Forskning
Studie: Symptomer på kræftsygdomme overses ofte for multisyge, socialt udsatte mennesker
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Interviewpersonerne har haft svært ved at skelne de enkelte sygdomme fra hinanden. Samtidig har de brugt alkohol og stoffer til at udskyde, dulme eller selv behandle symptomer og smerter, hvilket har betydet, at kræftsygdommen er blevet overset eller ignoreret,« siger seniorforsker, der står bag nyt studie om ulighed i kræft.
Nyt studie fra SDU undersøger kræftsygdom blandt socialt udsatte mennesker. Undersøgelsen viser, at symptomer på kræftsygdommen ofte går ubemærket hen, fordi de overlapper med de symptomer.
Hvordan opleves og håndteres en kræftsygdom, når man er hjemløs, afhængig af rusmidler og i forvejen ramt af mange andre sygdomme? Nyt studie undersøger hverdagslivet blandt multisyge, socialt udsatte mennesker. Det skriver Syddansk Universitet i en pressemeddelelse.
Seniorforsker ved Statens Institut for Folkesundhed Pia Vivian Pedersen har interviewet flere mænd og kvinder til et forskningsprojekt om social ulighed i kræft.
»Formålet med projektet har været at undersøge, hvordan dét at leve under svære livsbetingelser former oplevelsen og håndteringen af en kræftsygdom, og at få detaljeret viden om den kompleksitet af sundhedsmæssige og sociale problemer, som kendetegner disse menneskers liv,« siger Pia Vivian Pedersen.
Syddansk Universitet skriver, at kendetegnende for de interviewede er, at de lever under svære livsbetingelser som f.eks. hjemløshed, rusmiddelbrug, fysisk og psykisk sygdom, ensomhed og andre former for udsathed.
De mange sundhedsmæssige og sociale forhold sameksisterer ikke bare. De interagerer og påvirker hinanden negativt, og dét samspil er man nødt til at tage højde for, når man diagnosticerer og behandler socialt udsatte mennesker
Pia Vivian Pedersen, seniorforsker, Statens Institut for Folkesundhed
Ud over det har alle været alvorligt syge, allerede før de fik kræft. I gennemsnit har de mere end fem sygdomme og helbredsproblemer f.eks. KOL, nyresvigt, forhøjet blodtryk, HIV, angst, depression og skizofreni.
For syge til kræftbehandling
Knud er én af dem, som Pia Vivian Pedersen har interviewet i studiet. Han er i 60’erne og bor alene i en lejlighed. Han har arbejdet det meste af sit liv, indtil helbredet satte en stopper for det. Han har også siddet i fængsel i en periode. Og så har han i årevis og indtil for nylig drukket store mængder alkohol.
Ud over kræft lider Knud af kronisk nyresvigt. Han har inden for de seneste år haft gentagne blodpropper og en hjerneblødning. Derudover har han forhøjet blodtryk, mavesår og lider af hukommelsestab.
»Jeg dør af kræft, men jeg kan også dø af dialysen. Jeg kan dø af min nyre, jeg kan dø af hjertet,« siger han.
Udredning af kræftsygdommen har for alle interviewede været et kaotisk forløb, fordi de ofte sideløbende har døjet med et massivt brug af alkohol og/eller stoffer.
»Vores undersøgelse viser, at symptomer på kræftsygdommen ofte går ubemærket hen, fordi de overlapper med de symptomer, som de interviewede mærker som følge af andre sygdomme,« siger Pia Vivian Pedersen og fortsætter:
»Interviewpersonerne har haft svært ved at skelne de enkelte sygdomme fra hinanden. Samtidig har de brugt alkohol og stoffer til at udskyde, dulme eller selv behandle symptomer og smerter, hvilket har betydet, at kræftsygdommen er blevet overset eller ignoreret, og derfor har kunnet udvikle sig til mere alvorlige stadier.«
Studiet viser, at når de interviewede når frem til en kræftbehandling, er nogle af dem alt for syge af andre sygdomme til at modtage behandling, mens andre selv helt fravælger behandlingen eller siger nej til yderligere behandling.
Dette skyldes, at et langt og krævende behandlingsforløb tærer for meget på kræfterne, og samtidig gør det svært at skaffe stoffer og opretholde livet i hjemløshed eller på et herberg, skriver Syddansk Universitet.
Svære krav for de udsatte
Ifølge Pia Vivian Pedersen er en vigtig pointe, at kræftsygdommen ikke kan ses eller forstås særskilt fra anden sygdom og fra den sociale kontekst, den foregår i:
»De mange sundhedsmæssige og sociale forhold sameksisterer ikke bare. De interagerer og påvirker hinanden negativt, og dét samspil er man nødt til at tage højde for, når man diagnosticerer og behandler socialt udsatte mennesker. Men samtidig er det et samspil, der er svært foreneligt med et højt specialiseret sundhedsvæsen og et standardiseret kræftpakkeforløb, hvor patienten forventes at være proaktiv, mærke og reagere rettidigt på sygdomssymptomer, møde op til undersøgelser osv,« siger hun og fortsætter:
»Det er krav og forventninger, som mange socialt udsatte mennesker har svært ved at leve op til.«
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift SSM – Qualitative Research in Health.
Del artiklen: