Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Gigt

Et skridt nærmere skræddersyet behandling for patienter med leddegigt 

Udgivet:
Kommentarer (0)

Ny undersøgelse fra AU og AUH viser, at en ny, skræddersyet og mere effektiv behandling mod leddegigt kan være på vej. 


Der er glædeligt nyt på vej til den ene procent af befolkningen, der lever med sygdommen leddegigt.

En ny undersøgelse fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital viser lovende resultater for ny skræddersyet behandling.

Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

I undersøgelsen har forskere fra AU og AUH dyrket og bestemt hvilke bindevævsceller fra patientens ledvæske, der er medskyldige i at udvikle leddegigt.

»Det gør det nemmere for os at teste effekten af medicinen direkte på cellerne i laboratoriet, og det giver os et håb om, at vi på sigt kan tilbyde patienterne skræddersyet behandling,« siger Morten Aagaard Nielsen, der er læge og ph.d. fra Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet og Afdeling for Led og Bindevævssygdomme ved Aarhus Universitetshospital, som er en af forskerne bag undersøgelsen.

Trial and error

Når en patient i dag får konstateret leddegigt, prøver man sig frem efter ‘trial and error’-princippet uden med sikkerhed at kunne sige, hvilket lægemiddel der virker.

Det er denne praksis, som resultaterne fra den nye undersøgelse på sigt kan ændre.

Det er nemlig første gang, at det er lykkedes forskere at karakterisere sygdomsfremkaldende bindevævsceller fra ledvæsken og sammenligne dem med celler taget fra vævsprøver.

At disse sygdomsfremkaldende bindevævsceller kan smitte med gigt er på linje med tidligere forskning. At bindevævsceller kan dyrkes fra ledvæske er også kendt, men hidtil uden at bestemme disse cellers karakteristika, som forskerne fra Aarhus Universitet nu har gjort.

»Vi håber, at gigtbetændelsesceller og betændelsesstoffer i det syge led kan forudsige, hvilken behandling der vil være mest effektiv,« siger Morten Aagaard Nielsen.

Næste skridt for forskerne bliver at følge op på resultaterne fra studiet for at kunne finde og udvikle målrettede behandlingsmuligheder til patienter med leddegigt.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere