Forskning
Simpelt tiltag kan hæve deltagelsen i screeningprogrammer
Udgivet:
Kommentarer (0)
Anne Dorte Lerches resultater har nu fået Afdeling for Folkesundhedsundersøgelser til at overveje, om tilbuddet om tjek af screeningshistorik ved mammografier skal gøres permanent for alle fem screeningsenheder i Region Midtjylland.
Ny forskning viser, at flere kvinder deltager i screeningsprogrammerne for tarm- og livmoderhalskræft, når de bliver tilbudt et tjek af deres screeninghistorik i forbindelse med screening for brystkræft.
Kvinder i alderen 50-69 år deltager mere i screeningsprogrammerne for tarm- og livmoderhalskræft, hvis de bliver tilbudt et tjek af deres screeningshistorik, når de er til mammografi.
Det viser ny forskning fra Universitetsklinik for Kræftscreening på Regionshospitalet Randers og Aarhus Universitet, som Regionshospitalet Randers har skrevet om i en pressemeddelelse.
I et studie, som læge ved Universitetsklinik for Kræftscreening, Afdeling for Folkeundersøgelser Anne Dorte Lerche Helgestad har fået udgivet i tidsskriftet PLOS Medicine, konstaterer man, at blandt de kvinder, som ikke var rettidigt screenet for livmoderhalskræft, deltog 32 pct. af kvinderne i screeningsprogrammet senest seks måneder efter tilbuddet. Hos kvinderne, der ikke havde fået tilbuddet ved mammografien, var deltagelsen 6,1 pct. senest seks måneder efter. For tarmkræft var deltagelsen henholdsvis 23,8 pct. for forsøgsgruppen og 8,9 pct. for kontrolgruppen.
»Deltagelsen i brystkræftscreeningsprogrammet er rigtig høj, og derfor er vi glade for at se, at vi med et ret simpelt tiltag kan udnytte den høje deltagelse til også at hæve deltagelsen i de to andre nationale screeningsprogrammer,« forklarer Anne Dorte Lerche Helgestad.
Studiet har undersøgt 27.000 midtjyske kvinder, hvoraf 20 pct. af kvinderne blev spurgt, om de ville have tjekket, hvornår de sidst var blevet screenet for tarm- og livmoderhalskræft. De resterende 80 pct. fungerede som kontrolgruppe.
De kvinder, der takkede ja til et tjek af deres screeningshistorik, og som viste sig ikke at være screenet rettidigt, fik tilsendt et hjemmeprøvesæt til test af både tarm- og livmoderhalskræft.
Del artiklen: