Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Karkirurgi

Kühnau afviser: Ingen sammenhæng mellem besparelser og amputationer

Udgivet:
Kommentarer (0)

Anders Kühnau (S), regionsrådsformand i Region Midtjylland, vil endnu ikke placere et ansvar i amputationssagen, hverken hos ham selv, embedsværket eller hospitalsledelserne.

Nedskæringerne på det karkirurgiske område i Region Midtjylland har ikke noget med regionens nye møgsag om for mange amputationer at gøre, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S). Han forklarer, at besparelserne i 2019 ramte et vagtlag i Viborg, som slet ikke udførte de forebyggende behandlinger.


12. maj kl. 10.14 : Artiklen er opdateret med et nyt tal for årlige amputationer, der måske kunne være undgået. 10. maj oplyste Region Midtjylland, at det korrekte tal er 47 amputationer, og ikke som tidligere meddelt af regionen 92 årlige amputationer.

I et interview med Dagens Medicin siger formanden for Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), at det endnu er for tidligt at placere et ansvar for, at der i Region Midtjylland gennem en årrække er foretaget for mange amputationer, der kunne være undgået.


Læs Dagens Medicins dækning af amputationssagen i Midtjylland


»Det er jo en forfærdelig sag, som viser, at vi gennem en del år har lavet for få ballonudvidelser, som er forebyggende for at få amputationer, og det er jeg jo rigtig træt af. Havde jeg vidst, at vi havde haft en for lav kapacitet og lavede for få forebyggende behandlinger, så havde jeg også gjort noget ved det. Det, tror jeg, at alle i regionsrådet er enige om, at det ville vi gerne have gjort anderledes,« siger Anders Kühnau, der i marts desuden blev valgt til formand for Danske Regioner.

Hvem bærer ansvaret for, at I ikke vidste bedre?

»Det er for tidligt at sige nu. Mit fokus har været straks at udbygge den kapacitet, som vi skal bruge, og at vi får gennemført de her forebyggende behandlinger, så vi undgår alle de amputationer, vi kan. Dernæst kigger vi på, om det her skal have konsekvenser. Jeg kan endnu ikke placere et ansvar, men selvfølgelig er jeg interesseret i at vide, hvem der har vidst hvad.«

»Det er meget tænkeligt, at nogen har haft information om, at vi har amputeret for mange gennem årene, og at vi har en lavere kapacitet, end man har andre steder i landet. Det burde nogen have fortalt os, men det er ikke en viden, vi har fået.«

Prøver ikke at løbe fra ansvaret

Torsdag i sidste uge offentliggjorde Region Midtjylland resultaterne fra en ekstern analyse, der blandt andet konkluderer, at karkirurgien i Region Midtjylland er alvorligt underdimensioneret til at dække behovet for behandling af patienterne, særligt i forhold til amputationsforebyggende behandlinger.

I sidste ende er det selvfølgelig et samlet regionsråd, der har ansvaret for, at kvaliteten er i orden, ligesom vi har nogle ledelser, der har ansvaret for at fortælle, hvis noget ikke er i orden

Anders Kühnau (S), formand, Region Midtjylland

Konsekvensen af, at Midtjylland udfører færre amputationsforebyggende behandlinger i forhold til naboregionerne Nordjylland og Syddanmark, er ifølge analysen, at ca. 50 midtjyske patienter årligt har fået for sen behandling for blodprop eller åreforkalkning i benet og derfor har fået amputation af lår eller underben.

Er det i embedsværket, er det hospitalsledelsen eller helt nede hos lægerne på hospitalet, at den har været gal?

»Det ved jeg simpelthen ikke. Det er for tidligt at sige noget om, men det kommer vi til at undersøge. Og hvis man for eksempel kan se afvigelser i de kliniske kvalitetsdatabaser, har vi brug for at vide det i tide, ellers kan vi ikke handle på det.«

»Jeg prøver ikke at løbe fra ansvaret. I sidste ende er det selvfølgelig et samlet regionsråd, der har ansvaret for, at kvaliteten er i orden, ligesom vi har nogle ledelser, der har ansvaret for at fortælle, hvis noget ikke er i orden. Men ledelserne skal selvfølgelig også have den viden.«

På hvilken baggrund kan du sige, at der ikke er sammenhæng mellem tidligere besparelser på det karkirugiske område i Region Midtjylland og den aktuelle sag?

»Når problemet var der før besparelsen, kan problemet i hvert fald ikke udelukkende skyldes besparelsen. For det andet vedrørte besparelsen kun et vagtlag i Viborg, og da de her operationer ikke foregår i vagten, er det svært for mig at se, at det skulle have noget med besparelserne at gøre. Desuden kan vi ikke se af tallene, at problemet skulle blive påvirket af besparelserne.«

Uhensigtsmæssige patientforløb

I oplægget forud for den eksterne analyse skrev Region Midtjylland, at nogle patientforløb blev oplevet som uhensigtsmæssige på grund af arbejdsdelingen mellem AUH og Regionshospitalet Viborg. Arbejdsdelingen blev ændret som følge af nedskæringer året forinden.

Man kan så diskutere, om det er rigtigt, at vi giver den samme behandling som andre steder i landet, for det har vi øjensynligt ikke gjort

Anders Kühnau (S), formand, Region Midtjylland

Over for Dagens Medicin oplyser Region Midtjylland, at det uhensigtsmæssige skyldtes de akutte patienter fra Regionshospitalet Viborg, som i weekender, på helligdage og i ferieperioder blev henvist til AUH.

Den praksis blev dog ifølge Region Midtjylland ændret i august 2021, hvor hospitalet igen åbnede for indtag af akutte patienter døgnet rundt alle årets dage.

Hvad hvilede det helt konkret på, da den eksterne undersøgelse blev sat i gang?

»Det hvilede på, at vi i 2020 konstaterede, at nogle patientforløb ikke var hensigtsmæssige, hvilket i høj grad relaterer sig til samarbejdet og sammenhængen mellem Viborg og Aarhus, og vi ville gerne være sikre på, at der var optimale patientforløb.«

»Der var ingen, der i den forbindelse nævnte manglende kapacitet eller problemer med for mange amputationer, og derfor var det heller ikke fokus for analysen. Men det bliver så afdækket alligevel, og det var derfor godt, at analysen blev sat i gang, og at vi fandt disse problemer, men vi vidste det ikke forinden.«

Man kan diskutere, om det er rigtigt

Allerede i december 2018 advarede Dansk Karkirurgisk Selskab i en bekymringsskrivelse om, at besparelser og omstruktureringer kunne få konsekvenser for patienterne i form af amputationer af benene. Hvordan hænger det sammen med dit svar om, at besparelserne ikke gav anledning til netop flere amputationer?

»Da det høringssvar kommer, forelægger vi det for hospitalsledelserne i Viborg og Aarhus, der laver et fælles høringssvar, hvor deres vurdering er, at aftalen om samarbejde mellem de to afdelinger (som led i besparelsen, red.) vil betyde, at vi fortsat har den nødvendige patientsikkerhed og faglige ekspertise, der skal til.«

»De svarer desuden, at organiseringen ikke adskiller sig væsentligt fra organiseringen andre steder i landet, og at den behandling, vi vil give patienterne, vil være den samme som andre steder i landet.«

Når der så alligevel viser sig at være et problem omkring amputationerne, hvad tænker du så om det svar, du fik fra hospitalsledelserne dengang?

»Eftersom besparelsen ikke går på kapacitet, når vi taler om forebyggelse af amputationer, forstår jeg deres svar. Man kan så diskutere, om det er rigtigt, at vi giver den samme behandling som andre steder i landet, for det har vi øjensynligt ikke gjort. Og det undersøger vi, for vi burde ikke behandle anderledes end i Region Syddanmark, og nogen burde have fortalt os det. Men jeg kan ikke sige, hvem der skulle have informeret os om det,« siger Anders Kühnau.

Læs også:

Amputationer i Midtjylland: Regionen fik flere advarsler

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere