Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Innovation

Brok ved morgenkonferencen kan blive til bud på nye løsninger

Udgivet:
Kommentarer (0)

Christoffer Høg Jørgensen og Chantelle Dana Driever leder projekt Innovationskoordinatorer i kraft af hver deres kompetencer. Christoffer har fokus på at identificere problemstillinger og støtte i at finde løsninger af lavpraktisk karakter, mens Chantelle Dana Driever i højere grad arbejder med de researchtunge ideer.

Det er i orden at lave fejl - det skal man nærmest. Sådan lyder et mantra for innovationskoordinatorerne på Aalborg Universitetshospital. Holdet skal fremelske en nytænkende kultur på tværs af alle faggrupper, hvor man tør pege på behov og problemer uden selv at have en løsning.


Læger stiller diagnoser. På en hospitalsafdeling kan det derfor være vanskeligt at bringe en løs idé til torvs uden at have et bud på en løsning.

Det vil et nyt projekt under Idéklinikken på Aalborg Universitetshospital lave om på. Fem yngre læger står for at fremme en kultur, hvor opmærksomheden på behov og nye ideer skærpes.

»Innovation kan virke skræmmende. Men det handler egentlig bare om at identificere ting, der ikke fungerer optimalt og så få dem bragt videre.«

Sådan lyder det fra Chantelle Dana Driever, projektleder hos Idéklinikken på Aalborg Universitetshospital.

Chantelle Dana Driever er optaget af, at især de yngre læger skal indtage en mere fremtrædende rolle, når det handler om at skabe et mere sammenhængende og moderne sundhedsvæsen. Hun står i spidsen for et program, hvor afdelingslæger i rollen som såkaldte innovationskoordinatorer skal lære at bistå med at fremme en nytænkende kultur.

De nye idéer og behov skal samles op og dyrkes til gavn for både patienterne og medarbejderne.

»Det er en kulturel ændring, vi prøver at skabe,« siger Christoffer Høg Jørgensen, der leder projektet sammen med Chantelle Dana Driever.

Idéudvikling = i orden at lave fejl

Christoffer Høj Jørgensen påpeger, at mange læger har mentale barrierer i forhold til innovative processer. Det kan være udfordrende for klinikerne at bringe en idé videre uden selv at kunne stille diagnosen og anvise det konkrete behandlingsforløb.

»Når man udvikler en idé, er det i orden at lave fejl i processen, det skal man nærmest. Innovation er en helt anden måde at tænke på end den tankegang, man har i driften, og hvor man ikke må lave fejl. Skiftet fra fejlfri til at lave fejl, nærmest med vilje, kan være udfordrende og grænseoverskridende i en travl hverdag,« siger Christoffer Høg Jørgensen.

Det handler om at være opmærksom, når man støder på en problemstilling i klinikken. I stedet for blot at lade sig irritere over problemet, så prøv at stoppe op og se det fra en konstruktiv vinkel

Inger Lise Gade, innovationskoordinator, Aalborg Universitet

Han er selv uddannet industriel designer og har erfaring med udvikling af velfærds- og sundhedsteknologi i en privat virksomhed.

Som projektleder tager han ud på afdelingerne og observerer og drøfter problemstillingerne sammen med innovationskoordinatorerne.

Koordinatorernes rolle er først og fremmest at indsamle og vurdere de behov og ideer, der findes på specialafdelingerne. Og derefter at hjælpe kollegerne med at adressere dem de rigtige steder på hospitalet og i regionen.

Læge ved afdelingen for blodsygdomme, Inger Lise Gade, er en af de foreløbigt fem innovationskoordinatorer.

Via sin forskning er hun selv dybt engageret i innovation og har et godt kendskab til de muligheder og barrierer, man støder på i processen fra problemstilling til idéudvikling og løsning.

Idé endte i patentansøgning

I sit arbejde med kræftpatienter oplevede Inger Lise Gade selv en problemstilling, da hun stod med en patient, som hun mistænkte for at have en blodprop i lungen.

Her havde hun brug for en metode til hurtigt og sikkert at kunne diagnosticere blodproppen, for patienter tåler ikke altid at blive skannet med kontrast eller få blodfortyndende medicin.

Inger Lise Gade har sammen med flere professorer i Aalborg og i Aarhus afsøgt konceptet nærmere, hvilket resulterede i et studie på grise. Og det viste som håbet, at man faktisk kan identificere proteiner i udåndingsluften.

For at udvikle konceptet til at blive et diagnostisk værktøj, som kan anvendes i klinikken, har Inger Lise Gade i samarbejde med Idéklinikken indgivet en patentansøgning. Og det er første skridt i den proces.

Handler om opmærksomhed

På baggrund af sine egne erfaringer ser Inger Lise Gade det som en interessant opgave at fremme en innovativ tankegang på afdelingen. Hun siger:

»Det handler om at være opmærksom, når man støder på en problemstilling i klinikken. I stedet for blot at lade sig irritere over problemet, så prøv at stoppe op og se det fra en konstruktiv vinkel: ‘Hvad skal der til for, at dette bump på vejen bliver glattet ud?’«, spørger hun retorisk.

Nogle gange er det en simpel ændring, der løser problemet.

For eksempel fandt Inger Lise Gade, at det var uhensigtsmæssigt, at en cytogenetisk rapport fra Skejby lå i en fysisk mappe på et arbejdsbord på hendes afdeling.

Derfor fik hun indført, at rapporten straks blev skannet og lagt ind i den elektroniske journal, så det relevante sundhedspersonale kunne tilgå den, uanset hvor de var.

Digital forløbsguide

En anden innovationskoordinator er læge Sine Huus Pedersen, der er tilknyttet patologiafdelingen.

I hendes afdeling har de et ønske om at optimere introduktionsforløbet for de nye uddannelseslæger, der nemt kan overvældes af et tæt introduktionsprogram.

»I afdelingen havde kollegerne udvekslet erfaringer om en digital forløbsguide i Aarhus, der blandt andet blev brugt i forbindelse med onboarding af nye læger på en af afdelingerne. Vi tænkte, at en digital forløbsguide potentielt også ville kunne hjælpe på vores behov. Jeg tog derfor kontakt til Idéklinikken for at høre, om der var en lignende løsning til stede i Region Nordjylland,« siger Sine Huus Pedersen.

»I samarbejde med Idéklinikken og kommunikationsafdelingen fandt vi ud af, at der ikke eksisterede en løsning, som løste behovet 1:1. Men da vi ikke var den første afdeling, som havde udvist interesse i sådan en app, er der nu nedsat en arbejdsgruppe med deltagere fra både Aalborg og Hjørring, der skal få klarlagt det reelle behov i afdelingerne og for de nye uddannelseslæger samt kigge på, hvad eksisterende systemer kan tilbyde af tilsvarende service,« fortæller hun.

Udover Inger Lise Gade og Sine Huus Pedersen er der tre andre innovationskoordinatorer på Aalborg Universitetshospital. Det er Lene Dahl Siggaard, øre-, næse- og halskirurgisk afdeling, Claus Vinter Bødker Hviid, klinisk biokemisk afdeling, og Ahmed Abdul-Hussein Abood, ortopædkirurgisk afdeling.

Vores job er at finde de rigtige spillere til holdet, når der skal udvikles en ny løsning på et problem

Chantelle Driever, projektleder, Aalborg Universitetshospital

De fem koordinatorer mødes cirka en gang om måneden med projektlederne for at drøfte de rejste ideer, problemstillinger og behov.

»Du kan godt gøre innovation til en struktureret proces for at øge dit løsningsrum og kvaliteten af dine resultater,« siger Christoffer Høg Jørgensen.

Første skridt er at identificere problemet, næste skridt undersøge, om en løsning allerede findes et andet sted eller på markedet. Tredje skridt er at involvere andre aktører med henblik på for eksempel at designe et forskningsstudie, købe eller videreudvikle et eksisterende produkt, udvikle et nyt produkt eller ændre procedurer.

Kommercielt potentiale

Idéklinikkens fagmedarbejdere inddrages, når der er tale om en idé med et kommercielt potentiale.

Idéklinikken har et stort netværk til virksomheder og forskningscentre i området, lige fra produktudviklere og finansielle aktører til ingeniørstuderende på universitetet.

Blandt eksemplerne på ideer, der er udviklet og implementeret inden for de seneste år, er ‘Den intelligente forsendelseskasse’, hvilket er en ny og effektiv måde at håndtere blodprøver på.

Et andet eksempel er ‘Deculeg’, en slags papkasse, der anvendes, når patienter har behov for at have et nyopereret ben i en hævet position.

»Vores job er at finde de rigtige spillere til holdet, når der skal udvikles en ny løsning på et problem,« siger Chantelle Driever, der også er leder af ‘Health Hub – Founded by Spar Nord Fonden’.

Health Hub medfinansierer blandt andet innovationskoordinator-projektet og støtter andre former for sundhedsinnovation og samskabelse i Nordjylland.

Bred forankring

Chantelle Driever har en ph.d. i chemical og biomolecular engineering, og hun har erfaring fra ‘The Kitchen’ – et innovationsværksted på Aarhus Universitet. De seneste to år har hun været tilknyttet Idéklinikken ved Aalborg Universitetshospital, hvor hun har fokus på researchtunge ideer.

Frem for alt håber hun, at programmet med innovationskoordinatorerne som omdrejningspunkt vil komme til at betyde et øget fokus på identifikation af problemstillinger og mulige løsninger – blandt alle faggrupper på hospitalet.

»Vores mål er, at den innovative tankegang forankres bredt i organisationen. Enhver kan – uanset faglig baggrund eller organisatorisk placering – være med til at identificere behov. Du behøver ikke at føle dig særligt innovativ for at få øje på ting, der kan forbedres, og måske vigtigst af alt, behøver du ikke allerede at have løsningen på de problemer, du identificerer,« understreger Chantelle Dana Driever.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere