karkirurgien i Region Midtjylland, som blev offentliggjort i slutningen af april, peger bl.a. på en længerevarende alvorlig underdimensionering af den regionale karkirurgi.

Vores undersøgelse viser også tegn på, at regionen allerede i perioden 2009-2014 havde en uhensigtsmæssig praksis i forhold til brug af amputationsforebyggende behandlinger

Rikke Søgaard, professor i sundhedsøkonomi

Kapaciteten i regionen har i perioder været så belastet, at kun patienter med langt fremskreden sygdom blev tilbudt amputationsforebyggende bypass eller ballonudvidelser i benene, fremgår det af analysen. Det har igen ført til, at regionen ser ud til at have en betydeligt højere amputationsrate end naboregionerne.

Rikke Søgaards undersøgelse viser, at Region Midtjyllands problemer har stået på i længere tid.

»Vores undersøgelse viser også tegn på, at regionen allerede i perioden 2009-2014 havde en uhensigtsmæssig praksis i forhold til brug af amputationsforebyggende behandlinger. Amputationsraterne skilte sig ud fra de øvrige regioner som landets højeste – og det vel at mærke i et videnskabeligt setup og efter kontrol for relevante patientkarakteristika, som varierer mellem optageområder,« siger Rikke Søgaard.

De sundhedsøkonomiske omkostninger var allerede i 2009-2014 høje.

»Især Aarhus Universitetshospital skilte sig ud ved at have nogle af landets dyreste forløbsomkostninger. Derfor burde løsningen allerede dengang have været enten at omdirigere patienter til andre afdelinger eller at skabe forhold på hospitalet, som gjorde det muligt at matche den bedre præstation andetsteds,« siger Rikke Søgaard.

Regional eller lokal karkirurgisk kapacitet er ikke de eneste faktorer, som afgør, om og hvordan en patient med åreforkalkning i benene tilbydes amputationsforebyggende behandling, påpeger Rikke Søgaard.

»Det er et utrolig kompliceret samspil mellem kapacitet, definition af en optimal tærskel for, hvornår man bør revaskularisere patienten, og præferencer blandt patienter, personale og kirurger. Vi kan ikke ud fra vores data se, om en del af den regionale forskel skyldes, at der er flere patienter, der selv fravælger revaskularisering, eller om det måske er den faglige tærskel for, hvornår man skal tilbyde revaskularing, som varierer. I sidste ende er det i mødet mellem lægen og den enkelte patient, at beslutningen om revaskularisering – eller i værste fald amputation – skal træffes.

Derfor er vores undersøgelse heller ikke et facit, men et forsøg på at beskue området ovenfra, som forhåbentlig kan bruges i kommende forskning på området.«

Få vurderes af karkirurg

Louise Londero har som en del af sit ph.d.-arbejde også set på, i hvor stort omfang patienter med åreforkalkning i benene i perioden 1997-2014 blev vurderet af en karkirurg.

Selv om andelen af patienter, der blev vurderet af en karkirurg inden for et år forud for amputation, steg gennem årene, skete der ikke nogen stigning i andelen af patienter, der fik amputationsforebyggende behandling inden for et år inden amputation.

Stigningen i andelen af patienter, der blev vurderet af en karkirurg, var relativt beskeden, fra 23,7 pct. til 31,3 pct. sidst i den undersøgte periode. Hvorfor mere end to ud af tre patienter ikke blev vurderet af en karkirurg forud for amputation, er ifølge Louise Londero uklart.

Manglende opmærksomhed på symptomerne, eller befolkningens og også sundhedsprofessionelles manglende viden om forebyggende behandlingsmuligheder kan efter forfatterens vurdering betyde, at mange patienter først behandles, når sygdommen er fremskreden.

Fremskreden sygdom er den væsentligste årsag til, at hver tiende patient med åreforkalkning, der har fået amputationsforebyggende behandling, alligevel ender med at få en større amputation, har Louise Londero vist i en artikel fra 2019.