Forskning
Ny behandling er ikke blot effektiv, den kan også spare samfundet millioner af kroner
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Resultaterne viser at deltagerne ikke blot får færre smerter, de får også ny tillid til, at de kan gøre ting på arbejde og i fritiden, som de ofte ikke har turdet gøre i årevis,« siger professor og forskningsleder ved Syddansk Universitet Jan Hartvigsen.
Forskere fra Syddansk Universitet har været med til at teste en behandling, der virker for rygpatienter, som ellers ikke kan hjælpes. Nyt studie i The Lancet viser stort potentiale i behandlingen.
Ny behandling giver håb for rygpatienter. En ny behandling til patienter med kroniske rygsmerter er effektiv, billig og kan spare samfundet millioner af kroner. Det skriver Syddansk Universitet i en pressemeddelelse.
Professor og forskningsleder, Jan Hartvigsen, Center for Sundhed i Muskler og Led, Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, er en af forskerne bag studiet. Resultaterne er blevet publiceret i det medicinske tidsskrift The Lancet.
Fakta om rygsmerter:
Rygsmerter er den hyppigste årsag til førtidspensioner i Danmark, de forårsager 38 pct. af alle nytilkendte førtidspensioner.
Rygsmerter på verdensplan er den hyppigste årsag til, at mennesker ikke kan arbejde og udfolde sig i fritiden.
De er også en af de hyppigste årsager til, at danskere søger læge, og det resulterer i 4,5 millioner ekstra konsultationer hos praktiserende læger, fysioterapeuter og kiropraktorer hvert år.
Bare i Danmark er de årlige omkostninger forbundet med rygsmerter cirka 28 mia. kr.
Kilde: SDU
Jan Hartvigsen, der gennem 25 år har fokuseret sin forskning på at hjælpe mennesker med kroniske rygsmerter, siger:
»Mange af patienterne i projektet her havde faktisk opgivet at få hjælp til deres smerter, men mere end 80 pct. oplevede en markant bedring.«
Navnet på behandlingen er Kognitiv Funktionel Terapi (CFT) og er testet på australske patienter. CFT består af intensiv coaching, som hjælper patienter til at forstå deres smerter og træner den måde, de bevæger sig på, så de reducerer smerterne.
»Resultaterne viser, at deltagerne ikke blot får færre smerter, de får også ny tillid til, at de kan gøre ting på arbejde og i fritiden, som de ofte ikke har turdet gøre i årevis,« siger Jan Hartvigsen.
Deltagerne fik syv behandlinger over 12 uger efterfulgt af en opfølgende behandling seks måneder senere. Forskerne har fulgt op på effekten et år senere.
»Det er en gruppe af patienter, som der generelt ikke findes gode behandlinger til. Det ændrer folks liv. Og det er ikke bare et quick fix! Det fantastiske ved den her behandling er, at resultaterne ser ud til at være varige, og det er altså noget af et gennembrud,« fortæller Jan Hartvigsen.
Nu bliver det testet i Danmark
Forskere, ud over Jan Hartvigsen, er på Syddansk Universitet allerede i gang med at teste CFT-behandlingen.
Professor ved Odense Universitetshospital Smertecenter Syd Henrik Bjarke Vægter har netop afsluttet et lodtrækningsforsøg. Her har 130 patienter med kronisk komplekse rygsmerter testet, om CFT-behandlingen er mere effektiv og kost-effektiv i forhold til den aktuelt anbefalede smertebehandling, som tilbydes i et specialiseret smertecenter.
»De patienter, der deltager i vores studie, er blandt dem, der er hårdest ramt af deres smertetilstand, og hvor eksisterende behandlinger har meget begrænset effekt. Patienterne har væsentlige begrænsninger i funktionsniveau og er på kanten af arbejdsmarkedet,« siger Henrik Bjarke Vægter og fortsætter:
Udfordringen er, at der er meget få danskere, der er uddannede i denne behandling, og det skal vi se at ændre på
Jan Hartvigsen, forsker, SDU
»De er ofte ramt af psykologiske og sociale udfordringer, svære søvnproblemer og har tidligere afprøvet en lang række behandlinger i sundhedsvæsenet uden effekt. Forventningen er, at CFT fremover vil være et vigtigt element i behandlingen af kronisk komplekse smerter,« siger han.
CFT-behandlingen sparer samfundet 25.000 kr. per patient
Testen af CTF-behandlingen viser, at den gennemsnitlige besparelse er 25.000 kr. per patient i løbet af det første år. Grunden til besparelsen er, at deltagerne går mere på arbejde, spiser mindre medicin og får generelt færre sundhedsydelser.
»Vores resultater giver håb for mange patienter, der lever med kroniske rygsmerter, og som hidtil ikke har kunnet få god hjælp i sundhedssystemet. For samfundet er potentialet rigtig stort, fordi vi både kan hjælpe borgere til et bedre liv samtidig med, at vi sparer penge. Det er ren win-win,« mener Jan Hartvigsen.
Han fortsætter:
»Udfordringen er, at der er meget få danskere, der er uddannede i denne behandling, og det skal vi se at ændre på. Vores undersøgelse viser nemlig, at det kræver en veluddannet kliniker at udføre CFT. En væsentlig andel af de penge, der bruges i sundhedssystemet på uvirksomme behandlinger, bør omprioriteres for eksempel til uddannelse i CFT eller andre behandlinger, som har dokumenteret effekt,« siger han.
Kognitiv Funktionel Terapi (CFT):
Behandlingen blev i forskningsprojektet udført af specielt uddannede fysioterapeuter, men kan sandsynligvis også udføres af andre sundhedsprofessionelle, hvis de har samme efteruddannelse.
Konkret består behandlingen af op til syv sessioner, hvor en kliniker gennem samtaler hjælper patienten til at forstå, hvad smerter er generelt og i deres liv – populært sagt at få smerterne til at give mening. Dernæst udsættes patienterne for nogle individualiserede øvelser, der hjælper dem til at bevæge sig mere naturligt uden smerter og få tillid til, at deres ryg kan bruges i arbejde og i fritiden.
Fakta om studiet:
I forskningsprojektet deltog 492 patienter. Studiet blev udført på Curtin University i Australien. CFT er udviklet af professor Peter O’Sullivan fra Curtin University. Førsteforfatter på artiklen er Peter Kent, lektor på Curtin University, tidligere ansat på Syddansk Universitet.
Professor Jan Hartvigsen er medforfatter og har været med til at designe og gennemføre undersøgelsen.
Del artiklen: