Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Forskning

Stor europæisk undersøgelse: Brug CT-scanninger af børn og unge med forsigtighed

Udgivet:
Kommentarer (0)

Ny forskning viser en klar association mellem den totale strålingsdosis, knoglemarven bliver udsat for, og risikoen for at udvikle blodkræftsygdomme.

Omfattende international undersøgelse af børns risiko for at udvikle kræft efter CT-scanninger finder en lille ekstra risiko for at udvikle kræft.


Den gavnlige effekt af at kunne tilbyde børn og unge en diagnostisk undersøgelse med en CT-scanning er betydelig, men indebærer samtidig en lille risiko for senere i livet at udvikle kræft. Så selv om de strålingsdoser, som anvendes ved en CT-scanning er reduceret betydeligt de senere år, skal CT-scanninger af børn og unge fortsat anvendes med forsigtighed, og med lavest mulige strålingsdosis. Det konkluderer den store europæiske undersøgelse EPI-CT, som i dag, torsdag, offentliggøres i tidsskriftet Nature Medicine. Professor Christoffer Johansen, Rigshospitalet, er medforfatter på studiet

Undersøgelsen er baseret på data fra en kohorte på næsten én mio. børn og unge fra 276 hospitaler i ni europæiske lande (Belgien, Danmark, Frankrig, Tyskland, Holland, Norge, Spanien, Sverige og Storbritannien), der havde fået udført én eller flere CT-scanninger inden de blev 22 år. For hver enkelt person blev den strålingsdosis, knoglemarven blev udsat for, beregnet. Denne information blev efterfølgende koblet med de nationale kræftregistre i de ni lande. Ved at følge gruppen over en periode på i gennemsnit knap otte år – for en del af gruppen helt op til 20 år – kunne forskergruppen bag EPI-CT derefter identificere de børn og unge, der senere i livet havde udviklet en hæmatologisk kræftform.

Resultaterne viser en klar association mellem den totale strålingsdosis, knoglemarven bliver udsat for, og risikoen for at udvikle blodkræftsygdomme. En akkumuleret dosis på 100 mGy tredobler f.eks. risikoen for senere at udvikle kræft, mens en typisk CT-scanning med en dosis på 8 mGy øger risikoen med ca. 16 pct., fremgår det af undersøgelsen. I tal for absolut risiko betyder det, at der for hver 10.000 børn, der får en CT-scanning, vil være 1-2 kræfttilfælde inden for 12 år efter undersøgelserne.

Projekter på Rigshospitalet

Forskerne bag undersøgelsen påpeger, at der er brug for yderligere undersøgelser, som kan sikre, at doser og tekniske parametre for undersøgelserne indsamles systematisk og i tilstrækkelig grad på hospitalerne for at sikre bedre risikoberegninger i fremtiden.

I Danmark arbejdes der på bl.a. Rigshospitalet med forskellige projekter, som gør det muligt at minimere stråledosis ved hjælp af kunstig intelligens. Det gør det muligt at scanne med meget lavere dosis, fordi kunstig intelligens hjælper med at fjerne støjen på billederne, når billedkvaliteten er dårlig.

Hvert år får flere end én mio. børn i Europa udført en CT-scanning. Tal fra eSundhed viser, at der i 2022 i Danmark blev foretaget 16.280 CT-scanninger af børn under 15 år. I alt blev der foretaget knap 1,2 mio. CT-scanninger i 2022, hvorfor børn udgør ca. 1,3 pct. af det samlede antal CT-scanninger. Hvis de 15-19 årige tages med, skal der tilføjes 21.340 ekstra CT-scanninger.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere