It
Minister har nu fundet medlemmerne til nyt Nævn for Sundhedsapps
Udgivet:
Kommentarer (0)
Erik Jylling, koncerndirektør i Region Hovedstaden, er formand for det nye nævn, der skal vurdere sundhedsapps.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) har fundet de otte medlemmer, der udgør Nævnet for Sundhedsapps.
Digitale løsninger, såsom sundhedsapps, vinder mere og mere frem i sundhedsvæsenet. Men det kan være besværligt at navigere i det store udbud, der findes af apps. Derfor besluttede regeringen i november 2023 at etablere et Nævn for Sundhedsapps, der skal hjælpe med at navigere i de mange sundhedsapps, der er tilgængelige på markedet.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde har nu sendt brev ud til de otte kommende medlemmer af nævnet. De er alle indstillet af forskellige relevante organisationer og foreninger.
Om det nye nævn siger Sophie Løhde:
»De senere år er der kommet et hav af forskellige sundhedsapps, der kan være et godt supplement og støtteværktøj i f.eks. et behandlings- eller rehabiliteringsforløb. Men det er lidt af en jungle med de mange apps og udbydere,« siger hun i en pressemeddelelse.
Helt konkret skal nævnet anbefale sundhedsapps, så både borgere og sundhedspersonale får et bedre overblik samt vejledning om sundhedsapps. Nævnet for Sundhedsapps forventes at træde i kraft i efteråret.
De otte medlemmer
Formand: Erik Jylling, koncerndirektør i Region Hovedstaden, indstillet af Danske Regioner
Næstformand: Ann Leistiko, direktør i Lungeforeningen, indstillet af Danske Patienter
Medlem: Rikke Saltoft, IT-chef i Københavns Kommunes Sundhedsforvaltning, indstillet af KL
Medlem: Bjarne Skjødt Hjaltalin, cheflæge og medlem i Lægeforeningens bestyrelse samt Udvalg for Digitalisering og IT, Lægeforeningen
Medlem: Niels Ulrich Holm, læge og medlem af PLO’s bestyrelse, PLO
Medlem: Christine Lønager Boesen, souschef for IT og Digital udvikling, Ældre Sagen
Medlem: Sarah Lindegaard, fagchef v. sundhed og life science, Dansk Erhverv
Medlem: Lene Laursen, vicedirektør, Medicoindustrien
Del artiklen: