Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Forskning

Stort vaccinestudie: Adfærdsvidenskab virker

Udgivet:
Kommentarer (0)

Tor Beiring-Sørensen og resten af holdet bag stort vaccinestudie er allerede i gang med at bruge indsigterne til ny forskning.

Flere voksne kronikere tager imod tilbuddet om en gratis influenzavaccine, når de får et påmindelsesbrev fra Statens Serum Institut. Det viser nyt, stort vaccinestudie.


Et standardbrev samt en påmindelse efter ti dage og seks forskellige sætninger. Det er grundlaget for den forbedring på mellem 11,7-13,9 procentpoint, som forskerne bag studiet NUDGE-FLU CHRONIC har dokumenteret i vaccineoptaget for influenzavaccinen blandt voksne kronikere mellem 18 og 64 år i Danmark, som har ret til en gratis influenzavaccine.

En af forskerne bag studiet er Tor Biering-Sørensen, professor i translationel kardiologi og pragmatiske randomiserede studier på Københavns Universitet og Afd. for Hjertesygdomme, Herlev og Gentofte Hospital. Han og resten af forskerholdet har haft god grund til at fokusere på de voksne kronikere.

»Vi har lavet det her studie, fordi vi fandt ud af, at der er et problem med vaccineoptaget i den her aldersgruppe. Det er endt med at blive det største og mest effektive folkesundhedstiltag med henblik på at øge optaget af influenzavacciner, der formentlig nogensinde er blevet præsenteret,« siger Tor Biering Sørensen.

Studiet består af samtlige knap 300.000 kronikere i alderen 18-64 år med adgang til e-boks, der lever op til beskrivelsen for målgruppen for at få en gratis influenzavaccine.

Studiet har randomiseret deltagerne i syv grupper. Fem af grupperne har fået et brev, hvor der er tilføjet en sætning, designet af adfærdsforskere til at højne vaccineoptaget, en gruppe, har modtaget et standardbrev, og ti dage efter har modtaget et identisk påmindelsesbrev med tilbuddet om en gratis vaccine og den syvende gruppe er en kontrolgruppe, som ikke har modtaget noget brev.

Det vigtige ved randomiserede studier som det her er, at vi får effekten af vores forsøg sort på hvidt

Tor Biering Sørensen, forsker og professor, Københavns Universitet

Det mest virksomme greb var påmindelsesbrevet ti dage efter, hvor optaget blev 41,8 pct.

I kontrolgruppen, som ikke modtog noget brev, var vaccineoptaget 27,9 pct.

Blandt de seks sætninger, var det en om vaccinens beskyttelse mod hjertekarsygdomme, der virkede bedst.

Sætningen lød: Udover at beskytte mod influenzainfektion ser influenzavaccination også ud til at kunne beskytte mod hjerte-kar-sygdomme såsom blodprop i hjertet og hjertesvigt. Og den fik gruppen vaccineoptag op på 38.9 pct.

Resultaterne er blevet publiceret i det anerkendte amerikanske tidsskrift JAMA.

Masser af perspektiv i adfærdsvidenskab

Studiet påviser, at adfærdsvidenskabelige tiltag som at sende påmindelsesbreve eller de tilføjede sætninger til standardbrevet virker. Og adfærdsvidenskaben er brugbar i utallige andre sammenhænge, hvis man spørger Tor Biering-Sørensen.

»Ved hjælp af adfærdsvidenskab kan vi potentielt nudge folk til at leve et sundere liv. Virksomheder har brugt det i mange år til at nudge os til at købe deres produkter. Nu begynder vi så at teste, hvordan vi kan benytte nudging med henblik på at øge tilslutningen til sundhedsinitiativer,« siger han.

For Tor Biering-Sørensen handler det dog i sidste ende om, hvorvidt det kan betale sig for samfundet. Derfor er forskergruppen bag NUDGE-FLU CHRONIC-studiet, også allerede i gang med at måle på, om der f.eks. kommer færre patientkontakter i almen praksis, hvis vaccineoptaget til influenzavaccinen stiger.

»Det vigtige ved randomiserede studier som det her er, at vi får effekten af vores forsøg sort på hvidt. Vi kan måle, om det kan betale sig for samfundet at implementere de her tiltag. I dette tilfælde har der været en virkelig stor effekt for meget få penge,« siger han.

Hurtigt og nemt at implementere

NUDGE-FLU CHRONIC-studiet er seneste skud på stammen i en trio af vaccinestudier. I de to første blev nudging eller adfærdsvidenskab brugt til at påvirke danskere over 64 år til at blive vaccineret mod influenza. Det brev med påmindelse om, at man kunne blive vaccineret mod influenza, er allerede blevet implementeret i år for alle danskere med adgang til e-boks og en alder over 64 år.

»Vi har i de første to studier testet for virkning og for, at det også virkede over to sæsoner. Her viste det sig, at reminderen og vores brev, der informerede om den hjertebeskyttende effekt af en vaccine var de klart mest effektiv til at højne vaccineoptaget. Derfor har Sundhedsstyrelsen også implementeret vores reminder til ældre over 64 år, og det er fedt som forsker at lave studier, hvor resultaterne kan bruges i national skala lige efter, vi er færdige med studiet,« siger han.

Det som Tor Biering-Sørensen og resten af forskerholdet bag studiet nu har kastet sig over, er at se på de negative effekter, der risikerer at være, af at nudge folk i en bestemt retning. Falder vaccineoptaget eksempelvis for andre vacciner, hvis man nudges til at modtage influenzavaccinen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere