Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Forskning

Ny undersøgelse skal øge livskvaliteten for borgere med karsygdomme

Udgivet:
Kommentarer (0)

Marie Dahl, sygeplejerske og forskningsleder fra Regionshospitalet Viborg og Aarhus Universitet, er initiativtager og står i spidsen for undersøgelsen.

En ny national undersøgelse af mennesker med karsygdomme er nu i gang, hvor alle landets karkirurgiske hospitalsafdelinger deltager. Resultaterne skal hjælpe med at forbedre patienters livskvalitet og forløb i sundhedsvæsenet.


Den hidtil største nationale undersøgelse blandt danskere med karsygdomme er nu søsat. Samtlige af landets karkirurgiske hospitalsafdelinger deltager, og undersøgelsens formål er at klarlægge, hvilken hverdag patienter med karsygdomme har og derigennem udvikle målrettede behandlingstilbud.

Undersøgelsen er ledet af sygeplejerske og forskningsleder Marie Dahl fra Regionshospitalet Viborg og Aarhus Universitet. Hun er også initiativtager til undersøgelsen.

»Vi vil gerne hjælpe borgere til et bedre liv, når de rammes af karsygdom. Her er udviklingen af nye tilbud afgørende. Vi har brug for at få indsamlet evidens for, om sygdomsfølgerne for den enkelte patient med karsygdom er lige så alvorlig en sygdom som ved andre store folkesygdomme. Derfor sætter vi nu gang i en omfattende undersøgelse, og vi kommer til at arbejde med det her langt ind i fremtiden,« siger Marie Dahl.

Undersøgelsen, der er blevet døbt DanVasc, bliver udført ved spørgeskemaundersøgelser, der kobles sammen med data fra nationale registre. Målgruppen er de cirka 12.000 borgere, der hvert år rammes af enten åreforkalkning i benene, udposning af legemspulsåre i maven eller åreforkalkning i halskarrene.

Formanden for Dansk Karkirurgisk Selskab og overlæge i karkirurgi, Jacob Bundtz-Lilly, er svært begejstret for undersøgelsen:

»Vi mangler i dag patientrapporterede resultater, der er nødvendige og afgørende for at forbedre behandlingen for patienter med en kronisk og invaliderende tilstand som karsygdom. Derfor er undersøgelsen yderst interessant og vil være brugbar for både patienter og fagfolk,« siger han.

Fokus på både den fysiske og psykiske side af karsygdom

Undersøgelsen skal dække alle de følger, som patienter med karsygdomme har. Det gælder både den fysiske, psykiske og sociale byrde, som kan være forbundet med sygdommene. Den psykiske byrde kan f.eks. være angst og depression.

»Vi ved i dag, at andre sammenlignelige patientgrupper f.eks. ikke er så tilbøjelige til at efterleve forebyggende anbefalinger, hvis de har angst og depression. Dette kan medføre sygdomsforværring. Vi vil gerne finde ud af, om det også er gældende for mennesker, der har karsygdom. Vi vil i det hele taget gerne have et holistisk billede af det menneske, der er ramt af karsygdom,« lyder det fra Marie Dahl, som fortsætter:

»Det er unikt, at vi ved at søsætte denne store og omfattende undersøgelse får indsamlet viden, så vi kan se på de tre store områder inden for karkirurgien. Samtidig er det unikt, at vi følger deltagerne et helt år med fire spørgeskemaer. Det betyder, at når rigtig mange får tilbudt at deltage i undersøgelsen, vil det give os adgang til et skatkammer af viden, der kan hjælpe os med at forbedre deres forløb i sundhedsvæsenet,« siger hun.

Du kan læse mere om undersøgelsen her.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere