Forskning
Professor fundet til nyoprettet stilling
Udgivet:
Kommentarer (0)
Anders Løkke Ottesen har blandt andet en baggrund som sekretær i Dansk Lungemedicinsk Selskab samt bestyrelsesmedlem og formand for Lungeforeningens forskningsfond.
Anders Løkke Ottesen er ansat som professor i tværsektoriel forskning. Forskningsprofessoratet skal stille skarpt på forebyggelsestiltag og lighed i sundhed.
I en årrække har Anders Løkke Ottesen været ansat som klinisk lektor, men fra 1. februar 2024 overgår han i en delt ansættelse som overlæge på medicinsk afdeling på Sygehus Lillebælt i Vejle og som professor under Institut for Regional Sundhedsforskning under SDU.
Professoratet omhandler, ud over det kliniske arbejde, tværsektoriel forskning samt forskning inden for livsstilssygdomme og lungemedicin. Særligt kronisk obstruktiv lungesygdom, også kendt som KOL, vil der være fokus på.
Forskningsmæssigt vil han fokusere på registerbaserede befolkningsundersøgelser og på kliniske implementeringsstudier, hvis formål er at bygge bro mellem sektorerne i sundhedsvæsenet. Sektorgrænserne skal nemlig nedbrydes, hvorfor der gennem forskning skal være fuld fokus på at finde frem til, hvad der reelt virker. Derfor bliver praktiske problemløsninger med patienterne for øje et særligt fokuspunkt.
Erfaren profil med mange bolde i luften
Siden 2006 har Anders Løkke Ottesen forsket, og han har efterhånden skrevet over 140 fagfællebedømte videnskabelige artikler. Derudover kommer faglige retningslinjer, bogkapitler og populærvidenskabelige artikler. Så sent som i februar 2023 forsvarede Anders Løkke Ottesen sin doktorafhandling om KOL i Danmark ved Syddansk Universitet.
Med en faglig interesse i livsstilssygdomme og forebyggelsestiltag, herunder rygestop, fokuserer den nye professor på undervisning, vidensdeling samt på vejledning af medicinstuderende, ph.d.-studerende med flere.
Desuden sidder han aktuelt som formand for Dansk Register for KOL (DRKOL) under Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP), for regionernes lærings- og kvalitetsteam for KOL og i det lungemedicinske specialeråd i region Syddanmark. Dertil er han med i styregruppen for Tværsektorielt Forskningscenter i Region Syddanmark.
Anders Løkke Ottesen blev uddannet læge fra Københavns Universitet i 2002, og han færdiggjorde sin speciallægeuddannelse inden for lungemedicin i 2011. Efterfølgende har han arbejdet som speciallæge i lungemedicin i henholdsvis Aarhus og Vejle.
Han er 48 år gammel, og bor i Højbjerg med sin hustru Pia og deres tre børn.
Del artiklen: